Østervej 12, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev derefter afløst af murstensbyggeri med brændte tegl og kalkmørtel. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer efter disse. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en skæv tagprofil.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, som har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, som kun ligger med en afstand på cirka 10 km. Men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt, ligesom gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme var oftest hængslet på lodposten. Sprosserne i Sønderho havde en karakteristisk, enkel, spids profil, mens sprosserne i Nordby havde et profil med en kvartstaf og lille platte, der gav et mere detaljeret og afrundet profil. Anvendelsen af de forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Vinduerne sad i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalede. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, og diagonaltstillet rude øverst eller et lille firerudet vindue placeret ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene gjort bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj fik tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde fik dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle og pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Den præcise opførelse af hele bygningen på Østervej kendes ikke præcist, men bygningen blev med sikkerhed beskrevet tilbage i 1799. Tidligere lå der på grunden, og de tilstødende nabogrunde, to huse, der sandsynligvis var opført i bindingsværk. Det vestlige hus var ni fag langt, mens det østlige var ti fag. Dette blev beskrevet som værende opdelt i beboelse i de syv østlige fag, mens der var stald i de tre vestlige fag.

Det vestlige hus blev sandsynligvis nedrevet i 1820erne, og ved en vurdering i 1830 blev kun det østlige hus beskrevet, som nu var grundmuret og udvidet mod øst med tre fag og mod vest med seks fag. På dette tidspunkt var der indrettet en bolig i de tre østlige fag (de der i dag udgør Østervej 6) og en bolig i de følgende syv fag, mens de ni vestlige fag var indrettet til stald.

I en vurdering fra 1859 blev der beskrevet forskellige ombygninger, blandt andet at en del af de østlige fag havde fået forøget husdybden. Endvidere var frontgavlen tilføjet. I 1876 skete en opdeling af den langstrakte bygning i tre matrikler, og senere en opdeling i fire matrikler, der alle var indrettet med boliger; fra øst en bolig på tre fag, herefter en på otte fag, en på fire fag og længst mod vest en bolig på seks fag.

I 1891 blev de to fag mod vest tilføjet og ved en gennemgang og registrering i 1986 var der en skorstenspibe i skiffertaget.

Østervej 12 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Ejendommen er én lang bygning, der består af fire boliger, som dækker over Østervej 6, 8, 10 og 12. Østervej 12 udgør de seks vestligste fag af bygningens i alt 21 fag.

Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger over en sorttjæret sokkel. Øverst er en hvidmalet hovedgesims, der er ført om vestgavlens hjørner. Muren er lidt højere ved de sidste fag og tagfoden ligger derfor højere her. Bygningen afsluttes af et heltag, der over de fire østlige fag er stråtækket med mønning af tørv. I rygningen ses en skorstenspibe i røde sten med sokkel og krave, og i hver tagflade findes en nyere, rundbuet stråtagskvist med vifteopsprosset rude. Heltaget over de to vestlige fag er dækket af skifer. Bygningen har en nyere hoved- og havedør. Begge er grønmalede med ruder i den øverste del. Hoveddøren er tillige tofløjet med flere fyldinger. Vinduerne er delvist ældre og torammede med småtopsprossede ruder. Dog er vinduerne i de to vestligste fag samt i vestgavlen nyere og højere, idet de er torammede og tredelte. Samtlige vinduer er hvidmalede.

I det indre findes i stueetagen en forstue, som lokalt kaldes en frangel både mod gaden og mod gården. I mellem disse forstuer ligger et nyere toilet. Stueetagen er her ud over inddelt i et åbent køkken/alrum mod haven og en stue mod gaden. Ud over dette findes der to gavlværelser mod vest og en nyere fyrretræstrappe op til tagetagen, der indeholder et værelse. Overfladerne er hovedsagligt nyere, herunder nedsænkede plade- eller bræddelofter, gulvtæpper eller nye gulvklinker. Der findes få ældre loftsbjælker i loftet og enkelte ældre fyldingsdøre med profilerede gerichter.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø, orienteret solret med gavlene vendt mod øst og vest og indgår dermed naturligt i byens mere uregelmæssige bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng.

Hertil kommer, at der mod nord ligger et ældre vaskehus og mod syd et mindre udhus, og at deres ens materialeholdning med forhuset sammen med en delvist bevarede pigstensbelægning underbygger et helstøb miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til den samlede bygnings fremtræden, som enlængegård, hvor de i dag opdelte boliger, vidner om den oprindelige længe, der indeholdt både stuehus, lo, stalde og en mindre aftægtsbolig. Hertil kommer, at bygningen fremstår med, de for Fanø, typiske bygningsdetaljer. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvidt, optrukne fuger og hvid gesims. Endvidere kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og skorstenspiber, der har sokkel og krave. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer og døre har den for øen så klassiske farveholdning i hvid og mørkegrøn.

I facaden ses under gesimsen en række kroge, der er et vidnesbyrd om, at der her tidligere har hængt en brandhage, der blev brugt til at rive brandende strå af taget i tilfælde af brand.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede, enkle materialeholdning med få bygningsdetaljer, der afspejler, at denne del af bygningen ikke altid har været indrettet til bolig, men tværtimod tidligere har rummet stalden.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med bløde kurver former sig omkring fremspringene. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Det arkitektoniske udtryk styrkes særligt af den enkle, men markante farveholdning med hvidt og grønt træværk, som står i skarp kontrast til de røde mure, der træder frem på lang afstand.

Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til mere smalle flensborgsten, hvilket giver murene en levende stoflighed.

Læs videre om

• Hovedgaden 55, Nordby
• Toftestien 14, Sønderho
• Vigensvej 17, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen