Østergade 25, Faaborg

De vestligste to et halvt fag af den enetages bindingsværksbygning var en del af et tifags hus, der lå på grunden allerede i 1761. I forlængelse af denne bygning lod købmand Alexander Brandt i 1776 opføre en bygning i fem fag med gavlkvist over de to midterste fag og portgennemkørsel i de to østligste fag, således at bygningen i sin storhedstid udgjorde 15 fag. Det var i købmandsgården, Østergade 25, at justitsråd og æresborger i Faaborg, købmand Johan Jacob Jacobsen udtænkte en kirsebærvin fra Faaborg og som i 1841 startede produktionen af KIJAFA: KI for kirsebær, JA for Jacobsen og FA for Faaborg. Tilbygningen på bagsiden blev opført i 1843 for købmand Johan Jørgen Jakobsens enke. Løsholterne er blevet sænket lidt, efterhånden som der er blevet isat større vinduer. I det halve fag mod vest ses endnu et af de oprindelige vinduer. Den dobbelte hoveddør var oprindeligt placeret i ti fags husets østligste fag, men blev kort tid efter år 1900 sammen med trappen og smedejernsgelænderet flyttet et fag mod vest. Samtidig blev der isat et vindue i det tidligere dørfag samt i faget umiddelbart vest for porten. I 1906 blev de vestligste syv et halvt fag nedrevet for at give plads til en ny treetages naboejendom, og senere i samme århundrede blev de oprindelige volutformede knægte under det teglhængte heltag fjernet.

Forhuset indgår i Østergades nordlige husrække og er beliggende i den østlige del af Faaborgs gamle bykerne. Bag forhuset er et mindre gårdrum, der er delvist pigstensbelagt.

Forhuset er en enetages bindingsværksbygning med teglhængt, rødt heltag. Over midterfagene er en to fag bred frontkvist med afvalmet tegltag. I begge tagflader ses enkelte nyere tagvinduer og i rygningen er en nyere skorstenspibe i røde sten med en buet afdækning. Over den høje og let fremspringende, sorttjærede sokkel af kampesten står facaderne i sorttjæret bindingsværk med tavl i blank rød mur. Mod gården har forhuset to udbygninger: en høj lude samt en toetages halvtagsbygning mod vest, og facaderne er her pudsede og rødkalkede. De to østligste fag udgøres af en portgennemkørsel, der mod gaden aflukkes af en ældre, tofløjet, flammeret revleport med ældre beslag og en udskåren porthammer øverst. En ældre granittrappe med støbejernsgelænder fører op til hoveddøren, der er en tofløjet fyldingsdør med opdelt overvindue, hvoromkring der er en udskåret indfatning. Hoveddøren er en kopi af den oprindelige dør. Hoveddøren og portfløjene fremtræder i mørkeblå og lyseblå nuancer, dog er portfløjene malet sorte på indersiden med rødmalede beslag. I gården fører en ældre granitstenstrappe ned til en ældre, sorttjæret revledør og i ludens stueetage er endvidere en nyere, blå dør med flammeret front og et opdelt overvindue. Gadesidens vinduer består af ældre, smårudede vinduer, der afsluttes af en rødmalet vandnæse i bly med tungekant. I stueetagen er vinduerne korspostvinduer, mens vinduerne i frontkvisten og det halve, lidt lavere vindue ved siden af hoveddøren er torammede vinduer. Mod gården er der nyere torammede og tredelte vinduer i luden og i halvtagsbygningen, mens der i forhusets gårdside er to nyere, smårudede vinduer, som er forsynet med termoruder. Samtlige vinduer er malet hvide, undtagen de lave, fladbuede kældervinduer, som er malet sorte ligesom soklen de sidder i.

Indvendigt har bygningen træk fra en ældre planløsning med en stort set gennemgående midterskillevæg samt placeringen af stuen og entréen, hvor der er en kvartsvingstrappe til tagetagen, mod gaden og de sekundære rum som køkken, baggang og badeværelse mod gården i henholdsvis halvtagsbygningen og luden. Tagetagen er foruden reposen indrettet med tre store værelser. Bygningen fremtræder gennemgående med en traditionel materialeholdning. Der er ældre bræddegulve under gulvtæpperne, i køkken, baggang og badeværelse er der støbte gulve, væggene er pudsede og tapetserede, nogle lofter er pudsede, mens andre har synlige bjælker og ældre loftsbrædder eller systempladelofter imellem. Vinduerne mod gaden er forsynet med forsatsvinduer. Der er bevaret ældre fyldings- og revledøre med svungne gerichter i tagetagen samt en enkelt i stueetagen. Portrummet fremtræder med brostens- og pigstensbelægning, soklen er sorttjæret og væggene står hvidkalkede over stok og sten. I loftet er der synlige bjælker og dragere med loftsbrædder, der alle er malet røde. Der er et par kælderrum ved siden af porten, der har støbte gulve og kalkede kampestensvægge samt ældre, synlige bjælker og loftsbrædder. I det ene rum står en ældre gruekedel.

