Befolkningstallet voksede kraftigt i perioden. På landet var det landbrugets fremgang og den faldende børnedødelighed, der bevirkede stigningen. I købstaden Aarhus var det den voksende industri, der førte til en støt tilflytning til byen og begyndende udvikling af forstæderne i første del af 1900-tallet. Jernbanerne, der fra 1860’erne forbandt området med resten af Jylland, ændrede flere landsbyer til stationsbyer med forbedrede muligheder for handel og småindustri. Dampkraften samt de import- og eksportmuligheder, som jernbanen og Aarhus Havn gav, blev i rigt mål udnyttet af landbruget og nye industriforetagender.
C. Eckardts maleri "Århus Åhavnen" fra 1891. Af Den gamle By.
Begrænset anvendelse
1850-1920 i Aarhus Kommune
Tidslinje 1850-2003 i Aarhus Kommune.
Administrativ inddeling
I 1850 fordelte det nuværende kommuneareal sig på 24 sognekommuner og en enkelt købstadskommune, Aarhus. Ud over de tre nordligste sognekommuner, der lå i Randers Amt, og hjørnet af Fruering-Vitved Sognekommune i Skanderborg Amt lå hele området i Århus Amt. I 1854 blev Aarhus Mølle Landdistrikt Sognekommune udskilt af købstadskommunen, men blev indlemmet igen i 1887. De to territorielt tvedelte kommuner Brabrand-Kasted og Sønder Årslev-Tilst blev i 1868 omlagt, så de to nye kommuner Brabrand-Sønder Årslev og Tilst-Kasted var sammenhængende. Samme år blev Viby-Tiset Sognekommune delt i to. Aarhus Købstadskommune voksede: Mod syd blev i hhv. 1875 og 1899 indlemmet området omkring Jægergårdsgade hhv. Frederiksbjerg og Marselisborg af Viby Sognekommune og i 1908 Torskov og Skåde Skov af Holme-Tranbjerg Sognekommune. Mod nord blev i 1885 et lille stykke af Tilst-Kasted Sognekommune indlemmet.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Inden for det areal, der i dag er dækket af Aarhus Kommune, boede der i 1850 26.381 personer, heraf 7.886 i købstaden. Der boede 3.518 i de sogne, der senere blev forstæder (Skejby, Hasle, Vejlby, Åby, Holme, Viby og Brabrand), og 14.977 i de øvrige sognekommuner, fordelt med 5.435 i nord, 3.251 i vest og 6.291 i syd. I 1901 var områdets befolkning vokset til 79.162, den største relative befolkningsfremgang i nyere tid, og ved folketællingen i 1921 til 110.601.
Befolkningstilvæksten byggede på et langvarigt opsving i landsognene. Det var fremkaldt af landbrugets fremgang efter landboreformerne og faldet i børnedødeligheden. I forhold til 1787 på landboreformernes tid voksede indbyggertallet i det samlede opland uden om Aarhus med 67 % frem mod 1850, og købstadens med 94 %.
I 1850 var hovedparten af tilflytterne til købstaden fra sogne, der havde Aarhus som nærmeste købstad, men byen tiltrak også indbyggere fra Viborgs, Skanderborgs og Horsens’ befolkningsopland. I 1880 var under halvdelen af indbyggerne i Aarhus født i byen. En mindre del af tilflytterne kom fra udlandet, de fleste fra de tidligere danske områder i Nordtyskland, men efterhånden kom også en del fra Sverige.
Mod slutningen af 1800-tallet begyndte byvæksten at sprede sig til de senere forstæder. I 1901 havde Aarhus Købstadskommune 51.814 indbyggere og forstæderne 6.839. Sognekommunernes befolkning voksede også i samme periode, men noget mindre, nemlig til 20.509; størst fremgang var der i det sydlige område (Beder, Malling, Mårslet og Kolt). Ved folketællingen i 1921 boede 72.895 indbyggere i Aarhus, men nu var også de senere forstæder kommet i stærk vækst, og her boede der tilsammen 13.582. Hasle og Skejby var endnu landbrugssamfund, men Viby, Åbyhøj, Brabrand, Vejlby, Risskov og Skåde havde fået forstadspræg.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Infrastruktur
Banegraven set fra M.P. Bruuns Bro i Aarhus i 1912. Jernbanen vandt frem inden for både person- og godstransport, og i årene 1917‑24 blev det nødvendigt at udvide Banegraven.
På C. Eckardts Århus, Åhavnen fra 1891 ses havnen ved åens udløb op mod Mindebroen. De lave skibe lagde til ved bolværket og kunne herfra losse og laste uden brug af kraner. Lasten blev gennemset af toldere fra toldkammeret, som indtil 1898 lå i den røde bygning th. i billedet. I takt med at skibene blev større, og behovet for transport af varer til og fra landbruget omkring Aarhus og industrien i købstaden voksede, blev havnen udvidet udad mod havet.
Jernbanen Aarhus-Randers blev indviet i 1862 og tre år senere forlænget videre til Struer over Viborg og Skive. I 1868 åbnede linjen til Fredericia og dermed mod Tyskland. I 1871 var Den Østjyske Længdebane på plads med forlængelsen fra Randers til Frederikshavn, og samme år åbnede banen til Silkeborg over Skanderborg. Med disse linjeføringer blev forbindelsen til Midt- og dele af Vestjylland betydeligt forbedret, og det blev i højere grad muligt at handle med disse områder.
Stationerne langs Grenaabanen (1877), Odderbanen (1884) og Hammelbanen (1902) blev for størstedelens vedkommende lagt i allerede eksisterende landsbyer. Langs Odderbanen blev der anlagt stationer i Malling, Tranbjerg, Beder og Mårslet, som herefter udviklede sig til at have stationsbykarakter med flere lokale handlende, stationsgader, grovvarehandel og huse, der lignede købstadsbygninger. De nye stationsbyer langs Grenaabanen udviklede sig mere behersket, dels fordi der blev etableret færre virksomheder i området, dels pga. dårligere landbrugsjorder. Helt nye stationsbysamfund, som fx Løgten, opstod der kun få af.
Aarhus Havn blev kraftigt udbygget i perioden. Der udgik en fast færgeforbindelse til Sjælland, og fra 1865 indgik havnen også i en ruteforbindelse til Storbritannien. Et tæt forgrenet netværk af dampskibsruter forbandt fra 1874 Djursland og Samsø med Aarhus. Ud over persontrafikken lagde også mange fragtskibe til kaj.
I midten af 1800-tallet førte syv hovedveje fra landområderne til Aarhus, hvoraf de fem var anlagt langt tilbage i tiden. Den første nye hovedlandevej var Silkeborgvej, anlagt i 1854 efter grundlæggelsen af handelspladsen Silkeborg i 1846. Vejen fremkaldte en bymæssig bebyggelse forskudt for den gamle landsby Åby, først kaldet Valby, men fra 1902 Åbyhøj. Den næste var Oddervej, der blev anlagt som Hads Herreds Landevej 1845‑46 ved udvidelse af en mindre vej langs bugten. Den købstadsnære del blev i år 1900 benævnt Strandvejen.
I 1867 overtog amterne vedligeholdelsen af hovedlandeveje og landeveje og inspicerede sognekommunernes veje. De blev overvejende fundet i god stand. I årene op mod 1. Verdenskrig blev alle landeveje brolagt med chaussésten, og tjære blev forsøgsvis anvendt i sognekommunerne.
Da afgiftsbetalingen ved byportene til købstaden Aarhus blev ophævet i 1850’erne, blev vejforløbet bag om byen – de nuværende Sønder, Vester og Nørre Allé, der indtil da havde dannet toldgrænsen – i praksis til byens første ringgade. Det blev nu tilladt at anlægge nye gader uden for bygrænsen, som sluttede sig til allégaderne.
Købstaden fik i 1872 et damptryksvandværk ved mølleåen tæt ved bryggeriet Ceres. Det blev fra 1902 suppleret med vand trukket ind fra 156 boringer ved Viby og Stavtrup. I landområderne blev der foretaget lokale boringer, som blev organiseret af foreningsdrevne vandværker. En kloakeringsplan blev gennemført efter 1909 i købstaden. Et gasværk blev anlagt 1853‑55 for privat kapital, men fra 1881 drevet for byens regning. I 1901 blev der oprettet et elværk, og efter en udvidelse 1916‑17 med højspændingsanlæg kunne det forsyne A/S Aarhus-Randers-Kaløvig Egnens Elektricitetsforsyning. 1910‑13 fik Brabrand, Viby og Åbyhøj gas- og elværker.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Der er livlig trafik på Skt. Clemens Bro en vinterdag i 1898. Broen, der førte over Århus Å, forbandt den gamle historiske kerne med banegårdsområdet. På vej ind mod torveområdet og domkirken kører en lille hestetrukken vogn, der reklamerer med håndskummet mælk. Broen, der stod færdig i 1884, hvilede på svære jernsøjler. I smedejernsrækværketvar der indlagt ankre, attribut for Sankt Clemens, Aarhus’ skytshelgen.
