I landsbyen Galtrup, der i dag er en del af Øster Jølby, findes et ottekantet forsamlingshus, opført i røde sten og med paptag i 1876 af bygmester Niels Povlsen Nørbjerg. Det er et af de ti første forsamlingshuse i landet og blev fredet i 1979. Ud over den særprægede form er det også unikt ved at have en indre balkon hele vejen rundt og hestestald i kælderen.
Lidt nord for Øster Jølby på Nordmors ligger kunstner Erik Heides store have tegnet af landskabsarkitekten Sven Hansen i 1976, udvidet af Torben Schønherr og udviklet af Heide gennem årene. Den er placeret på en sydvendt skråning med udsigt over marker og Limfjorden. De lave, hvide bygninger, bolig, atelier og udhuse og konglomeratet af aflange, hækhegnede haverum ses fra vejen som en lille enklave, der danner en helhed.

Det Ottekantede Forsamlingshus i Øster Jølby er blandt Danmarks ældste forsamlingshuse. Den 30. december 1875 blev foreningen Morslands Danske Samfund stiftet. Den stod for opførelsen og driften af forsamlingshuset, der blev indviet i 1876. Både forening og forsamlingshus er fortsat aktive på Mors. Billedet er fra en forårskoncert i 2016 med fem forskellige kor fra Mors og omegn.