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets placering i husrækken af varierende bygningstyper, hvor det er med til at formidle Østergades oprindelige karakter af lave bindingsværksbygninger med portgennemkørsel og afvalmede kviste. Forhuset er på grund af sin højde, sit formsprog og sine materialer meget betydningsfuld for den gamle handelsgade i Faaborgs bykerne.

Den kulturhistoriske værdi ved Østergade 25 knytter sig i det ydre til bygningskroppen i righoldigt, opstolpet bindingsværk med løsholter, dokker og halvranker, der er karakteristisk for Fyn. Hertil kommer den let fremkragede, afvalmede og teglhængte frontkvist i bindingsværk, som er et egnskarakteristisk træk for Faaborg by. Bygningens pompøse udseende med rigt bindingsværk, portgennemkørsel og den rigt dekorerede hovedør vidner om bygningens tidligere prominente status som del af en større købmandsgård, hvilket hænger nøje sammen med bygningens opførelsesår, idet Faaborg i slutningen af 1700-tallet var en af landets største søfartsbyer med en omfattende handel og deraf rigdom. Den kulturhistoriske værdi knytter sig derfor til den ældre port med flammemønster, udskåren porthammer og ældre beslagværk samt granittrappen med støbejernsgelænder, der fører op til den detaljerige hoveddør. Den tofløjede hoveddør med fyldinger og udskårne blomsterranker, der indrammes af to stiliserede søjler med basis, kanneleret søjleskaft og øverst en rhombe samt en rosetprydet overligger vidner om, at døren er lidt yngre end forhuset, idet dens udsmykninger kan tilskrives bygningsmoden i 1800-tallets første halvdel. Endelig er der i det ydre kulturhistorisk værdi ved de ældre vinduer, hvis forskellige højde og udformning fortæller om bygningens ændringer gennem tiden, hvor det lavere, etfags vindue er en repræsentant for bygningens tidligere vinduer. Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den bevarede del af den ældre grundplan med den langsgående midterskillevæg i stueetagen samt placeringen af forstue og stue mod gaden og de sekundære rum mod gården. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, pudsede lofter og lofter med synlige bjælker og loftsbrædder samt fyldingsdøre, svungne gerichter og endelig revledøren med beslagværk og låsekasse, der vidner om bygningens alder. Portrummets traditionelle fremtræden med brostens- og pigstensbelægning, sorttjæret sokkel, hvidkalkede vægge over stok og sten og synlige bjælker og dragere med bræddeloft har ligeledes stor kulturhistorisk værdi. Ligesom kælderen med ældre bygningsdele som den udvendige kældertrappe af granitsten, revledøren, de hvidkalkede kampestensvægge og den synlige tømmerkonstruktion samt den bevarede gruekedel med jernlåg og støbejernslåge nederst.

Den arkitektoniske værdi for Østergade 25 knytter sig i det ydre til det enkle længehus, der med sin let fremkragede og helvalmede frontkvist, høje kampestenssokkel og portgennemkørsel har et karakterfuldt udseende. Bygningens righoldige tømmerkonstruktion med murede tavl og sortopstolpet bindingsværk samt anvendelsen af løsholter, dokker og halvranker giver facaden et levende udtryk, som holdes i balance af det stort set ubrudte heltag. De ældre, smårudede vinduer i varierende størrelse med ældre beslag fremtræder spinkle og filigranagtige og er en fin forlængelse af det elegante bindingsværk, der understreges af den brede fuge omkring hvert tavl. Yderligere bidrager vinduernes forfinede vandnæser med tungemotiv til bygningens delikate fremtoning, ligesom den detaljerige port og hoveddør med alle sine detaljer. Den høje hovedtrappe med smedejernsgelænder er ligeledes et karakteristisk og elegant element, der bidrager til bygningens helstøbte fremtoning mod gaden. Den rødkalkede bagside fremstår mere enkel, hvilket skyldes de to tilbygninger, luden og den toetages halvtagsbygning, der er grundmurede, pudsede og rødmalede, hvilket giver en slående og typisk kontrast til den repræsentative facade. Ligeledes har portrummet stor arkitektonisk værdi på grund af dens materiale- og farveholdning, der er med til at understrege bygningens helstøbte fremtræden.

Læs videre om

• Arreskov, Øster Hæsinge
• Svanninge Hospital, Stenhuset
• Torvet 5, Ringe

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen