1536-1850 i Holstebro Kommune | lex.dk

Bebyggelsesmønsteret i det nuværende kommuneområde varierede fra egn til egn, hvad angår landsbyernes størrelse og antal enkeltgårde. Forløbet af udskiftningen af landsbyerne, der fandt sted i perioden ca. 1780‑1810, afhang ligeledes af lokale forhold. Fra flere herregårde skete der i første halvdel af 1800-tallet en udparcellering af jorde til gård- og husmandslodder. Fra slutningen af 1700-tallet fik købstaden Holstebro fremgang i handelslivet.

Administrativ inddeling

Indtil 1662 var den nuværende Holstebro Kommune fordelt på Lundenæs Len i øst og nord og Bøvling Len i sydvest. I 1662 blev lenene til amter, og det nordøstligste hjørne af området blev tillagt Bøvling Amt. I 1793 blev hele området lagt under Ringkøbing Amt. Ved oprettelsen af købstads- og sognekommuner i hhv. 1837 og 1841 blev området fordelt på en købstadskommune, Holstebro, og 17 sognekommuner. I 1848 blev Husby-Sønder Nissum Sognekommune delt i to.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Købstaden Holstebro var befolkningsmæssigt i fremgang gennem 1500-tallet og slap nogenlunde gennem 1600-tallet med dets krige og epidemier. Derimod stagnerede byen i 1700-tallets første halvdel. Landområderne i den nuværende kommune fulgte nogenlunde denne udvikling, idet dog tilbageslaget i 1600-tallet var endnu større. Ud over krige og epidemier afvandrede en del af de unge til Syd- og Sønderjylland, som var blevet meget hårdt ramt af svenskekrigene, især 1658‑60, og hvor der nu var ledige gårde at få. Til gengæld begyndte på landet en stigning i befolkningstallet tidligt i 1700-tallet. Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 7.858 indbyggere i den nuværende kommune, der da bestod af 22 landsogne og købstaden Holstebro. I 1850 var befolkningstallet vokset til 12.822 indbyggere, hvilket var en vækst omkring landsgennemsnittet.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.

/DE DANSKE LANDBRUG (1928),HISTORISK-GEOGRAFISK ATLAS (2008), GEUS (2016).

Licens: Begrænset anvendelse

I Holstebro Kommune kan bebyggelsen efter matrikuleringen 1683 deles i forskellige områder med hvert sit særpræg. Vest for Holstebro, nord for Storå, lå mindre landsbyer, ofte ned mod åen, mens der nord for dem var hedeområder. De største var Gørding med 12 gårde og Måbjerg med 10. Der var nogle huse, som oftest med jord. En undtagelse var Sir Sogn, som lignede de tilstødende sogne i Struer Kommune ved ikke at have bebyggelse med mere end to gårde.

Øst for Holstebro, nord for Storå, var der i så godt som alle sogne større landsbyer; de største var Bjert med 17 gårde, Nørre Hvam med 10, Ål med 15 og Sahl med 14. Men der var i området nærmest Holstebro også mange enkeltgårde, og her og i de store hedeområder i den østligste del dominerede enkeltgårdene i både antal og areal. Den store forskel var dog, at lige øst og nordøst for købstaden lå gårdene tæt, mens der var langt mellem dem længere østpå. Også i denne del var der nogle huse, oftest med jord.

Syd for Storå dominerede enkeltgårdene på strækningen fra Holstebro til Ulfborg. Den største landsby var Idom Kirkeby med fire gårde. Gårdene fordelte sig ret jævnt. Dette mønster ændrede sig helt i den vestligste del af kommunen, omkring Nissum Fjord. Her blev landsbyerne større, med omkring ti gårde, og i Madum var der hele 22. Langs kysten dominerede enkeltgårdene dog, og de lå tæt. Sydøst for linjen Ulfborg-Madum var der kun hede og så godt som ingen bebyggelse.

Udskiftningen af landsbyerne, som fandt sted i perioden ca. 1780‑1810, ændrede noget på landskabet nord for Storå. Der var en vilje til at lave blokudskiftninger og flytte ud, men en hel del steder lå gårdbygningerne dog så spredt i selve landsbyerne, at de kunne blive liggende selv med en blokudskiftning. I enkeltgårdsbebyggelsen øst for Holstebro behøvede man i de færreste tilfælde at flytte gårdbygningerne. Gennemgående blev de enkelte lodder pænt afrundede, dog var der i Hvam nogle meget kantede lodder. Sjældent betød udskiftningen dog, at en gårds jorder blev samlet på ét sted.

Syd for Storå blev den store landsby Madum udskiftet som en stjerne-/blokudskiftning med vægt på blokken. Efter udskiftningen lå godt en tredjedel af gårdene i landsbyen. Af udskiftningskortet kan ses, at Madum landsbyfællesskab allerede før udskiftningen omfattede ikke blot Madum, men også Kærgård (i modsætning til Staby Kærgård i Staby Sogn) og flere enkeltgårde. I det hele taget blev udskiftningen præget af rimelige lodder, ringe udflytning og flere lodder hørende til en gård, hvilket afspejlede de forskellige ressourcers placering. Ligesom i den østlige del af kommunen fik enkeltgårdene tit nogle kantede lodder.

I den nordvestlige del af kommunen voksede antallet af husmænd betragteligt før 1820, væksten var imidlertid meget uens. Antallet af huse nåede dog ikke helt op på antallet af gårde, og efter 1820 skete meget lidt. I den østlige del voksede husmændenes antal ganske anseeligt. Her var der tre typer af nye husmandssteder. Nogle enkeltgårde blev helt udstykket til husmænd, og herregårdene måtte også holde for: Handbjerg Hovgård afgav over 30 husmandssteder, Landting over 50, og flere andre afgav mindre antal. Endelig skete der en større udparcellering i bebyggelserne på kanten af heden. Hvor meget det satte sig spor i bebyggelsen er en anden sag, for mange af lodderne blev ejet sammen med andre lodder. Som i den nordvestlige del skete aktiviteten næsten udelukkende før 1810.

I den sydvestligste del overgik husmændenes antal klart gårdmændenes. I Sønder Nissum, Husby og Staby Sogne var adskillige gårde blevet helt eller næsten udparcelleret. Mange af lodderne var meget små og kunne ikke brødføde beboerne. Herregården Pallisbjerg bidrog til husmandsbrugenes antal med ikke mindre end 60 parceller fra hovedgårdsjorden. Et særkende for væksten her var, at meget af den skete efter 1820. Nørre Vosborg bidrog også ved, at næsten 100 parceller blev udstykket til gård- og husmandslodder.

De arkæologiske undersøgelser af periodens landbebyggelse afslører oftest spor af gårdtomter og dyrkningsspor, typisk højryggede agre. Endnu blev tørvebyggeri praktiseret i mindre omfang, men fundene efterlader indtryk af, at byggeskikken og den materielle velstand på Holstebroegnen i tiden efter Reformationen i stigende grad kom til at ligne resten af landet.

I løbet af perioden lå der mindst 23 herregårde i det nuværende kommuneområde. Bortset fra nogle få var de gennemgående små, og enkelte var endda mindre end en del bøndergårde. Ved matrikuleringen 1683 var der 12 tilbage. De fleste var blevet inddraget og blev drevet under andre herregårde, således Brondbjerg og Svendsholm under Pallisbjerg eller Skærumgård under Nørre Vosborg, mens andre var blevet til fæstegårde, ligeledes under de tilbageværende herregårde. Til gengæld var der oprettet nye herregårde i 1500-tallet, fx Pallisbjerg, som udnyttede sin placering ved engene til at indrette driften på studeavl. Størst var Nørre Vosborg med 62 tønder hartkorn hovedgårdsjord, dernæst kom Landting med 60 tønder, Pallisbjerg med 59 tønder og Rydhave med 55 tønder. Frasalget af bøndergodset til selveje begyndte tidligt. På Udstrup skete det omkring 1780, og de andre godser fulgte hurtigt efter, således at næsten alt var solgt i 1820. Fra 1799 til 1820 skete desuden en større udparcellering af hovedgårdsjorderne til frasalg, således at der omkring 1850 højst var én komplet herregård tilbage. At de øvrige herregårde stadig var skattefrie, skyldtes kun, at de havde fået dispensation fra loven.

Der var omkring år 1800 mindst tre vindmøller i området, Ejsing, Handbjerg og en uden navn ved Rushede, samt 13 vandmøller. Vindmøllerne lå således alle i den nordøstlige del, den sidste helt ude ved den nuværende kommunegrænse, omgivet af hede. I den vestligste del var ingen møller, og for en del beboere var den nærmeste mølle Vedersø Mølle syd for den nuværende kommunegrænse. De fleste vandmøller lå ved Storå og især dens tilløb, mens tre lå ved søerne i den østlige del af kommunen.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Holstebro var fortsat den eneste købstad i kommunen i perioden. Borgerne ernærede sig primært af handel og landbrug, sekundært af håndværk og af fiskeri i Storå. Byen havde ikke nogen havn, og Struer udgjorde en losse- og ladeplads for Holstebro. Ellers gik handelen, navnlig med stude, sydover til Hjerting og Ribe.

Som for de fleste andre købstæder var 1500-tallet en periode med opgang, mens det meste af 1600- og 1700-tallet var præget at stagnation eller nedgang. Svenskekrigene berørte i sig selv købstaden i begrænset omfang, men den almindelige forarmelse ramte handelen kraftigt. Med de forbedrede landsbrugkonjunkturer fra slutningen af 1700-tallet kom der igen mere handel i købstaden. Det fortsatte ind i 1800-tallet, nu også hjulpet af forbedringer af vejsystemet.

Handelsmæssigt var Holstebro især kendt for sine tre årlige kvægmarkeder. Store Mandags-Marked, som holdtes i begyndelsen af oktober, blev i en beskrivelse fra 1833 kaldt det vigtigste i Jylland; 3.000‑4.000 stykker kvæg blev solgt til Holsten og Sjælland. Endvidere var der to hestemarkeder og et krammarked, men ikke af helt så stor betydning. Oplandet til Holstebro var ikke så stort; bønderne drog snarere til Skive eller købstæderne østpå, hvor det var nemmere at få kontanter for varerne.

Nogle steder i oplandet var der handel, ulovlig såvel som lovlig. Kromand Chr. Nielsen Møller ved Skærumbro fik ud over sit krohold i 1766 privilegium på at drive handel med salt, humle, tjære og tobak.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Holstebro Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850