Luftfoto af Kronborg Slot af . Begrænset anvendelse

1536-1850 i Helsingør Kommune

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
.

Bebyggelsesmønsteret var præget af mindre landsbyer. I forbindelse med udskiftningen, der især skete som stjerneudskiftning, opstod der bl.a. husmandskolonier. Skove og teglværker gav beskæftigelse til mange husmænd. Helsingør oplevede frem til slutningen af 1600-tallet gunstige tider, men herefter stagnerede den økonomiske udvikling. Der fandt dog en begyndende industrialisering sted fra slutningen af 1700-tallet.

Administrativ inddeling

Indtil enevældens indførelse i 1660 lå det nuværende kommuneareal, med købstaden Helsingør som undtagelse, i Kronborg Len, der ligesom landets øvrige len i 1662 blev omdannet til et amt. I 1748 blev Kronborg Slot del af Frederiksborg Amt. Helsingør blev del af Kronborg Amt i 1794. I 1805 blev de to amter sammenlagt under navnet Frederiksborg Amt. Med oprettelsen af valgte byråd i 1837 etableredes Helsingør Købstadskommune, og med oprettelsen af sogneforstanderskaberne fire år senere oprettedes af det øvrige af det nuværende kommuneareal Tikøb Sognekommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Man ved kun lidt om landdistrikternes befolkningsmæssige udvikling i Helsingør Kommune før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet. I størstedelen af tiden mellem 1536 og 1750 udviklede landbruget sig meget lidt. Navnlig i de skovrige egne var der mulighed for bierhverv, og fiskeriet var også godt. Bortset fra epidemier har befolkningstallet nok været stabilt. Pesten 1710‑11 ramte Tikøb Sogn, som da også omfattede Hornbæk og Hellebæk, og forårsagede flere hundrede dødsfald.

For Helsingørs befolkningsudvikling var der to væsentlige faktorer: handelsmuligheder og epidemier. Begge afspejlede Helsingørs funktion som toldby og færdselsknudepunkt. Skibene og de rejsende gav gode handelsmuligheder, men de kunne også medbringe smitte. Dette var tilfældet ved den sidste pest i Danmark 1710‑11, som begyndte, da en rejsende med smitte gik i land. Under denne pest døde godt 1.800 indbyggere i købstaden, anslået til 40 % af befolkningen. Men epidemierne kunne også komme fra Sjælland, som med dysenterien i 1652 og pesten i 1654. Trods indflytning fra omegnen gik der en del år, før Helsingør havde kommet sig, og der var længe tomme gårde og huse. Man har en nogenlunde pålidelig angivelse af indbyggerantallet før den store pest, nemlig i 1672, hvor der var ca. 4.000 indbyggere.

Ved den første rigtige folketælling i 1787 havde kommunen i alt 7.985 indbyggere; heraf boede 4.829 i købstaden Helsingør og 3.156 i landsognet Tikøb. I 1850 var befolkningstallet steget til i alt 14.420 indbyggere, heraf 8.111 i Helsingør og 6.309 i Tikøb Sogn. I perioden havde kommunen en vækst nogenlunde som landet som helhed.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Den nuværende Helsingør Kommune var i 1682 domineret af mindre landsbyer. Det var det almindelige i skovrige områder. Største landsby var Plejelt med 13 gårde. Gårdene dominerede, og der var kun få huse. Flest huse var der i fiskerlejet Hornbæk, som ikke havde gårde, men ni huse med jord og 13 uden. Ålsgårde havde syv huse med jord og ét uden. En særlig bebyggelse opstod omkring Hammermøllen og den senere geværfabrik.

De små landsbyer indbød på landboreformtiden sidst i 1700-tallet til stjerneudskiftninger, så gårdene kunne blive liggende inde i landsbyerne, og dette skete også. I enkelte større landsbyer, som Plejelt, blev nogle af gårdene dog lagt i blokke uden for byen. Udskiftningsformerne kombineret med fordelingen af de forskellige nødvendige ressourcer, ager, eng og skov, gjorde det nødvendigt, at gårdene fik en del udlodder. Disse blev basis for senere udstykninger til huse.

I forbindelse med udskiftningen oprettedes en stor mængde af huse med jord. Især blev de mange store og små overdrev inddraget til husmandskolonier. Men også husmænd i enkeltliggende huse, som var placeret i tilknytning til skov, fik arbejde med sætning af gærder om skovene og vedligeholdelse af disse – ud over arbejde i skoven. Teglværkerne ved Helsingør gav også mange husmænd beskæftigelse. Husenes antal oversteg gårdenes allerede i slutningen af 1700-tallet, hvortil kom de mange huse i fiskerlejerne langs kysten. Væksten af huse fortsatte i første halvdel af 1800-tallet, så husene omkring 1850 var klart dominerende i antal. På dette tidspunkt var der ca. 80 huse i Hornbæk og 50 i Ålsgårde.

Ud over Gurre Slot var der mindst to herregårde: Borsholm og Kronborg Ladegård. Gurre og Borsholm forsvandt i løbet af 1500-tallet. Kronborg Ladegård hørte til de mindre med 34 tønder hartkorn hovedgårdsjord i 1682. Grundet sin tætte beliggenhed på købstaden og sit tilhørsforhold under kronen var den oplagt for udstykning og forsvandt som herregård i 1700-tallet.

I 1770 var der i kommunen fem vindmøller, de fire ved Helsingør samt Tibberup Mølle. Til industrielt brug var der vandmøllerne ved Hellebæk samt en vindmølle ved Helsingør, der fungerede som barkmølle.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Købstaden Helsingør havde nogle unikke betingelser. Da det var her, Øresundstolden blev opkrævet, skulle alle skibe lægge til, og mange benyttede mulighederne for at sælge og købe varer, men særligt at proviantere. Kronborg, først med byggearbejderne, senere garnisonen, var også et økonomisk aktiv. Men Helsingør havde kun et lille opland. Transportmulighederne til lands var ringe indtil år 1700, hvor den nye chaussé til København nåede byen. For at styrke Helsingørs position havde kongen allerede i 1441 givet købstaden ret til at opkøbe fødevarer til eget forbrug overalt i riget, bl.a. i Helsingborg, Isefjord og helt op i Limfjorden. Og dette blev udnyttet.

Men kongen gav, og kongen tog. I slutningen af 1600-tallet og næsten hele 1700-tallet begunstigedes København alene, og Helsingør stagnerede. De udefrakommende konjunkturer med handel førte til en opblomstring i slutningen af 1700-tallet, hvor en del engelske og skotske handelshuse nedsatte sig, men Englandskrigene og de dårlige handelsforhold i det meste af første halvdel af 1800-tallet satte igen byen tilbage. Industrien var dog kommet tidligt; allerede i slutningen af 1700-tallet var der fx to sukkerraffinaderier og et rebslageri.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Militæranlæg

På Lappegrunden nord for Helsingør opførte Christian 4. i 1640 et søfort, der skulle beskytte Kronborg mod beskydning fra nordvest. I dag er kun tømmeret fra fortets stenkistekonstruktion bevaret i sandet. I 1801 ankrede 24 engelske skibe op ved Lappegrunden, hvorfra de beskød Helsingør og Kronborg, inden de fortsatte på deres rute mod København. For at undgå en gentagelse af historien anlagde man i 1808 kystbatteriet Lappestens Batteri.

Søfartsfund i sundet

Fund af skibsvrag i farvandet ud for Halsnæs, Gribskov og Helsingør Kommuner. De røde punkter repræsenterer de i Trap Danmark omtalte vragfund.

.

Farvandet ud for Helsingør Kommune udgøres af Øresunds nordligste del fra Hornbæk Bugt til Nivå Bugt. Ved Helsingør by er den maritime kulturhistorie stærkt knyttet til Øresundstolden, som dog kun har sat sig enkelte marinarkæologiske spor. Det såkaldte Diskenvraget kan muligvis knyttes til fortoldningen i sundet.

På den sandede grund Disken mellem Helsingør og Helsingborg blev der i 1994 lokaliseret et træskibsvrag, det såkaldte Diskenvraget, som muligvis kan knyttes til fortoldningen i sundet; fundet påkaldte sig en del opmærksomhed i kraft af vragets gode bevaringstilstand og beliggenhed midt i et af rigets vigtigste farvande. Vraget, der er kravelbygget, ca. 32 m langt og 8 m bredt, ligger med let slagside og er pga. områdets store, vandrende sandribber lejlighedsvis delvis fritlagt; senest til et niveau svarende til et dæk under vejrdækket. Her ses bl.a. spil, pumper, master og et mindre antal småkalibrede jernkanoner, der menes at være styrtet ned fra højereliggende dæk. Årringsdatering af en dæksplanke viser, at skibet er bygget eller repareret efter 1644. Forlistidspunktet dateres til efter 1735, hvorfra tømmeret til en formodet kanonrapert stammer. Det lange, smalle, rundgattede skib er tolket som en fløjte: en handelsskibstype med udspring i Nederlandene og en hyppig gæst på Helsingørs red, hvor handelsskibe i den vigtige trafik mellem Vesteuropa og Baltikum måtte vente på fortoldning. Vraget er trods sit vidnesbyrd om dette vigtige kapitel af danmarks- og verdenshistorien aldrig gjort til genstand for nærmere undersøgelser.

Fra Sundtoldstiden stammer også rester af to skibe, der i 1990 blev fundet ved en marinarkæologisk undersøgelse forud for etablering af en ny færgeterminal. Skibene er sandsynligvis de danske orlogsskibe Gideon og Josaphat, der blev søsat i hhv. 1584 og 1586. 1617‑18 blev de udtjente skibe sænket som fundament for en ny dækmole. Fra Slaget i Øresund d. 29. oktober 1658 kendes fra dansk farvand kun vraget af det nederlandske admiralskib Brederode, der grundstødte og forliste ved Snekkersten. I tidens løb er der bjærget forskellige genstande, hvoraf nogle findes på Het Scheepvaartmuseum (Søfartsmuseet) i Amsterdam. Vragets nøjagtige beliggenhed er i dag ukendt, men der findes stadig spredte genstande i området, som kan stamme fra vraget. Syd for Helsingør ligger vraget af orlogsskibet Sjælland.

Syd for Helsingør ligger vraget af orlogsskibet Sjælland, der under Slaget på Reden d. 2. april 1801 blev skudt i brand. Efter at være drevet nordpå forliste det ud for Tibberup. Vraget, der i dag kun omfatter bundkonstruktionen, er siden 1960’erne blevet undersøgt af sportsdykkere i samarbejde med Nationalmuseet.

Videre læsning

Læs mere om historie i Helsingør Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850

Eksterne links