Ørkenen

Udsigt over lavheden og klitterne, der tilsammen udgør Ørkenen på det østlige Anholt. Engang bevægede klitterne sig hen over det vindblæste landskab. I dag bevæger de sig ikke længere og er efterhånden groet til med bl.a. sandhjælme, revling og ene.
.
På dette foto fra perioden 1910‑30 kan man se, hvordan Ørkenen breder sig umiddelbart bag kirken i Anholt by.
.
Terrænhøjdemodel over Anholt, som viser øens forskellige landskabselementer. Mod vest ses bakkelandskabet fra istiden, mens det marine forland Flakket breder sig ud mod nordvest. Hvor bakkelandskabet slutter, strækker den store, flade strandvoldsslette Ørkenen sig østpå. Høje indlandsklitter bryder strandvoldsslettens flade landskab, som fortsætter helt til Totten, der afslutter Anholt i øst.
.

Ørkenen er en hævet strandvoldsslette på Anholt, som formentlig har været mere eller mindre skovdækket. Skoven forsvandt i løbet af 1500-tallet pga. befolkningens behov for tømmer samt brænde til opvarmning, tjærekogning og drift af øens papegøjefyr. I dag begrænser skovene på Anholt sig til to mindre bjergfyrplantager i Hermannsgave og på Totten, mens Ørkenen fremstår som en vidtstrakt lavhede, der hist og her afbrydes af vandreklitter.

Mens bakkelandskabet i vest blev dannet under sidste istid for ca. 20.000 år siden, er Ørkenen og resten af Anholt meget yngre. Dannelsen af Ørkenens strandvoldsslette begyndte således for 7.000 år siden, mens vandreklitterne er dannet over de seneste 500 år.

Landskabets dannelse

Ørkenen er uden tvivl øens mest særprægede landskab. Til trods for navnet er det dog ikke en ørken i egentlig forstand, men snarere en lav- eller klithede. Sletten, som danner fundamentet for Ørkenens klitter, er opbygget af ca. 200 tætliggende, stenede strandvolde. De vestlige strandvolde blev dannet først og løber i en nord-syd-retning, mens de senere dannede østlige strandvolde løber fra nordøst mod sydvest. Strandvoldene er sjældent mere end en meter høje, men ses alligevel tydeligt i landskabet.

De blev dannet af bølgerne under pålandsstorme, hvor den ene strandvold blev dannet uden på den anden i takt med kystens udbygning. Sedimenterne, som strandvoldene er opbygget af, kommer fra nedbrydning af bakkelandet på Anholts vestside. Derfra blev sand og grus transporteret af strøm og bølger til øens læside i øst.

Ud over den rigelige sedimenttilførsel har også landhævningen spillet en vigtig rolle i den hurtige udbygning af strandvoldssletten. I denne del af Danmark er landhævningen foregået over de seneste 7.000 år. Den er stadig i gang, og landet hæver sig i dag ca. 1 mm om året. Landhævningen har beskyttet strandvoldene mod nedbrydning af bølgerne under pålandsstorme. Den har også medført, at de først dannede strandvolde nu ligger op til 10 m over nuværende havniveau, mens ryggene af de sidst dannede og dermed højeste strandvolde når op til ca. 1,5 m.o.h.

Klitterne i Ørkenen består af mellem- til grovkornet sand af karakteristisk varm, okkergul farve. Farven skyldes, at jernholdige mineraler i sandet er blevet nedbrudt over tid, så mange kvartskorn nu er dækket af en tynd hinde af rustfarvede jernforbindelser. Klitterne rejser sig ca. 15 m over strandvoldssletten, og mange af dem er såkaldte parabelklitter, som kan kendes på deres halvmåneform. Parabelklitter er ofte vandreklitter, men da hovedparten af Ørkenens klitter nu er delvis dækket af især sandhjælme, laver, revling og ene, bevæger de sig ikke længere. Andre klitter danner små rygge, kupler eller stjerneagtige former.

Dateringer af klitterne har sammen med historiske kilder vist, at klitterne først blev dannet efter år 1600. Oprindelig var de stenede strandvolde formentlig dækket af lave klitrygge, men blev senere dækket af fyrreskov. Da skoven forsvandt, dukkede det gamle landskab med klitdækkede strandvolde op igen. I denne periode var der mange og stærke storme, som brød klitterne og strandvoldene op og blæste sandet sammen i store vandreklitter. Derved blev Ørkenen dannet.

Klitterne var aktive vandreklitter indtil omkring år 1900, men da vinden aftog, blev de fleste klitter inaktive og delvis tilgroede. Parabelklitternes form viser, at de tidligere vandrede mod øst. Da Ørkenen blev dannet, må vinden derfor have blæst fra vest og ikke fra sydvest, som de fremherskende vinde gør i dag.

Dyre- og planteliv

Det sandede, stenede og forblæste landskab domineres af laver, hvoraf der er registreret 300‑400 forskellige arter. De mest iøjnefaldende er bæger- og rensdyrlaverne, som maler landskabet i sølvgrå nuancer. Ud over laverne består vegetationen af især sandskæg, sandstar, rødknæ, hedelyng og revling. I de fugtige lavninger vokser bl.a. mosepors og mosebølle sammen med skærmvintergrøn, tre arter af ulvefod og orkideer som den sjældne koralrod, mens klitterne er mere eller mindre dækket af sandhjælme.

På trods af sit barske ydre har Ørkenen et rigt dyreliv. Insekterne er repræsenteret ved flere sjældenheder som sandørentvisten, der graver op til 2 m lange gange i den sandede jord, og klitplasterbillen, hvis larve snylter på vårsilkebier. Sildemågen har her en af sine større danske ynglekolonier og deler ynglepladserne med både stormmåge, sølvmåge, svartbag, fjordterne og dværgterne. Derudover omfatter ynglefuglene også arter som rørhøg, natravn, rødrygget tornskade og karmindompap. Den meget sjældne markpiber havde et af sine vigtigste danske yngleområder i Ørkenen. I de senere år er der dog kun registreret et enkelt ynglepar, og meget tyder derfor på, at arten er ved at forsvinde.

Ørkenen blev fredet første gang i 1938. Siden er fredningen blevet udvidet flere gange, senest i 1980, så den i alt dækker ca. 375 ha. Yderligere tre områder på det vestlige Anholt blev fredet i hhv. 1960, 1972 og 1986. Øen indgår desuden i habitatområdet Anholt og havet nord for, mens Totten og det lavvandede hav nord for Anholt er udpeget som fuglebeskyttelses- og Ramsarområde.

Videre læsning

Læs mere om Det åbne land i Norddjurs Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Det åbne land

Eksterne links