Arbejdernes Forbrugsforening (fra 1906: Arbejdernes Produktionsforening) blev oprettet i 1884, i første omgang for at sikre billigt brød til medlemmerne, men efterhånden bredte foretagendet sig også til bl.a. kul og bryggeri. Foreningen lejede først bageriet på Margrethemøllen, men i 1888 rykkede det til Studsgade 20, hvor der blev åbnet butik med eget bageri, bestyrelsesværelse og hestedreven æltemaskine. På billedet fra ca. år 1900 ses gårdspladsen i Studsgade, hvor foreningens brødvogn står klar til at køre brødet ud.
Stervsboegård i Terp i 1914. Selv om maskiner vandt frem i landbruget på dette tidspunkt, var der stadig mange ting, der blev klaret med håndkraft som 100 år tidligere. Dog var nye tider på vej, fx blev mælkeprodukter ikke længere forarbejdet på gården, men sendt til et mejeri i mælkejunger som dem, der på billedet står lænet op ad stuehuset.
Sognekommunerne og de senere forstadskommuner var landsbysamfund, hvor kirken og måske en skole eller et fattighus som regel var de eneste institutioner. Herregårdene kunne være meget dominerende i sognekommunerne. Syd for Aarhus var der herregårde som Moesgård, Vilhelmsborg og Constantinsborg, mod vest lå Lyngbygård, og mod nord var Vosnæs Avlsgård den største.
Ved Aarhus tog byggeriet fart i anden halvdel af 1800-tallet. Banegården blev opført i 1862 ved den gamle købstadsgrænse mod syd, og i slutningen af 1890’erne blev Mølleengen bebygget efter tørlægningen af Aarhus Mølles dam. Marselisborgs jorder blev indlemmet i købstaden i 1899, og store dele af området blev herefter bebygget. Den tidligere bymark afgav arealer til bl.a. Aarhus Kommunehospital og Nordre Kirkegård.
Købstaden og forstæderne voksede sammen ved nordsiden af Viby Sogn, først ved banegraven, som var blevet indlemmet i købstaden i 1874, senere ved Rosenvænget og Rosenvang, ved Åbyhøj omkring Frich Jernstøberi og Maskinfabrik og til dels ved Risskov Stationsby. Sommerhuse skød op langs den nordlige kyststrækning ud mod Århus Bugt fra 1880’erne.
Samspillet mellem havn og jernbane skabte byens største arbejdspladser. Aarhus Palmekærnefabrik (fra 1892: Aarhus Oliefabrik) blev grundlagt i 1871 ved Jægergårdsgade; i 1915 opførtes på Sydhavnen et produktions- og distributionsanlæg til naturolieprodukter (oprindelig kobra, siden især soja), som blev internationalt førende. Ligeledes på Sydhavnen lod Aarhus Købstadskommune i 1895 opføre Aarhus Offentlige Slagtehus. Mellem den senere sydhavn og banegården blev i 1862 bygget et værksted til brug for jernbanen mellem Aarhus og Randers. Med tiden blev det hovedværksted for de jysk-fynske jernbaner, og fra 1885 blev det til Statsbanernes Centralværksted.
Aarhus blev center for Jyllands handelsmæssige og organisatoriske netværk, og der opstod et tæt kapløb mellem den private handel og andels- og arbejderbevægelsernes kooperative virksomheder. Dybe ændringer af erhvervslivet fandt sted, ikke mindst ophørte købmandsgårdene og torvehandelen som grundpillerne i byens handel. Sognekommunerne fik mejerier og filialer af købstadens største virksomheder og blev trukket med frem af købstadens vækst.
Special- og dagligvareforretninger skød frem i Aarhus. Handelen med manufaktur og artikler til hus og hjem blev for en stor del overtaget af butikskæder. En af de første var Magasin du Nord, grundlagt som en manufakturforretning i Vestergade i 1868 af Th. Wessel og Emil Vett, oprindelig under navnet Emil Vett & Co. I 1871 flyttede firmaet til sin nuværende plads ved Lille Torv, og hovedkontoret blev efter kort tid rykket til København. På landet var butikker – ud over brugsforeninger og høkere – endnu stort set ikke tilladt, så bønderne fortsatte deres traditionelle indkøbsture efter finere varer til købstaden Aarhus.
