Ø Bakker ligger som en brun hedeknold i den ellers grønne Nørreådal syd for Ørum. Det høje bakkeparti er en erosionsrest, som hverken isen eller smeltevandet formåede at fjerne, da Nørreådalen blev dannet under sidste istid. I dag er en stor del af bakkerne dækket af plantager, men i de centrale og højeste dele findes stadig et åbent hedelandskab. Her ligger også bakkernes højeste punkt 53 m.o.h.
Jordbunden er sandet, og de magre, næringsfattige forhold afspejler sig i plantelivet, der bl.a. omfatter femradet ulvefod, hedelyng, revling, tyttebær, mosebølle, blåbær, engelsk visse, hønsebær, tormentil og guldblomme. Hist og her er der også større bevoksninger af alm. ene, bævreasp og ørnebregne. I de fugtigere lavninger kan man desuden finde smalbladet kæruld, tuekæruld, mosepors og klokkelyng.
Insektlivet er rigt og tæller arter som iris, grøn busksommerfugl, dukatsommerfugl, argusblåfugl, foranderlig blåfugl, skovblåfugl, birkeglassværmer, grøn og brun sandspringer samt lyngbladbille. Også hugorm, stålorm, markfirben og skovfirben er almindelige i området.
Der er iagttaget ca. 165 forskellige fuglearter i bakkerne. Ynglefuglene tæller især en række småfugle som skovpiber, tornirisk, gråsisken, gulspurv og løvsanger samt mere sjældne arter som rødrygget tornskade og vendehals.
I hhv. 1973 og 1975 blev ca. 285 ha af Ø Bakker fredet. Derudover indgår bakkerne i habitatområdet Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal samt Skravad Bæk. For at bevare det lysåbne landskab plejer Viborg Kommune området med maskiner, afbrænding og afgræsning med får.
