Grænsegendarmer og en dansk toldbetjent ved grænseovergangen i Kalvslund, ca. 1910. Af . Begrænset anvendelse

1850-1920 i Esbjerg Kommune

Tidslinje over middelalder og nyere tid i Esbjerg Kommune.

.
Spangsbjerg Sanatorium blev bygget på initiativ af byrådsmedlem og praktiserende læge Thomas Brinch. Søstrene fra Sankt Joseph-ordenen varetog driften og udførte alle de daglige opgaver, fra madlavning og tøjvask til sygepleje. På billedet fra omkring 1920 ses Brinch omgivet af søstrene og sanatoriets patienter.
.
Støbeformen fjernes omkring en nystøbt gryde på Ribe Jernstøberi i 1959. Støbejern er et uhyre holdbart materiale, og de emaljerede »Ribegryder« kan stadig findes på loppemarkeder og hos marskandisere.
.
En perron, to nationer. Stationspersonalet på Vedsted-Hviding Station poserer i 1918 på hver sin side af jerngitteret, der udgør grænsen.
.
I slutningen af 1800-tallet var Esbjerg Danmarks hurtigst voksende by, og der var stor efterspørgsel på byggematerialer. Mange teglværker skød op i byens omegn, bl.a. Måde Teglværk, hvor de tre teglværksarbejdere på billedet er i færd med at brænde mursten. Foto fra ca. 1910.
.
Grænsegendarmer og en dansk toldbetjent på hver side af den kæde, der udgjorde grænseovergangen ved Kalvslund. Foto fra ca. 1910.
.

Artikelstart

Landbrug dominerede den nuværende Esbjerg Kommune, der efter nederlaget i 1864 blev delt af grænsen til Tyskland. Flere industrivirksomheder blev anlagt i købstaden Ribe og i stationsbyerne langs de nyanlagte jernbaner. Efter anlæggelsen af Esbjerg Havn opstod en hurtigt voksende by, der snart fik stor betydning for forarbejdning og eksport af landbrugsvarer.

Administrativ inddeling

I 1850 var området fortsat langt overvejende placeret i Ribe Amt, mens området omkring selve Ribe var delt mellem Ribe og Haderslev Amter og dermed mellem hhv. Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. I 1861 blev Vester Nykirke-Fåborg Sognekommune delt i to, så den nye Vester Nykirke Sognekommune opstod i området. Året efter blev Darum-Bramminge delt i to.

I forbindelse med nederlaget i 1864 blev sognene omkring Ribe, der tidligere havde været en del af hertugdømmet Slesvig, mageskiftet med de såkaldte kongerigske enklaver, dele af Kongeriget Danmark, der lå sydligere, og som nu blev preussisk. Af de nye dele af kongeriget omkring Ribe oprettedes Hjortlund, Kalvslund, Farup, Vester Vedsted og Seem Sognekommuner, mens den eksisterende Vilslev-Hunderup Sognekommune udvidedes mod syd. Disse områder blev dermed også del af Ribe Amt. Af de områder i det nuværende kommuneareal, der blev afstået ved nederlaget i 1864, en bræmme syd for Ribe og Hygum Sogn øst for Ribe, opstod efter afståelsen seks preussiske Gemeinden, der lå i Kreis Hadersleben. Gemeinde Fjerstedt blev indlemmet i Gemeinde Spandet i 1872, og Gemeinde Osterobeling i Gemein- de Roagger i 1876.

I 1894 blev Esbjerg Ladeplads Sognekommune udskilt af Jerne-Skast-Esbjerg Sognekommune, og i 1899 blev Esbjerg købstadskommune. Den blev desuden i 1917 udvidet mod nordvest på Guldager Sognekommunes bekostning. Også Ribe Købstadskommune blev udvidet med indlemmelsen af Ribe Sankt Katrine Sogns Landdistrikt Sognekommune i 1913. I 1909 blev Gørding-Vejrup Sognekommune og i 1914 Jerne-Skast Sognekommune delt i to, og i 1912 blev Farup Sognekommune udvidet mod nord på Vilslev-Hunderup Sognekommunes bekostning.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I 1850 var befolkningstallet i de sogne, der hørte til Kongeriget Danmark, 15.793. Ribe var den nuværende kommunes eneste købstad og var med 2.984 indbyggere den største by, mens hverken Esbjerg eller Bramming endnu blev regnet som byer. Frem mod år 1900 steg befolkningstallet i de kongeriske sogne fra 24.548 i 1890 til 35.934 i 1901. Væksten skyldtes især anlæggelsen af Esbjerg Havn fra 1868 og jernbanerne, der i perioder gjorde Esbjerg til Danmarks hurtigst voksende by. Ved sin første folketælling i 1870 havde Esbjerg 460 indbyggere, men allerede i 1890 lå befolkningstallet på niveau med Ribe med omkring 4.100. I 1911 havde byen nået 19.384 indbyggere, mod Ribes 5.022. Befolkningstallet i de af den nuværende Esbjerg Kommunes sogne, der lå på den danske side af grænsen, var samme år 44.832.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

Ved midten af 1800-tallet var landtransporten i kommunen begrænset til dagvogne som fx ruten Ribe-Varde med stop ved Strandby Kro for rejsende og post til og fra Fanø.

