Blotlæggelsen af landskabet og sandflugten havde efterhånden skabt en ø helt domineret af klitter og hedearealer. Samtidig forsvandt muligheden for at udvinde salt. Befolkningen måtte finde alternative erhvervsveje i 1600- og 1700-tallet.
Jydepotte indeholdende 1850 mønter (skattefund fra Bogøgård). Af Lennart Larsen/Nationalmuseet.
Begrænset anvendelse
1536-1850 i Læsø Kommune
Der findes to eksisterende stubmøller på Læsø; en tredje fra Læsø er placeret på Frilandsmuseet i Lyngby. På billedet ses Læsø Mølle, opført ca. 1810. Som noget særligt for Læsø havde mange gårde fra midten af 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet deres egen stubmølle.
Administrativ inddeling
I 1662 blev der oprettet amter i stedet for de middelalderlige len, og Læsø Birk kom da under Ålborghus Amt. I 1707 blev Læsø lagt under Hald Amt, nok fordi øen var ejet af Viborg Domkapitel, og i 1794 blev Læsø en del af Hjørring Amt.
Befolkningsudvikling
Selv om Læsøs befolkning slog ind på nye erhverv, medførte de store kriser i slutningen af middelalderen og 1500- og 1600-tallet som følge af saltsydningens tilbagegang og den begyndende sandflugt sikkert en betydelig befolkningsnedgang. Ved den første bevarede folketælling i 1787 var der 1.471 personer på Læsø.
I 1800-tallet vendte udviklingen, og der kom befolkningsvækst, men der var store forskelle på øen. I perioden 1787-1850 haltede Byrum Sogn, øens gamle administrative centrum, der havde større fokus på landbruget, stadig bagefter, og sognet havde en befolkningsvækst på kun 26 % mod et landsgennemsnit på 68 %. De to mere kystvendte sogne, Vesterø og Hals, oplevede i samme periode en vækst på hhv. 63 % og 143 %.
Mere om administrativ inddeling og befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Viborg Domkapitel ejede fæstegodset på Læsø, og alligevel blev jorden, til forskel fra det øvrige Danmark, betragtet som en form for selveje, og dyrkningsretten kunne derfor afhændes og deles frit. Bygningerne kunne også handles og ejes uafhængigt af grunden. Selv om jord og bygninger gennem arv eller handel kunne komme tilbage til den oprindelige gård, hvorfra de var udskilt, var der en større tendens til opsplitning i små enheder end i det øvrige land.
Det dyrkede land – »haverne« – lå som øer omgivet af udmarken, og de var for det meste indhegnet af tørvegærder. Haverne voksede, ved at dele af tørvegærdet blev taget ned og brugt til jordforbedring, mens et nyt tørvegærde blev sat nogle meter længere ude. En have kunne være delt mellem flere brug. Gårdene lå i kanten af haven, og der var derfor ikke nogen egentlig landsbydannelse. Beboerne kunne – hvis domkapitlet gav lov – inddrage udmarksjord til opdyrkning, hvilket gav muligheder for ny bebyggelse.
Med skovenes forsvinden, manglen på tørv og endelig sandflugten kom landbrugsressourcerne under pres. I forvejen havde mange af mændene været involveret i tømmerhandelen fra Norge, og fra ca. år 1700 blev forhyring uden for Læsø det mest almindelige, så der på øen var et konstant underskud af mænd. Det betød, at landbruget blev domineret af kvinder, og at det blev det sekundære grundlag for familiernes opretholdelse. Bedriftsstørrelsen blev mindre og mindre, ned mod eksistensminimum for en familie.
At der blev flere bedriftsenheder, betød ikke, at bebyggelsen voksede tilsvarende. Der var mange gårddelinger, hvor to eller flere familier delte en gårds bygninger.
Sandflugten havde stor betydning i perioden, især i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, hvor strækningen mellem Østerby og Irum (det senere Irumgård)/Bangsbo sandede fuldstændig til, og hvor hele øen blev berørt. I anden halvdel af 1700- tallet fik man kontrol med sandflugten, og efterhånden groede størstedelen af de berørte områder til, så de kunne bruges til græsning, ligesom der kunne foretages nyopdyrkninger omkring Klitten og Østerby Havn.
Selv udskiftningen i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet fik ikke betydning for bebyggelsen, da der ikke kunne foretages mange yderligere opsplitninger. Udskiftningen af udmarken resulterede i kraftig vækst af småhuse på de små lynglodder, over 100 nye i perioden 1800-58.
Oprindelig var der en mølle på Klitgård, hvortil der var mølletvang. I løbet af 1700-tallet udviklede møllevæsenet på Læsø sig på en helt speciel måde. Der blev bygget mange små stubmøller, og to-tre gårde kunne deles om én mølle, der blev placeret ved kanten af gærderne. I 1786 var der over 50 møller, og i 1802 var tallet vokset til 72.
Handelen på Læsø havde også sine særegne træk. Der var ikke det store overskud af varer at udføre, og forsyningen kunne dels ske gennem hjemvendte søfolk, dels gennem strandingerne. Fra gammel tid – og bekræftet ved en forordning af 1680 – kunne indbyggerne handle frit uden om købstæderne. I 1828 blev kolonialvarer dog undtaget. Dette bevirkede, at handel kun var hovederhverv for ganske få personer. Fra 1798 blev der afholdt et årligt marked med landbrugsvarer, først uden for Vejgård, senere ved Byrum Kirke.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Bogøgård-skatten
Bogøgård-møntskatten.
I 1982 kom en stor møntskat for dagen ved Bogøgård. Her blev der under de gamle gulvlag fundet en nedgravet jydepotte, der indeholdt ca. 1.800 sølvmønter med en vægt på 22 kg. De fleste mønter var danske eller norske. Hovedparten var fra 1600-tallet, den yngste fra 1672, hvilket tyder på, at skatten blev nedgravet i forbindelse med Skånske Krig (1675-79). Det var en krig, som gik hårdt ud over skudeskipperne fra Læsø, og netop på Bogøgård, der ligger tæt på Vesterø Kirke, boede der dengang en rig skudeskipper, der antagelig omkom under krigen, men som forinden havde gravet formuen ned.
Videre læsning
Læs mere om historie i Læsø Kommune
Læs også om
- Oldtid i Læsø Kommune
- Middelalderen i Læsø Kommune
- 1850-1920 i Læsø Kommune
- 1920-1970 i Læsø Kommune
- 1970-2007 i Læsø Kommune
Se alle artikler om 1536-1850
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
