Øster Land 10 ligger på Øster Land 10 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

De fleste af Sønderhos ældre huse blev opført i bindingsværk, men fremtræder i dag grundmurede, fordi bindingsværket med lerklining eller opmuring med ubrændte sten og lermørtler langsomt blev afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag bærer mange af husene præg af at være blevet ombygget, hvilket kan ses i murværket, hvor tidligere stolper er blevet erstattet af mursten.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km. I Sønderho var det almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. En del af husene blev ligeledes kalkede oftest i gul, lysegrå, hvid eller rød. Der var også skik for at bemale stikkene over døre og vinduer, flere steder blev dette gjort på topremmene for at efterligne et muret stik. De oliemalede stik blev som regel malet i form af det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet.

De ældste vinduer i Sønderho var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Sprosserne i Sønderho havde en karakteristisk enkel spids profil, i modsætning til sprosserne i Nordby, der blev udført med et mere profileret og afrundet profil. De forskellige typer af profiler ses stadig meget tydeligt i de to byer. Denne type af vinduer sidder ofte i murhuller med lige stik og var ofte malet med grønne rammer og hvide karme. I den sidste halvdel af 1800-årene blev vinduerne udført med fladbuet overkarm og tilsvarende fladbuet stik samt tre ruder i hver ramme.

Yderdøre var oprindelig udformet som revlehalvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Døren var placeret i et rundbuet halvstens-stik. Senere – sandsynligvis fra midten af 1800-årene – blev hoveddørene gjort bredere og gav mulighed for to-fløjede, grønmalede døre, udført som fyldingsdøre, ofte med en hvidmalet, diagonalt og sprosseopdelt rude i det øverste felt.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik murede gavle og rød- eller gulkalkede facader med hvidkalkede hjørnelisener, ligesom arkengafen ofte blev udført som en trekant. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide.

Der er nogen usikkerhed omkring det præcise opførelsestidspunkt for Øster Land 10. Ifølge jordebogen lå der på grunden et hus i 1750erne og ifølge et skøde fra 1798 var huset da på tretten fag, men om det er det samme hus, der omtales i 1806 ved man ikke. Huset fra 1806 er dog ifølge kilderne det samme som det nuværende. I 1806 var huset på tolv fag, hvoraf de fem vestre var dybere end de syv østre. Sydsiden og østenden var grundmurede, resten stod i bindingsværk. I 1839 og 1846 blev huset opdelt i tre huslejligheder på henholdsvis tre, seks og tre fag. De tre vestlige fags nordside er i samme år blevet pillemuret. De tre østligste fags nordside var stadig bindingsværk. I 1856 blev de seks midterste fag pillemuret og er blevet opdelt i både beboelse og stald. Omkring år 1900 bliver huset reduceret til de nuværende ti fag, formentlig i forbindelse med en sammenlægning af alle tre huslejligheder til en ejendom. Staldens to fag blev ifølge familien indrettet til malerværelse for maleren Johan Rohde.

Beskrivelse

Øster Land 10 ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem lignende bygninger.

Bygningen er et 10½ fag langt grundmuret længehus i én etage. De 7½ vestlige fag har en større husdybde end de resterende, hvilket kan ses i en forskydning af nordfacaden. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og to skorstenspiber i rygningen. Murene fremstår gulkalkede med en hvidkalket gesims og malede, hvide hjørnelisener samt markeret sokkel på den sydlige side. Den øverste del af den østlige gavl er beklædt med lodretstillede brædder. Den vestlige er pudset og rødmalet. Over hoveddøren i sydsiden er en rundbuet frontkvist, lokalt kaldet en arkengaf. I arkengafen sidder en ældre, tofløjet revleluge. Hoveddøren er en traditionelt udført to-fløjet fyldingsdør. Både dør og luge er grønmalede med hvidmalede detaljer. I sydsiden sidder herudover en hvidmalet havedør med glas opdelt som vinduerne i den øverste del. På nordsiden ses en ældre, grønmalet halvdør under et hvidmalet buestik. Bygningen har traditionelt udført torammede vinduer med seks ruder i hver ramme og et enkelt etrammet. Vinduerne er markeret med hvidkalket stik og sålbænk. I østgavlen ses et femrammet vindue, herunder et trerammet vindue. I vestgavlen ses flere murankre.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, der delte bygningen med bolig (indhuset) mod vest og stald (udhuset) mod øst. Den østlige del udgøres i dag af et rum med åbent til kip. I den vestlige del er stue og værelse placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder stenfliser, trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Meget af det ældre interiør er bevaret, herunder brystningspaneler, revle- og fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb, indbyggede skabe og alkover, lokalt kaldet en tætseng, indbygget bornholmerur samt de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene. Et ældre komfur og en bilæggerovn er bevaret.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Øster Land 10 knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og den indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Bybilledet er præget af de mange karakteristiske grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med hegn af bukketorn, der adskiller grundene, og som har stor miljømæssig værdi. Hertil kommer de bevarede pigstensbelægninger omkring bygningerne, der er velegnet til at lede regnvandet bort fra de tagrendeløse stråtage. I haven, i læ bag den høje beplantning, er bevaret en gryde, der er en fordybning, hvor man førhen havde en mindre køkkenhave. Fordybningen skærmede køkkenhaven, så afgrøderne stod beskyttede i det barske klima.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets kalkede facade, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Det er en også af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne på traditionel fanøvis har hvidkalkede sålbænke.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis dannede en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Den oprindelige stald i Øster Land 10 blev i begyndelsen af 1900-tallet indrettet til malerværelse for Johan Rohde, hvilket aflæses i det åbne rum til kip med mange vinduer, især i gavlen, som maleren kunne blænde afhængigt af, hvor lyset skulle komme fra. Stuerne ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken og fadebur med tilhørende mindre kælder ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningen et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede skabe, ældre døre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler, der har kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, blå og brunmalede fliser på ydervæggene og i køkkenet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengafen. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag, der har ubrudte tagflader.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspiberne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Der er tillige arkitektonisk værdi knyttet til rummet i den østlige ende med åbent til kip og mange vinduer i både gavl og langsiderne, der giver et smukt og anderledes lysindfald end i det typiske Sønderho-hus. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links