Stiftet i 1874 er Chr. Hansen A/S Danmarks ældste virksomhed inden for fremstilling af fødevareingredienser. I dag er det en verdensomspændende virksomhed med flere end 3.000 medarbejdere, heraf ca. halvdelen i Danmark. 1987‑88 flyttede hovedsædet til forskerparken DTU Science Park, hvor der i 2017 var ca. 750 ansatte, som hovedsagelig beskæftiger sig med forskning og udvikling samt administration og marketing. I Avedøre produceres mælkesyrebakterier, mens der på fabrikken i Roskilde produceres probiotiske bakterier og i Gråsten bl.a. osteløbe. De tre danske produktionsenheder beskæftiger ca. 700 medarbejdere.
Chr. Hansen udvikler og producerer naturlige ingredienser til bl.a. fødevarer, kosttilskud og dyrefoder. Produkterne omfatter bakteriekulturer og enzymer, såkaldte probiotika (sundhedsfremmende kulturer) og farver fra planter, frugter, bær osv. Virksomheden er børsnoteret, og blandt de største aktionærer er Novo Holdings A/S, der ejer 26 % af aktierne.