Arbejdsrefugiet Ørslev Kloster, der er et af Nordens ældste, tilbyder kontemplative omgivelser, hvor alle, der ønsker at arbejde uforstyrret i en periode, kan søge om ophold for et overkommeligt beløb.
.

Ørslev Kloster omtales første gang i 1268, men er sandsynligvis en del ældre. I Ørslev synes nonnerne engang i årtierne omkring år 1200 at have overtaget en eksisterende sognekirke, som herefter også skulle tjene som klosterkirke.

Nonnerne i Ørslev bad for deres velgøreres sjæle, som det eksempelvis blev aftalt i 1472 for stormanden Morten Jepsen til Refsnæs, hans tre hustruer (heraf to afdøde) og alle deres børn, der fik del i konventets gudelige bønner, messetider og gudstjenester, som ville blive udført dér dag og nat til evig tid. Som tak fik nonnekonventet, der bl.a. talte Morten Jepsens datter Ellen, noget jordegods. Den »evige tid« kom nu kun til at vare til Reformationen i 1536, men klosteret fortsatte en tid endnu som kongeligt len. Den sidste priorinde omtales i 1565, og der var nonner på klosteret helt frem til kronens salg af Ørslev Kloster til adelig herregård i 1584, hvorefter den sidste nonne, Mette Mogensdatter, i 1587 fik nogle gårde at ernære sig ved i sine sidste leveår. Herregården var i privat eje frem til 1964, hvor den blev overdraget til et legat. Siden 1969 har Ørslev Kloster fungeret som arbejdsrefugium.

At nonnerne formentlig har overtaget en sognekirke, er efter alt at dømme forklaringen på, at de slog sig ned på den stærkt skrånende sydside af kirken. Syd for klosteret er udgravet en stor brønd bygget af træ fældet i 1212/13, hvilket er det foreløbig bedste bud på stiftelsestidspunktet. Senest i løbet af 1400-tallet antog klosteret form af et trefløjet anlæg, omtrent i samme form som nutidens herregård.

Kirken består af apsis, kor og skib opført af granitkvadre, mens alle senere bygninger synes at være opført af tegl. Tårnets nedre del har en række blændinger, som antyder, at det er rester af et ældre tårn. På korets nordside lå tidligere et større sakristi, hvis arkitektoniske detaljer tydede på, at det gik tilbage til tidspunktet for klosterets stiftelse, men de sidste rester heraf blev nedrevet i 1930’erne. I senmiddelalderen tilføjedes et våbenhus ud for skibets norddør.

I kirkens vestende er der spor efter et indbygget nonnepulpitur, som via tårnrummet stod i forbindelse med vestfløjens øvre stokværk.

De tre klosterfløje er endnu bevaret, men i stærkt ombygget stand. De ældste dele af det stående anlæg synes at være den sydlige del af østfløjen, antagelig opført i 1300-tallet, mens vest- og sydfløj er senmiddelalderlige byggerier, hvoraf vestfløjen er ældst. I murværket er fremdraget en række spor, som viser, at vest- og sydfløjen i klostertiden havde en række små, fladbuede vinduer i øvre stokværk, måske nonnernes celler.

Ladegården lå øst for klosteret, og den nuværende vej løber hen over den tidligere gårdsplads.

I 1800-tallet begyndte herregården dog at forfalde, men med støtte fra Nationalmuseet indledtes i 1920’erne et omfattende restaureringsarbejde, som reddede anlægget.

Videre læsning

Læs mere om Klostre i Skive Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Klostre