Igennem perioden skete der en omlægning af landbruget fra at have en varieret, delvis selvforsynende produktion, mod i stigende grad at producere færdigvarer til eksport såsom mejeriprodukter og kød. Bønderne var derfor afhængige af importerede kornvarer og foderstoffer, og Aarhus Havn blev en udpræget importhavn.
Købstaden Aarhus udviklede en stærk erhvervsklynge med en tæt sammenvævning af landbrug, handel og industri anført af en elite af købmænd, heriblandt grossist og fabriksejer Hans Broge og hans svigersøn, grossist og margarinefabrikant Otto Mønsted. Begge indgik i den kartellignende virksomhed Korn- og Foderstof Kompagniet, der blev dannet i 1896 af byens førende købmænd sammen med købmænd fra Randers og Horsens. Andelsbevægelsen overtog dog en stor del af markedet med Jydsk Andels- Foderstofforretning, som blev oprettet i 1898. Engroshandel med trælast, brændsel og jernvarer skabte grobund for andre virksomheder på nationalt niveau, ofte med rødder i ældre købmandsvirksomheder.
Inden for håndværk og industri steg antallet af virksomheder. I begyndelsen af 1870’erne var der samlet set omkring 750 virksomheder med 2.800 medarbejdere, og i 1914 var antallet steget til 1.581 virksomheder med 12.760 ansatte. Tallene dækker over en omfattende industrialisering. Blandt de største industrivirksomheder i 1870’erne fandt man strømpefabrikker, tobaksfabrikker, væverier og jernstøberier. Størst var dog jernbaneværkstedet (senere Statsbanernes Centralværksted) og Frich Jernstøberi og Maskinfabrik, der begge havde over 100 medarbejdere. Frichs fabrik specialiserede sig senere i dampmaskiner og specialmaskiner til mejerier og landbrug. 1908‑12 flyttede den, som den første virksomhed, uden for byen til engene ved Åbyhøj med adgang til jernbanenettet. Fabrikken begyndte at producere dieselmotorer og fik De danske Statsbaner (DSB) som kunde.
Dampteknologien blev udbredt frem mod 1900-tallet; i begyndelsen af 1870’erne havde den vundet indpas i omkring 20 virksomheder i købstaden, og i 1906 var antallet steget til 175. Håndværket blev presset af den teknologiske udvikling, men en del håndværksfag tog også de nye motorer til sig, specialiserede sig i reparationsfag eller som leverandører til industrien. Der var ingen altdominerende industrigren, men i 1906 var der flest ansatte i jern- og metalindustrien (for håndværket var det bygge- og anlægsfagene), efterfulgt af nærings- og nydelsesmiddel samt tekstil- og beklædningsproduktionen. Regner man Aarhus Oliefabrik (kemisk industri) til, var nærings- og nydelsesmiddelindustrien den største.
I 1921 var over halvdelen af erhvervsudøverne i Aarhus beskæftigede inden for håndværk og industri. Handel mv. beskæftigede 22 %, transport mv. 12 %, mens de liberale erhverv og offentlig administration beskæftigede 10 %. Derudover var omkring 1 % beskæftiget som militærpersonel og 1 % med landbrug.
Uden for købstaden dominerede landbrugserhvervet, men der var tendenser til urbant orienteret økonomi, fx i Vejlby. Vejlby Sogn, der i 1801 havde 440 indbyggere, havde 100 år senere 2.195 indbyggere, indbefattet Sindssygehospitalet og de få indbyggere i Risskovs skov- og strandrige område. De mange nye beboere fik især bolig på husmandssteder, der skød op i landsbyen som sammenbyggede, rækkehuslignende ejendomme. Herfra søgte de daglejerarbejde på sognets gårde eller hyre i fiskeriet, slagteriet og forefaldende arbejde. Vejlby havde fra 1806 haft som privilegium, at beboerne måtte sælge slagtet kød på Skt. Clemens Torv i Aarhus, og slagteriet blev husmændenes vigtigste næring. En lille benmelsfabrik tog sig af restprodukterne. Et bryggeri fandtes kortvarigt i 1870’erne (opkøbt af Trøjborg Bryggerierne, siden af Ceres).
Typograf Harald Jensen oprettede i 1881 sammen med kollegaen Emil Marott en fagforening, der førte til dannelsen af Demokratisk Samfund for unge Mænd i Aarhus i 1882. På få år blev Arbejdernes Fællesorganisation i Aarhus, en forbrugsforening og Bagerikooperativet i Margrethemøllen dannet.
Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) indledte i 1906 produktion i Viby med tilslutning til jernbanen. Først med en reb- og en kemisk-teknisk fabrik, i årene 1912‑13 med en margarinefabrik. Andelsbevægelsen vandt først indpas på mejerierne på landet, siden slagterierne. I 1890’erne kom indkøbsforeninger for foderstoffer til. Jydsk Andels-Foderstofforretning etablerede filialer i Esbjerg, Aalborg og Vejle, men hovedparten af fragterne gik over havnen i Aarhus. Hovedkontoret blev i 1920 flyttet til Axelborg i København.
Mejerierne sluttede sig sammen regionalt for at højne smørproduktionen og sikre salgsvilkårene. De samvirkende jydske Mejeriforeninger blev dannet på et møde i Aarhus i 1895, og lokalt fulgte man trop med Aarhus Omegns Mejeriforening med et opland fra Ry til Odder og Helgenæs. Kul var vigtigt for mejeriernes produktion, og i 1913 dannede de Jydsk Andels Kulforretning, som senere blev til Dansk Andels Kulforretning. Foreningen af Jydske Landboforeninger (1872) havde også sit hovedsæde i Aarhus.
Otto Mønsteds Magarinefabrik – OMA
I anden halvdel af 1800-tallet steg efterspørgslen på smør både fra ind- og udland. Erhvervsmanden Otto Mønsted stiftede i 1883 Aarhus Butterine Company og lagde dermed grunden til Danmarks første produktion af kunstsmør, der senere fik navnet margarine. Den første margarinefabrik lå i Aarhus og anvendte restolien fra Aarhus Palmekærnefabrik. På trods af utilfredshed fra de danske mejerier blev Mønsteds produkt hurtigt populært og solgt i hele landet, og i slutningen af 1800-tallet blev der åbnet fabrikker i England for at dække det engelske marked. I 1909 blev varemærket OMA (Otto Mønsted Aarhus) introduceret og har siden da været synonymt med den småboblende margarine, som skuespillerinden Liva Weel sang om i reklamefilmen fra 1930’erne. I 1982 lukkede margarineproduktionen, og varemærket blev solgt til Unilever, der i dag producerer OMA-produkter.
Bryggeriet Ceres
»Drik jydsk Øl i Jylland – drik Ceres«. Sådan lød opfordringen, der kan læses som et modtræk mod Ceres’ store konkurrenter, Carlsberg og Tuborg. Jysk øl var der da også tale om, eftersom Ceres i mange år fortrinsvis brugte jyske råvarer i ølproduktionen; fx blev en stor del af kornet, der indgik i brygningen, dyrket på markerne lige uden for bryggeriet. Den tidstypiske plakat er tegnet af den aarhusianske kunstner Aage Handest i 1934 og var et led i den modernisering, som Ceres’ reklamesprog og markedsføring gennemgik i denne periode.
Bryggeriet Ceres blev grundlagt i 1856 med købmand Malthe Conrad Lottrup som drivkraft. Ceres var det første bryggeri i Aarhus, der producerede bayersk øl. Bryggeriet blev anlagt uden for byen ved Århus Å, hvor der var adgang til rigeligt vand og marker til dyrkning af byg, ligesom skråningerne gjorde det nemt at grave ud til kølige lagerlokaler. I 1871 overtog Lottrups svigersøn, Lars Christian Meulengracht, ejerskabet. Han moderniserede bryggeriet og lod det i 1898 fusionere med bryggerier i Vejle, Horsens og Fredericia under koncernnavnet Østjydske Bryggerier A/S. Ceres blev dog hængende som navn for bryggeriet i Aarhus. I 1920’erne tog Ceres nye strategier i brug, da bryggeriet overtog distributionen fra ølforhandlerne og moderniserede reklamesproget. Ceres’ mineralvandsfabrik blev Aarhusområdets største. I 1953 bryggede Ceres første gang den sidenhen så berømte pilsnerøl Top. I 1956 antog man navnet Ceres igen, og efter flere fusioner blev navnet i 1966 ændret til Ceres Bryggerierne Akts. – Århus, Horsens, Vejle. I 1976 indgik Ceres i Jyske Bryggerier, der efter flere sammenlægninger fik navnet Royal Unibrew i 2005. Ceres ekspanderede sig ud af den tætte konkurrence, og i 1996 stod et bryghus med en kapacitet på 150 mio. liter øl om året færdigt. Ceres-varemærket lever videre, selv om brygningen i Aarhus ophørte i 2008.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Politik
På landet eksisterede siden 1841 sogneråd. Sognerådene bestod typisk af fremtrædende beboere som fx gårdmænd, lærere, præster og mejerister. I forstæderne nærmest købstaden var der en bredere sammensætning. I 1909 valgtes de første tre socialdemokrater i Vejlby-Risskov og den første kvinde.
