Æblegade 8 ligger på Æblegade 8 i Sønderborg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Bygningen blev opført i første halvdel af 1800-tallet og senest istandsat i 1971, hvor overetagen blev udnyttet.

Beskrivelse

Æblegade 8 ligger i krydset mellem Bjerggade, Æblegade og Stengade i Sønderborg. Mod øst er bygningen bygget sammen med en ikke fredet bygning. Æblegade 8 er et firefags langhus med tjæret sokkel og teglhængt heltag, hvori der sidder flere ældre ovenlysvinduer. I den nordvendte tagflade sidder tillige en muret skorsten med sokkel og krave, samt to nyere udluftninger i zink. Facade og gavl er grundmuret og hvidmalet, mens gårdsiden delvist er i sortopstolpet bindingsværk. Bygningen har en ældre tofløjet hoveddør med dobbelt slagliste og firdelt overvindue, samt en nyere havedør med termovinduer i de øverste fyldinger. Hertil kommer traditionelle, torammede koblede vinduer med termoruder i de inderste rammer. I gavlen sidder et enkelt étrammet vindue. Døre, sålbænke og karme er malet grå. I det indre vender stuen mod gaden, mens køkkenet ligger ud til gården og gavlen. I den oprindelige gennemgående diele er placeret et badeværelse. Interiøret er kendetegnet ved traditionelle overflader i form af brædde- og klinkegulve samt synligt bjælkelag i loftet. Gulvet er sænket, og både skorsten og trappe til den udnyttede overetage er nyere. Der er bevaret flere ældre fyldingsdøre, dørgreb og gerichter, samt hanebånd i overetagen.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til placeringen ud til det irregulære, middelalderlige gadekryds, hvor bygningernes forskudte placeringer skaber et karakterfyldt byrum.

Kulturhistorisk værdi

I bygningens ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det tidstypiske og traditionelle forhus med torammede vinduer, gårdside i delvist bindingsværk og næsten ubrudt tagflade. Hertil kommer forskellen på den repræsentative facade med tofløjet hoveddør og tætsiddende vinduer, og så den mere ydmyge og funktionelle gårdside. I bygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede, ældre planløsning med spor af dielen, stue mod gaden og køkken mod gård og gavl. Hertil kommer den ældre hoveddør samt de ældre bygningsdele og detaljer, herunder fyldingsdøre, dørgreb, gerichter, loftsbjælker og hanebånd.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det prunkløse forhus med den høje tagrejsning og fine facade. Både materialeholdningen i sten, teglsten og træ, samt farvesætningen i sort, hvid, grå og rød, er umiddelbar og enkel, og bidrager til indtrykket af et mindre, traditionelt købstadshus fra 1800-tallet.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links