Grænsen mellem Danmark og Tyskland ved Kær Mølle
Grænsen mellem Danmark og Tyskland ved Kær Mølle. Af . Begrænset anvendelse

1536-1850 i Kolding Kommune

Tidslinje over middelalder til nyere tid i Kolding Kommune.

.
Licens: Begrænset anvendelse
Søren L. Lange har udført en lang række landskabstegninger bl.a. af danske byer. På denne farvelagte radering fra 1822-23 ses Kolding, hvor Koldinghus ud til Slotssøen troner over byen. I forgrunden har kunstneren vist et idyllisk landligt landskab med markarbejde og dyrehold.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde og landsbyer oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Grænsen mellem Danmark og Tyskland ved mølleanlægget set fra den tyske side, hvor toldbetjente har stillet sig op til fotografering. Til højre ses en tysk grænsepæl, kronet af den tyske ørn, til venstre en grænsesten bag den tyske tolder.
.
Licens: Begrænset anvendelse

I perioden var området delt i det nordlige kongerigske og det sydlige slesvigske område. Landsbyerne var af den mellemstore størrelse eller mindre. Udskiftningen af dem fandt sted i årtierne omkring år 1800, og her valgtes i den nordlige del oftest en kombination af en stjerne- og en blokudskiftning. I den sydlige del skete udskiftningen lidt anderledes, idet den strakte sig over længere tid og ikke var så omfattende. Købstaden Kolding oplevede fremgang frem til 1627, hvor den blev plyndret under Kejserkrigen, og først i slutningen af 1700-tallet kom der lidt fremgang. Christiansfeld blev som områdets anden store by grundlagt i 1773. Omkring år 1800 lå der et stort antal teglværker i området.

Administrativ inddeling

Det nuværende kommuneareal var delt af en akse mellem Kolding og Vamdrup mellem Koldinghus Len i Kongeriget Danmark i nord og Haderslev Amt i hertugdømmet Slesvig i syd. Med amtsreformen i 1662 blev Koldinghus Len til et amt, og med amtsreformen i 1790’erne blev området i Koldinghus Amt delt mellem Ribe og Vejle Amter. Med oprettelsen af by- og sognekommuner i hhv. 1837 og 1841 opstod i Ribe og Vejle Amter 12 kommuner, heraf en købstadskommune, Kolding.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Man kan ikke udtale sig med sikkerhed om befolkningsudviklingen i Kolding Kommune før fremkomsten af folketællingerne i slutningen af 1700-tallet, men der er indikationer af tendenser. På landet var 1500-tallet og lidt ind i 1600-tallet en periode med fremgang. Denne blev brat afbrudt i 1627 under Kejserkrigen, hvor fjendtlige tropper trængte ind i landet med plyndringer, brandskatning og epidemier i kølvandet. Dette fortsatte under svenskekrigene. Ud fra kirkebøgerne for Stenderup, Harte, Nørre Bramdrup, Hjarup og Vamdrup kan det anslås, at over to tredjedele af indbyggerne i alle sognene døde i 1659. Tilflyttere nordfra til de ledige gårde kompenserede delvis herfor, men først inde i 1700-tallet begyndte en stabil fremgang, som blev stærkere efter 1700-tallets midte med de forbedrede konjunkturer for landbruget.

Købstaden Kolding oplevede en fremgang frem til 1627, men som på landet vendte krige og epidemier – der var bl.a. pest i Kolding i hhv. 1640, 1654 og 1659 – opgangen til en nedgang. Tiden efter 1660 var præget af stagnation, først i slutningen af 1700-tallet begyndte en stigning i befolkningstallet. Christiansfeld fik en pæn vækst i perioden frem til 1814; denne var baseret på indvandring.

Ved folketællingen i 1787 var der 6.645 indbyggere i den nuværende Kolding Kommune, heraf 1.659 i Kolding. I 1850 var tallet steget til 20.370 indbyggere, heraf 2.865 i Kolding.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Som led i bestræbelserne på at forbedre færdslen lod Frederik 2. i årene 1585‑87 etablere en privat kongevejsstrækning, som kun kongens og hoffets køretøjer måtte benytte, på strækningen Hansborg-Koldinghus-Jelling. Dette var den eneste kongevej uden for Sjælland.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Bebyggelsen i den nordlige, kongerigske del af Kolding Kommune, som lå nord for Kolding Å, er godt dokumenteret i forbindelse med matriklerne i 1600-tallet. Særligt giver opmålinger i forbindelse med en matrikulering i 1683, som mundede ud i matriklen 1688, et godt billede. Næsten alle de større landsbyer lå lige uden for moræneleret, mens der ikke var megen bebyggelse på selve morænelerfladerne. Disse landsbyer dominerede arealmæssigt, men mellem dem, især på smeltevandssandet og de extramarginale aflejringer, fandtes der en del mindre landsbyer og enkelt- og dobbeltgårde (se kortet).

I den nordlige del lå de største landsbyer – som dog kun hørte til de mellemstore i Danmark, når det gælder størrelse – Bjert med 19 gårde, Hjarup, Skanderup og Jordrup med hver 17, Sønder Vilstrup med 15 samt Viuf og Overby med hver 14.

I 1688 var der ikke så mange husmænd i den nordlige del – de udgjorde antagelig omkring en fjerdedel af gårdmændene. De var meget ulige fordelt, således var der kun to (uden jord) i hele Almind Sogn, mens der var ti (med jord) i landsbyen Vamdrup. I fiskerlejet Strandhuse var der 19 husmænd med jord og seks uden; der var så til gengæld ikke en eneste gårdmand.

I Nørre Bjert er der foretaget arkæologiske udgravninger af to områder med gårde fra perioden, bl.a. af en velbevaret firlænget gård opført i 1700-tallet, som rummede tykke kulturlag og en række gruber fyldt med hverdagsaffald. Herudover afslørede fundene også, at gårdens beboere har forsøgt at fremstille deres egen sortbrændte keramik på stedet. I Sønder Bjert er der udgravet et tilsvarende velbevaret gårdanlæg fra perioden med vejforløb, gulve og en stensat kælder.

Ved udskiftningen i årtierne omkring år 1800 var det en fordel, at landsbyerne ikke var for store. Desuden var en del landsbyer enten langstrakte eller med store toftelodder, så gårdene i forvejen lå lidt fra hinanden. Begge dele gjorde det nemmere at få hensigtsmæssige lodder og samtidig lade bygningerne blive inde i landsbyen. Ikke desto mindre valgtes i mange landsbyer en kombination af en stjerneudskiftning med gårdene liggende i landsbyen og en blokudskiftning med udflyttede gårde. Således flyttede en del gårde i Bjert ud af byen mod øst. I Eltang, som var en noget mindre landsby, skete det samme. Omvendt valgtes i Sønder Vilstrup, som både var en større landsby, og som havde gårdene liggende meget tæt i byen, en opdeling med mange små og spredte lodder, hvoraf en del lå fjernt fra gårdsbygningerne. Den tætte bebyggelse gjorde endda, at der kun kunne blive små lodder ved gårdsbygningerne. Landsbystrukturen med gårdene liggende i nærmest en stor klump blev bevaret ved udskiftningen i Harte og i Vester Nebel.

De vestligste landsbyer som Lejrskov og Skanderup var også kombinationer af stjerne- og blokudskiftning ud fra en klump af bygninger, men åbenbart med meget forskelligt resultat, for mens gårdene i Skanderup i en del år beholdt deres toftelodder uændrede, blev toftelodderne i Lejrskov relativt hurtigt udstykket i mange lodder.

Antallet af husmænd steg kraftigt i den nordlige del, men dog ikke helt så kraftigt som i den sydlige. Væksten var stor både i tiden mellem udskiftningen og 1820 og i perioden frem til 1840. Der var da dobbelt så mange husmænd som gårdmænd. Også gårdmændenes antal var vokset gennem deling af gårde.

Udskiftningen i den sydlige del, den slesvigske, forløb væsentlig anderledes end i kongeriget. Den strakte sig over længere tid og var ikke så gennemgribende, og antallet af lodder, der hørte til den enkelte gård, var større. I den sydlige del af kommunen blev gårdene normalt liggende inde i landsbyerne.

Den sydlige del lignede meget den nordlige med mellemstore landsbyer samt en række mindre bebyggelser. Antallet af huse var omkring 1850 meget stort, og der var omkring tre til fire gange så mange husmænd som gårdmænd. Der var gode muligheder for beskæftigelse, ligesom den mindre restriktive næringslovgivning i Slesvig spillede ind, så der var flere muligheder som håndværker.

Fra den nordlige del af kommunen kendes ni herregårde, som alle blev oprettet i middelalderen. De forsvandt alle i perioden 1579‑1613 som led i kronens godssamlinger. I den sydlige del kendes syv, og de fik samme skæbne.

Koldinghus Rytterdistrikt opstod i 1680, efter at kronen havde samlet meget gods i området nord og vest for Kolding. Bønderne var fæstere under kronen, og deres afgifter gik til underhold af ryttere. Den store koncentration af jord bevirkede, at antallet af herregårde var mindre, og ved rytterdistriktets ophør 1765‑67 gik en væsentlig del af jorden over i selveje.

Der kendes mindst 11 vandmøller og to vindmøller omkring år 1800, hertil kommer to stampemøller nær Stenvad Mølle. Møllerne lå nogenlunde spredt i kommunen, dog var der omkring Aller ikke mindre end tre vandmøller, Aller, Tørning og Kær, samt en vindmølle, Vinderup. Af Videnskabernes Selskabs kort fra omkring år 1800 fremgår det, at der var et usædvanlig stort antal teglværker i det nuværende kommuneområde, navnlig i den sydlige del; antallet her voksede frem mod 1850. I Tyrstrup lå en drænrørsfabrik, og i Sønder Stenderup var der et stort ålefiskeri. Statsskovene gav også arbejde til en del husmænd. I Hejls Sogn var der en ladeplads, Slusen, hvorfra en stor mængde kornvarer blev udskibet. På herregården Fovslet foregik der 1616‑39 produktion af salpeter.

Kær Mølle

Indtil 1600-tallet tilhørte Vargårde Mølle herregården Vargårde. I 1588 blev vandmøllen krongods, og i 1600-tallet flyttede den til Kær Mølleå og skiftede navn til Kær Mølle. Møllen blev nyopført i 1684 og bestod i 1711 af mølle, stuehus, bagerhus og stald/lade.

Hans Dall købte møllen i 1857. Han udvidede anlægget og opførte hovedbygningen i 1860, vindmøllen, som stod 1862‑92, Lille Vandmølle med pakhus i 1893 og elektricitetsværk i 1897. I perioden 1864‑1920 gik den dansktyske grænse tværs gennem grunden, og møllen husede to danske grænsegendarmer. Da Hans Dall havde reguleret åen uden tilladelse, måtte Danmark og Tyskland i år 1900 indgå traktat om ny landegrænse. Der var grænsekontrolsted i årene 1914‑20. På stedet står i dag en mindesten over Genforeningen i 1920.

I 1937 blev kornmølleriet opgivet til fordel for lucernemølleri og hønsefoderfabrik. Mølleriet lukkede i 1956, og møllen blev revet ned.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Fra 1452 til 1653 havde Kolding formelt monopol på handelen i hele Koldinghus Len, som strakte sig fra Slesvig helt op til Brande. I praksis fungerede det ikke sådan, og Vejle fik et 2-mils-monopol i 1505. Fredericia fik i forbindelse med oprettelsen i 1650 også tilladelse til handel, men ikke tildelt et specielt opland. Til gengæld var den statsligt fastsatte konsumptionsafgift lavere i Fredericia end i Kolding, og det tiltrak megen bondehandel. Et andet handicap var, at Ribe i mange år havde udskibningsret i Kolding Havn, og den blev udnyttet til at gøre indhug i koldingensernes handel. Med fremvæksten af Christiansfeld efter 1773 fik Kolding en konkurrent. Det slesvigske opland med sine lempeligere regler for handel og håndværk udgjorde også en konkurrent.

Til gengæld havde Kolding en fordel i Koldinghus, hvor der dels ofte var kongeligt ophold, dels større møder, og hvor der ofte var bygningsarbejder og militær indkvartering. Det styrkede omsætningen. Der var yderligere to gode indtægtskilder. Den vigtige transport af stude til Hamborg og Nederlandene gik i høj grad over Kolding, og flere store årlige markeder trak mange til.

Frem til 1627 oplevede Kolding fremgang. Studehandelen blomstrede, og kongelige bryllupper, herredage og andre møder blev holdt her på grænsen til Hertugdømmerne. Herefter kom katastrofe på katastrofe. I 1627 under Kejserkrigen kom fjendtlige tropper med plyndringer, indkvarteringer og skatteudskrivninger, og det skete igen under de følgende svenskekrige. Hertil kom epidemierne i en lind strøm. Studehandelen formindskedes, og de uafklarede politiske forhold i Slesvig mindskede handelen med hertugdømmet. Købstaden gik tilbage, og den efterfølgende stagnation varede længere end for de fleste andre købstæder. Først i slutningen af 1700-tallet kom en svag fremgang, som efterhånden blev stærkere. Landbruget gik frem fra slutningen af 1700-tallet, vejene blev i første halvdel af 1800-tallet forbedret, og endelig kom en ny havn i 1843. Industrien kom så småt i gang i begyndelsen af 1800-tallet, fx Kolding Tobaksfabrik i 1819, der siden fik navnet S.W. Bruuns Tobaksfabrikker.

Christiansfeld, der blev grundlagt i 1773, fik fra begyndelsen en del privilegier, og der anlagdes tidligt nogen industri, spændende fra ølbryggeri, bomuldsspinderi, pottemageri, tobaksfabrikation og kakkelfremstilling til savskæreri og kagebageri m.m.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Kolding Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850