Byrådet i Aarhus trådte sammen første gang i 1869. Den folkelige deltagelse i byrådet var til at begynde med meget lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Byrådet var længe domineret af konservative kredse, læger, embedsmænd og ikke mindst ledende erhvervsfolk. Den Konservative Vælgerforening i Aarhus blev dannet i 1873 og opnåede ved folketingsvalget samme år at få valgt den lokale godsejer Hans Peter Ingerslev på bekostning af Venstres lokale fører, redaktør Lars Bjørnbak. Venstre fik sin vælgerforening i 1881 og syv år senere sit første byrådsmedlem, lægen Poul Peter Ørum. Socialdemokraterne stiftede parti i 1883 og fik i 1894 sit første byrådsmedlem i Aarhus i skikkelse af redaktør Harald Jensen, i øvrigt opstillet på en fællesliste med Venstre. I 1909 fik socialdemokraterne for første gang flertal i byrådet, og samme år blev socialdemokraten Dagmar Wilhelmine Petersen valgt ind som byrådets første kvinde. Partiet pressede socialpolitiske forbedringer igennem, men mistede flertallet ved valget i 1913 pga. utilfredshed med stigende kommuneskat. I 1919 blev socialdemokraten Jakob Jensen borgmester.
Mere om politik i kommunen
Uddannelse og social omsorg
Undervisning i husgerning på Frederiks Allés Skole (Søndre Pigeskole) i Aarhus i 1909. Skolen var en pigeskole, og lige ved siden af lå Valdemarsgades Skole (Søndre Drengeskole). De to skoler blev sammenlagt til Brobjergskolen i 1961, men først i 1975 blev husgerning også obligatorisk for drengene.
Sygehuse og uddannelsesinstitutioner har spillet en stor rolle for Aarhus’ status som regionalt center.
Adskillige store købstadsbyskoler blev bygget i perioden. I 1906 fik Katedralskolen en ny hovedbygning og havde i 1920 322 elever fordelt på mellemskole, realskole og gymnasium. 1918‑19 var der på Aarhus Tekniske Skoles dag- og aftenskole 1.214 elever. I sognekommunerne foregik undervisningen fortsat i de gamle landsbyskoler, måske med tilbygning af en gymnastiksal, men tættere ved Aarhus førte det stigende befolkningstal til opførelsen af nye skoler. Viby fik en moderne skolebygning i 1905, Brabrand fik realskole i 1911, og i Vejlby blev der bygget nye skoler i hhv. 1860 og 1901.
Kontorfagenes videreuddannelse fandt især sted på aftenskoler, af hvilke handelsforeninger drev to, og Aftenskolen for Arbejdere oprettedes i 1872. I 1905 blev Den jydske Handelshøjskole taget i brug. Skolen var med sin brede geografiske søgning Aarhus’ første regionale undervisningsinstitution. En mindre handelsdagskole blev drevet af Aarhus Handelshøjskole efter 1895. Aarhus Kvindeseminarium på Trøjborg blev etableret i 1909 af Indre Mission til 150 elever.
Vejlby Højskole blev anlagt i 1907 som en grundtvigiansk folkehøjskole af Jens Nørregaard, højskoleforstander fra Testrup Højskole ved Mårslet. Vejlby Højskole overlevede kun til 1921 og blev derefter omdannet til landbrugs- og husholdningsskole.
I købstaden gjorde det stigende antal udearbejdende og enlige mødre, at antallet af daginstitutioner efterhånden var helt utilstrækkeligt. Arveprinsesse Carolines Børneasyl (grundlagt 1836) havde plads til 100 småbørn. To andre asyler var Stefansforeningens Børnely (1883) og Kong Christian IX’s og Dronning Louises Guldbryllups Asyl (1892), hvor en diakonisse eller asylmoder og et par piger passede ca. 110 børn hvert sted. De få vuggestuer og fritidshjem var alle private. Christian IX’s Børnehjem til børn fjernet fra hjemmet blev bygget i 1909 med midler fra Aarhus Byråd og frivillige. Kystsanatoriet ved Kalø Vig var fra 1913 hjem for piger, der vantrivedes. Drenge, der var fjernet fra hjemmet, kunne fra 1918 henvises til optagelseshjemmet i Christiansgade, mens pigerne blev anvist plads på Kvindehjælpens Optagelseshjem. Et af disse blev grundlagt i Skåde i 1915, et andet i Viby, men det største var Katrinebjerg Pigehjem fra 1914. Elev Mødrehjem var for ugifte mødre og deres børn. I Viby etablerede Diakonissestiftelsen i 1898 Nordens første kvindehjem, Sichar.
Byrådet i Aarhus lod 1867‑70 bygge en fattiggård (ved nuværende Vester Allé). Den afløste de forældede lokaler i klosterbygningerne ved Vor Frue Kirke. Efter en udvidelse i 1885 var der plads til 300 fattiglemmer. På landet blev fattiggårdene en af sognerådenes største udgifter. I årene fra 1877 til 1883 blev der indrettet fattiggårde i Sabro, Vejlby, Grundfør, Kasted, Søften, Trige, Viby, Lisbjerg og Hjortshøj- Egå. I 1904 blev De gamles Hjem på Trøjborg taget i brug. Efter en senere udvidelse var der plads til 170 ældre og yderligere 80 på sygeafdelingen.
Sindssygehospitalet i Risskov blev taget i brug i 1852 og havde i 1919 762 patienter. Koleraepidemien i 1853 viste, at det amtslige sygehus i Vestergade med 28 senge var helt utilstrækkeligt. Aarhus Kommune fik sit eget hospitalsvæsen i 1856 med sygehuset i Dynkarken med 20 senge. Da det nye Aarhus Kommunehospital åbnede i 1893, havde det plads til 140 medicinske og kirurgiske patienter samt afsondrede bygninger til epidemipatienter. Aarhus Amtssygehus blev taget i brug i 1882 i Viby Sogn og havde efter udvidelser i 1907 156 senge. Fødende fra hele Jylland kunne fra 1910 henvises til Fødselsanstalten i Jylland, som lå ved Vennelystparken. Ophold var gratis for ubemidlede ugifte kvinder, enker og forladte hustruer, men betalingsophold var også muligt. Den katolske orden Sankt Joseph Søstrene drev fra 1901 Sankt Josephs Hospital, som fik egen bygning i 1907 ved Tietgens Plads i Aarhus. Marselisborg Hospital blev indviet i 1913 til behandling for epidemiske sygdomme og hud- og kønssygdomme.
Kystsanatoriet
Mens de idylliske omgivelser ud mod Kalø Vig lige nord for Studstrup nok kunne være en lise for sjælen, var det især den friske havlufts betydning for tuberkuloseramte lunger, som spillede en rolle i kystsanatoriets placering. Foto fra 1956.
Mod slutningen af 1800-tallet var mange af Europas storbyer ramt af tuberkuloseepidemier. Som led i den nationale tuberkulosebekæmpelse fik den folkelige bevægelse Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse med statens støtte bygget Kystsanatoriet ved Kalø Vig i 1912. Sanatoriet var blot et af en række kystsanatorier, som i samme periode blev opført rundtom i landet. Oprindelig havde det kapacitet til at behandle 25 tuberkuloseramte drenge. Allerede året efter opførelsen blev kystsanatoriet dog omdannet til et sted for piger, der vantrivedes af forskellige årsager. En del af behandlingen bestod af frisk luft samt ture i skoven og langs stranden.
Mere om uddannelse og social omsorg i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Aarhus Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Aarhus Kommune
- Middelalderen i Aarhus Kommune
- 1536-1850 i Aarhus Kommune
- 1920-1970 i Aarhus Kommune
- 1970-2007 i Aarhus Kommune
Se alle artikler om 1850-1920
