Østergade 2
.
Østergade 2
.

Østergade 2 ligger på Østergade 2 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Tønder blev købstad i 1243 og er dermed Danmarks ældste købstad. Byen ligger ved Vidåen omgivet af det flade og vidtstrakte marskland ved Vadehavet. Indtil midten af det 17. århundrede havde Tønder en omfattende oksehandel, der langsomt blev afløst af produktion og salg af kniplinger. Handlen med kniplinger blomstrede i det 18. århundrede, hvor der både blev opført mange fornemme byhuse og mere jævne borgerhuse i Tønder. En betydelig del af Østergade var bebygget med jævne borgerhuse og huse opført af prominente håndværkere og borgere, hvilket Østergade 18 er et eksempel på.

Forhuset blev opført i 1833 af købmand Friedrich J. Radoor. Inden da ejede købmanden to bindingsværkshuse på grunden, som blev revet for at give plads til det nuværende. Muren mod Østergade 4, der indrammer gårdrummet er blevet opført omkring 1875.

Beskrivelse

Østergade 2 ligger i begyndelsen af Østergade, tæt ved Torvet. Bagsiden vender ud mod Kirkepladsen omkring Tønder Kristkirke. Østergade 2 er et grundmuret ni fags hus i to etager og kælder. Taget er et heltag i røde vingetegl med to skorstenspiber, en i hver tagflade, og fire mindre tagvinduer. Forhuset fremtræder pudset og malet lysegrå over en gråmalet sokkel med fem kældervinduer. På langsiden mod Østergade sidder to buede karnapper på fem fag. Under alle vinduer ses murede, pudsede sålbænke. Facaden afsluttes af en tandsnitsgesims. I midterfaget fører fire trin i granit op til indgangspartiet med portal og søjler. Facaden mod Kirkepladsen ligner den mod Østergade uden indgangsportal og hovedgesims. Alle vinduer er hvidmalede, firerammede og med tværsprosser med undtagelse af tre torammede vinduer i gavlfacaden mod øst. Hoveddøren er en hvidmalet fyldingsdør med glas foroven, herover sidder et tredelt overvindue. På østfacaden ses en dobbelt revlelem og en tofløjet fyldningsdør med et tidelt overvindue samt bræddedør til kælder.

Indvendigt er den ældre planløsning delvist bevaret med en dyb diele, hvorfra der er adgang til kælder og stor repos på anden etage via en svungen trappe med tynde, drejede balustre og profileret håndliste. På første etage er bevaret en midterskillevæg med store rum mod gaden og gang samt mindre rum mod Kirkepladsen. Anden etage er opdelt i to lejligheder med store rum mod gaden og mindre mod Kirkepladsen, der er opsat nyere skillevægge på anden etage. Det indre er præget af en blanding af både nyere og ældre bygningsdele og -detaljer. Af bevarede ældre detaljer er vægpaneler, vinduesdetaljer, en- og tofløjede fyldningsdøre med greb, stukkatur, bræddegulve og spor efter skorsten. På loftet er bevaret et mindre kammer af bræddevægge med revledør. I kælderen findes flere mindre rum med murede vægge, revledøre og ildsted. Belægningen veksler mellem pig- og mursten.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Østergade 2 knytter sig til forhusets placering med langsider mod både Østergade og Kirkepladsen. Forhuset indpasser sig på begge sider smukt i husrækken, hvilket bevirker, at det er med til at fastholde begge byrums bevarede og karakteristiske bybilleder. Især husrækken mod Kirkepladsen udgør et centralt led på pladsen omkring kirken og sammen med de tre øvrige husrækker om Kristkirken, danner disse et stemningsfuldt byrum i den centrale del af det ældre Tønder. Bygningen er dermed med til at opretholde et af Tønders ældste og kulturmiljømæssigt set, mest betydningsfulde byrum.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Østergade 2 relaterer sig i det ydre til bygningens klassicistiske træk med pudsede facader, karakteristiske vinduer med højtsiddende tværpost og opdeling af rammer med vandrette poster samt dørpartiet med portal og kannelerede halvsøjler med jonisk kapitæl. De klassicistiske træk kommer ligeledes til udtryk i den symmetrisk opbyggede facade med regelmæssigt placerede vinduer, få udsmykninger og deraf friholdte murflader mellem vinduerne. Dette står især tydeligt frem på facaden mod Kirkepladsen, hvor hvert af yderfagene udelukkende er murflade.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist bevarede planløsning med diele og midterskillevæg, der adskiller de funktionsbetingede rum fra de sydvendte, repræsentative og højloftede rum mod gaden. Derudover knytter den kulturhistoriske værdi sig til de mange bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder ildstedet i kælderen, vægpaneler, stukkatur, den svungne trappe, vinduesdetaljer, fyldnings- og revledøre, der vidner om brugen af bygningen med de finere, repræsentative rum mod gaden og funktionsbetingede rum mod Kirkepladsen og i kælderen samt på loftet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Østergade 2 er i det ydre knyttet til den lange, afgrænsede bygningskrop med et stort set ubrudt heltag og bygningens stramt symmetrisk, taktfast opbyggede facade mod Østergade, der ved sin anselige længde og udsmykning gør, at bygningen hører til blandt de mest arkitektonisk fremtrædende i Østergade. Med enkle virkemidler fremhæves midterpartiet i form af en tofløjet dør med fyldinger og glas med svunget sprosseværk indrammet af en portal bestående af kannelerede halvsøjler med jonisk kapitæl og en tandsnitsgesims. Det fremhævede midterparti understreges af flankerende karnapper med fin detaljering, herunder hovedgesimser med æggestav og bladprydede konsoller, der sammen med facadens hovedgesims med riflede konsoller bevirker, at bygningen fremstår fornem og elegant. Hertil kommer, at vinduesåbningerne er trukket svagt tilbage, hvilket giver en svag reliefvirkning, og især på facaden mod Kirkepladsen, skaber en lys/skygge-effekt på en ellers enkel facade. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens let svungne hovedtrappe med drejede balustre og stukkaturen, der sammen med tofløjede fyldingsdøre og fint profilerede gerichter understreger de ydre facaders fornemme og elegante fremtoning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links