Økonomi og erhverv i Danmark

De store reformer, som har bidraget til genrejsningen af dansk økonomi efter nedturen i 1970’erne, begyndte med fastkurspolitikken i begyndelsen af 1980’erne. Her blev kronen »låst fast« først til D-marken og siden til euroen. Sammen med tiltag rettet mod konsolidering af de offentlige finanser skabtes en tilstand af makroøkonomisk stabilitet. Disse tiltag omfattede bl.a. indførelsen af beskatning af pensionsafkast, overgangen til en mere effektiv udgiftskontrol samt skattereformen og kartoffelkuren, som skulle fremme opsparing og bekæmpe gældsætning. En forudsætning var også den svækkelse af den automatiske dyrtidsregulering og indefrysningen af dyrtidsportioner, som indgik i decemberforliget i 1979.

1980’erne bød også på Fælleserklæringen, nemlig aftalen i 1987 mellem arbejdsmarkedets parter og Schlüterregeringen, som lagde grunden til indførelsen af obligatoriske arbejdsmarkedspensioner. Ordningerne kom til verden i et krydsfelt mellem hensynet til lønmodtagernes indflydelse på virksomhederne og velfærdsstatens langsigtede finansieringsproblemer.

Arbejdsmarkedspensionerne har senere vist sig at være guldæg for dansk økonomi. Når verdens pensionssystemer bliver målt og vejet, stryger det danske helt til tops. Siden arbejdsmarkedspensionerne blev indført for snart 30 år siden, har de ydet et stort bidrag til, at de offentlige finanser er blevet holdbare, og at problemet med vedvarende underskud på betalingsbalancen er forsvundet.

Der blev imidlertid ikke opnået makroøkonomisk stabilitet på alle fronter. En negativ bivirkning af den økonomiske politik i 1980’erne var en stigende arbejdsløshed, som viste sig i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Dette førte til en periode i 1990’erne med fokus på at nedbringe arbejdsløsheden. Den førte politik var understøttet af strukturreformer for at sikre, at den makroøkonomiske stabilitet ikke blev sat over styr.

Man kan således sige, at denne periode var karakteriseret ved en vellykket kombination af stabiliserings- og strukturpolitik. Den finanspolitiske kickstart 1993‑94 var sammen med et udefra kommende rentefald afgørende for at knække arbejdsløshedskurven. Dette blev understøttet af en mere aktiv arbejdsmarkedspolitik og kortere dagpengeperiode, som medførte en lavere langtids- og ungdomsledighed samt højere beskæftigelsesfrekvens for ældre. Også skattereformer med lavere beskatning af den sidst tjente krone kombineret med udvidelse af skattebasen bidrog til denne udvikling.

I første halvdel af årtiet 2000‑09 blev reformtempoet sænket. Årtiets første store reform indtraf med den såkaldte velfærdsaftale fra 2006, som medførte, at folkepensionsalderen for fremtiden stiger i takt med, at folk lever længere. Dermed er reguleringen af pensionsalderen nærmest sat på autopilot, og aftalen indebærer et stigende arbejdsudbud især blandt de ældre på arbejdsmarkedet. Velfærdsaftalen blev i 2011 styrket med tilbagetrækningsreformen, som i realiteten afskaffede efterlønnen. Begge tiltag har betydet, at det demografiske pres på både de offentlige finanser og arbejdsmarkedet er lettet.

Indsatsen i årtiet 2010-19 har derudover hovedsagelig været rettet imod at afbøde virkningerne af finanskrisen i 2008. I stedet for en egentlig »reformpause« kan man måske snarere tale om en »konsolideringsfase«, hvor reformerne i de tidligere årtier er blevet rettet til. Endvidere har de seneste år været præget af forberedelser til omlægning af samfundsøkonomien, så denne bedre kan håndtere de udfordringer, klimakrisen byder på.

Der er leveret flotte resultater i form af højt BNP pr. indbygger, høj beskæftigelse, ligelig indkomstfordeling, stærke offentlige finanser og overskud på betalingsbalancen, og på arbejdsmarkedet er der en højere grad af ligestilling mellem kønnene, end man ser i mange andre lande. Dog er ligestillingen ikke så høj som i de andre nordiske lande.

Der består imidlertid nogle betydelige vanskeligheder ved at integrere indvandrere og deres efterkommere af ikke-vestlig herkomst på arbejdsmarkedet. Selv om der er sket fremskridt på dette område i de senere år, er beskæftigelsesgrad, uddannelsesniveau og -frekvens for indvandrere i Danmark markant lavere end for befolkningen som helhed.

Disse udfordringer spiller sammen med tendenser til segregering af boligområder. Nyere analyser tyder her på, at den sociale mobilitet, dvs. i hvor høj grad det enkelte barns livschancer er uafhængige af barnets socioøkonomisk baggrund, er faldet i Danmark. Den stigende geografiske adskillelse af børn med forskellig baggrund kan forstærke denne tendens. Ujævn fordeling af elever kan således betyde, at børn i forskellige områder i Danmark ikke får de samme muligheder for at udnytte deres potentiale fuldt ud.

Endelig bør det nævnes, at der bag langt størstedelen af de gennemførte reformer har stået et bredt politisk flertal i det danske Folketing. Det er måske en del af forklaringen på den succes, som reformpolitikken har været. Pointen er, at reformer har sværere ved at få fodfæste, hvis de rulles frem og tilbage, afhængigt af hvem der har magten.

Med rollen som forbillede følger også, at adskillige andre lande ønsker at følge Danmarks vej til succes. Men i praksis er det ikke muligt blot at kopiere den danske eller skandinaviske model og overføre den til andre lande. Tillid er måske den vigtigste egenskab ved modellen – og tillid skabes ikke ud af den blå luft. Den er et resultat af mange års hårdt arbejde.

En af de ofte brugte indikatorer er det såkaldte Human Development Index (HDI), som er udviklet i regi af FN. Indekset er et forsøg på at lave et internationalt sammenligneligt mål for levestandard.

HDI er baseret på tre variable: indkomst pr. indbygger, folkesundhed baseret på forventet levetid ved fødsel samt viden målt med et vejet gennemsnit af læsefærdigheder og skolegang. Her opnåede Danmark i 2019 en tiendeplads ud af 189 lande. De øvrige nordiske lande var også højt placeret, idet Norge, Island, Sverige og Finland er rangeret hhv. som nr. 1, 4, 7 og 11.

Den hyppigst anvendte indikator for økonomisk velstand er indkomsten pr. indbygger målt med købekraftsparitet, dvs. med den absolutte købekraft af landenes valutaer. Den statistiske opgørelse heraf foretages hvert år af fx Verdensbanken, på hvis rangliste, der omfatter alle verdens lande, Danmark i 2019 lå som nr. 14. Det hører med til billedet, at en række lande, som Danmark normalt ikke sammenligner sig med, er placeret i toppen af denne rangliste. Det gælder lande som Macao, Singapore, Hongkong, Qatar, Brunei og Forenede Arabiske Emirater. Europæiske lande placeret over Danmark på listen er Luxembourg, Norge og Schweiz.

I det følgende ses nærmere på et udsnit på otte lande, der alle betegnes som højindkomstlande. Formålet er at forklare, hvorfor der er forskelle på landes velstandsniveau. Der fokuseres på tre bidrag til forklaringer:

1. Erhvervsfrekvensen, dvs. andelen af personer i den erhvervsaktive alder, der er i beskæftigelse eller jobsøgende
2. Den gennemsnitlige arbejdstid målt i timer for dem, som arbejder
3. Timeproduktiviteten, dvs. værditilvæksten pr. arbejdstime.

USA brugt som udgangspunkt for målingen (»baseline«), dvs. data for USA er i målingerne normeret til værdien 1 (se tabel). Derudover er der i tabellen inkluderet en række OECD-lande, som Danmark normalt sammenligner sig med.

Det fremgår, at i Danmark er indkomsten pr. indbygger omkring 9 % lavere end i USA. Dette kan forklares med, at amerikanerne arbejder mange flere timer end danskerne. Derimod er såvel erhvervsfrekvensen som timeproduktiviteten højere i Danmark end i USA.

Det ses ved en sammenligning af Danmark med Holland, at de to lande har samme indkomst pr. indbygger. Men danskerne kommer »nemmere« til dette niveau for økonomisk velstand i kraft af en højere timeproduktivitet, mens både erhvervsfrekvensen og timetallet er lavere i Danmark end i Holland.

For yderligere at betone betydningen af produktivitet kan en sammenligning mellem Danmark og Sverige være nyttig. Det ses, at mens såvel erhvervsfrekvensen som timetallet er højere i Sverige end i Danmark, har Danmark den højeste timeproduktivitet.

Sådanne målinger af de bagvedliggende årsager til en given velstand i et udvalgt år kan være interessante af flere grunde. Et eksempel er den centrale debat om, hvorvidt den lavere velstand i Danmark sammenlignet med USA er udtryk for et valg snarere end en omkostning, som man skal være »bekymret« for.

Det afgørende i den forbindelse er opgørelsen af, hvor mange timer der skal arbejdes for at opnå en given indkomst. Når danske lønmodtagere arbejder væsentlig færre timer end deres amerikanske kolleger, så er det et spejlbillede af, at de har mere fritid – og dermed prioriterer ferie og tid sammen med familie, venner mv. højere, end det er tilfældet i USA.

Pointen er, at en meget høj arbejdsindsats vel kan vise sig i form af et højt velstandsniveau, men den får ikke en tilsvarende status i en velfærdssammenligning. Hvor fx danske familier i mellemindkomstgruppen nok har lavere købekraft end deres amerikanske kolleger, så har de også noget mere fritid og dermed bedre mulighed for at realisere en bedre balance mellem arbejde og fritidsliv.

Dertil kommer, at ét er, hvad der frembringer en given indkomst. Noget andet er, hvordan denne indkomst er fordelt på forskellige socioøkonomiske grupper.

I Danmark har de laveste indkomstgrupper en indkomst, som er op til ca. 60 % højere, end hvad sammenlignelige indkomstgrupper tjener i USA, viser tal fra datacenteret LIS. Faktisk gælder det for ca. en tredjedel af de dårligst stillede danskere, at de har en højere indkomst end de tilsvarende indkomstgrupper i USA.

Dertil kommer, at denne opgørelse undervurderer forskellene, fordi data ikke inkluderer værdien af sundhedspleje, uddannelse mv. Som bekendt har Danmark en universel sundhedspleje, som finansieres over skatterne. Omvendt er der i USA selv for familier med mellemindkomster en udbredt mangel på sundhedsdækning, ligesom videregående uddannelse er noget, man selv skal betale for. Når disse forhold tages i betragtning, er det sandsynligt, at mindst halvdelen af den danske befolkning – regnet fra nederste trin af indkomstskalaen – har det bedre materielt end lignende samfundslag i USA.

En anden vinkel på diskussionen om levestandard og ulighed relaterer sig til spørgsmålet om, om indgreb, som sigter efter mere lighed, fører til økonomisk ineffektivitet. Vil indgreb til fremme af lighed, fx omfordelende skatter og indkomstoverførsler, forvride de økonomiske incitamenter og dermed hæmme velstanden?

Figur 1 kaster lys over dette ved at illustrere relationen mellem indkomst og ulighed for en gruppe OECD-lande. I kølvandet på den foregående diskussion viser også denne fremstilling, at selv om afvejningen mellem velstand og lighed også kan gøre sig gældende for Danmark (og de øvrige nordiske lande), så er placeringen i det nordvestlige hjørne af figuren udtryk for, at en høj levefod kan forenes med en stor offentlig sektor og lav ulighed.

Mens der indtil nu har været fokus på at tegne et billede af et enkelt år, kan det være nyttigt at se på udviklingen over en årrække. Figur 2 viser udviklingen i indkomst pr. indbygger dækkende over perioden 1990‑2019. Igen er USA brugt som referencepunkt, så figuren viser ændringer i den danske, hollandske og svenske position i forhold til USA.

For alle lande har der været svingninger over tid. For Danmarks vedkommende gælder det, at afstanden til USA var ret konstant fra 1990 og frem til midten af 00’erne. Derefter er der sket en betydelig indsnævring af gabet.

Sverige har nogenlunde samme position i dag som i 1990. Broderlandet begyndte med en rutsjetur i begyndelsen af perioden, men oplevede en stigning i anden halvdel. Holland har over hele perioden ligget højere placeret end Danmark, men de to lande er nu på samme niveau, dvs. med et velstandsniveau ca. 10 % lavere end USA.

Udviklingen vist i Figur 2 giver anledning til flere overvejelser. For det første tyder meget på, at den produktivitetskrise i dansk økonomi, som var meget omtalt i årtiet 2000‑09, ikke længere er et alvorligt bekymringspunkt. Som tidligere nævnt kommer bidraget til velstandsudviklingen i Danmark ikke i samme grad som i en række andre lande fra høj arbejdsmarkedsdeltagelse eller lang arbejdstid, men derimod står Danmark stærkt med hensyn til timeproduktiviteten.

For det andet tyder nyere forskning på, at hvis man tager højde for de relative prisniveauer, så ser situationen mere favorabel ud set fra et dansk synspunkt. Med andre ord: Danmark er i stand til at afsætte sine varer til relativt høje priser, dvs. indkassere en positiv bytteforholdseffekt.

Endelig skal nævnes, at alle de ovenstående sammenligninger er baseret på bruttonationalproduktet (BNP). Ser man derimod på bruttonationalindkomsten (BNI), hvor BNP korrigeres for internationale overførsler (netto) i form af renteindtægter, virksomhedsoverskud, dividender, løn mv., tegner der sig et endnu stærkere billede af Danmarks stilling. Det skyldes især, at Danmark efter en længere række år med overskud på betalingsbalancen har opbygget en stor nettoformue i forhold til udlandet, hvilket medfører positive rentebetalinger fra udlandet.

I dag er indkomsten pr. indbygger i de mest udviklede lande typisk steget til et niveau, som er op mod seks gange niveauet i begyndelsen af 1900-tallet. Levefoden er altså øget markant. For Danmarks vedkommende gælder det, at indkomsten pr. indbygger i dag er ca. fire gange større end i årene lige efter 2. Verdenskrig.

Det er vel at mærke sket i en periode, hvor den gennemsnitlige arbejdstid kun er ca. 60 % af, hvad den var i 1960’erne. Det gennemsnitlige årlige antal arbejdstimer var 2.400 i 1966, men er i dag faldet til omkring 1.450 timer. Faldet i arbejdstiden er helt efter bogen: Forbedringer i levestandarden ændrer vægtningen mellem forbrug og fritid.

Også for erhvervsfrekvensen er der sket store forskydninger. Mens mændenes erhvervsfrekvens blandt de 15‑64-årige var omkring 95 % i 1960’erne, er den i 2019 faldet til 82 %. For kvinder var den omkring 35 % indtil midten af 1960’erne og er i 2019 vokset til 76 %.

For mændenes vedkommende skyldes faldet i erhvervsfrekvensen både tidligere tilbagetrækning og længere uddannelse. For kvinderne hænger udviklingen endvidere sammen med væksten i den offentlige sektor, som i kraft af børnepasningstilbud mv. har muliggjort både en højere arbejdsmarkedsdeltagelse og skabt jobmuligheder, som især kvinder har benyttet sig af.

Der er ingen tvivl om, at produktivitetsvækst er nøglen til højere levefod. Kilderne til produktivitetsvækst kan komme flere steder fra, herunder innovation, nye teknologier og højere uddannelsesniveau, rækkende fra grundskolen til de videregående uddannelser.

Den voksende trend i produktiviteten været aftagende siden midten af 1990’erne. Dette fænomen med faldende produktivitetsvækst går igen på tværs af OECD-landene. Der ses altså en stadig vækst i BNP, når vi betragter det lange sigt. Det samme gælder ikke, når vi ser på det korte sigt. For bedre at forstå udviklingen i BNP over forskellige tidshorisonter er det nyttigt at se på de forhold, der bestemmer BNP.

På kort sigt, fra et kvartal op til et par år, bestemmes ændringer i BNP typisk af ændringer i den indenlandske efterspørgsel, dvs. forbrug og investeringer, og eksporten. Disse variable er bl.a. drevet af forbrugernes og investorernes tillid. På mellem til lang sigt, som kunne være årtier eller endda århundreder, er de relevante faktorer arbejdsstyrkens størrelse og kvalitet, kapitalapparatet, det teknologiske niveau mv.

En afgørende konsekvens af at skelne mellem konjunkturudsving og trendvækst er, at vi også skal skelne mellem instrumenter i den økonomiske politik, der er målrettet mod de forskellige tidshorisonter.

Når det handler om økonomisk politik, der har til formål at udjævne konjunkturudsving på den korte bane, er det især penge- og finanspolitik (ofte blot omtalt som stabiliseringspolitik), der bringes i anvendelse. Økonomisk politik, der er rettet mod det mellem til lange sigt, kaldes strukturpolitik. Denne omfatter arbejdsmarkedsreformer, skatte- og pensionsreformer, forsknings- og uddannelsespolitik, konkurrencepolitik osv.

At den økonomiske aktivitet er mere jævn på det mellem til lange sigt i forhold til det korte sigt, kan illustreres ved hjælp af Figur 3. I figurens øverste del ses udviklingen i BNP i Danmark i perioden 1966‑2020. Der er en klar opadgående trend, som viser, at BNP i 2020 var ca. tre gange større sammenlignet med BNP i 1966. På lang sigt domineres udviklingen således af den økonomiske vækst.

Den årlige ændring i BNP viser imidlertid, at den reale BNP-vækstrate har været meget mere svingende. Mens den gennemsnitlige vækstrate over perioden har været ca. 2 % om året, har den varieret mellem 6,5 % i 1969 og -4,9 % i 2009. Den årlige variation i vækstraterne er således ret stor, hvilket afspejler, at dansk økonomi er underlagt betydelige konjunkturudsving.

Tæt knyttet til økonomisk aktivitet er beskæftigelsen, da stigende (faldende) aktivitet normalt er forbundet med stigende (faldende) beskæftigelse. Forbindelsen er dog ikke en-til-en, da aktiviteten kan ændre sig for uændret beskæftigelse pga. sektorforskydninger i økonomien, produktivitetsvækst osv. Når produktionen stiger, falder ledigheden typisk også, men ledigheden påvirkes også af andre faktorer, især udbuddet af arbejdskraft.

Arbejdsløsheden var lav i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne (se figur). Derefter fulgte en lang periode med høj og vedvarende arbejdsløshed, ikke mindst udløst af oliekriserne i hhv. 1973 og 1979. I løbet af 1990’erne blev arbejdsløsheden reduceret, og selv om finanskrisen i 2008 førte til højere ledighed, lå niveauet betydeligt under niveauet i perioden fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne.

I diskussionen om makroøkonomiske (u)balancer har især betalingsbalancen og den offentlige budgetbalance påkaldt sig interesse. Betalingsbalancens løbende poster angiver forskellen mellem værdien af eksport og import af varer og tjenester plus udenlandsk nettoindkomst (renter, løn, profit) og overførsler (fx udviklingsbistand). Den offentlige sektors budgetbalance er forskellen mellem den offentlige sektors indtægter og udgifter inklusive nettorenteudgifter.

Hvis der er underskud på betalingsbalancen, er det udtryk for, at hele landet (både den private og den offentlige sektor) bruger mere, end det tjener. Modstykket til dette er, at landet stifter udlandsgæld. En sådan situation kan forekomme, samtidig med at der er overskud på det offentlige budget. I så fald vil der være et relativt stort opsparingsunderskud i den private sektor af økonomien.

I 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne led Danmark af problemet med såkaldt tvillingeunderskud, dvs. underskud på både betalingsbalancen og den offentlige saldo (se figur).

Siden 1990 har der været overskud på betalingsbalancen, hvilket har ført til, at Danmark har akkumuleret en nettoformue over for resten af verden på ca. 40 % af BNP. Denne udvikling kan i høj grad henføres til opbygningen af arbejdsmarkedspensioner, som tog fart fra begyndelsen af 1990’erne. Det offentlige budget har vist mere variation sammen med konjunkturudsving.

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

• Det danske arbejdsmarked
• Uddannelse i Danmark
• Klasseforskelle i Danmark

Læs også om

• Økonomisk udvikling i Danmark
• Erhvervsudviklingen i Danmark
• Økonomiske udfordringer i Danmark

Se alle artikler om erhverv og arbejdsmarked