Øer Maritime Ferieby er fra 1988 og tegnet af arkitektfirmaet Friis & Moltke. Det var ved sin fremkomst en nyskabelse i Danmark. Det er en vandby formet som en tætlav bebyggelse på syv øer, forbundet af broer og promenader. Afveksling, dynamik og intimitet er en væsentlig del af oplevelsesmønsteret, der tilmed beriges af den nære kontakt til vandet. Øer Maritime Ferieby er anlagt i en tidligere grusgrav. Feriebyen har med landskabsarkitekt Paul le Fevre Jacobsen fået et markant, skarpskårent landskabspræg med lineære kanaler og præcise skråninger.

Øer Maritime Ferieby ligger ca. 5 km syd for Ebeltoft i Nationalpark Mols Bjerge på den sydligste del af halvøen Hasnæs. Det 111 ha store område fungerede i årene 1935‑74 som grusgrav for Århus Sten- og Gruskompagni. I dag er området omdannet til ferieby med mere end 300 fritidshuse spredt på syv broforbundne øer og et stort udbud af aktiviteter for de besøgende.

.

Videre læsning

Læs mere om Ebeltofts arkitektur

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur