Roskilde Festival set fra luften d. 28. juni 2017 med den ikoniske Orange Scene, hvor de største navne optræder. I 2017 var der 202 koncerter til de 130.000 deltagere, heraf var 100.000 betalende, hvilket gjorde festivalen til Danmarks fjerdestørste by i et par dage.
.

Siden den første festival i 1971 er Roskilde Festival hvert år – med undtagelse af 2020 og 2021 grundet coronakrisen – blevet afholdt på Roskilde Dyrskueplads. Roskilde Festival er en international musikfestival, som samler op mod 130.000 primært unge deltagere og frivillige fra Danmark, Norden og den øvrige verden. Bortset fra det allerførste år finder festivalen altid sted i dagene omkring d. 1. juli. Fra at blive afviklet hen over en weekend er Roskilde Festival nu en ottedages begivenhed, som præsenterer musik med de største internationale kunstnere og nye talenter, et omfattende kunstprogram, workshops, sport og alle mulige andre aktiviteter.

Den første festival blev arrangeret af to lokale, Mogens Sandfær og Jesper Switzer Møller, i samarbejde med impresarioen Karl Fischer. Inspirationen kom fra den amerikanske Woodstockfestival, som fandt sted i 1969. De to unge arrangører havde aldrig forestillet sig, at deres drøm om et Miniwoodstock i Roskilde skulle udvikle sig til Nordeuropas største årligt tilbagevendende kulturbegivenhed. Den første festival var med over 10.000 deltagere en publikumssucces, men en økonomisk og organisatorisk fiasko. Da folkesangeren Tony Busch kort efter første festival henvendte sig til Roskilde Kommune med ønsket om at arrangere en ny musikfestival i 1972, blev det på den betingelse, at Busch skulle samarbejde med den lokale forening Roskildefonden, der havde organisatorisk erfaring fra bl.a. byfester. Roskildefonden var på sin side interesseret i nye aktiviteter, der kunne generere overskud til dens arbejde med at støtte børn og unges vilkår. Siden 1973 er Roskilde Festival alene blevet arrangeret af Roskilde Festival Foreningen – i dag Roskilde Festival-gruppen – mens overskuddet gennem Fonden Roskilde Festival stadig doneres til velgørende formål. Desuden indgår fondens datterselskab Roskilde Kulturservice A/S i koncernen.

Frivillighed er en af Roskilde Festivals bærende værdier. Selv om festivalen har et sekretariat med lønnede medarbejdere, er det stadigvæk frivillige, som udfører størstedelen af arbejdet med at planlægge og afvikle årets festival. Gennem årene har Roskilde og de omkringliggende kommuners foreningsliv bidraget med tusindvis af frivillige. Ved at varetage opgaver, som dækker alt fra madsalg til affaldshåndtering, opnår foreningerne væsentlige tilskud til deres økonomi.

Tilstedeværelsen af Roskilde Festival har siden 1970’erne præget Roskilde i mere permanent grad end de sommeruger, hvor festivalen afvikles. I 1970’erne blev en stor del af festivalens overskud brugt til at bygge institutioner for børn og unge i Roskilde Kommune. Fondens største byggeri var Ungdommens Hus (indviet 1973) beliggende på Parkvej 5, som husede både vuggestue, børnehave, fritidshjem, ungdomsklub, kollegieværelser samt festsal og foreningslokaler. Ungdommens Hus blev i 2012 omdannet til almene boliger. Siden midten af 1980’erne har fonden koncentreret sit donationsarbejde mod at støtte projekter, som er opstået uden for festivalregi.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Roskilde Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans