1536-1850 i Vejle Kommune | lex.dk

Tidslinje over middelalder til nyere tid i Vejle Kommune.

Trap Danmark.

Licens: Begrænset anvendelse

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.

/De DANSKE LANDBRUG (1928), HISTORISK-GEOGRAFISK ATLAS (2008), GEUS.

Licens: Begrænset anvendelse

På dette prospekt fra 1850 ses tropperne th. i billedet på vej ind til Vejle fra vest gennem Vejle Ådal. I forgrunden beundrer bønder skuet. Under Treårskrigen 1848-50 var synet af danske og fjendtlige tropper almindelige. Efter den første besættelse i foråret 1848 blev troppeparaden d. 18. september samme år på Lerbæk Mark ved Vejle den store begivenhed under den midlertidige våbenhvile. Formålet med paraden, der dengang også blev kaldt et hærskue, var at fastholde den nationale kampvilje og styrke bondebefolkningens opbakning til krigen. Frederik 7. overværede paraden og kastede glans over begivenheden, hvor over 20.000 soldater skulle have deltaget.

Vejle Stadsarkiv.

Licens: Begrænset anvendelse

Jordbundsforholdene var bestemmende for bebyggelsesmønsteret i perioden; således var enkeltgårde og smålandsbyer dominerende på de mere magre jorder i vest, hvorimod der mod øst lå mellemstore landsbyer. Udskiftningen af landsbyerne fandt sted omkring år 1800, hvor stjerneudskiftning ofte blev valgt. Der skete en tidlig industrialisering i området – en udvikling, der blev hjulpet på vej af muligheden for at udnytte vandkraft. Vejle var presset af nabokøbstæder, og udviklingen var frem til ca. år 1800 præget af stagnation, men en ny havn og generelt gode konjunkturer førte til vækst.

Administrativ inddeling

Før 1662 lå hele den nuværende Vejle Kommune i Koldinghus Len på nær Engum Sogn helt mod øst, der var placeret i Stjernholm Len. Med amtsreformen i 1662 blev lenene til amter. I 1796 blev hele området placeret i det nyoprettede Vejle Amt. Med oprettelsen af købstads- og sognekommuner i hhv. 1837 og 1841 blev området fordelt på 21 kommuner, hvor Vejle var den eneste købstadskommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Man kan ikke sige meget sikkert om befolkningsudviklingen for landdistrikterne i Vejle Kommune før folketællingernes fremkomst i slutningen af 1700-tallet. En fremgang i 1500-tallet blev afløst af tilbagegang og stagnation i 1600-tallet med dets krige og epidemier. Således mistede Kollerup-Vindelev Sogn omkring halvdelen af deres indbyggere i forbindelse med pest og tyfus i 1659. 1700-tallet bragte en ny befolkningsvækst.

I købstaden findes en del mandtalslister på husstandsniveau, så med en vis usikkerhed kan befolkningstallet beregnes. En vækst i 1500-tallet blev afløst af en stærk tilbagegang i midten af 1600-tallet, så befolkningen nærmest blev halveret. En efterfølgende stagnation varede længe, nemlig et godt stykke ind i 1700-tallet.

Ved folketællingen i 1787 var der 12.741 indbyggere i den nuværende Vejle Kommune, heraf 843 i Vejle. I 1850 var tallet steget til 31.071 indbyggere, heraf 3.300 i Vejle.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Vejle Kommune er delt i to næsten lige store dele, når det gælder jordbundsforholdene. Vest for en linje, der løber nordnordøst-sydsydvest fra Hvejsel til Egtved, er der en meget varierende blanding af smeltevandsaflejringer i form af sand og ler, med flyvesand i nogle områder. Øst herfor er den dominerende jordbund moræneler med smeltevandssand og ferskvandsdannelser omkring åløbene (se kortet med bebyggelsestyper). Jordbundens art har spillet en stor rolle for den historiske bebyggelse. I den vestlige del er den helt dominerende bebyggelse enkeltgårde og små landsbyer; kun en enkelt landsby, Vonge, nåede i 1683 med sine 14 gårde lige op blandt de mellemstore landsbyer. Den ligger også på en lille knold af moræneler. I den østlige del dominerede de mellemstore landsbyer.

I den vestlige del varierede afstanden mellem bebyggelsen meget ved matrikuleringen 1683. Den var tættest i nærheden af åerne. Syd for Gudenå med Odderbæk i øst lå adskillige enestegårde og flere landsbyer tæt ved herregården Hastrup, og de udgjorde også et enkelt ejerlav, dvs. at de lå i dyrkningsfællesskab. Lidt længere mod syd gav Brande Å mulighed for en tilsvarende klynge omkring Svindbæk. Langs med Omme Å vest for Ringive lå to rækker bebyggelser. Der var flere mindre klynger, men kun ned til omkring Øster og Vester Åst; syd herfor manglede de ved åerne. Det sydvestligste område var ret tyndt bebygget.

Af store landsbyer var der i den østlige del Gårslev med 28 gårde, mens Velling med 26 gårde var den næststørste, og her var byen egentlig delt i to, Store og Lille Velling, men de udgjorde et samlet dyrkningsfællesskab. Blandt de mellemstore landsbyer var de største Jelling med 20 gårde, Andkær og Ildved med hver 19, Grejs med 18 samt Bredballe og Vinding med hver 16. De lå næsten alle helt mod øst i området. Også i denne del var der en tendens til, at enkeltgårdsbebyggelsen samlede sig ved vandløb, men det var ikke så udpræget som i den vestlige del. Det kan ses ved Vejle Å, men ikke særligt ved Grejs Å.

I 1683 var der ikke mange husmænd i kommunen. Et gennemgående træk var, at der var få i vest og flere i øst. Det kunne variere fra en husmand for hver ti gårdmænd – i ét sogn var der ikke en eneste husmand – til en husmand for hver fem gårdmænd i de østligste områder. I Vinding Sogn var der dog næsten lige så mange husmænd som gårdmænd.

Ved de arkæologiske undersøgelser i Uhre blev der foruden sporene af middelalderbebyggelse i byens nordende også fundet spor af bebyggelse ved byens sydende. Denne var muligvis blevet opført kort efter middelalderen og var i brug frem til 1600-tallet, hvor den erstattedes af en gård, der fungerede frem til udskiftningen ca. år 1800. Herudover er der i Uhres sydlige ende fundet velbevarede rester af en trelænget gård bygget på syldsten. Årringsdateringer af flere bevarede stolper tyder på, at gården blev bygget i 1630’erne. I lagene over, men lidt forskudt fra gården, var den yngste fase bygget. Det var en gård fra 1800-tallet med mange senere ombygninger.

Ved udskiftningen af landsbyerne omkring år 1800 blev den nordvestlige del ikke bebyggelsesmæssigt berørt i særlig grad. De små bebyggelsesenheder bevirkede, at der ikke var noget behov for udflytning af gårde. I nogle landsbyer, som Farre, var toftelodderne meget store, og det lettede også udskiftningen. Men i en større landsby som Give med nu over 12 gårde blev den udførte stjerneudskiftning problematisk; de enkelte agerlodder lå godt nok til gårdbygningerne, men de blev ret smalle og langstrakte. At det endte med mange små lodder, navnlig langs åerne, kunne ikke undgås. Det skyldtes ikke kun udskiftningsformen, men også at de enkelte ejendomme skulle have del i de forskellige ressourcer. Længere sydpå var stjerneudskiftninger, hvor gårdene forblev inde i byen, det almindelige, men der skete dog en udflytning i Nørskov, Lindeballe og Smidstrup. Helt i sydvest havde Egtved hele seks udflyttergårde, men her blev udskiftningen også vanskeliggjort af, at landsbyen lå nordligt i landsbyjorderne med Egtved Å, der løb lige syd for byen. I nord, lidt længere mod øst, i Nørre Tinnet, Sønder Tinnet, Kollemorten og Sønder Kollemorten, blev enkelte gårde flyttet ud i forbindelse med udskiftningen, men ellers var mønsteret her det samme som længere mod vest.

Den østlige del, morænelersdelen, var gennemgående præget af færre og større lodder. Også her blev stjerneudskiftning foretrukket. Den blev dog lettet af, at gårdene i adskillige af de større landsbyer lå i to rækker, som fulgte gaden, og ovenikøbet kunne der være lidt afstand mellem gårdene. I Jelling og Hørup blev flere gårde flyttet ud, ellers skete det ikke så ofte. Den store landsby Gårslev i sydøst lå med gårdene i en ring omkring en stor forte bebygget med huse. Her valgtes nogle skæve lodder, så næsten alle gårde kunne blive liggende.

Antallet af gårde voksede lidt i løbet af 1700-tallet. Det skete gennem delinger af gårde, og en hel del var nu kun på godt en tønde hartkorn, som var den nederste grænse for en gård, grænsende til huse. Husenes antal voksede kraftigt, og i 1850 var der langt flere huse end gårde. Nogle var opstået ved udstykning af herregårdsjord, andre i forbindelse med udskiftningen, og endelig skete der en konstant frastykning fra gårdene.

Der er kendskab til hele 32 herregårde, som ligger eller har ligget i den nuværende Vejle Kommune. De fleste var oprettet i middelalderen, nogle i 1500-tallet, en enkelt i 1664 og en i 1765. Allerede i slutningen af 1500-tallet forsvandt 13 af herregårdene. Ved matrikuleringen 1688 var der 18 tilbage. Deraf var der fire større, Store Grundet med 73 tønder hartkorn, Lerbæk og Nygård med hver 67 og Engelsholm med 60. En del var meget små med under 15 tønder hartkorn. De lå næsten alle i den østlige del, og de få, som ikke gjorde det, lå på eller ved morænelersknolde. Næsten alle led samme skæbne: I slutningen af 1700-tallet blev bøndergodset solgt fra, og en del af herregårdens egne jorder blev udstykket og ligeledes frasolgt. Tilbage ved herregården blev 10‑20 tønder hartkorn, i enkelte tilfælde noget mere. Den sent oprettede herregård Skovgård, som blev dannet af Koldinghus rytterdistrikts jorder i 1765, beholdt dog sin herregårdsjord og udvidede den endda lidt.

Ifølge Videnskabernes Selskabs kort fra slutningen af 1700-tallet var der mindst 20 vandmøller, der fungerede som kornmøller, hertil kom en grynmølle samt en papirmølle ved Engelsholm. Langs Omme Å lå Farre Mølle og Langelund Mølle, og langs Grejs Å Fårup Mølle, Skovlund Mølle (også kaldet Skovdallund Mølle), Hopballe Vandmølle, Lerbæk Vandmølle, Grejs Mølle og Holms Mølle. Senere kom flere til, mens andre skiftede funktion, således Grejs Mølle til Grejs Mølle Klædefabrik. Langs Vejle Å og dens tilløb lå Nymølle, Vingsted Mølle, Kobberfabrikkens Mølle, Kvak Mølle og Vejle Mølle.

Vandkraften og rigeligheden på vand bevirkede, at industrialiseringen kom tidligt i gang i landdistrikterne. Ved Borlev var der med afbrydelser produktion af salpeter fra ca. 1621 til 1657. Forinden havde der været en mindre produktion ved den nærliggende Nygård, hvorfra den flyttede til Borlev. Den næste var Engelsholm Papirfabrik ved Daldover i 1732, som fungerede med varierende held indtil 1846, hvor den brændte. Haraldskær Kobber-, Høle- og Skærefabrik fabrikerede som papirfabrikken til hele Danmark, men primært Jylland. Tekstilindustrien nød også godt af vandkraften, og der var valkeværker ved Grejs Mølle, Vingsted Mølle, Gødding Mølle og Hopballe Mølle, alle fra slutningen af 1700-tallet.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Købstaden Vejles opland havde egentlig et rimeligt omfang, men det havde sine begrænsninger. Bortset fra selve ådalene var det svært at komme til Vejle uden at skulle over stejle bakker, og de to noget større købstæder Kolding og Horsens var hårde konkurrenter. Faktisk foretrak det meste af den nordlige del af den nuværende Vejle Kommune at handle i Horsens. Ved oprettelsen af Fredericia var der i 1660’erne overvejelser om at nedlægge Vejle og flytte beboerne dertil. Det blev ikke til noget, men der kom en konkurrent til det sydlige opland.

Et andet handicap for købstaden var havneforholdene. Byens havn var Gammelhavn i Sønderå. Større skibe måtte blive liggende ude på fjorden, mens varerne blev fragtet ind og ud på pramme. Først i 1826 blev en ny havn taget i brug på Holmen, og en kanal herfra gravet til det dybe vand. Betegnende var også, at byens handelsflåde var meget lille, og i 1735 var der ikke længere nogen skibe, som hørte til byen.

Fra gammel tid havde byens købmænd været stærkt engageret i oksehandelen. Okserne kom ikke alene fra Vejleområdet, men blev opkøbt over et stort område, før de blev sendt sydpå. Denne handel gik i stå efter 1660. En anden særlig handel foregik med jydepotter, som kom fra Vardeegnen.

Til at begynde med var der i perioden to markeder i Vejle, som fandt sted hhv. sankthansdag, senere d. 1. maj, og mikkelsdag. I 1600-tallet kom yderligere tre kvæg- og hestemarkeder og to krammarkeder, det ene sammen med et af kvæg- og hestemarkederne.

Vejle hørte i 1600- og 1700-tallet til de mindre købstæder. Det blev heller ikke bedre af to pestepidemier og seks større brande. Den havde haft fremgang indtil 1627, da kejserlige tropper besatte byen, og senere satte svenskekrigene også Vejle tilbage. Tiden frem til slutningen af 1700-tallet var således præget af stagnation. Herefter begyndte en stærk vækst, som før 1850 snarere skyldtes udnyttelse af de gode konjunkturer samt den gode havn fra 1826 end en egentlig industrialisering. Der var kommet lidt industri til: et strømpevæveri, en kartefabrik, en tobaksfabrik og en cikoriefabrik.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen