Øster Land 11 ligger på Øster Land 11 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

De fleste af Sønderhos ældre huse blev opført i bindingsværk, men fremtræder i dag grundmurede, fordi bindingsværket med lerklining eller opmuring med ubrændte sten og lermørtler langsomt blev afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag bærer mange af husene præg af at være blevet ombygget, hvilket kan ses i murværket, hvor tidligere stolper er blevet erstattet af mursten.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km. I Sønderho var det almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. En del af husene blev ligeledes kalkede oftest i gul, lysegrå, hvid eller rød. Der var også skik for at bemale stikkene over døre og vinduer, flere steder blev dette gjort på topremmene for at efterligne et muret stik. De oliemalede stik blev som regel malet i form af det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet.

De ældste vinduer i Sønderho var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Sprosserne i Sønderho havde en karakteristisk enkel spids profil, i modsætning til sprosserne i Nordby, der blev udført med et mere profileret og afrundet profil. De forskellige typer af profiler ses stadig meget tydeligt i de to byer. Denne type af vinduer sidder ofte i murhuller med lige stik og var ofte malet med grønne rammer og hvide karme. I den sidste halvdel af 1800-årene blev vinduerne udført med fladbuet overkarm og tilsvarende fladbuet stik samt tre ruder i hver ramme. Yderdøre var oprindelig udformet som revlehalvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Døren var placeret i et rundbuet halvstens-stik. Senere, sandsynligvis fra midten af 1800-årene, blev hoveddørene gjort bredere og gav mulighed for to-fløjede, grønmalede døre, udført som fyldingsdøre, ofte med en hvidmalet, diagonalt og sprosseopdelt rude i det øverste felt.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik murede gavle og rød- eller gulkalkede facader med hvidkalkede hjørnelisener, ligesom arkengafen ofte blev udført som en trekant. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide.

Øster Land 11 beskrives første gang i 1798, som et elleve fag langt hus i én etage. I de seks vestre fag var der bolig, to mellemfag fungerede som forstue, også kaldet frangel, med bageovn og de tre østre fag blev anvendt til lo og stald. I 1805 blev huset beskrevet som værende opført af bindingsværk med undtagelse af vestenden, der var i grundmur. Huset havde blyindfattede ruder overalt. I 1850 bliver huset beskrevet som omsat i grundmur, som murankrene, T. H. I. og MPB, i gavlen fortæller. Huset er muligvis ældre end 1786, hvor det første gang nævnes i et pantebrev.

Beskrivelse

Øster Land 11 ligger på Fanø i landsbyen Sønderho mellem tilsvarende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt stakit og græsklædte diger.

Bygningen er et elleve fag langt grundmuret længehus i én etage på en muret sokkel. Husets tag er et stråtækt sadeltag med mønning af tørv og tre skorstenspiber i rygningen, hvoraf den ene er nyere. Murene fremstår i rød, blank mur med en muret, hvidkalket gesims, der er ført om hjørnerne på gavlene. Den øverste del af gavlene er beklædt med lodretstillede brædder. Over døren i nordsiden er en rundbuet frontkvist, lokalt kaldet en arkengaf. I arkengaffen sidder rammen efter en tofløjet revleluge, nu med glas og under ses en traditionelt udført halvdør. Både dør og ramme er malet mørkegrønne. Over døren i sydsiden er en trekantet, frontonagtig kvist, hvori der sidder et hvidmalet firerudet overvindue, herunder ses en hvidmalet, to-fløjet fyldingsdør, der er traditionelt udført. Bygningen har traditionelt udførte torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Vinduerne er markeret med hvidkalket stik og sålbænk. I østgavlen ses en nyere tilbygning i to etager, en nyere havedør med en hvidmalet to-fløjet revledør, et ældre etrammet vindue og i vestgavlen murankre udført som bogstaver.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en gennemgående forstue, lokalt kaldet en frangel, der deler bygningen med bolig (indhuset) mod vest og stald (udhuset) mod øst. I boligen er stuerne placeret mod syd, mens køkkenet ligger mod nord. En del af overfladerne er fornyet, men traditionelt udført, herunder ølandsfliser, trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Noget af det ældre interiør er bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, beslag, greb og klinkefald, brystningspaneler, indbyggede skabe og de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene. I køkkenet ses sporene efter det oprindelige ildsted bevaret og i stuerne er en gammel bilæggerovn.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med hegn af bukketorn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigsten omkring bygningerne, der er velegnet til at lede regnvandet bort fra de tagrendeløse stråtage.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets røde mursten, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet sokkel og udkragning, mens piben fremstår rød som murene. Det er også af stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har de typiske ældre hvidkalkede sålbænke.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til stalddøren og de små jernvinduer vinduer, der sammen med lugerne vidner om, at det på Fanø tidligere var almindeligt at have stald og lo i den ene ende af bygningen. Gavlens murankre i form af bogstaver vidner sandsynligvis om de tidligere ejere, Thomas Hansen Ibsen og Maren Petersdatter Brinch, i hvis ejerskab huset blev omsat fra bindingsværk til grundmur ligesom den bevarede tagrem, der er bibeholdt fra den oprindelige bindingsværksfacade.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens typiske, ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis dannede en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Den tidligere staldende aflæses stadig ved dennes mindre afdæmpede detaljeringsgrad og de robuste materialer. Stuen ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor den kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningen et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder de indbyggede skabe, bageovnen i forstuen, de bemalede brædder i køkkenet, ældre døre med profilerede gerichter, greb og klinkefald samt hængsler, der har kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, blå og brunmalede fliser på ydervæggene og ved kaminpladsen bag den gamle bilæggerovn. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der som en blød kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag, der har ubrudte overflader.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af den samme flise. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange snedkerdetaljer, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links