Østervej 6, Nordby

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev derefter afløst af murstensbyggeri med brændte tegl og kalkmørtel. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer efter disse. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en skæv tagprofil. Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, som har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, som kun ligger med en afstand på cirka 10 km. Men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt, ligesom gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme var oftest hængslet på lodposten. Sprosserne i Sønderho havde en karakteristisk, enkel, spids profil, mens sprosserne i Nordby havde et profil med en kvartstaf og lille platte, der gav et mere detaljeret og afrundet profil. Anvendelsen af de forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Vinduerne sad i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalede. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, og diagonaltstillet rude øverst eller et lille firerudet vindue placeret ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene gjort bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj fik tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde fik dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle og pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Den præcise opførelse af hele bygningen på Østervej kendes ikke præcist, men bygningen blev med sikkerhed beskrevet tilbage i 1799. Tidligere lå der på grunden, og de tilstødende nabogrunde, to huse, der sandsynligvis var opført i bindingsværk. Det vestlige hus var ni fag langt, mens det østlige var ti fag. Dette blev beskrevet som værende opdelt i beboelse i de syv østlige fag, mens der var stald i de tre vestlige fag. Det vestlige hus blev sandsynligvis nedrevet i 1820erne, og ved en vurdering i 1830 blev kun det østlige hus beskrevet, som nu var grundmuret og udvidet mod øst med tre fag og mod vest med seks fag. På dette tidspunkt var der indrettet en bolig i de tre østlige fag (de der i dag udgør Østervej 6) og en bolig i de følgende syv fag, mens de ni vestlige fag var indrettet til stald. I en vurdering fra 1859 blev der beskrevet forskellige ombygninger, blandt andet at en del af de østlige fag havde fået forøget husdybden. Endvidere var frontgavlen tilføjet. I 1876 skete en opdeling af den langstrakte bygning i tre matrikler, og senere en opdeling i fire matrikler, der alle var indrettet med boliger; fra øst en bolig på tre fag, herefter en på otte fag, en på fire fag og længst mod vest en bolig på seks fag.

Østervej 6 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Ejendommen er én lang bygning, der består af fire boliger, som dækker over Østervej 6, 8, 10 og 12. Østervej 6 udgør de tre østligste fag af bygningens i alt 21 fag.

Bygningen er et grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger over en sorttjæret sokkel. Øverste ses en hvidmalet hovedgesims. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv. I rygningen ses en skorstenspibe med sokkel og krave, og i tagfladen mod nord ses en rundbuet stråtagskvist med vifteformet rude. Bygningens tre fag er trukket tilbage i forhold til de øvrige fag mod vest. Hoveddøren udgøres af en nyere, grønmalet og todelt revledør med ruder i den øverste del, og på havesiden findes en udvendig kældertrappe, der fører ned til en nyere, todelt revledør. I østgavlen findes en træaltan ud for gavlværelset tagetage. Den øverste del af gavltrekanten er beklædt med grønmalede brædder. Altanen er hvid og grønmalet, og en smal, nyere dør med opsprosset rude og nyere vinduer på hver side fører ud til altanen. Bygningens vinduer er delvist ældre, delvist nyere, et- eller torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder. I østgavlens sokkel ses torammede kældervinduer. Alle vinduer fremstår med grønne karme og hvide rammer og sprosser.

I det indre findes i stueetagen et køkken/alrum med spiseplads samt et mindre badeværelse, og en ny fyrretræstrappe fører op til tagetagen, der indeholder et værelse. Overfladerne er hovedsageligt nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og synlige bjælker med nedhængte gipsplader imellem. Kælderen spænder over alle tre fag og indeholder fyrrum og opbevaringsrum. Gulvet er støbt, væggene groft pudsede og lofterne er af nyere smalle brædder, hvori der findes en lem op til boligen ovenpå.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø, orienteret solret med gavlene vendt mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i byens uregelmæssige bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til den samlede bygnings fremtræden, som enlængegård, hvor de i dag opdelte boliger, vidner om den oprindelige længe, der indeholdt både stuehus, lo, stalde og en mindre aftægtsbolig. Hertil kommer, at bygningen fremstår med, de for Fanø, typiske bygningsdetaljer. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvidt, optrukne fuger, hvide gesimser, bræddebeklædt gavltrekant og arkengaff med luge til loftet. Endvidere kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og skorstenspiber, der har sokkel og krave. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer og døre har den for øen så klassiske farveholdning i hvid og mørkegrøn.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede bygningsdetaljer omkring de ældre vinduer mod gaden. De ældre lodposter er med sit afrundede profil typiske for Nordby. Hertil kommer den kulturhistoriske værdi, der knytter sig til kælderen, som sandsynligvis har været brugt til forrådskammer og anden opbevaring i de kølige rum under jorden.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med bløde kurver former sig omkring de mange fremspring og kviste. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Det arkitektoniske udtryk styrkes særligt af den enkle, men markante farveholdning med hvidt og grønt træværk, som står i skarp kontrast til de røde mure, der således træder frem på lang afstand. Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til mere smalle flensborgsten, hvilket giver murene en levende stoflighed.

Læs videre om

• Den gamle fattiggård i Sønderho
• Sønderho Mølle, Fanø
• Toftestien 21, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen