Bebyggelsesmønsteret var tvedelt: I de kystnære egne lå store landsbyer, mens indlandet var domineret af smålandsbyer og enestegårde. Befolkningsmæssigt skete der i 1600-tallet og ind i 1700-tallet en væsentlig tilbagegang som følge af krige og epidemier som pest. Købstaden Ringkøbing tjente godt på især kvæghandel, men oplevede alligevel tilbagegang fra midten af 1600-tallet.
Bundsbæk Mølle. Af Angelina Owino/Trap Danmark, 2017.
Begrænset anvendelse
1536-1850 i Ringkøbing-Skjern Kommune
I 1915 blev der i et tilmuret vindue i Skjern Kirke fundet et hidtil skjult skrin med guldsmykker, medaljer og mønter. Da den yngste af medaljerne er fra 1648, og et af smykkerne desuden bærer initialerne I.G.H., var det ikke svært at identificere skrinets ejermand, Iver Gregersen Hemmet, der var præst i Skjern til 1671 og dermed under svenskekrigene, hvilket forklarer nødvendigheden af at holde sine værdier i skjul.
Administrativ inddeling
Indtil 1662 var den nuværende Ringkøbing-Skjern Kommune delt mellem Bøvling Len i nord og på Holmsland, mens resten af området lå i Lundenæs Len på nær en enkelt lille del helt i syd ved Lyne, der var del af Riberhus Len. Uden ændrede grænsedragninger i området blev disse len i 1662 til amter. I 1793 blev områdets dele i Bøvling og Lundenæs Amt – den langt overvejende del af området – tillagt Ringkøbing Amt. Efter oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1841 fordelte det nuværende kommuneareal sig på 29 sognekommuner og en købstadskommune, Ringkøbing.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Landdistrikterne i Ringkøbing-Skjern Kommune oplevede en befolkningstilvækst til omkring år 1600. Herefter indtraf en tilbagegang forårsaget af krige, epidemier og klimaforværring, som varede til ind i 1700-tallet, hvor befolkningstallet igen voksede. I Skjern Kirke minder en tavle om de 107 pestdøde i 1603. Tilbagegangen under svenskekrigene var større længere mod syd; til gengæld vandrede en del unge fra egnen mod syd til de ledige steder.
I købstaden Ringkøbing indledtes en stærk tilbagegang fra midten af 1600-tallet, og byen havde endnu ikke midt i 1700-tallet genvundet sin størrelse.
Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 10.660 indbyggere i den nuværende Ringkøbing-Skjern Kommune, der da bestod af 32 landsogne og byen Ringkøbing. I 1850 var befolkningstallet vokset til 19.175 indbyggere, hvilket var en vækst omkring landsgennemsnittet.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv på landet
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
Bebyggelsen i det nuværende kommuneområde kunne ved matrikuleringen 1683 deles i mindst to områder, dels det kystnære, som gik ca. 10 km ind i landet fra kysten og fjorden, dels indlandet. Det kystnære var præget af store landsbyer, få enestegårde og mange husmænd, mens indlandet var præget af små landsbyer og enestegårde, mens der var få husmænd.
Der var i kystområdet adskillige store landsbyer. Tarm havde 30 gårde, Sønderby 24, Nørre Bork 22, Foersum 21, Gammelby og Sønder Bork hver 20. Der var næsten 20 landsbyer med mellem 10 og 19 gårde. I forhold til gårdene i landsbyerne fyldte enestegårdene ikke så meget, hverken med hensyn til antal eller hartkorn. I de sogne, som lå ud til kysten, var der ikke mange enestegårde; kun i Stauning var der ni og i Hemmet syv. Normalt var der få: tre i Lønborg, en i Nørre Bork, og Sønder Bork var helt uden. I de sogne, som lå i næste række, kunne der godt være mange. I Tim var der 11, Hee med No 16, Sønder Lem 11, og i Skjern var der 14. Der var mange huse i kystområdet; op mod 250. Mange skyldtes fiskeriet, men købstaden Ringkøbing, de nærliggende herregårde og engene gav også muligheder for beskæftigelse. Flest var der i Hee og i Nysogn; begge steder var der over 30 husmænd med jord, og kun tre huse var uden jord.
Længere inde i landet var landsbyerne små. Lyne var den største med 11 gårde. Her dominerede enestegårdene i både antal og hartkorn. Der var 22 i Hanning Sogn, 20 i Sønder Borris og 16 i Ådum. Der var nogle få husmænd, men mange af dem havde op mod 1 tønde hartkorn, så i praksis kunne de godt være gårdmænd. Bebyggelsesmønsteret svarede godt til mønsteret længere mod øst i de nuværende Herning og Ikast-Brande Kommuner.
Udskiftningen kunne være vanskelig i Ringkøbing-Skjern Kommune med de mange store landsbyer. Det var nærmest umuligt at lade gårdene blive tilbage i landsbyerne og samtidig give dem et rimeligt afrundet tilliggende. Til gengæld havde de fleste gårde forholdsmæssigt store toftelodder, så bygningerne lå i forvejen et stykke fra hinanden, hvorved der blev mere plads. Det gjaldt eksempelvis Vedersø og Tim i nord. Her var landsbyens og enestegårdenes jorder filtret ind i hinanden, så ved udskiftningen måtte det hele tages under et. I Tarm lå gårdene i to rækker, hvilket også gav pæne lodder. De udstrakte englodder nord for byen blev splittet op i et utal af lodder, mens der kun var et par hedelodder til hver gård.
At der nogle steder, særligt længere væk fra kysten, var tale om uhensigtsmæssige udstykninger, kan ses af, at talrige lodder blev videreudstykket senere.
Der kendes til ikke mindre end 27 herregårde i Ringkøbing-Skjern Kommune. Men allerede ved matriklen 1688 var der kun 16 tilbage; resten var forsvundet i løbet af 1600-tallet. Nogle blev antagelig inddraget under andre herregårde. Der var i 1688 mange mellemstore herregårde; størst var Voldbjerg med 80 tønder hartkorn, Lønborggård med 63, Lundenæs og Vennergård med hver 59, Dejbjerglund med 56 og Grubbesholm med 52. Flere andre var næsten lige så store; kun to var under 20 tønder. Karakteristisk var, at bortset fra Brejninggård lå alle de nævnte større – og mange af de andre – ved kysten med adgang til gode enge eller, for Lundenæs’ vedkommende, til engene ved Skjern Å. Tre herregårde forsvandt i anden halvdel af 1700-tallet, og fem i perioden 1805‑25. Herregårdene, hvad enten de overlevede eller ej, oplevede i perioden 1750‑1850 først et frasalg af bønderjorden, derefter en udstykning af hovedgårdsjorden.
Omkring 1790 var der mindst 22 vandmøller og tre vindmøller i det område, der udgør den nuværende kommune. Hertil kom tre vandmøller, der fungerede som stampemøller. To af disse lå sammen med den almindelige vandmølle ved herregården Brejninggård. Det var kombinationen af en meget vandrig kilde syd for gården og et betydeligt terrænfald til dalen mod nord, der gjorde, at opstemning var mulig. Møllernes tidligste placeringer og brug er ikke kendte, men bevarede dæmninger og kanaler viser, at her allerede i 1500-1600-tallet var adskillige opstemninger og flere mølleanlæg. 1700-tallets stampemøller behandlede skind til felberedning, dvs. hvidgarvning. Da der for det meste var rigelig med vandkraft i området, stod vindmøllerne der, hvor vandkraften manglede, nemlig på Holmsland, ved Vedersø og ved Ringkøbing, som alle var steder, hvor der var langt til vandmøller, eller hvor behovet var ekstra stort. Vandmøllerne lå spredt ved de mange åer, som gennemstrømmede kommunen.
Bebyggelse og erhverv i byerne
Ringkøbing set fra nord med Ringkøbing Fjord i baggrunden. Fra Erik Pontoppidans Den Danske Atlas (1769).
Købstaden Ringkøbing havde, selv om den var lille, nogle gode forudsætninger for at trives. Man skulle langt, helt til Varde, for at finde en anden havn på Vestkysten. Limfjorden var lukket mod vest, så byer som Lemvig og Holstebro skulle enten sende deres varer østover eller til Ringkøbing. Der var langt til de nærmeste købstæder, hvorfor Ringkøbing havde et stort opland. I 1500-tallet og godt ind i 1600-tallet var studehandelen den dominerende indtægtskilde for købmændene. Den blev i 1553 yderligere styrket af, at staldkvæg kunne toldklareres i Ringkøbing, så de ikke skulle sendes til Ribe, og i 1599 kunne alle varer toldklareres i byen. Den gunstige situation varede dog ikke længe, for gabet til havet flyttede sig og sandede til. Østersfangsten forsvandt, og handelen mindskedes. Fra midten af 1600-tallet gik købstaden tilbage, og det fortsatte over de følgende 100 år.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Søfart og skibsvrag
De mange vrag fra tiden 1536-1850, som findes i farvandet ud for Ringkøbing-Skjern Kommune viser, at sejlads langs den jyske vestkyst altid har været farefuld, men særligt i sejlskibstiden, hvor strøm og vind hurtigt kunne bringe skibene ud i farlige situationer, som deres mandskab ikke kunne redde dem ud af. To af vragene blev fundet ved Hovvig i 1960’erne. De stammer fra 1800-tallet, og i det ene er der anvendt menneskehår til kalfatring.
Videre læsning
Læs mere om historie i Ringkøbing-Skjern Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Ringkøbing-Skjern Kommune
- Middelalderen i Ringkøbing-Skjern Kommune
- 1850-1920 i Ringkøbing-Skjern Kommune
- 1920-1970 i Ringkøbing-Skjern Kommune
- 1970-2007 i Ringkøbing-Skjern Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
