Økonomiske udfordringer i Danmark

En lang række reformer er gennemført de seneste år med det overordnede mål at styrke arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Dette skal ses i lyset af en aldrende befolkning. Som konsekvens af dette er Danmark blandt de få lande, som formår at sikre finanspolitisk holdbarhed, hvilket betyder, at der ikke vil være en række truende finansielle udfordringer for de offentlige finanser eller pensionssystemet.

En af grundpillerne bag denne egenskab ved dansk økonomi er velfærdsaftalen fra 2006. Den bygger på en forudsætning om, at vi faktisk er i stand til at arbejde længere, når restlevetiden stiger. Mens man i 1980’erne og 1990’erne så, at levetid og tilbagetrækningsalder bevægede sig i hver sin retning i OECD-landene, så kan man nu se, at vi siden årtusindskiftet har haft en mere parallel udvikling i restlevetiden og den effektive tilbagetrækningsalder for både mænd og kvinder (se figur).

Vi ved strengt taget ikke, om den udvikling skyldes, at folk er blevet sundere, eller om det er resultatet af pensionsreformer, konjunktursvingninger mv. Men det understreger, at når vi lever længere, er vi også i stand til at arbejde længere. Det er imidlertid en gennemsnitsbetragtning og dækker over forskelle på tværs af socioøkonomiske grupper. Det er velkendt, at personer med lange uddannelser i gennemsnit lever længere og er i stand til at blive længere på arbejdsmarkedet end fx ufaglærte. Dette rejser nye udfordringer, herunder spørgsmålet, om der er behov for differentieret pensionsalder.

Tæt forbundet med denne problemstilling knytter sig spørgsmålet om, hvorvidt velfærdsaftalen om levetidsindeksering af pensionsalderen er politisk langtidsholdbar. Pointen er, at velfærdsaftalen ikke nødvendigvis sikrer en ligelig fordeling af »den demografiske byrde« på tværs af generationerne, idet fremtidige generationer forventes at tilbringe en væsentlig større andel af deres liv på arbejdsmarkedet end de nuværende generationer. Hvis denne samfundskontrakt ikke er langtidsholdbar, vil det true holdbarheden af de offentlige finanser.

Det er velkendt, at klimaændringerne er globale, og udfordringerne i forbindelse hermed kalder derfor på globale løsninger. Emnet virker måske perifert i forhold til økonomisk politik, men det er ikke tilfældet. Parisaftalen fra 2015 er et eksempel på, hvordan næsten alle verdens lande er gået sammen i et forsøg på at løse klimakrisen. Her gælder ikke blot overholdelse af internationale aftaler, men også bestræbelser på at indfri nationale mål, især inden for energisektoren.

Et af de centrale instrumenter er en CO₂-afgift, som pålægges forbrugere og virksomheder for at motivere til en reduceret udledning af drivhusgasser. Her sætter globalisering en begrænsning på, hvor langt det enkelte land kan gå enegang i brugen af dette instrument. Hvis den danske regering vælger at sætte en meget høj CO₂-afgift, vil man nok kunne bryste sig af at gå forrest som rollemodel. Men det sker med risiko for, at virksomhederne vælger at lokalisere sig i andre lande med lavere afgift. Balancen er hårfin.

I den forbindelse kan fremhæves endnu et særtræk, der stiller Danmark i et gunstigt lys internationalt, nemlig at det danske energisystem gentagne gange er blevet kåret til verdens bedste af FN-organisationen World Energy Council. Det skyldes bl.a. vores høje energieffektivitet, og at vi har formået at kombinere en meget høj energiforsyningssikkerhed med integration af en meget høj andel af fluktuerende vindenergi i elproduktionen. Store danske virksomheder som Vestas og Ørsted er endvidere førende på det internationale marked for vindenergi, hvorved Danmark yder et væsentligt bidrag til den grønne omstilling internationalt.

Med globaliseringen er der opstået en ny politisk platform, hvor nøgleelementerne i den økonomiske politik skabes i en international kontekst, og hvor nationalstatens betydning er svækket. Det gælder ikke mindst de bredere makroøkonomiske politikområder som penge- og valutakurspolitik, finanspolitik mv., men også, og måske i endnu højere grad, beslutninger om beskyttelse af miljø og klima.

Pointen er, at det enkelte lands kontrol over de økonomisk-politiske instrumenter bliver begrænset af globaliseringen.

I Danmark ville eksempelvis ethvert forsøg fra Nationalbankens side på at nedsætte renten føre til, at finansiel kapital flyder ud af landet, og at kronen bliver svækket. Dette kan kun undgås, og fastkurspolitikken kun sikres, hvis renten i Danmark er den samme som i eurozonen. Så dybest set fastsættes renten ikke hertillands, men i eurozonen. Der er som nævnt en bred opbakning til fastkurspolitikken i Danmark. Alligevel er det måske et paradoks, at vi står uden for euroen, for medlemskab ville dog give os indflydelse på den førte pengepolitik.

Tilsvarende ville en mere ekspansiv finanspolitik fra den danske regerings side alt andet lige lede til et opadgående pres på renten og dermed skabe en tilstrømning af finansiel kapital fra resten af verden. Under fastkurspolitik vil dette øge likviditeten her i landet, og konsekvensen ville være en langt større effekt på BNP i Danmark end i en situation uden frie kapitalbevægelser.

I modsat retning trækker, at en stigning i den offentlige efterspørgsel i Danmark ikke kun ville rette sig mod dansk, men også udenlandsk producerede varer. Dermed kommer stigende globalisering til at indebære et større element af at gavne andre lande frem for egen økonomi, hvis man foretager en isoleret finanspolitisk ekspansion.

Begge eksempler illustrerer, hvordan globalisering i kombination med fastkurspolitik har reduceret kontrollen over den traditionelle makroøkonomiske politik. Når arbejdskraft og kapital frit kan bevæge sig på tværs af landegrænser, vil et politisk initiativ i et enkelt land kunne udløse nogle bivirkninger, som gør, at den samlede effekt af det oprindelige initiativ kan variere fra at blive stærkt reduceret, upåvirket til at blive kraftigt forstærket.

Det korte af det lange er, at på områder, hvor der er en stærk globaliseringseffekt, vil det som regel kunne betale sig at koordinere politikken på tværs af lande. Og selv om der ikke er et formelt og direkte internationalt samarbejde på det relevante politikområde, så kan globaliseringen indirekte presse de nationale regeringer til at deregulere markederne, implementere strukturelle ændringer og gennemføre tiltag for at sikre, at de nationale økonomier forbliver konkurrencedygtige.

Et andet eksempel, hvor det ville give mening at overføre betydelig magt til overnationale organisationer, er bankvirksomhed, som længe har været »global in life, but national in death«. Gennem de sidste par årtier inden finanskrisen var finansmarkederne præget af deregulering og øget integration landene imellem. Det motiverede bankerne til at ekspandere internationalt i jagten på forretningsmuligheder og risikospredning. Ud af det er kommet en række meget store banker med hovedsæde i ét land og filialer i mange lande.

Sund fornuft tilsiger, at tilsynet med og reguleringen af sådanne grænseoverskridende og systemisk vigtige banker bør foregå på overnationalt niveau. EU’s bestræbelser på at skabe en såkaldt bankunion er et eksempel på, at man følger denne logik. Som svar på finanskrisen i 2008, som gjorde adskillige banker i euroområdet mere skrøbelige, har man siden 2012 gennemført en række initiativer til at skabe en mere robust finansiel sektor i det fælles europæiske marked.

Disse initiativer udgør en række fælles regler for alle finansaktører i de 27 EU-medlemslande, som indebærer overgivelse af beslutningsmagt fra det nationale niveau til EU i form af forsigtighedsregler for bankerne, indlånsgarantier for borgerne og regler for håndtering af skrantende banker. Ikke blot er der skabt en tilsynsmekanisme, der overfører tilsynsopgaver til European Central Bank (ECB), men der er også indført en fælles afviklingsmekanisme, som håndterer konkurstruede banker i EU.

Globalisering i praksis folder sig ofte ud i form af regionale integrationsinitiativer. EU blev oprindelig sat i verden for at skabe fred og velstand, og det er fortsat et af verdens mest succesfulde større integrationsinitiativer. Med en toldunion, et fællesmarked, fælles valuta og betydelig politisk integration har EU ikke alene bidraget markant til fremgang, fred og sikkerhed i Europa, men også skabt en magtfuld økonomisk blok, som spiller en central rolle i den globale økonomi.

På trods af alle globaliseringens positive effekter bør man dog ikke glemme, at der gennem de seneste år har været tegn på politisk skrøbelighed i form af nationalisme, separatisme og populisme. De vigtigste eksempler er valget af Donald Trump som præsident i USA, Storbritanniens udmeldelse af EU og genopstandelsen af ekstreme højregrupper i Europa.

Disse politiske og populistiske bevægelser er ofte modreaktioner på globaliseringen, som i flere tilfælde har øget presset på de nationale arbejdsmarkeder og bidraget til dårlige løn- og arbejdsforhold. Dertil kommer en række konflikter affødt af indvandring til vestlige lande i slipstrømmen af krigshandlinger rundtomkring på kloden.

Dette rejser spørgsmålet, om der er et nyt vendepunkt på vej i globaliseringsprocessen. Det er der næppe noget entydigt svar på. Det er rigtigt, at globaliseringen skaber vindere og tabere. Og det er velkendt fra basal økonomisk teori, at vinderne kan yde kompensation til taberne. Men i de fleste lande sker det bare ikke, eller ikke fuldt ud.

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

• Det danske arbejdsmarked
• Klasseforskelle i Danmark
• Social sikring i Danmark
• Danmark i verden

Læs også om

• Økonomisk og erhverv i Danmark
• Erhvervsudviklingen i Danmark
• Økonomisk udvikling i Danmark

Se alle artikler om erhverv og arbejdsmarked