Ørsted har siden 2017 fyret med træflis i stedet for naturgas på Skærbækværket. Træflisen sejles til Skærbæk fra bl.a. Baltikum, Norge og Sverige, og det anslås, at værket ved fuld produktion omsætter 110 tons flis pr. time.
.

Danmarks største energiselskab, Ørsted A/S, med hovedsæde i Skærbæk, hed fra 2006 og frem til 2017 DONG Energy. Navnets første del, en forkortelse for Dansk Olie og Naturgas, var ikke længere dækkende i 2017, da selskabet besluttede at satse på at fremstille og distribuere grøn energi. Samtidig var forkortelsens betydning i engelsk slang ikke passende i en ny international satsning, slet ikke i USA.

I 2006 blev DONG Energy stiftet, efter at gasselskabet DONG i 2005 fusionerede med elselskaberne Elsam, NESA, Energi E2, Frederiksberg Forsyning og Københavns Energi. Fusionen er en af de største i Danmarkshistorien. DONG blev stiftet i 1972 (først under navnet Dansk Naturgas A/S) som et statsejet gasselskab i forbindelse med oliekrisen. Selskabets hovedopgave var transmission af naturgas fra Nordsøen til regionale distributionsselskaber, og fra midten af 1990’erne begyndte DONG også at indvinde olie og gas i Nordsøen. Liberaliseringen af den europæiske energisektor i 1990’erne fik DONG til at frygte for sin fremtid, og energiselskabet fremlagde derfor i slutningen af 1990’erne en ny strategi, der i 2003 førte til opkøb af andre danske elselskaber. Det skete i konkurrence med bl.a. det svenske Vattenfall og det jysk-fynske elselskab Elsam.

Elsam, der havde rødder tilbage til midten af 1900-tallet, var en aktiv spiller i det store salg og køb af elselskaber 2003‑04. Staten frygtede, at den danske elsektor kunne havne på udenlandske hænder, og et politisk pres førte derfor til, at det statslige DONG kunne fusionere med Elsam og fire andre store andels- og kommunaltejede elselskaber. Den nye konstruktion betød reelt, at staten købte andelshavere og kommuner ud af elforsyningen. Placeringen af hovedkontoret i Skærbæk var en del af fusionsaftalen.

DONG Energy begyndte som et selskab med både gasaktiviteter, eldistribution og elproduktion. De var førende på verdensplan mht. anlæg og brug af havplacerede vindmølleparker, men ejede og drev også mange store kraftværker på basis af kul og naturgas. Selskabet omlagde kraftværkerne til fyring med biobrændsler, indgik en aftale om at frasælge eldistributionen og satsede stort på havvindmølleparker. Langt de fleste ansatte og de største investeringer findes i 2020 inden for området offshorevind.

I 2013 besluttede Folketinget at sælge 19 % af aktierne i selskabet til Goldman Sachs, hvilket skabte politisk furore. I 2016 blev selskabet børsnoteret. Goldman Sachs har igen solgt sin andel. Staten ejer stadig 50,1 %, mens de resterende aktier er fordelt på mindre poster. Af firmaets ca. 6.500 ansatte (2019) var de 4.500 ansat i Danmark, og de fleste af dem var fordelt på hovedkvarteret i Fredericia og den store afdeling i Gentofte. I 2020 afhændede Ørsted sin eldistribution til SEAS-NYE.

Videre læsning

Læs mere om erhverv og arbejdsmarked i Fredericia Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked