Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.
.
Indgangspartiet til Frederiks Kirke. De tyske indvandrere fik i 1766 bygget kirken, der er opkaldt efter Frederik 5. Gudstjenestesproget var fra begyndelsen tysk, hvilket fortsatte frem til 1856, mens prædiken på tysk først ophørte i 1870.
.

Bebyggelsesstrukturen i det nuværende kommuneområde varierede meget, bl.a. som følge af de naturgivne forhold. Således var den sydvestlige del præget af hedeområde med små landsbyer, der lå spredt. I andre områder lå store landsbyer. Ved udskiftningen af landsbyerne blev der som oftest foretaget en stjerneudskiftning. Købstaden Viborgs store betydning afhang især af dens offentlige funktioner, der tiltrak folk og gavnede handelen.

Administrativ inddeling

Indtil 1662 lå den langt overvejende del af det nuværende kommuneområde i Hald Len. Området, hvor Midtjyllands Lufthavn ligger i dag, hørte til Lundenæs Len, en del områder i den sydlige del af den nuværende kommune hørte til Silkeborg Len, og en del småområder i den østlige del af kommunen hørte til Dronningborg. I 1662 blev lenene til amter uden større ændringer, dog blev området i Lundenæs Len tillagt Bøvling Amt.

I 1766 skete en mindre gensidig udveksling af områder mellem Hald og Silkeborg Amter. En lille del af Bøvling Amt blev i 1793 tillagt Ringkøbing Amt, områderne i Hald Amt tillagt Viborg Amt, og områderne i Dronningborg Amt tillagt Randers Amt. Fra 1799 lå hele området, på nær den lille del af Ringkøbing Amt, i Viborg Amt. Efter oprettelsen af sogneforstanderskaberne i 1841 fordelte området sig foruden sin ene købstadskommune, Viborg, på 32 sognekommuner.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Landdistrikterne i den nuværende Viborg Kommune oplevede en befolkningsvækst i 1500-tallet, som blev afløst af en nedgang i 1600-tallet som følge af epidemier og besættelse af fjendtlige tropper. Lidt inde i 1700-tallet begyndte igen en vækst. Fra ca. år 1600 gik befolkningen i købstaden tilbage, bl.a. som følge af gentagne pestepidemier og brande. Nedgangen fortsatte ind i 1700-tallet, så befolkningstallet på 2.704 i mandtallet 1672, som nok er et minimumstal, blev først nået igen ind i 1800-tallet.

Ved den første rigtige folketælling i 1787 var der 15.580 indbyggere i den nuværende kommune, der da bestod af 63 landsogne og købstaden Viborg. I 1850 var befolkningstallet vokset til 23.991 indbyggere, hvilket var en vækst lidt under landsgennemsnittet.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Den sydvestlige del af den nuværende Viborg Kommune var ved matrikuleringen 1683 præget af et hedeområde, som strakte sig næsten uafbrudt fra købstaden Viborg til områdets grænse mod sydvest. Der var kun små og spredte landsbyer; de største undtagelser var Finderup med 12 gårde og Resen med otte. Derimod var der langs kanten af hedeområdet over 20 enkeltgårde. Antallet af huse var ikke stort, godt 20 med jord og 20 uden jord. Normalt var der kun et par huse i et sogn, men i Karup var der hele 12 med jord.

Den nordvestlige del var på samme tid præget af mellemstore landsbyer, imellem hvilke der også lå en del enkeltgårde, navnlig langs Jordbro Å og dens tilløb. De største landsbyer var Fly med 17 gårde og Mønsted med 11. Der var her lige så få huse, koncentreret med 12 uden jord i Fly og 11 i Gammelstrup.

I den østlige del var der en del store landsbyer; således var der over 20 med mere end ti gårde. Størst var Vinkel med 25, Sønder Vinge med 17, Mammen, Vammen, Lindum, Vorning og Lee med hver 16 og Sahl med 15 gårde. Men modsat var der en del enkeltgårde. De fleste af disse lå langs med vandløb, Tjele Å, Nørreå og deres tilløb. Her var der lidt flere husmænd; deres antal var en tredjedel af gårdmændenes. I landsbyerne Lee og Bjerring var der hvert sted 11 husmænd uden jord.

Området nord for Skals Å, dvs. den nordøstligste del, lignede den østlige, hvad angår bebyggelsesmønsteret, men var dog lidt mere blandet. Der var enkelte meget store landsbyer, Skals og Nørre Rind med hver 31 gårde og Hvam med 18, en hel del mellemstore og mindre landsbyer og endelig en halv snes enkeltgårde. En del af de sidste lå også her ved vandløb, særligt Simested Å. I dette område var der ikke mange husmænd; deres antal var på en fjerdedel af gårdmændenes. Langt de fleste levede i landsbyerne Hersom, Hvam og Skals, hhv. 11, 10 og 8 uden jord.

Ved Gammel Asmild øst for Viborg har det været muligt arkæologisk at følge et udsnit af en landsbys udvikling frem til udskiftningen ca. år 1800. Af den oprindelige middelalderbebyggelse kendes nogle få enskibede huse, og fra de følgende århundreder kendes flere huse og gårdanlæg. Enkelte af de yngre bygninger var konstrueret med en kombination af både syld og jordgravede stolper, og nogle af disse kan genfindes på de ældste matrikelkort fra 1815.

Udskiftningen af landsbyerne i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet forløb oftest som stjerneudskiftninger, hvor gårdene blev tilbage i landsbyerne. Bemærkelsesværdigt nok var det gerne de mindre landsbyer, som blev blokudskiftede. Vinkels nu godt 20 gårde lå i en kreds omkring forten og langs vejen mod øst, og udstrækningen var stor nok til, at de fleste lodder blev acceptable. Skals havde over 20 gårde liggende i en stor kreds i og omkring en meget stor forte. Her kunne de fleste gårde også blive liggende i byen med rimelige lodder. I Skals blev der ligeledes udstykket mange smålodder i området nordvest for byen, som ikke satte sig spor i bebyggelse.

I forbindelse med udskiftningerne blev hedejorden inddraget, og antallet af husmænd steg kraftigt, så det omkring 1850 var lige så stort som antallet af gårdmænd. Men det er svært at bedømme husenes antal ud fra lodderne alene, for lodderne var ikke altid bebyggede. Den store Rævind Hede, der omfattede den nuværende Dalgas Plantage og de tilstødende områder, blev delvis udstykket i mange lodder. Et senere kort viser imidlertid, at ikke mange var bebyggede.

Alligevel var antallet af gårde steget i løbet af 1700-tallet, for mange gårde var blevet delt, så den almindelige gårdstørrelse lå mellem 1 og 3 tønder hartkorn. Der var en stor spredning i husenes størrelse, mange var store, og adskillige lå lige under 1 tønde hartkorn. Gammelstrup er et typisk eksempel: I 1815 var der en gård med mellem 3 og 4 tønder hartkorn, fem med mellem 2 og 3 og to med mellem 1 og 2 tønder. Hertil kom ni huse med jord.

Da navnene på de mindre bebyggelser kunne skifte, kan det være svært at følge nedlæggelse og oprettelse. Der blev dog nedlagt en del. Men der kom også helt specielle bebyggelser bl.a. i form af »kartoffeltyskernes« kolonier Grønhøj og Havredal i Frederiks Sogn. De såkaldte kartoffeltyskere var omkring 1760 blevet indkaldt for at medvirke ved opdyrkningen af heden. En del af de nyoprettede landsbyer fik navne efter kongen (Frederiks, Frederikshøj, Frederiksmose, Frederiksdal og Frederikshede), dronningen (Julianehede) og kronprinsen (Christianshede). Her levede kolonisterne i isolerede samfund, hvor der blev talt tysk i både hjemmene, skolen og kirken. Kontakten til de lokale var ikke udpræget positiv, da mange af indbyggerne var utilfredse med kolonisternes skattefrihed og de goder, de fik fra kronen.

Der kendes i den nuværende Viborg Kommune til 34 herregårde. Det var forholdsvis mange, men de fleste var ret små. Kun Tjele (med 59 tønder hartkorn hovedgårdsjord i 1683), Palstrup (50) og Vindumovergård (42) hørte til de større. En stor del var væk allerede i 1683, hvor der kun var 20 tilbage. Af disse var Bigum, Grønkjær, Holris, Lund og Skovsgaard med under 12 tønder mindre end nogle bøndergårde. De fleste af herregårdene var forsvundet i 1600-tallet, hvor de i stedet var blevet bøndergårde. Også i slutningen af 1700-tallet gik det hurtigt. Fra 1790 og senest i 1820 frasolgte de fleste herregårde bøndergodset, og der skete efterfølgende udparcelleringer af dele af hovedgårdsmarkerne.

Efter at der i senmiddelalderen fandtes større skovområder, bl.a. Falleskov ved Finderup, begyndte skovmanglen at gøre sig gældende. Medvirkende hertil var øget efterspørgsel efter konstruktionstræ og brænde til såvel husholdninger som brændselskrævende produktion, heriblandt kalkbrændingen i Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg og jernproduktionen i bl.a. Lysgård Herred.

Omkring 1790 var der mindst to vindmøller og 41 vandmøller i det nuværende kommuneområde. De mange tunneldale med åer bidrog til, at antallet af vandmøller blev så stort. Vindmøllerne var Sødalgård Mølle, knyttet til herregården Sødal, og Skjern Vindmølle, som lå tæt på Nørreå. Der var næsten ikke en å, som ikke havde mindst en vandmølle. Nørreå havde mindst syv, Tjele Å fem, Fiskbæk Å to, Jordbro Å seks, Karup Å to og Simested Å to.

Bebyggelse og erhverv i byerne

I området var der i perioden kun en større by, købstaden Viborg. Byen nød godt af en central beliggenhed i Jylland; de to eneste mangler var en havn, hvor Hjarbæk fungerede som udskibningsstedet, den anden, at hedens udstrækning formindskede oplandet kraftigt. Varerne kom ad mange kanaler: De østjyske havne, Limfjorden og ikke mindst havnen i Hjerting havde stor betydning.

Viborgs offentlige funktioner havde overordentlig stor betydning for byen. Før enevælden indgik det i kongevalgsproceduren, at den nye konge skulle hyldes på landstingene, og Landstinget for Nørrejylland lå i Viborg. Det trak mange folk til, men landstinget trak også året igennem folk til byen. I mange år foregik adelens godshandler på landstinget; fra 1622 var det endda påbudt. Af større betydning var dog det tilknyttede pengemarked, snapstinget, hvor lån blev stiftet. Disse funktioner betød, at mange godsejere havde en gård til ophold i Viborg. Denne velbeslåede kundekreds gjorde det muligt at drive håndværk og handel på et højere niveau end ellers, og Viborg kunne således levere varer til godser, præster og sågar nabokøbstæder i et stort opland.

Så mange købedygtige folk i byen på bestemte tidspunkter trak også markedshandel til. Det store marked var snapstingsmarkedet. Det varede i to uger efter helligtrekonger. Senere afholdtes det på andre tidspunkter af året, men tabte efterhånden sin tiltrækning, for terminsforretningerne forsvandt, så folk blev væk. Herefter blev det andet store marked, toftmarkedet eller Mauritiusmarked d. 22. september, dominerende. I 1700-tallet fik Viborg også årligt to hestemarkeder og to kreaturmarkeder, som en overgang var ret store.

En vigtig næringsvej var landbruget, som var en supplerende indtægt og i mange tilfælde endda hovedindtægten for byens borgere. Viborg havde den største bymark i landet.

De forbedrede konjunkturer fra slutningen af 1700-tallet gav grundlag for ny vækst, som også understøttedes af det forbedrede vejnet i første halvdel af 1800-tallet. Den første industri i form af farverier, brændevinsbrænderier, en maskinfabrik og et bryggeri kom i første halvdel af 1800-tallet.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Viborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Arkæologi 1536-1850

Se alle artikler om 1536-1850