Kommuneområdet blev i 1600-tallet hårdt ramt af krige og epidemier, men en vækst i befolkningstallet indtraf igen i 1700-tallet. I de nord- og sydvestlige hjørner lå mellemstore og store landsbyer, ellers var bebyggelsesmønsteret domineret af små landsbyer samt dobbelt- og enestegårde. Ud over landbrug havde fiskeri erhvervsmæssig betydning, dertil kom produktion af især jydepotter. Den før så givtige studehandel svandt ind fra midten af 1600-tallet, men i første halvdel af 1800-tallet kom øget kornhandel. Udskiftningen af landsbyerne fandt sted i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Vardes position som den centrale handelsby blev i perioden udfordret af bl.a. Hjerting.
Søviggårds hovedbygning stammer fra 1766, men selve herregården blev oprettet i 1639. Af Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.
Begrænset anvendelse
1536-1850 i Varde Kommune
Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Varde Kommune.
Peder Hansen Resens noget fortegnede kort over Varde i Atlas Danicus fra 1677 giver et indtryk af købstaden Vardes størrelse og karakter i 1600-tallet. Foruden byens kirker og almindelige bebyggelse ses flere træk af dens historie. I forgrunden, lige uden for byen, ses Vardehus 2’s banker (Slotsbanken) markeret med tallene 10-12. For enden af Hugormegade (nu Østergade) i byens nordøstlige del ses endvidere en skanse anlagt af Albrecht von Wallensteins tropper under Kejserkrigen 1625-29 markeret med tallet 5. Endelig ses byens rettersted et stykke nord for byen.
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
Administrativ inddeling
Før 1662 lå størstedelen af det nuværende kommuneareal i Riberhus Len, mens den nordøstlige del af kommunearealet lå i Lundenæs Len. De blev med reformen i 1662 til amter. Med amtsreformen i 1794 blev den del, der lå i Lundenæs Amt, tillagt Ringkøbing Amt; i 1796 blev langt størstedelen af hele kommunearealet tillagt Ribe Amt, mens Strellev Sogn i nord blev liggende i Ringkøbing Amt. Med etableringen af sogne- og købstadskommuner i hhv. 1837 og 1841 blev området fordelt på 20 sognekommuner og én købstadskommune, Varde.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Man kan kun skønne om befolkningsudviklingen i den nuværende Varde Kommune før slutningen af 1700-tallet. I landdistrikterne regner man med en vækst i 1500-tallet afløst af stagnation og tilbagegang i 1600-tallet. Krige og især epidemier tog deres. Det formodes ud fra bevarede kirkebøger, at omkring halvdelen af befolkningen i Årre, Næsbjerg og Øse Sogne døde i 1659, mens det gik mildere ud over Varde og Janderup (ca. en fjerdedel) og Billum (ca. en tiendedel). Der kom dog hurtigt et tilskud nordfra af unge folk, som fæstede de ledige gårde. Væksten begyndte igen i 1700-tallet og fik efterhånden mere fart på. I Varde fulgte befolkningsudviklingen i høj grad konjunkturerne, idet også store brande satte væksten i stå. Allerede i midten af 1500-tallet ind trådte en stagnation, som afløstes af tilbagegang i 1600-tallet. I 1682 opgjordes befolkningstallet til 574 indbyggere. Lidt inde i 1700-tallet begyndte igen en langsom, men sikker vækst.
Ved folketællingen i 1787 var der 10.598 indbyggere i den nuværende Varde Kommune, heraf 811 i Varde. I 1850 var befolkningstallet i kommunen steget til 16.604 indbyggere, heraf 1.774 i Varde.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv på landet
Ved matrikuleringen 1683 af landdistrikterne tegnede der sig et karakteristisk mønster af bebyggelsen i Varde Kommune. Kun i kommunens nordvestlige og sydvestlige hjørner fandtes mellemstore og store landsbyer. I resten af kommunen var der kun små landsbyer, dobbeltgårde og enestegårde. De lå ikke ligeligt fordelt, således var der i vest to klumper omkring Oksbøl og Outrup, og i den midterste del var en noget større, men knap så koncentreret klump omkring Hodde. Et særtræk ved alle tre områder var, at selv om bebyggelserne var spredt, lå mange af dem i dyrkningsfællesskab med andre.
Mod nordvest lå landsbyerne Houstrup (11 gårde), Nørre Nebel (13), Sædding (12), Grærup (11) og Lydumhede (12) som perler på en snor. Landsbyerne i sydvest var større. Ho (22), Oksby (23) og Vejers (14) lå tæt på flyvesandet, dog havde de to første også lidt marsk. Øster og Vester Kjelst (14), Tarp (15), Janderup (19), Hyllerslev (13) og Alslev (20) lå langs Varde Å og havde ligeledes adgang til marskjord. Normalt var der få husmænd, mindre end en halv snes i hvert sogn, og så godt som alle havde jord. Undtagelserne var Oksby med 40 og Ho med 19; adgangen til fiskeriet har haft indflydelse herpå.
I 1688 fik beboerne i Ho og Oksby privilegium på at sejle til udlandet med fisk. Der var i 1830 langs kysten en snes både til fiskeri, men i et større omfang blev fiskeriet drevet af gårdmænd. Afsætningen var lokal og omfattede både fersk og tørret fisk.
Tistrup havde 14 husmænd, måske i forbindelse med jydepottefremstillingen. Men i Thorstrup og Horne Sogne, som også regnes blandt de tidligste producenter, var der ikke specielt mange husmænd i 1683. Dog må der have været en god produktion af jydepotter i alle tre sogne, for netop ved matrikuleringen blev det noteret, at ejendommene blev takseret højere pga. potteproduktionen. Mange små ladepladser lå langs kysten, og de sorte potter kunne udskibes fra Janderup.
En specialitet i Tistrup og Ansager var deres særlig gode høleer. Kullet til stålfremstillingen var lavet af mosetørv af ekstra god kvalitet, og leerne blev solgt i de vestjyske købstæder. I 1838 var der 12 smede i de to sogne. En helt almindelig, men ulovlig binæring på egnen kendt fra første halvdel af 1800-tallet var landprang, hvor der var en eller flere personer i hvert sogn, som købte landbrugsprodukter som korn og flæsk og solgte de mest almindelige varer som salt, tobak og jern.
På Skallingen og ved Nymindegab blev der efter en uge med solskin indsamlet indtørrede skorper af havsalt, som blev hjemtaget og sydet til salt. I 1826 beløb det sig til flere tusind tønder salt, som både blev brugt lokalt og solgt videre.
I forbindelse med udskiftningen, som foregik i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, skulle man forvente, at store landsbyer som Ho, Oksby og Vejers på kanten af klitten skulle få problemer. Men den enkelte by var nærmest som mindre landsbyer, som lå tæt på hinanden (eksempelvis var Ho delt i Vesterballe, Nørballe og Sønderballe), så det var ikke så svært at få reelle agerlodder tæt på bygningerne. Der var følgelig mange udlodder, men det var nødvendigt, for at alle kunne få del i de forskellige ressourcer fra hede til marskeng. Nogle af hedelodderne var lange og meget smalle, særligt på Kallesmærsk Hede, hvor de kunne være få meter brede og flere hundrede meter lange.
I de mellemstore landsbyer i nordvest havde de enkelte gårde store toftelodder og lå således lidt fra hinanden. Her kunne agerjorden også samles nogenlunde hensigtsmæssigt, mens hede- og englodder lå længere borte. Langs Varde Å stødte man på større landsbyer, hvor bygningerne nærmest lå på række med større eller mindre mellemrum, og ved Janderup og Billum stødte rækkerne næsten sammen. Også i disse landsbyer valgte man at lade gårdbygningerne blive liggende og have mindre, men ikke urimelig små, agerlodder ved bygningerne. Alle de nævnte tilfælde afspejler et landbrug, hvor agerbruget ikke spillede den helt store rolle. I resten af kommunen, der domineredes af små bebyggelsesenheder, kunne gårdbygningerne også blive liggende.
I løbet af 1700-tallet steg antallet af gårdmænd og husmænd kraftigt. Det skete både gennem udstykning af herregårdsjord og frastykning af lodder fra gårde. For gårdene blev et tilliggende på 1‑2 tønder hartkorn almindeligt. De var således meget små, men der var flere muligheder for binæringer. Husenes tilliggende var meget varierende. I 1830 nævnes det som et problem for mange huse, at der kun var agerjord og hede som tilliggende og ingen eng.
Der kendes 15 herregårde i det nuværende kommuneområde, og mange af dem lå tæt på engområder. Ud over de ni fra middelalderen opstod tre i 1500-tallet og tre i 1600-tallet. Allerede før matrikuleringen 1683 var fem forsvundet. På dette tidspunkt var herregårdene gennemgående små. Kun Visselbjerg med 55 tønder hartkorn hovedgårdsjord og Lindbjerg med 45 tønder kunne kaldes mellemstore. Det samme gjaldt det tilliggende bøndergods, som sjældent nåede 300 tønder. Næsten alle herregårde led samme skæbne: I slutningen af 1700-tallet solgtes først bøndergodset fra, dernæst blev selve herregården udparcelleret, og det meste af jorden solgt. Salget af Hesselmed forløb lidt specielt, for her bestemte den sidste ejerinde i sit testamente, at jorden skulle sælges til bønderne, hvilket skete 1809‑10. Nørholm, Agerkrog og Lunderup indgik i stamhuset Nørholm i 1790, hvilket betød, at hverken bøndergods eller hovedgårdsjord kunne sælges fra. Det varede derfor mange år, inden dette kunne ske. Hvor stærkt frasalget af bøndergods gik på egnen, vidner netop Nørholm om. Allerede i 1830 var Nørholm den eneste herregård i hele Ribe Amt nord for Kongeå, som stadig havde sit bøndergods intakt.
Der var i kommunen omkring 1790 syv vindmøller og otte vandmøller. Ved Grydvad Huse lå både en vind- og en vandmølle.
Bebyggelse og erhverv i byerne
Købstaden Varde havde et stort opland, idet der var langt til nabokøbstæderne, og Varde var aktiv ud over de to mil, byen havde fået tildelt. Den havde meget store byjorder mod nord, og der var frodige enge langs med Varde Å og dens munding til opfodring af de stude, som kom gennem byen på vej sydover. Men byens beliggenhed et stykke oppe ad Varde Å bevirkede, at kun små skibe kunne komme til dens havn. Der opstod derfor ladepladser fra Oksbøl og Ho over til Hjerting. Især Hjerting udviklede sig til at blive en alvorlig konkurrent til Varde. Disse steder samt Fanø måtte også udføre fisk til udlandet, og det var fristende for skibene at smugle andre varer med. Endelig var forprang udbredt i Vardes opland; den bestod i, at lokale handlede med de almindelige varer som landbrugsvarer, jern, salt m.m. uden om købmændene i Varde. Gennem hele perioden kæmpede Varde for sine privilegier og for bl.a. at beholde sin status som toldsted, nogle gange med held, andre gange ikke.
Den helt store vare havde været studehandelen, som i høj grad havde beriget byen. Den forsvandt midt i 1600-tallet, men allerede da var byen i en tilbagegang, som var begyndt ca. 100 år tidligere end i andre købstæder. Store brande ramte byen i hhv. 1551, 1590, 1779 og 1821. 1800-tallets første halvdel bragte igen fremgang med øget kornhandel. Havneforholdene blev forbedret, og enkelte fabrikker dukkede op.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Varde Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Varde Kommune
- Middelalderen i Varde Kommune
- 1850-1920 i Varde Kommune
- 1920-1970 i Varde Kommune
- 1970-2007 i Varde Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
