Allan Olsen på scenen ved Skagen Festival i 2016.
.

De mange musikfestivaler i Frederikshavn Kommune er udtryk for en grundfæstet festivaltradition, som støttes af lokale foreninger samt et stort antal frivillige og besøges af mange turister. Skagen Festival (tidligere Skagen Visefestival) er Danmarks ældste folkemusikfestival og kommunens største. Den blev grundlagt i 1971 som en fællesnordisk viseaften og er igennem årene vokset til at have flere scener i Skagen. I Frederikshavn har Det Musiske Hus siden 2006 afholdt Frederikshavn Bluesfestival med voksende succes, og i Sæby blev Sæby Jazzfestival grundlagt i 2010 med støtte fra turistbureauet. Festivalen uddeler hvert år JazzClasher-prisen til et ungt talent. Musikkorps Sæby, der har rødder tilbage til 1909, afholder hvert tredje år en international musikfestival for brassbands og harmoniorkestre. Både Sæby og Frederikshavn har en lang brassbandtradition. Her kan nævnes Sæbygarden, der har sit udspring i Baptistkirken, Tordenskioldgarden i Frederikshavn samt Alpha Big Band, der i 1999 begyndte som virksomhedsorkester på skibsmotorfabrikken B&W Alpha Diesel, det nuværende MAN Diesel & Turbo.

Der er især i Skagen tradition for levende musik i værtshusmiljøet. I mange år var det store trækplaster på Skansen sangduoen Sussi og Leo, som efter 23 år i Skagen rykkede til Frederikshavn i 2003. Af andre spillesteder kan nævnes Viseværtshuset Skagen, Kompasset, Havnekroen Skagen, Jakobs Café & Bar og Skagen Bryghus. I Frederikshavn er der regelmæssig musikoptræden på Freddy’s Bar og i et vist omfang på John Bull Pub. Kommunens erhvervsliv sponsorerer de tre store musikscener i Frederikshavn i hhv. Arena Nord (indviet 2005), Det Musiske Hus (indviet 2004) og Maskinhallen (indviet 2011), mens musikscenerne i kulturhuset Manegen (indviet 2005) i Sæby og Kulturhuset Kappelborg (indviet 2011) i Skagen er bygget af kommunen og primært modtager kommunal støtte.

Troubadouren Allan Olsen startede med inspiration fra den engelske singer-songwritertradition med at optræde på lokale værtshuse i 1970’erne. Han tilbragte ungdomsårene i Frederikshavn, hvor han arbejdede på skibsværftet Danyard, og denne opvækst blandt værftskraner og dokbisser afspejles i hans musikalske univers.

Visesangeren Thomas Jensen, kendt som Fisker Thomas, sang gamle sømandsviser og fik folkelig succes omkring 1976 med både muntre sømandssange og mere dystre viser om det farlige hav.

Fire generationer af spillemænd med efternavnet Kjæhr satte i perioden 1861-1985 deres præg på musiklivet i Østvendsyssel. Især kan fremhæves Rudolph Kjæhr, der allerede som seksårig begyndte at spille violin med faderen til Liegstouw’er (dansegilder). I 1887 blev han Sæbys første musikdirektør, og hans orkester blev siden hen et af de førende i Østvendsyssel.

Videre læsning

Læs mere om Kultur i Frederikshavn Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans