Bebyggelsen nord for Kongeå var karakteriseret af små bebyggelsesenheder, som især lå ved vandløb. Syd for Kongeå var landsbyerne noget større, og gårdene kunne opnå en anseelig størrelse. Udskiftningen af landsbyerne fandt sted i årtierne omkring år 1800 og resulterede i, at bebyggelsen kom til at ligge ret spredt. Der var i perioden endnu ingen bydannelse i området.
Vandmøllen Knagmølle fra 1780. Af Palle Peter Skov/Trap Danmark, 2020.
Begrænset anvendelse
1536-1850 i Vejen Kommune
Tidslinje over middelalderen til nyere tid i Vejen Kommune.
Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
Administrativ inddeling
Det nuværende kommuneareal var fordelt, så den nordligste halvdel, der lå i Kongeriget Danmark, var delt mellem Riberhus Len i vest og midt og Koldinghus Len i øst, mens den sydligste halvdel, der lå i hertugdømmet Slesvig, lå i Haderslev Amt. Med amtsreformen i 1662 blev lenene til amter, og i forbindelse med amtsreformen i 1790’erne blev den nordligste halvdel lagt i Ribe Amt. Med oprettelsen af sognekommuner i 1841 blev området i Ribe Amt fordelt på otte sognekommuner.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Det kan være svært pga. mangel på pålidelige kilder at sige noget præcist om befolkningsudviklingen i Vejen Kommune før folketællingerne i slutningen af 1700-tallet. En fremgang i 1500-tallet blev afløst af en tilbagegang i 1600-tallet og igen en fremgang efter år 1700. I 1600-tallet var der gang på gang krige og epidemier, særligt i forbindelse med krigen 1659, hvor egnen vest og syd for Kolding blev meget hårdt ramt af krig og epidemier af pest, tyfus m.m. Der findes nogle kilder for Skodborg og Jels Sogne, og efter dem at dømme skønnes det, at over to tredjedele af befolkningen døde eller flygtede i 1659. Fundet af seks sølvskatte fra området, som menes gravet ned 1657-60, viser meget direkte, at ejerne må være omkommet i forbindelse med de forfærdelige begivenheder og derfor aldrig vendte tilbage for at hente deres værdier.
Ved folketællingen i 1787 var der 4.146 indbyggere i den nuværende Vejen Kommune, bortset fra otte sogne i Slesvig. I 1850 var tallet steget til 8.951. Før 1920 lå de otte sogne Lintrup, Rødding, Skrave, Sønder Hygum, Øster Lindet, Jels og Skodborg i Slesvig og er derfor først medtaget i kommunens befolkningstal efter 1920.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Bebyggelsen i den nordlige del af Vejen Kommune, nord for Kongeå, er langt bedre beskrevet i kilderne end den sydlige. I 1683, da den store matrikulering pågik, var denne del karakteriseret ved små bebyggelsesenheder. Kun få landsbyer kunne lige akkurat regnes til de mellemstore: Lille Gesten med 13 gårde, Holsted og Store Andst med hver 12 samt Stenderup, Nørbølling, Vejen og Gamst med hver 11. Disse lå alle i den sydlige halvdel af området nord for Kongeå; alle lå på kanten af moræneler og tæt på et vandløb. I flere tilfælde lå de med vandløbet mellem gårdene. Der var en del mindre bebyggelser, navnlig enkeltgårde. De samlede sig langs vandløbene Nørrebæk og Holsted Å med deres mange tilløb samt Kongeå. I 1683 var der ikke mange huse med jord, og deres antal var godt en tiendedel af gårdenes. I nogle sogne var der slet ingen, og flest var der i Lille Gesten med seks. Omkring 1850 var både gårdmændenes og husmændenes tal vokset gennem gårddelinger og udstykninger fra gårde. Herregårdene havde også ydet deres gennem udparcellering af dele af herregårdsjorden. Gårddelingerne havde bevirket, at gårdene var blevet mindre, normalt 1-2 tønder hartkorn, altså lige over grænsen for huse; husmændenes tal overgik nu gårdmændenes. Væksten var sket både i slutningen af 1700-tallet og i første halvdel af 1800-tallet.
Den sydlige del lader sig bedst beskrive omkring 1860, hvor de største landsbyer var Rødding med 29 gårde, Sønder Hygum med 22, Hjerting med 21 samt Fæsted og Mejlby med hver 15. Bebyggelsesmønsteret lignede ellers det nordenås med små landsbyer. Placeringen af en del landsbyer var også her en randbebyggelse på kanten mellem morænen og smeltevandsaflejringer; særlig markant var Øster Lindet, som lå i en bue langs randen. I modsætning til den nordlige del var der her større variation i gårdenes størrelse, og der forekom nogle bøndergårde på flere hundrede tønder land. Der var kommet en del husmænd, og på dette tidspunkt var der flere huse end gårde. I Skodborg, Lintrup og Jels Sogne var der omkring dobbelt så mange husmænd som gårdmænd. Der var pga. de store skove gode beskæftigelsesmuligheder.
Udskiftningen i den nordlige del, som foregik ca. 1780-1810, blev lettet ved, at landsbyerne gennemgående var små. Vandløbets placering spillede også ind. Hvor det løb langs med bebyggelsen, kunne det besværliggøre en hensigtsmæssig udskiftning, for det skulle nødigt skille en gård fra sin jord, mens landsbyer som Nørbølling i forvejen havde sin bebyggelse delt af vandløbet, og der var derfor god afstand mellem gårdene. Her blev en rimelig funktionel stjerneudskiftning løsningen, hvilket dog ikke hindrede udflytningen af syv gårde. Tuesbøls bebyggelse lå på den ene side af vådområdet; her flyttede man et par gårde, så resultatet lignede en stjerneudstykning. I forhold til nabokommunerne var der forholdsvis mange udskiftede gårde, som kom til at ligge for sig selv i blokke. Vejen lå ved en å med næsten ingen jord på den anden side af åen. Her blev så godt som hele landsbyen blokudskiftet, men en del af gårdene beholdt dog toftelodderne, således at de kunne blive liggende, til det blev betimeligt at flytte dem ud. I Læborg valgtes derimod en kombination af stjerne- og blokudskiftning, hvilket var det mest almindelige. I Sønder Holsted lå bebyggelsen på den ene side af et vandløb op mod Holsted Å. Denne placering resulterede i en opsplitning i mange blokke; således beholdt de fleste gårde toftelodden, men fik i øvrigt deres tilliggende fordelt på adskillige lodder spredt rundt i ejerlavet. Engjorden spillede også ind ved udskiftningen. Alle ejendomme havde brug for den, og der blev derfor oprettet mange smålodder med engjord, så hver ejendom kunne få sin del. Generelt kan det siges, at udskiftningen var mere gennemgående i den nordlige del, og bebyggelsen blev mere spredt end i områderne vest og øst for Vejen Kommune.
Udskiftningen af landsbyerne syd for Kongeå foregik noget anderledes, ofte i flere etaper og med mageskifter, men på ét punkt var resultatet det samme, nemlig at bebyggelsen blev ret spredt. Der var tale om en større udflytning, navnlig i Rødding og Skodborg Sogne.
I 1850 var der endnu ikke nogen større bydannelse i den nordlige del, hverken i størrelse eller med hensyn til erhvervsmæssig differentiering. Det var heller ikke tilfældet i den sydlige del, hvor landsbyerne heller ikke havde nået en særlig størrelse. Derimod var der i de slesvigske dele større muligheder for andre erhverv grundet den mere lempelige erhvervslovgivning. Således var der i Lintrup Sogn i 1864 syv kroer, et brænderi og et garveri.
I den nordlige del er der kendskab til ni herregårde, som ligger eller har ligget i området. De var små, alle under 30 tønder hartkorn, og bøndergodset kom ikke over 300 tønder. Seks af dem var opstået i middelalderen. Kun fire eksisterede endnu ved matrikuleringen 1683. Sønderskov og Skodborghus nød da godt af engene ved Kongeå, Hundsbæk og Estrup af engområderne ved Gammelby Mose. Alle fire fik frasolgt bøndergodset i slutningen af 1700-tallet, og store dele af herregårdsjorden blev udparcelleret og frasolgt samtidig og lidt ind i 1800-tallet. Søndenås var tre adelsgårde. Store Hovgård i Øster Lindet Sogn hørte til de mindre herregårde, men overlevede som herregård i perioden. Røddinggård i Rødding Sogn var heller ikke af de større. Den blev i 1595 kongelig ladegård og fra 1599 bortforpagtet; i 1790 blev den udparcelleret. Tornumgård i Lintrup Sogn stammede fra middelalderen. I 1587 blev den også solgt til kronen og blev også bortforpagtet, indtil den i 1797 blev solgt. Omkring halvdelen af jorden solgtes fra, men gården overlevede med et tilliggende på knap 200 tønder land.
Der fandtes én vindmølle, Bække Mølle, og seks vandmøller i den nuværende Vejen Kommune omkring år 1800. Vandmøllerne lå ved de mange åer, som løb ud i Kongeå.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Vejen Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Vejen Kommune
- Middelalderen i Vejen Kommune
- 1850-1920 i Vejen Kommune
- 1920-1970 i Vejen Kommune
- 1970-2007 i Vejen Kommune
Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850
Se alle artikler om 1536-1850