Efter krigen i 1864 og tabet af havnene i Husum, Tønningen og Altona ved Hamborg ønskede staten en ny havn på den jyske vestkyst. Esbjerg Havn blev indviet i 1874, og året efter sejlede hjuldamperen Riberhuus den første tur på ruten Esbjerg- Thameshaven, der fem år senere blev omlagt til Esbjerg-Harwich.

Der opstod også andre infrastrukturelle udfordringer efter den nye grænsedragning. Ribe-Kolding-landevejen ville syd for Kongeå i Kalvslund Sogn komme til at krydse grænsen til gene for de rejsende. Løsningen blev, at Preussen fik kompensation med et areal ved Brænore syd for Kolding, og hele landevejsstrækningen forblev dansk.

Esbjerg blev fra 1874 også forbundet ind i landet med første del af Den Vestjyske Længdebane fra Esbjerg til Varde og jernbanen mellem Lunderskov og Esbjerg, der gik over Bramming og i 1916 kom til at indgå i Diagonalbanen til Grindsted. Dette gjorde Bramming til trafikknudepunkt, da der i 1875 også kom jernbane til Ribe. Denne bane blev i 1887 forlænget over grænsen ved Vedsted- Hviding og fortsatte til Tønder.

1850‑1920 var jernbanernes tid, men omkring 1910 anlagde staten en hovedvej mellem Esbjerg og Kolding, kendt som hovedvej 1. I anden halvdel af 1800-tallet begyndte opførelsen af forsyningsværker i tilknytning til de større byer. Ribe fik gasværk i 1863, vandværk i 1887 og elværk i 1906. Esbjerg fik vand- og gasværk i 1896 og elværk i 1907. Bramming fik elværk i 1918 og vandværk i 1921.

Mere om infrastruktur i kommunen

Grænsejernbanestationen Vedsted-Hviding

Jernbanestationen ved Vedsted-Hviding er egnens mest markante monument over 1864-grænsen. Den i alt 205 m lange bygning var med opførelsen i 1887 en af Nordeuropas længste stationsbygninger.

Længden og den symmetriske facade skyldes, at bygningen er opført til at rumme to stationer: en dansk i nord og en tysk i syd. Stationerne fik ved anlæggelsen navne efter de to nærmeste landsbyer på dansk og tysk side af grænsen – hhv. Vedsted og Hviding. Hovedbygningen er tegnet af den danske arkitekt, kaptajn Thomas Arboe, som har tegnet mange større og mindre stationsbygninger i Jylland og på Fyn.

Længst mod nord, på den danske side, lå forskellige udhuse, herefter fulgte den danske stationsbygning med ventesale og stationskontorer. Tættest mod midten lå den danske toldstation, som grænsede direkte op til den tyske del, hvor de tyske lokaler lå i modsat rækkefølge. Alting identisk, men spejlet omkring landegrænsens akse og adskilt af et jerngitter midt på perronen. Efter Genforeningen i 1920 havde den dobbelte stationsbygning udspillet sin rolle. En ny stationsbygning blev opført, og den gamle blev fra 1923 omdannet til psykiatrisk hospital. Det bestod indtil 2015, hvorefter Udlændingestyrelsen indrettede asylcenter i bygningerne.

Bebyggelse og erhverv

Med anlæggelsen af jernbanerne i anden halvdel af 1800-tallet blev flere af de ældre landsbyer i kommunen stationsbyer, således Bramming og Tjæreborg, mens Gredstedbro opstod som en ny stationsby på banen fra trafikknudepunktet Bramming til områdets daværende hovedby, Ribe.

De nye stationsbyer tiltrak i stigende grad håndværk og serviceerhverv, om end det var ujævnt fordelt. Andelen af håndværkere, barberer, krofolk og lignende i sognenes befolkning var således efter jernbanens ankomst og indtil begyndelsen af 1900-tallet større i både Gørding og Tjæreborg end i Bramming. Først efter anlæggelsen af Diagonalbanen fra 1916 udviklede Bramming sig til områdets største stationsby, med bl.a. advokater, tandlæger og et bredt udvalg af handlende. Uden for Ribe og i nær tilknytning til det voksende Esbjerg var landbrug det største erhverv i perioden. Fra 1880’erne blev der desuden anlagt adskillige andelsmejerier nord for grænsen, bl.a. på Mandø, hvis mandlige befolkning tidligere primært havde beskæftiget sig med søfart. Da sejlskibene i stigende grad blev udkonkurreret af dampskibe, begyndte øboerne i stedet at ernære sig af landbrug.

I landområderne fandtes der flere steder mindre industrivirksomheder. Især teglbrænding, fx i Skads og Bryndum Sogne, og fremstilling af jydepotter i Vester Nebel og Grimstrup Sogne, mens der i sognene øst for Ribe blev produceret store mængder tørv til den nærliggende by. Der fandtes ligeledes omkring Grimstrup en omfattende tørveproduktion, som fra ladepladsen ved Roborg 2 km sydvest for Tjæreborg udskibedes til bl.a. Fanø.

De store hedearealer i kommunen blev tilplantet fra anden halvdel af 1800-tallet. Tilflytterne til Esbjerg gik i spidsen for dette arbejde og etablerede bl.a. Esbjerg-Gjesing Plantage A/S i 1890 (i dag: Nørreskoven). Periodens største anlægsarbejde blev dog det omfattende digebyggeri i årene omkring 1. Verdenskrig. Efter en ødelæggende stormflod ved Ribe i 1904 blev gamle planer om diger til sikring af marskområderne taget frem og førte i 1909 til en lov om et dige fra Vester Vedsted syd for Ribe til Store Darum i nord. Arbejdet blev dog ikke begyndt i tide til at imødegå endnu en voldsom stormflod i 1911, men diget stod færdigt året efter. Foruden sikring af by og marskområderne mod vest skabte det mange arbejdspladser både for de lokale og for arbejdskraft udefra, som i kortere og længere perioder slog sig ned ved Ribe. Diget blev i 1923 forlænget fra Store Darum til Roborg.

Esbjergs kraftige vækst betød, at byen i 1899 fik købstadsrettigheder. Indtil da havde Ribe været områdets eneste købstad. Fra 1800-tallets midte blev der anlagt flere industrivirksomheder. Foruden Ribe Jernstøberi, der var åbnet i 1848, kom Giørtz’ bomuldsvæveri til i 1845. Virksomheden blev udvidet flere gange frem til 1870’erne, men efter et generationsskifte blev det i 1881 overtaget af Crome & Goldschmidts Fabriker fra Horsens. Væksten i industrien betød, at hele 43 % af befolkningen i Ribe i 1890 var beskæftiget inden for håndværk og industri. 17 % arbejdede inden for handel og transport og 13 % inden for service og administration.

Esbjerg bestod i 1850 kun af et par gårde og tre huse. Efter at staten i 1868 traf beslutningen om anlæggelsen af en havn, udviklede bebyggelsen i Esbjerg sig hurtigt. I 1890 var lidt over halvdelen af indbyggerne beskæftigede inden for håndværk og industri, mens omkring 20 % arbejdede med handel og transport, især i forbindelse med havnen. Landbrug og fiskeri udgjorde med blot 5 % foreløbig den mindste erhvervsandel. Fiskeriet fra Esbjerg kom først for alvor i gang omkring år 1900, og selv da beskæftigede det langt flere i land end til søs.

Landbrugsprodukter fra hele Danmark blev udskibet fra Esbjerg Havn, og flere industrier opstod på baggrund af dette. Der var bl.a. stor eksport af fedesvin til især det tyske marked og voksende efterspørgsel på bacon fra det engelske marked, og for at landmændene kunne profitere yderligere på dette, blev Esbjerg Andels- Svineslagteri stiftet i 1888. I 1895 kom Dansk Andels Smørpakkeri til.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Ribe Jernstøberi

Anden halvdel af 1800-tallet var støbejernets storhedstid, hvor materialet blev flittigt brugt til alt fra gryder, kakkelovne og komfurer til vinduer, gravkors, bjælker og redskaber. En af producenterne var Ribe Jernstøberi, grundlagt i 1848 af apoteker Frederik Hansen von Støcken. I 1871 blev støberiet solgt til guldsmeden Rasmus Marius Jacobsen Obbekjer, hvis søn overtog det i 1905. Da centralvarmen vandt frem, faldt salget af kakkelovne. Derfor begyndte virksomheden i 1918 at producere radiatorer, først af støbejern og siden af pladejern. I 1935 åbnede man filialfabrikken Dansk Rørindustri, der blev en stor producent af afløbsrør. I 1973 blev det oprindelige støberi lukket, og virksomheden omdøbt til Ribe Jernindustri. Virksomheden blev kortvarigt erklæret konkurs i 2018, men derefter overtaget af den engelske radiatorproducent Stelrad Radiator Group. Produktionen flyttes i 2020 til England, mens det gamle fabriksområde i bymidten omdannes til et nyt bykvarter.

Politik

I landsognene var Venstre dominerende i sognerådene. Købstaden Ribe havde en kongevalgt borgmester, og det samme havde Esbjerg fra 1899, hvor byen blev købstad. Ved folketingsvalgene stemte Esbjerg (Ribe Amts 2. Valgkreds) typisk på en Venstremand, og mod periodens slutning kom Socialdemokratiet til at høste flest stemmer. I størstedelen af den resterende kommune (Ribe Amts 3. valgkreds) kom Venstre til at dominere.

Mere om politik i kommunen

Grænse og told

I mange århundreder blev grænsen mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig udgjort af Kongeå, og ved overgangsstederne skulle der betales told. Gredstedbro havde fra gammel tid været et overgangssted, hvor bl.a. kreaturer krydsede grænsen på vej til de tyske markeder. Også Vilslev var i slutningen af 1700-tallet blevet oprettet som toldsted.

I midten af 1800-tallet var man fra politisk side indstillet på at øge frihandelen, og fra 1850 blev toldgrænsen flyttet til Ejderen, og toldstederne ved Kongeå nedlagt. Efter nederlaget i krigen i 1864 blev Kongeå fra Fårkrog til Villebøl en del af landegrænsen mellem Danmark og Preussen, og toldgrænsen blev genoprettet.

For at undgå, at ejendomme i Kalvslund Sogn fik jord på begge sider af grænsen, blev kongen anmodet om, at hele sognet skulle høre til kongeriget, hvorved man også undgik, at landevejen krydsede grænsen. Da jernbanen fra Bramming til Tønder åbnede, flyttede kreatureksporten til det tyske marked, og fortoldningen fandt sted ved grænsestationen i Vedsted-Hviding. For at undgå smugling oprettede den danske stat i 1865 et grænsepolitikorps, der fungerede helt frem til 1969, hvor opgaverne overgik til toldvæsenet.

Social- og sundhedsforhold

I 1850 fandtes kommunens eneste sygehus i Ribe. I 1894 blev der anlagt et epidemisygehus i Esbjerg, men med byens kraftige vækst slog det ikke til. Fra 1904 drev Sankt Joseph Søstrene et privat sygehus i Esbjerg, og i 1909 blev et nyt kommunalt sygehus indviet i byen, og det gamle hospital blev omdannet til Esbjergs første alderdomshjem. Ribe fik sit første alderdomshjem i 1909. Ribelund blev oprettet som åndssvageanstalt og taget i brug i 1907.

I 1908 åbnede Spangsbjerg Sanatorium, der behandlede tuberkulosepatienter. Sankt Joseph Søstrene stod for driften frem til 1920, hvor Nationalforeningen til Tuberkuloses Bekæmpelse overtog. I 1915 åbnede foreningen et kystsanatorium i Hjerting. Det var et tilbud til skrofuløse (kirtelsvage) drenge.

Skole og uddannelse

Ribe Byskole var i perioden Ribes folkeskole, mens Esbjerg fik sin første skole i 1877. På grund af byens vækst blev der i de følgende årtier åbnet flere nye skoler. Skolerne på landet var igennem perioden typisk drevet efter den vestjyske skoleordning. Det betød, at de ældste elever gik i skole flere dage i vinterhalvåret og færre dage i sommerhalvåret, hvor der typisk var behov for ekstra arbejdskraft i landbruget. Desuden krævede afstandene i de tyndtbefolkede områder flere skolebygninger, end antallet af skolebørn egentlig tilsagde. I Bramming fandtes der fx frem til 1893 to forskoler. På Mandø forestod sognepræsten størstedelen af undervisningen.

Ribe Katedralskole var kommunens eneste gymnasium, indtil Esbjerg Realskole i 1907 fik ret til at føre elever til studentereksamen. I Esbjerg åbnede Esbjerg Tekniske Skole i 1883, mens Ribe Tekniske Skole åbnede i 1897. Esbjerg Handelsskole fra 1890 og Ribe Handelsskole (i dag: Ribe Handelsgymnasium) fra 1908 stod for uddannelser inden for handel og kontor.

Læreruddannelsen kunne fra 1899 tages på Ribe Seminarium. I 1918 blev det et statsseminarium for kvinder. Fra 1910 kunne industriarbejdere fra både Esbjerg og resten af landet få undervisning på Danmarks første arbejderhøjskole. I 1917 fik skolen egen bygning på Gammel Vardevej, der blev kendt som »Den Røde Borg«.

Mere om uddannelse og social omsorg i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Esbjerg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1850-1920