1536-1850 i Esbjerg Kommune

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
.

Tidslinje over middelalder og nyere tid i Esbjerg Kommune.

.

Artikelstart

Befolkningsudviklingen i perioden svingede fra vækst i 1500-tallet, stagnation i det næste århundrede og vækst igen i 1700-tallet. Der synes at have været forskel på bebyggelsesmønsteret nord og syd for Kongeå: I nord dominerede mindre bebyggelsesenheder, i syd var landsbyerne oftest lidt større, og der var næsten ingen eneste- eller dobbeltgårde. Ribe var i begyndelsen af perioden et dominerende handelscentrum med udveksling af varer, især kvæg og korn; også skibsfart var af stor betydning. Fra midten af 1600-tallet oplevede byen imidlertid tilbagegang.

Administrativ inddeling

Det nuværende kommuneareal lå overvejende i Riberhus Len, efter 1662 i Riberhus Amt, mens det sydligste område omkring Roager og området umiddelbart nordøst for Ribe lå i Haderslev Amt. Riberhus Amt skiftede i 1796 navn til Ribe Amt. Mellem Ribe og Rødding overgik et mindre stykke land fra Haderslev Amt til Ribe Amt i 1844. Med oprettelsen af købstadsog sognekommuner i 1837 og 1841 opstod af området 13 kommuner, heraf en købstadskommune, nemlig Ribe. Loven gjaldt kun for Kongeriget Danmark, og i området omkring Ribe, hvor mange sogne lå i hertugdømmet Slesvig, blev der derfor ikke oprettet kommuner. I 1844 opstod tre sognekommuner i de kongerigske enklaver rundt om Ribe.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Man har ikke sikker viden om befolkningsudviklingen på landet i Esbjerg Kommune før folketællingernes komme i slutningen af 1700-tallet. En vækst i 1500-tallet er antagelig fulgt af en stagnation eller ligefrem nedgang i 1600-tallet, hvilket bl.a. skyldtes krige og epidemier. Kirkebogen fra Hviding Sogn er bevaret langt tilbage i tiden, og ud fra den kan det anslås, at en fjerdedel af indbyggerne i Hviding døde under pesten i 1659.

Men pesten ramte meget uens, og restitueringen var forskellig fra egn til egn. I Darum Sogn var der i 1662 ingen ødegårde, mens der i nabosognet Hunderup var 18, hvilket var næsten halvdelen. I løbet af 1700-tallet indtrådte igen en vækst, som blev mere og mere stabil. Ribe skønnes at have været oppe på næsten 3.000 indbyggere ved middelalderens slutning, men tallet dykkede i 1600-tallet og nåede nok ned på omkring 2.000, inden det begyndte at stige i slutningen af 1700-tallet.

Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 11.941 indbyggere i de kongerigske sogne i den nuværende Esbjerg Kommune, heraf 2.587 i købstaden Ribe. I 1850 var tallet steget til 15.793 og 2.984 i Ribe. Ved folketællingen i 1921 var der 1.647 indbyggere i de tre tidligere slesvigske sogne, Hviding, Roager og Spandet Sogne. Har de tre sogne haft en befolkningsvækst som de kongerigske sogne, havde de i 1787 omkring 800 indbyggere.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Matrikuleringen 1683 giver et meget præcist billede af bebyggelsen i Esbjerg Kommune nord for Kongeå. Hver bebyggelsesenhed er nævnt med antal af gårde og huse, arealet af det dyrkede område og kvaliteten af jorden, og det hele munder ud i en vurdering af hver enkelt ejendom. I 1683 var denne del af kommunens område præget af et ret ensartet bebyggelsesmønster. Det var helt domineret af mindre bebyggelsesenheder som enkeltgårde, dobbeltgårde og mindre landsbyer. De lå nogenlunde spredt; dog var der et par koncentrationer: langs kysten fra Jerne og nordpå samt i det nordøstlige hjørne omkring Gørding og Vejrup. Undtagelsen fra dette var tre meget store landsbyer ved kysten: Tjæreborg med 23 gårde, Store Darum med hele 42 og Vilslev med 25. Alle tre landsbyer var i modsætning til de øvrige kendetegnet ved at have store marskenge. To mellemstore landsbyer, Gredsted med 16 gårde og Omme med 12, lå i udkanten af området.

Der fandtes i 1683 flere husmænd her end længere mod nord og øst, men det skyldtes enkelte lokaliteter med særlige forhold. I Jerne Sogn var der flere husmænd end gårdmænd, 43 mod 37, hvilket skyldtes fiskeriet. I Tjæreborg var der 19, Store Darum 18 og Vilslev 13, nok pga. engene. Guldager Sogn havde hele 34 husmænd, dels pga. fiskeriet, dels fordi Hjerting i perioder fungerede som et lille centrum for skibsfart, og både redere og søfolk boede i sognet. Antallet af huse steg lidt i forbindelse med udskiftningen og udstykning af herregårde, men det nåede ikke mere end op på siden af gårdene.

Der findes kun senere beskrivelser af bebyggelsen syd for Kongeå, og de er ikke nær så udtømmende og ensartede og skal sammenstykkes af forskellige kilder. Der tegner sig et noget anderledes billede af en bebyggelse næsten uden eneste- eller dobbeltgårde, og hvor landsbyerne gennemgående er lidt større end i den nordlige del, selv om de ikke når Store Darums antal. Vester Vedsted, Kærbøl, Hviding, Råhede, Spandet og Sønder Farup var de største, måske også med Mandø, hvor der i 1859 var 50 gårde og huse. På dette tidspunkt var der syd for Kongeå lige så mange huse som gårde.

De ejerlav og landsbyer, som kendes fra de ældste matrikelkort fra ca. år 1800, har i stor udstrækning deres oprindelse i 1500-tallet eller før, og der er således en lang kontinuitet i både dyrkningssystemerne og landsbyernes struktur. Der er foretaget en lang række udgravninger i landsbyernes historiske kerne, og i flere tilfælde er der under grundmurede gårde fra 1800-tallet fundet rester af deres forgængere, opført i bindingsværk og med jordgravede stolper. Sammenholdes undersøgelserne med ældre synsforretninger, er det tydeligt, at 1500- og 1600-tallets gårde var opført i egebindingsværk, men blev i løbet af 1700- og 1800-tallet omsat i grundmur med brug af lokalt brændte teglsten. I dag er næsten alle rester af disse tidligere bindingsværksgårde forsvundet, men der er udgravet gårdtomter i både Kærbøl, Enderup, Vilslev og Tjæreborg. I 1500-tallet synes de fleste gårde at bestå af to adskilte længer, et salshus med stald og en ladebygning. Ofte lå både møddingen og brønden på gårdspladsen mellem længerne.

Landvæsenskommissær C. Dalgas var i sin beskrivelse af Ribe Amt fra 1830 ikke begejstret for udskiftningerne af landsbyerne i amtet. De fleste af de bedre fandt han i Esbjerg Kommunes område, men her havde udskiftningen gennemgående været nem, da landsbyerne var så små. Der var ikke sket ret megen udflytning før 1830, hvilket han tilskrev den omstændighed – ud over bøndernes stivsind – at bygningerne ofte lå tæt på de mest værdifulde jorder, engene, og det skulle de fortsat gøre. Dette var tydeligt i landsbyer som Gjesing og Oksvang. Selv om sidstnævnte kun havde fem gårde, blev én flyttet ud og lagt ikke i midten af sine jorder, men på et lille hedestykke omgivet af enge på de tre sider. Skads og Briksbøl lå i et fælles ejerlav med Briksbøl, som lå mellem Alslev Å og Skads, hvilket bevirkede, at Skads’ englodder kom til at ligge et stykke fra byen, og at lodderne inde i byen blev små og skæve. I den større by Omme lå gårdene med lidt mellemrum i en kurvet række. Den blev nærmest stjerneudskiftet, idet de fleste gårde fik to kileformede lodder, der stødte op til gården, hvoraf den ene lod indeholdt mest hede.

C. Dalgas var mest utilfreds med området langs kysten fra Sneum Å og sydpå, hvor både ager og eng var opsplittet i utallige små lodder. Han kunne godt have taget Tjæreborg med, for det var det samme her. Både Tjæreborg, Store Darum og Vilslev adskilte sig fra de omkringliggende landsbyer ved, at hver gård havde sine lodder i mange små, adskilte stykker. Det blev ikke bedre af, at landsbyerne var så store, men Store Darums gårde og huse lå faktisk i 5‑6 lidt adskilte grupper. Længere nede langs kysten var der samme tendens, men ikke helt så markant.

Der kendes til 15 herregårde, som ligger eller har ligget i Esbjerg Kommune. Næsten alle var blevet anlagt i middelalderen, den seneste i 1609. Ved matrikuleringen 1683 eksisterede kun otte. Der var to større, Sneumgård med 84 tønder hartkorn og Krogsgaard med 68 tønder. Begge lå ved store arealer med marskeng. Den tredjestørste herregård, Kærgård (tidl. Riber Kærgård) med 44 tønder hartkorn, lå ved store engarealer. De øvrige herregårde havde ikke de samme muligheder for nærliggende eng og var mindre ned til meget små; den mindste, Vardho, var med sine 9 tønder på størrelse med en stor bondegård. Alle herregårdene solgte bøndergodset fra, de fleste lige før år 1800, den sidste i 1830’erne. Samtidig eller lidt senere blev herregårdens egne jorder udstykket, så der kun blev en mindre parcel på ca. 10 tønder tilbage til herregårdens bygninger. De mindste herregårde som Vardho og Sønderris var så små, at de undgik udstykning i denne periode.

Der var i kommunen omkring 1790 ti vandmøller og tre vindmøller, hvilket var et begrænset antal. Der lå en til to vandmøller ved hvert af de større vandløb. Ved Ribe var der to vandmøller og en vindmølle. Den ene af de to andre vindmøller stod mellem Enderup og Råhede, den anden, Frøsig Mølle, syd for Riber Kærgård. Ved Jedsted Mølle er mølledæmningen arkæologisk undersøgt, og den viste sig at være en tørve- og jordkonstruktion sikret med både nedrammet tømmer og vidjeflettede konstruktioner. Tømmer fra dæmningen er årringsdateret til 1547.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Ved middelalderens slutning var Ribe helt central, når det angik eksporten af okser. Det var samtidig et af de vigtigste toldsteder, hvad enten okserne krydsede grænsen til Slesvig ad landevejen for at komme videre til Elbområdet eller blev udskibet til Nederlandene ved Hviding Nakke (en sandbanke mellem Hviding og Mandø). Selv om der var mange om buddet, stod Ribekøbmændene for en stor del af handelen både til Elb-området og til Nederlandene. Dette blev suppleret med en ikke ubetydelig kornhandel, ligesom der var handel med tørret fisk, her i konkurrence med Fanø, Hjerting og lignende steder. Der var meget returgods, og købmændene leverede varer, særligt luksusvarer, til et stort område i Jylland. Der var også omfattende kontakt med Slesvig, navnlig Flensborg, fx på de to store markeder, midsommermarkedet omkring sankthans og Vor Frue Marked d. 8. september. Handelen på disse markeder overgik kraftigt, hvad der skete på almindelige markeder, i både mængde og vareudbud. Skibsfarten var også betydelig i begyndelsen af 1600-tallet, og i 1640 havde Ribe den fjerdestørste handelsflåde i kongeriget. Havneforholdene forværredes, og der måtte bruges andre havne langs kysten som Hviding Nakke eller Reden (området ved kysten lige nord for åens udløb). Velstanden og det store opland – herunder også Riberhus – gavnede håndværkerne, og deres antal var forholdsvis stort.

Ribe blev i 1634 ramt af en voldsom stormflod. Der var også tegn på tilbagegang, da svenskekrigene ramte byen hårdt. Ikke alene bortrev pesten i 1659 omkring 900 indbyggere, men skibsfarten blev ødelagt. På lidt længere sigt forsvandt oksehandelen med Nederlandene. Hvad værre var, modsat de fleste andre købstæder, som fik gavn af opsvinget i landbruget i slutningen af 1700-tallet, fik Ribe ingen fremgang i denne periode. Oksehandelen var der stadig, men købmændene tog kun i mindre grad del i den.

Derimod udviklede Ribe fra år 1700 en betydelig foretagsomhed inden for lærredsfremstilling til et større marked i kongeriget. Ud over et stort antal ansatte i købstaden var også mange familier på landet involveret, bl.a. på Fanø og Mandø. I slutningen af perioden kom der industrielle anlæg i form af Giørtz’ væveri, der åbnede i 1845 med fremstilling af bomuldsstof og lærred, samt et jernstøberi i 1848.

Esbjerg var endnu i 1850 kun en enestegård ved kysten. Derimod havde Hjerting fra at være et fiskerleje udviklet sig til en ladeplads. Vardes toldsted flyttede i perioden 1692‑1846 til Hjerting. Byen var bl.a. som den eneste vinterhavn i området basis for skibsfart, i første halvdel af 1700-tallet også med skibe på sælfangst i Nordishavet. Der var okseudførsel fra havnen indtil 1780, senere for kvæg til England. Da der blev anlagt havne ved Esbjerg, ophørte skibsfarten.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Esbjerg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850