Den karakteristiske bebyggelsesform for Brønderslev Kommune var i 1688 stadig enkeltgårdsbebyggelsen. Mest markant var den mod øst; i Ørsø Fjerding i Dronninglund Sogn var over 100 gårde spredt ud over området, mens der ikke var nogen landsbyer. I hele det store Dronninglund Sogn, som dækkede over ¼ af kommunens areal, inklusive de nuværende Hjallerup og Asaa-Melholt Sogne, var der kun otte landsbyer, mens resten var enkelt- og dobbeltgårde.
Landsbyerne var gennemgående små, og de forekom hyppigst i de centrale og vestlige dele af den nuværende Brønderslev Kommune. Særligt landsbyerne, til dels også enkeltgårdene, lå ofte på kanten af morænen eller på grænsen mellem Yoldia- og Littorinafladerne, hvilket var fordelagtigt i forhold til udnyttelsen af ager og eng samt muligheden for brøndgravning.
Bebyggelsen var spredt, og der eksisterede større områder uden bebyggelse, navnlig på hede- og moseområder som i den sydlige del af Dronninglund Sogn samt i og omkring den del af Store Vildmose, som hørte til kommunen.
Brønderslev Kommune var kendetegnet ved nogle særegne træk, der stammede tilbage fra middelalderen. Der var således flere jorde i selveje, hvilket betød, at gårdmanden havde muligheder for at sælge dele af jorden fra. Hvis jorden var i fæste, var det kun godsejeren, som kunne gøre det. Et gårdkøb kunne derfor finansieres ved frasalg af en del af gårdens jord. Ved arvedeling havde en gårdmand også mulighed for at lade en yngre søn overtage de yderstliggende jorder, mens den ældre fik den gamle gård. Samtidig adskilte kommunen sig ved, at en forholdsvis stor del af jorden var særjord, hvilket vil sige jord, som lå uden for dyrkningsfællesskabet. Også denne jord var nemmere at udstykke eller frasælge.
Sammen med enkeltgårdsstrukturen førte særjord til vækst i bebyggelsen allerede i århundrederne før landboreformerne. Den jord, som lå længst væk fra de eksisterende gårde, og som kun blev dyrket i ringe grad, gav plads til nye gårde og huse. Strukturen i enkeltgårdsområderne blev derfor ikke ændret, men fortættet, således at der blev kortere mellem enkeltgårdene. I de mere landsbydominerede områder blev hullerne mellem landsbyer og enkeltgårde langsomt fyldt op med gårde og huse, mens landsbyerne forblev uberørte.
Udskiftningen, hvor hver gård fik sin jord særskilt, bevirkede heller ikke større ændringer i bebyggelsesstrukturen. I landsbyerne blev gårdene liggende i landsbykernen, men uanset om der var tale om landsbyer eller enkeltgårde, lettede udskiftningen også udstykningen i selvejeområderne. De områder, som senest oplevede denne udvikling, lå omkring Hjermitslevgård og Hammelmose i den vestlige del og ved Voergård i den østlige, hvor der stadig omkring 1850 var mange fæstegårde. I forbindelse med udskiftningen opstod der nord for Tise en koloni af udflyttere, Tise Udflyttere. En anden koloni fandtes øst for Dronninglund omkring det sted, hvor den senere station lå. Her var en større del af herregårdsjorden allerede blevet frastykket i begyndelsen af 1800-tallet. Vest for Dronninglund blev en del ejendomme ligeledes frastykket, men modsat andre herregårdsfrastykninger medførte de ikke samme grad af kolonidannelse.
Fra 1600-tallet til slutningen af 1800-tallet var der en omfattende produktion af jydepotter i Brønderslev. Potterne var husflidsprodukter, ofte fremstillet af gårdens kvinder. Spor af produktionen er fundet ved Kongsted, Bundgårdsvej og Paukærgård, hvor skår af potter, der var revnet ved brændingen, var smidt i store affaldsgruber.
Fiskeriet ved Kattegatkysten fik i perioden en stigende betydning, og fra bebyggelserne ved Gerås og Asaas udmunding i havet fandt en vis handel sted.
I Vendsyssel og de nærmest tilgrænsende områder fandtes en karakteristisk randbebyggelse, enkeltrækkebyen. Den bestod af en enkelt række gårde, der lå side om side. Til deres ene side var agerlandet, til deres anden et stort engområde. Bag agerlandet var overdrevet. I Brønderslev Kommune var der fine eksempler på disse enkeltrækkebyer: Manna og Øster Hjermitslev, liggende på grænsen mellem Yoldia- og Littorinafladerne, samt Hvilshøj og Hollensted på grænsen mellem morænen og Yoldiafladen.
Da Brønderslev Kommune ikke støder ud til vestkysten, har egnen ikke været særlig hærget af sandflugt. I perioder – navnlig under og lige efter svenskekrigene i midten af 1600-tallet – var der en del ødegårde. En enkelt landsby, Nygårde, blev desuden nedlagt i 1652 for at blive en del af Dronninggård.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen