Helt tilbage fra tidlig middelalder udgjorde Øresunds købstæder forbindelsesleddet mellem datidens Vest- og Østdanmark. Øresund var desuden et centralt punkt for international handel mellem de baltiske lande og Vesteuropa. I 1658 mistede Danmark imidlertid sine landskaber øst for Øresund. Ikke desto mindre har der i århundreder været et større eller mindre samspil mellem den danske hovedstad og byerne ved den vestskånske kyst, der i dag gør det relevant at tale om en Øresundsmetropol.
Fra midten af 1800-tallet gennemgik byerne på begge sider af Øresund en stadig mere ensartet udvikling. København udviklede sig til en hovedstadsmetropol, som i 1970 havde en befolkning på 1,7 mio. I samme periode udviklede de adskilte byer på vestkysten af Skåne sig til et bybælte med næsten en halv million borgere. Øresundsområdet havde nu den samme demografiske, kommercielle og bebyggelsesmæssige sammensætning på begge sider af sundet. Det betød imidlertid ikke, at Øresundsregionen i 1970 var en integreret byregion. Pendlingen over sundet var minimal, og de danske og svenske industri- og handelsvirksomheder i området orienterede sig i større grad mod andre markeder. Fraværet af en fast forbindelse over Øresund var en vigtig årsag til den manglende integration i regionen.
Imidlertid førte muligheden for en sådan fast forbindelse over Øresund allerede omkring 1960 til de første visioner om en Øresundsmetropol, og i løbet af de næste årtier blev der fremlagt forskellige forslag til en sådan fast forbindelse. Beslutningen blev dog udskudt flere gange, dels af økonomiske, dels af politiske årsager, men i juli 2000 blev Øresundsforbindelsen endelig indviet med både bilbro og jernbaneforbindelse.
Dermed skabtes fornyede forudsætninger for Øresundsregionens integration og således også for at få løftet både hovedstadsmetropolen og det vestskånske bybånd ud af den stagnation og krise, der havde tynget de to dele af regionen i efterkrigstiden.
Byomdannelser af ældre trafik-, havneog erhvervsområder til områder med moderne bolig- og kontorbyggeri og opgraderinger af den kollektive trafik både i hovedstadsmetropolen og i Skåne bidrog sammen med de forbedrede konjunkturer fra slutningen af 1990’erne til, at Øresundsregionen i årene 2000-06 opnåede en økonomisk vækst på 10 %. Samtidig var der en befolkningstilvækst, der kom til at ligge over Danmark og Sverige som helhed, hvilket bragte regionens samlede folketal op over 3 mio.
Samtidig blev interaktionen mellem Øresundsregionens to dele udvidet markant. Handelssamkvemmet mellem Danmark og Sverige øgedes, det samme gjaldt antallet af flytninger, og pendlingen over sundet øgedes fra dagligt godt 2.000 i slutningen af 1990’erne til over 25.000 i 2008. Selv om den økonomiske krise i 2008 førte til et tilbageslag for regionens vækst og integration, ligger pendlingen over sundet fortsat langt over niveauet før åbningen af Øresundsforbindelsen. Der er stadig visioner om en mere integreret Øresundsmetropol. Hertil kræves ikke kun den fysiske forbindelse, men også harmonisering af regler og nedsættelse af brotakster. Spørgsmålet er imidlertid, om der vil være politisk vilje til at tilvejebringe denne buket af forudsætninger for, at Øresundsmetropolen kan udvikle sig til en fuldt integreret og interagerende byregion.
