Ved midten af perioden var der i den nuværende Tårnby Kommune fire store og tre små landsbyer. Udskiftningen af landsbyerne fandt sted i begyndelsen af 1800-tallet. Nærheden til København betød bl.a., at grøntsagsdyrkning fik betydning, da produktionen kunne afsættes til byen. I slutningen af perioden indledtes en industriel produktion i Kastrup.
Udskibning af Kreaturer fra Brakkebroen på Saltholm af Theodor Philipsen, 1881. Af Bruun Rasmussen Kunstauktioner, 2010.
Begrænset anvendelse
1536-1850 i Tårnby Kommune
Administrativ inddeling
Indtil 1662 lå den nuværende Tårnby Kommune i Københavns Len, fra 1662 i Københavns Amt. Med oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1841 opstod Tårnby Sognekommune, der havde samme sydgrænse som den nuværende Tårnby Kommune, men i nord strakte sig helt op til uden for forskansningen ved Christianshavn.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Det er vanskeligt at vurdere befolkningsudviklingen i kommunen før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet. Den generelle opgang i 1500-tallet blev i 1600-tallet afløst af en stilstand eller tilbagegang i landbruget, men det sidste slog næppe igennem i Tårnby Kommune, som i højere grad levede af det københavnske marked. Til gengæld led området under svenskernes belejring af København 1658‑59, hvor så godt som al bebyggelse blev brændt af. Desuden var der epidemierne, men man ved ikke, i hvor høj grad de har ramt Tårnby Kommune, bortset fra 1710‑11; Amager blev da brugt som infirmeri for patienter fra flåden, og i 1710 var mange, antagelig syge af plettyfus, indkvarteret på Amager, hvor de bragte smitten videre til lokalbefolkningen. 1709‑11 var der karantænestation på Saltholm. Året efter kom pesten via København. Selv om byen var isoleret, kom amagerkonerne stadig ind for at sælge grøntsager. Det skønnes, at halvdelen af befolkningen i Tårnby døde, og flere år herefter kunne man stadig støde på ødegårde.
Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 2.872 indbyggere i Tårnby Kommune, og det var i 1850 steget til 4.527 indbyggere.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
I den nuværende Tårnby Kommune var der ved matrikuleringen i 1682 fire store landsbyer i den nordlige del, nemlig Maglebylille med 18 gårde, Tårnby og Tømmerup med hver 14 og Kastrup med 11. Imellem dem lå enestegården Ladegård (hvor senere Løjtegården kom til at ligge på en del af jorderne). Syd herfor lå tre små landsbyer: Skelgårde, som nærmest var sammenbygget med Tømmerup, havde fire gårde, Viberup to, og Ullerup seks. Sydligst lå endnu en enestegård, Rågård. Den vestligste tredjedel af kommunen udgjordes af enge. I kommunen var der et enkelt hus med jord, i Tømmerup, og 48 uden. De sidste var koncentreret i Tårnby (24) og Tømmerup (11), men forholdsmæssigt havde Ullerup også sin del med seks huse. En gård kunne godt være delt mellem flere ejere, således at antallet af gårdbesiddere var større end antallet af gårde.
Saltholm brugtes primært til græsning og kalkstensbrud. I 1682 var der et hus med jord, mens der i 1762 var gården Holmegård, som lå på den østlige side sammen med et par huse.
Det forholdsvis store antal huse uden jord skyldtes, at man i Tårnby kunne leve af at dyrke husenes haver og sælge grønt i København. I 1750’erne blev der iværksat kalkbrænding, stentøjs- og fajanceproduktion i Kastrup. Omkring år 1800 var Kastrup vokset med knap 40 nye huse, og dette tal var næsten igen fordoblet i 1840. En tilsvarende udvikling fandt sted i Tårnby, Maglebylille og Ullerup. Bebyggelsen i den enkelte landsby, især i den vestlige del, fulgte ofte den gamle kystlinje ved Littorinahavets kant, således at bygningerne lå på en lang række. Tydeligst var det i Tårnby, hvor gårdene lå på en lang række med ageren på den ene side og engen på den anden.
Udskiftningen af landsbyerne i begyndelsen af 1800-tallet var besværlig. Forløbet i Tårnby må have været noget af et mareridt for den udskiftende landinspektør, som måtte se sin plan totalt forkastet af beboerne, og som først efter mere end et år med indblanding af amtmand og ministerium fik en plan gennemført. I modsætning til den oprindelige plan, hvor nogle gårde skulle flyttes ud, kunne nu alle blive liggende i byen. Til gengæld fik hver gård jorden spredt på fem forskellige lodder. I det omfang landbruget var indrettet på grøntsager, gjorde det knap så meget, men under alle omstændigheder må udskiftningen karakteriseres som uhensigtsmæssig. Storbranden i Tårnby i 1796 gav ikke anledning til noget ønske om at få samlet jorden omkring en udflyttet gård. Heller ikke branden i 1808 fik andet end nogle enkelte til at flytte ud på gårdens agerlod uden for byen. Først efter branden i 1858 kom der skred i udflytningen. De andre landsbyer havde samme type udskiftning, hvor gårdene blev liggende inde i byen og havde jorden spredt i området. Men omkring 1850 var der stadig tale om landsbyer, ikke byer, med de fleste ejendomme, både gårde og huse, liggende i landsbyen.
Ladegården i Tårnby eksisterede fra 1624 til 1782. Ved matrikuleringen i 1682 blev den sat til 81 tønder hartkorn. Størstedelen af tiden var dens jord bortforpagtet.
Der var i 1762 en vindmølle i Maglebylille.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Marinarkæologiske spor af konflikter i Øresund
Vragfund i Øresund. De røde punkter markerer de tre fund i farvandet ud for Amager og Saltholm, der omtales i Trap Danmark.
Øresunds geostrategiske beliggenhed som port til Baltikum har i århundreder gjort det til scene for Danmarks militære konflikter. Sporene heraf dukker fortsat jævnligt op på havbunden.
Ved Kastrup Knæ i Øresund, mellem Amager og Saltholm, ligger resterne af et såkaldt blokhus opført i 1645 under Christian 4. Blokhuset fungerede som et forsvarsanlæg til kontrol af sejladsen gennem Øresund og sikring af de vigtige indtægter fra Øresundstolden. Ved anlæggelsen af Øresundsforbindelsen viste en marinarkæologisk undersøgelse, at anlægget bestod af en 40 × 17 m stor tømmerkonstruktion samt to 12 × 12 m store stenpuller med nedrammede træpæle beliggende omtrent 150 m øst for trækonstruktionen. Forsvarsværket omtales i flere breve fra Christian 4. til rigshofmester Corfitz Ulfeldt. Heraf fremgår det, at der var anlagt en kanonbestykket skanse på land, og at en ligeledes kanonbestykket dæmning forsynet med et blokhus strakte sig ud fra kysten. Hertil kom en opfyldning mod øen Saltholm, der skulle indsnævre sejlrenden. Forsvarsanlægget kom ikke til at spille nogen større rolle. Mindre end et år efter anlæggelsen blev samtlige kanoner, både på land og på blokhuset, nedtaget i forbindelse med freden i Brömsebro i august 1645.
Øst for Saltholm blev der i 2002 fundet et ca. 49 × 13 m stort kravelbygget træskibsvrag af eg beslået med kobbersøm under vandlinjen. Ombord fandtes et stort kobberkogekar og 19 støbejernskanoner af det danske såkaldte nye rids, som er en serie kanoner støbt efter samme forlæg. Skibet havde tydeligvis været i brand. Der har hersket tvivl om vragets identitet. I dag er den gængse opfattelse, at det er kompagniskibet Charlotte Amalie købt af Søetaten og udrustet som blokskib forud for Slaget på Reden i 1801, hvor det deltog i kampen i ca. fire timer. Efter den danske overgivelse blev skibet slæbt ud af havnen og brændt.
Videre læsning
Læs mere om historie i Tårnby Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Tårnby Kommune
- Middelalderen i Tårnby Kommune
- 1850-1920 i Tårnby Kommune
- 1920-1970 i Tårnby Kommune
- 1970-2007 i Tårnby Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
