Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
.
I koret i Vinderslev Kirke ses i rankeornamentikken denne fornemme kvinde, der spiller kort. Hun er iklædt en højhalset kjole med store opslidsede pufærmer. Nær herved (men ikke med i dette udsnit) ses en mand ligeledes i ornamentikken. Det drejer sig formentlig om en afbildning af ægteparret Karen Krabbe og Niels Skeel, som ejede den nærliggende herregård Vinderslevholm (senere Vinderslevgaard) og sandsynligvis har ladet kalkmalerierne i koret udføre. Motivet med en kortspillende kvinde er unikt, men har givet anledning til historien om, at hun skulle have spillet Vinderslevholm bort. Kalkmaleriet dateres til ca. 1560’erne.
.
O.J. Rawert, der i første halvdel af 1800-tallet rejste rundt i Danmark, har lavet i hundredvis af tegninger af steder i landet som her Mausing Mølle, en akvarel fra 1844. Møllen ligger mellem Vinderslev og Mausing og omtales første gang i de skriftlige kilder i 1579, hvor den kom under Silkeborg Slot.
.

Befolkningstallet svingede i perioden fra vækst over stagnation til vækst igen i 1700-tallet. Forløbet af udskiftningen, der skete omkring år 1800, skiftede mellem stjerne- og blokudskiftning i de enkelte egne i det nuværende kommuneområde. I 1846 anlagdes en handelsplads, som udviklede sig til byen Silkeborg.

Administrativ inddeling

Indtil 1662 lå den nuværende Silkeborg Kommune i Silkeborg Len med undtagelse af områderne omkring Salten, Bryrup og Sorring, der alle lå i Skanderborg Len. Uden ændringer i grænsedragningen blev lenene i 1662 til amter. Med amtsreformen i 1793 blev området omkring Them tillagt Ringkøbing Amt, mens Skanderborg Amt gjorde et større indhug i den nordøstlige del af området omkring Gjern, Voel, Linå og Svejbæk. Det resterende lå fortsat i Silkeborg Amt. I 1795 blev området omkring Salten tillagt Ringkøbing Amt. I 1799 blev de resterende dele af Skanderborg Amt tillagt Århus Amt. Silkeborg Amt blev nedlagt, og den nordvestlige halvdel af kommunearealets område i Silkeborg Amt blev del af Viborg Amt, mens den sydøstlige halvdel først blev tillagt Århus Amt og i 1821 ligeledes Viborg Amt. I 1822 blev delene i Ringkøbing Amt ligeledes tillagt Århus Amt. I 1824 blev Skanderborg Amt genoprettet, og den halvdel af Silkeborg Kommune, som lå i Århus Amt, blev overført hertil, hvorefter området altså var omtrent ligeligt fordelt mellem Skanderborg og Viborg Amter. Med oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1841 blev området fordelt på 15 sognekommuner. I 1844 blev en række områder af Gjern-Skannerup Sognekommune overført til Skorup-Tvilum-Voel Sognekommune, og i 1846 blev Silkeborg Handelsplads Sognekommune udskilt af Linå-Dallerup Sognekommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Den nuværende Silkeborg Kommune oplevede efter alt at dømme en befolkningstilvækst i 1500-tallet. Det følgende århundrede blev præget af krige, epidemier og klimaforværring, som gav stilstand og muligvis en tilbagegang i befolkningstallet. Selv om krigshandlingerne med epidemierne omkring 1659 ikke gik nær så hårdt ud over Silkeborgegnen som den sydligere del af Jylland, flyttede mange unge mennesker fra Silkeborgegnen mod syd til de mange gårde, som nu stod ledige. 1700-tallet bragte efterhånden en stabilfremgang, hvor landhåndværket i form af uldbinderi, træskomageri og pottemageri gav arbejde til mange, hvilket ses af en kraftig stigning i antallet af huse.

Ved folketællingen i 1787 var der 8.739 indbyggere i det nuværende kommuneområde, der da bestod af 27 landsogne. I 1850 var befolkningstallet steget til 17.514 indbyggere.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Ved matrikuleringen 1683 lå næsten alle større landsbyer i den nordlige halvdel af den nuværende Silkeborg Kommune. Det var også her, at jordbunden for det meste bestod af moræneler, og næsten alle disse landsbyer lå i eller oftere på kanten af morænelersområderne. Der var ingen landsbyer, som var helt store; de største var Ungstrup med 19 gårde, Gjern med 18, Vium og Tovstrup med hver 16, Levring med 15 samt Funder og Vinding med hver 14. En mere udbredt bebyggelsestype var enkelt- og dobbeltgårdene, som dominerede talmæssigt, og som udgjorde et areal svarende til landsbyernes. De fleste af disse gårde lå i den nordvestlige del og i den sydlige. Det høje tal kan forklares med, at disse gårdtyper passede bedre til det kuperede terræn.

Samme år var der knap 100 huse i det nuværende kommuneområde, og i modsætning til områderne vest og nord for den nuværende kommune var næsten alle med jord; kun tre var uden jord. Det var ikke et overvældende antal, og i de fleste sogne var der faktisk kun et til to huse. Flest var der i byerne Elkær (ni), Levring (otte) og Ungstrup (syv). Ofte var der flest i de store landsbyer, men Kjærsmark i Linå Sogn var modsat med fem huse og ingen gårde.

Ved udskiftningen af landsbyerne omkring år 1800 var det foretrukne mønster i den nordvestlige del stjerneudskiftning. Dette skete til trods for, at en del større landsbyer lå i denne del. Ved de mindre landsbyer gav stjerneudskiftningen ikke de store problemer. I nogle landsbyer lå gårdene i forvejen ret spredt, så det var noget nemmere at få regulære agerlodder ved gårdene. Landsbyen Hinge lå på kanten af sin jord, ved Hinge Sø, og det gav problemer ved en stjerneudskiftning. Det resulterede i nogle små lodder omkring gårdene i byen, nogle større udlodder med agerjord længere ude og endelig eng- og skovlodder, ligeledes adskilt fra lodderne omkring byen. Et resultat kan ses på matrikelkortet et halvt århundrede senere: De oprindelige gårde var blevet opsplittet, og lodderne var utvivlsomt blevet mageskiftet og handlet, således at gårdene havde fået et bedre tilliggende. Kun en enkelt gård, Østergård, var så sent som i 1878 flyttet ud på marken. Levring, som var en af de større landsbyer, slap bedre fra stjerneudskiftningen, som blev lettet af, at gårdene i forvejen lå i en stor ring omkring forten. Enkelte gårde blev flyttet ud, men kun nogle englodder endte som udlodder. Ungstrup, som var den største by, var også hæmmet af at ligge i udkanten af sine jorder, og det endte i et kludetæppe af lodder.

I den nordøstlige del skete enkelte blokudskiftninger. Grønbæks halve snes gårde blev pænt fordelt over landsbyens jorder, selv om enkelte måtte få en del af deres agerjord som udlodder. Gjerns mange gårde gjorde en blokudskiftning nødvendig, hvilket især skyldtes, at byen lå på kanten af sine jorder næsten omringet af enge, og det lykkedes at lave en rimelig udskiftning af agerjorden. Nogle landsbyer som Skorup og Grølsted havde før udskiftningen gårdene liggende med lidt afstand imellem sig, så de kunne foretage en stjerneudskiftning med mange lodder i en rimelig blokform. Men det foretrukne i den nordøstlige del var som i den nordvestlige del stjerneudskiftninger, som begge steder kunne ende i meget spredte lodder.

I den sydlige del blev Them nærmest udskiftet i en blok. Nord for byen var der skov, så der var ikke megen agerjord til en stjerneudskiftning. I de omkringliggende landsbyer var der tale om stjerneudskiftninger, som dog ikke var så uhensigtsmæssige, idet landsbyerne ikke var store. De mellemstore landsbyer Vinding og Velling i den sydligste del af det nuværende kommuneområde blev udskiftet som en kombination af en stjerneudskiftning og udflytning af nogle gårde. Det gav mere rimelige lodder, selv om Velling var presset inde mellem skove i nord og Bryrupgård med Bryrup Kirke i syd.

Som følge af de mange stjerneudskiftninger, hvor gårdene blev liggende inde i landsbyen, fik udskiftningen ikke i første omgang den helt store bebyggelsesmæssige betydning. Ændringer kunne ske efter en til to generationer, når forringelse af bygningerne, mageskifter, udstykning, køb og salg gjorde det mere attraktivt at flytte ud. De mange enestegårde og dobbeltgårde blev ligeledes kun i mindre omfang berørt af udskiftning og i deres tilfælde mageskifter.

Et gennemgående træk for bebyggelsen i den nordvestlige del var væksten i husene i 1700-tallet og 1800-tallets første halvdel. En del skyldtes, at så godt som alle herregårde delvis udstykkedes, men husenes antal voksede også kraftigt i landsbyerne. I de fleste større landsbyer var der ved matrikuleringen omkring 1815 kommet op mod ti huse, i den største landsby, Ungstrup, det dobbelte. Enkelte landsbyer fulgte ikke med, men var nærmest uændrede gennem 150 år. Det var dog ikke gået ud over gårdenes antal; tværtimod var dette også vokset, nogle steder kraftigt. I Vium, Sjørslev og Demstrup var der ved matrikuleringen 1815 omkring fem gårde mere i hver by i forhold til matriklen 1688. Dette skyldes, at gårdene var blevet mindre i den forløbne tid. Mange gårde var nu tæt på den nedre grænse på 1 tønde hartkorn, som statistisk set regnedes til en gård. Et eksempel er Nørre Knudstrup, hvor de fire gårde i 1688 var blevet til syv i 1815, men hvor ingen af dem i 1815 nåede op på 2 tønder hartkorn.

Denne tendens var endnu stærkere i den nordøstlige del. Her var husene i flertal, selv i landsbyerne. I de fleste landsbyer var der dog nogenlunde det samme antal gårde. Gjern skilte sig kraftigt ud ved i 1840 at have omkring 27 gårde mod 18 i 1688. Nu havde gårdene i 1688 været ret store, så der var noget at dele. I 1840 var de fleste gårde på under 2 tønder hartkorn. Ligesom i den nordvestlige del havde husene et meget varierende tilliggende.

Den centrale del omkring Silkeborg Ladegård havde en lidt anderledes struktur. Her lå en del store gårde, som ikke blev udstykket; samtidig var her også mange huse. De var kommet tidligt, før 1815 antageligt dels i forbindelse med udskiftningen, dels som landhåndværkerboliger. Der var nemlig en hel del huse uden anden jord end en have.

I den sydlige del var der i 1840 langt flere huse end gårde, selv om gårdenes antal også nogle steder var vokset. Der var også stor forskel mellem de enkelte landsbyer med hensyn til omfang og tidspunkt. I Them var der da fire gårde og omkring 25 huse, hvoraf de ni var kommet efter 1815. Sepstrup derimod bød på stabilitet. I 1688 var der fire gårde og ingen huse, det var der også i hhv. 1815 og 1840. Også i Vinding og Bryrup skete der en stor vækst i antallet af huse, således kom Bryrups 16 huse alle til efter 1815. I toppen lå Salten, hvis otte gårde var blevet til 30 gårde og over 100 huse i 1840.

De mange huse, særligt det store antal uden jord, og deres placering hang sammen med muligheden for at udnytte råstofferne i området, skovene og leret. Træskomageriet havde gode kår i Them og Linå Sogne, mens pottemageri hørte til i Dallerup Sogn. På Videnskabernes Selskabs kort fra 1790’erne er der også i skovene markeret en del teglovne. Uldbinderiet prægede området mod nordøst.

Der kendes i Silkeborg Kommune syv herregårde. To kan siges at have været mellemstore, nemlig Aunsbjerg med 51 tønder hartkorn og Tvilumgård med 47 tønder ved matrikuleringen 1683. De små var Allinggård (27 tønder), Silkeborg Ladegård (25 tønder), Vinderslevholm (20 tønder), Kjærsholm (17 tønder) og Marsvinslund (12 tønder). I 1785 skiltes Tvilumgård fra sit bøndergods, som frasolgtes, mens herregården ligeledes solgtes og herefter blev udstykket i flere omgange. I de første årtier af 1800-tallet undergik de øvrige godser en tilsvarende proces, bortset fra Marsvinslund, hvor kun bøndergodset frasolgtes; den var nok for lille til at blive udstykket.

Frederik 2. foranledigede etableringen af en større glasproduktion i Silkeborgskovene ved Glarbo. Glasovne og mængder af fx vindues- og drikkeglas fundet ved Stenhule og Hyttekærshus vidner om en teknologi hentet til egnen med tyske glarmestre. Skriftlige kilder nævner en produktion af 26.000 drikkeglas til Christian 4.s kroning i 1596. Herudover er der i haven på Silkeborg Hovedgård fundet en teglovn fra renæssancen. Efter ovnens nedbrydning har tomten været brugt som affaldskule for en nærboende glarmesters værksted og husholdning i form af afskåret vinduesglas og et særligt sprængjern, dvs. en art forløber for glarmesterdiamanten.

Omkring 1790 var der i Silkeborg Kommune 17 vandmøller og ingen vindmøller. De lå ved Gudenå og dens tilløb som Dalby Bæk og Salten Å. To vandmøller lå ved Silkeborg. En mølle, Krude Mølle (på Videnskabernes Selskabs kort og senere kort står der Krudtmølle), malede ikke korn, men fabrikerede blade til høleer.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Endnu i 1840 bestod Silkeborg kun af Silkeborg Hovedgård, en mølle og nogle enkelte huse. Først med oprettelsen af Silkeborg Papirfabrik (i dag Papirfabrikken) i 1844 og en handelsplads i 1846 blev grundlaget lagt for den senere købstad.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Silkeborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850