Bebyggelsen i Aarhus Kommune udgjorde ved matrikuleringen 1683 et varieret billede. Der var små og store landsbyer, enkeltgårde, dobbeltgårde og herregårde. Det var ikke sådan, at en enkelt type manglede eller var dominerende i kommunen, men nogle var fremtrædende i visse områder.
I den nordligste del, hvor jordbunden primært var moræneler, var landsbyerne mellemstore og små. De mellemstore landsbyer fyldte meget arealmæssigt, Lisbjerg med 19 gårde, Egå og Skæring med hver 18, Spørring og Mejlby med 17, Elsted og Skødstrup med hver 14, Trige med 13 og Ølsted med 11. Derudover var der en snes små landsbyer. Der var et dusin enkelt- og dobbeltgårde, som lå i tre grupper tæt på vådområder som ved Egå. Der var ikke mange husmænd, i gennemsnit ca. fem for hvert sogn. De var meget ulige fordelt. I Trige Sogn var der otte husmænd uden jord, til gengæld var der ingen husmænd i Ølsted Sogn. Antallet af husmænd lå således på en fjerdedel af gårdmændenes.
Området nordvest for Aarhus, hvor jordbunden også næsten udelukkende var moræneler, havde en helt anden bebyggelse. Her dominerede de mellemstore landsbyer, som lå i en ring omkring Hasle med 15 gårde. Der var forholdsvis stor afstand fra Hasle til de andre landsbyer, Vejlby (30 gårde), Skejby (13), Tilst (14), True (19), Årslev (14), Brabrand (13) og Åby (12). Kun de små landsbyer Kasted og Gellerup og et par enestegårde brød mønsteret. Lige så specielt var forholdet mellem gårdmænd og husmænd. Mens der i området var over 160 gårde, var der kun 15 husmænd med jord og slet ingen uden. Næsten halvdelen, syv, var i Vejlby.
Syd for Aarhus var jordbunden stadig overvejende moræneler, men nu med mange pletter af andet materiale, særligt i den østlige og sydlige del af området, fra Holme over Malling til Hvilsted. Her var alle bebyggelsestyper pænt repræsenteret. De mellemstore landsbyer var Viby (24 gårde), Mårslet (16), Holme (15), Malling og Ingerslev (hver 13), Beder og Astrup (hver 11). Især i den allersydligste del lå mange små bebyggelser, over en snes små landsbyer og et dusin enkelt- og dobbeltgårde i en klar modsætning til området nord for Aarhus. Der var en del flere husmænd her, 61 med jord og 40 uden, men der var fire gange så mange gårdmænd.
I den vestligste del af kommunen var jordbunden meget blandet. Bebyggelsen her udgjordes primært af små landsbyer med Borum (15 gårde) og Sabro (12) som de største. Her var 19 husmænd, alle med jord, mod 96 gårdmænd; et forhold, som omtrent svarede til den sydlige del af kommunen.
Bebyggelsesspor fra perioden er undersøgt ad flere omgange. I Skæring er udgravet en firlænget gård. I Nordby ved Viby er en af landsbyens gårde udgravet. Her blev der fundet et beboelseshus, der rummede en bageovn og brolægninger fra 1500‑1600-tallet, som var i brug frem til engang i 1800-tallet. I 2010 blev der ved Moesgaard Museum udgravet en gård, der har hørt til den nu forsvundne landsby Store Fulden. Også her blev der fundet en bageovn samt et ildsted og syldsten fra gårdens ydervægge og rumopdelinger. Gården blev sammen med landsbyens øvrige gårde revet ned, da ejeren af Moesgård, baron Christian Gyldenkrone, nedlagde landsbyen i 1711. Syd for Moesgård er der fundet en velbevaret smedjetomt.
Ved udskiftningen af landsbyerne omkring år 1800 valgte man i den nordøstlige del næsten udelukkende stjerneudskiftninger, således at gårdenes bygninger kunne blive liggende der, hvor de lå, nemlig inde i landsbyen. Det fik den betydning, at bebyggelsens placering i landskabet i første omgang forblev nærmest uændret, idet der ikke kom nogen gårde mellem landsbyerne. Afhængigt af forskellige faktorer kunne en stjerneudskiftning være mere eller mindre hensigtsmæssig. Hvis der var mange gårde i en landsby, ville hver enkelt gårds del af cirklen blive mindre, og den enkelte gårds tilliggende mere langstrakt, så der blev langt ud til de yderste marker. Det kunne også blive tilfældet, hvis landsbyens bygninger lå i udkanten af dens jorder, eller hvis disse havde en skæv facon.
Landsbyen Skæring lå godt i forhold til sine jorder, men delte dem med Skæring Munkegård, en lille herregård, som lå i forlængelse af landsbyen mod nordvest. Her fik den sine jorder liggende samlet i en blok, og så måtte bønderne dele det, som blev tilbage. Gårdene blev liggende i landsbyen, men lodderne med gårdene blev aflange eller i nogle tilfælde begrænset til et lille jordstykke omkring bygningerne. Der blev således mange udlodder. Mellemstore byer som Egå, Hårup, Brendstrup, Todbjerg og Mejlby, som alle blev udskiftet i en stjerneform, havde gennemgående pæne mønstre, men det viste sig tydeligt, at antallet af gårde spillede en stor rolle: Egå fik smalle lodder, mens Brendstrup fik langt pænere. Når en landsby som Todbjerg havde gårdene liggende i en cirkel, blev fordelingen også mere hensigtsmæssig. Hårup var ligeledes begunstiget af en pæn udstrækning, men her valgtes det af en eller anden grund at lade nogle gårde få en pæn fordeling, mens andre måtte nøjes med en lille grund i byen med bygningerne på og så resten som udlodder. De samme tendenser ses i den vestlige del af området, hvor Ølsted, Elev og Elsted fik rimelige stjerneudskiftninger.
Trangen til at stjerneudskifte var også til stede i den sydlige del. Selv i Solbjerg, som lå helt ud til kanten af Solbjerg Sø, og som derfor kun havde jord til den ene side, valgtes en stjerneudskiftning. Det gav ret akavede lodder, og en gård blev forholdsvis hurtigt flyttet ud. De meget store landsbyer som Viby og dårligt beliggende som Ormslev kunne få gårde med meget akavede lodder. Landsbyen Over Fløjstrup havde sine gårde liggende i en lang række, og udskiftningen kan næsten siges at have været en kamudskiftning med lige brede agerlodder, der gik ud fra vejen. Udskiftningen forløb bedre her end nord for Aarhus, men det skyldtes bebyggelsesenhedernes mindre størrelse, som gjorde det meget nemmere at beholde bygningerne inde i landsbyen.
Den vestligste del fulgte den sydligste; de forholdsvis små landsbyer gav rimelige stjerneudskiftninger. Landsbyen Harlev lå imidlertid dårligt for sine jorder, og lige øst for byen var der vådområder, så de fleste gårde fik en mindre lod omkring bygningerne og den største agerlod uden for byen.
Generelt voksede antallet af gårde og huse. En væsentlig forudsætning for dette var selvejet, for godsejerne var sjældent interesserede i at dele en god gård i to dårlige gårde. Men arvedelinger, der involverede en gård, gik ofte nemmere, hvis gården blev delt, og køb af en gård kunne blive delvis finansieret gennem frasalg af et par lodder til huse. Det skete imidlertid meget forskelligt fra sted til sted, og der fandtes landsbyer, hvor de fleste gårde lå lige over en tønde hartkorn, som var den nederste grænse for en gård, og hvor der også kunne være en del husmandssteder på lige under en tønde. Grænsen på en tønde hartkorn var nok mere af statistisk art end en virkelig.
Således skete der en vækst i gårdenes antal gennem udstykninger. Husmændenes antal var gennemgående blevet forøget omkring udskiftningen, hvor de husmænd, som ikke havde jord, bl.a. måtte kompenseres for de græsningsrettigheder, som forsvandt. I nord var de ni gårde i Todbjerg i 1683 blevet til 13 i 1840, de tre i Grøttrup blevet til fem, de fem i Hjortshøj blevet til ti, og de 18 i Egå blevet til 21. Triges 13 gårde var blevet til 22 og Ølsteds 11 til 17, men i området omkring disse sogne var der ellers ikke sket så meget. Tendensen var dog ret ensartet, og de nye gårde var blevet oprettet allerede i 1700-tallet. Samtidig var antallet af huse steget, også primært i 1700-tallet. Kun få steder, som i Lindå, Kankbølle, Elsted og Ølsted, var der flere huse end gårde; normalt var det omvendt.
Lige syd og vest for Aarhus var mønsteret noget anderledes. I byer som Viby, Ormslev, Stavtrup, Skåde, Holme, Tiset og Ingerslev var der ikke alene mange husmænd før 1815, men udstykningen til husmandsbrug fortsatte også i årene op til 1840. I Mårslet og Malling var der mange før 1815, men slet ikke nogen i den efterfølgende periode.
Den vestlige del mindede om den nordlige med en mindre vækst i gårdenes antal og en større vækst i husenes antal.
Der kendes til 17 herregårde, som ligger eller har ligget i Aarhus Kommune. Ved matrikuleringen 1683 var der 11. De store var da Marselisborg med 100 tønder hartkorn, Vilhelmsborg med 82 og Vosnæs Avlsgård med 66. Noget mindre var Lyngbygård med 40 tønder og Skæring Munkegård med 30. Endelig kom en række små herregårde: Kærbygård, Moesgård, Stadsgård, Ristrup, Skårupgård og Østergård. Nogle var oprettet i middelalderen som Stadsgård og Kannegaard, mens Kærbygård, Moesgård og Lyngbygård stammede fra 1500-tallet; Skæring Munkegård blev oprettet i 1588. Sophie-Amaliegård blev oprettet i 1718 og Holmstrup i 1811. To herregårde, Bjøstrup og Drammelstrup, blev nedlagt allerede i 1500-tallet, og Pederstrup i 1600-tallet.
Fra slutningen af 1700-tallet blev det almindeligt, at dele af herregårdens jorder udstykkedes, og bøndergodset frasolgtes. På Vosnæs Avlsgård udstykkedes herregårdsjorden, og to tredjedele af bøndergodset frasolgtes i årene 1808‑11. Yderligere frasalg fandt sted efter 1835. Lyngbygård gik den modsatte vej og opkøbte i slutningen af 1700-tallet over 100 tønder hartkorn bøndergods. Bøndergodset blev solgt fra igen, men først efter 1826. Skårupgård frasolgte noget af bøndergodset efter 1803, mens størstedelen først blev solgt efter 1838.
Det første eksempel på tidlig industri i Aarhus Kommune er anlæggelsen af Hans Hansen Skonnings papirmølle i 1635 ved Skambækken i Torskov sydøst for Aarhus. Møllen fungerede som papirmølle frem til 1651. Den fik hurtigt selskab af tre andre industrimøller langs Skambækken. I 1638 omtales en krudtmølle, en kobbermølle og en stampemølle knyttet til garverivirksomhed. De fire møller sluttede deres virke som kradsuldsmøller i 1877, hvor produktionen blev flyttet til Aarhus.
Omkring 1790 var der mindst 15 vandmøller og to vindmøller i det nuværende kommuneområde. Den ene vindmølle stod ved Aarhus, den anden ved Skødstrup. På Aarhus Kommunes side af Århus Å og dens tilløb var Ingerslev Mølle, Eslev Mølle, Tarskov Mølle, Harlev Mølle, Labing Mølle, Snåstrup Mølle og endelig Aarhus Vandmølle. Den korte Giberå syd herfor havde hele tre, Rokballe Mølle, Lille Fulden Mølle og Moesgård Skovmølle. Nogle blev indimellem brugt til industri og ikke til maling af korn.
