På Æbelø er der fundet næsten 1.000 forskellige billearter, svarende til knap en fjerdedel af Danmarks billefauna. Blandt dem er garveren, som med en længde på 4,5 cm er Danmarks største træbuk. Larven lever hovedsagelig i rødderne af dødt, trøsket løvtræ og lader her i landet til at foretrække bøg. De voksne biller optræder fra juli til september, og på lune eftermiddage kan de ofte ses siddende frit fremme på stammer og stubbe.
.
Det smalle drag, Brådet, som strækker sig fra sydspidsen af Æbelø og ned til Æbelø Holm, er skabt af materiale, som bølgerne har eroderet ud af Æbelø i nord og ført sydpå, hvor der er læ. Det lyse sediment i vandet på begge sider af draget viser, at processerne stadig foregår. Som på et transportbånd bevæger det eroderede materiale sig langs draget for at aflejres på Æbelø Holm, der gradvis vokser i bredden.
.

Ignorerer man risikoen for våde sokker og bevæger sig ad den 1,5 km lange, oversvømmede ebbevej til Æbelø Holm, åbenbarer den skovdækkede Æbelø sig for enden af det 1,8 km lange drag Brådet, der som snoren i en ballon synes at holde den 20‑24 m høje moræneø tæt på Fyn.

Æbelø nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 som Æblæø, formentlig pga. de mange skovæbler, der voksede på øen. Æbletræer er der stadig mange af, men de mennesker, som i en periode bosatte sig på øen, er for længst forsvundet. Siden har naturen gradvis taget øen tilbage med et rigt fugleliv og en ganske bemærkelsesværdig mangfoldighed af biller til følge.

Æbeløs tidlige historie

For 7.000 år siden trængte Littorinahavet ind over land og omsluttede en morænebakke, hvis top blev til Æbelø. Efterfølgende har bølger eroderet i vest-, nord- og østkystens klinter, hvorefter bølger og strøm har ført det eroderede sand og grus videre til øens sydside. Aflejringerne skabte tidligt et vinkelforland, som voksede videre sydpå i form af et drag. For enden af draget førte flere små, bueformede krumodder med tiden til dannelsen af Æbelø Holm.

Øens klinter indeholder bl.a. det særlige Æbelø Ler, som i Paleocæn blev aflejret i havet på 100 m’s dybde. Leret betyder, at der jævnligt sker skred i klinterne, hvorved der dannes trappetrin ud mod havet, mens træer vælter ned på den smalle kyst.

Klinterne rummer desuden spor efter fem isfremstød fra de to seneste istider, Saale og Weichsel. Istidsaflejringerne fra Saale vidner om tre isfremstød: først et fra nord, dernæst et fra nordøst og til sidst et fra sydøst. Mod slutningen af sidste istid, Weichsel, skubbede Nordøstisen leret og aflejringerne fra Saale op i store folder, hvilket tydeligt ses i klinten vest for Østerhoved Spids. Efterfølgende afsatte Nordøstisen sine egne aflejringer, som senere blev dækket af moræneler fra Det Ungbaltiske Isfremstød.

Kysten og landskabet

I dag ligger den 209 ha store ø knap 4 km fra Fyns nordkyst og udgør sammen med Æbelø Holm, Dræet, Ejlinge og de små øer og holme på Drættegrund den eneste nordfynske øgruppe, som aldrig har været landfast med Fyn. En del af Æbeløs klintkyster i øst, nord og vest er stadig under erosion, mens sydkysten er et marint forland, der fortsætter sydpå i et drag, Brådet. Længst mod syd udvider Brådet sig til Æbelø Holm.

En betydelig del af Æbelø dækkes af en 126 ha stor løvskov, der er udlagt som urørt skov. Den varierede skov består bl.a. af alm. eg, bøg, lind og skovæble, og flere af især ege- og bøgetræerne er meget gamle. Ud mod kysten har vind og vejr desuden skabt en troldeskov af krogede ege. Omkring Æbeløgård ligger en græsslette, mens øens andre åbne arealer består af overdrev samt strandeng ud mod kysten i sydvest.

Udnyttelse og bosættelse

Siden begyndelsen af middelalderen har Æbelø været udnyttet til bl.a. græsning og brændehugst, og da man i 1600-tallet begyndte at rydde og opdyrke øen, opstod der også permanent beboelse. Indtil 2. Verdenskrig boede der ca. 50 personer på øen, der endda havde sin egen skole. Størstedelen af bebyggelsen blev nedlagt i 1960’erne, så der til sidst kun var Æbeløgård tilbage. I dag er øen ubeboet.

Aage V. Jensen Naturfond overtog Æbelø og de omkringliggende øer i 1995 og har siden arbejdet på at genskabe naturforholdene, som de så ud, inden øen blev opdyrket.

Orkidéer, mufloner og sjældne biller

Trods opdyrkning og et højt græsningstryk har Æbelø bevaret et ganske artsrigt planteliv. I troldeskoven kan man bl.a. finde snylteplanten skælrod, der i april-maj strækker sine lyserøde blomsterskud op over den ellers ramsløgsdækkede skovbund. Dertil kommer orkidéer som ægbladet fliglæbe og tyndakset gøgeurt, hvoraf sidstnævnte først på sommeren kan farve nordskrænten næsten helt lilla.

De græssede overdrev samt skovens gamle træer og døde ved giver øen et mangfoldigt insektliv, der bl.a. omfatter et meget stort antal biller. Mens den imponerende eghjort forsvandt fra Æbelø i 1950’erne, kan man stadig møde sjældenheder som rød skovsmælder, hjortemøggraver, garver og forskelligfarvet hækkebuk.

Græsningen varetages i dag af dådyr og en mindre bestand af mufloner, som blev udsat på øen i 1955. Derudover huser øen både ræv og husmår, som dog reguleres af hensyn til det bemærkelsesværdige fugleliv. I alt er der iagttaget ca. 180 forskellige fuglearter på øen. Ynglefuglene omfatter bl.a. rødrygget tornskade, tårnfalk, spurvehøg og huldue, og i en årrække har også den farvestrålende, men sky pirol ynglet regelmæssigt på øen. Derudover slog et havørnepar sig ned midt på Æbelø i 2011 og har fået unger på vingerne næsten hvert år siden.

En beskyttet ø

Der opstod tidligt et ønske om at beskytte den særlige ø, og allerede i hhv. 1924, 1934 og 1952 blev dele af Æbelø fredet. Den seneste fredning er fra 2002 og omfatter hele Æbelø samt Æbelø Holm, Brådet, Dræet, Drættegrund og det omkringliggende hav. Derudover indgår øen i habitat- og fuglebeskyttelsesområdet Æbelø, havet syd for og Nærå samt Ramsarområdet Kysten ved Nærå og Æbelø.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Nordfyns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster