Ved periodens begyndelse var landområderne præget af spredt bebyggelse og enestegårde. Igennem perioden voksede befolkningen, og landsbyer blev dannet. Langs de nyanlagte jernbaner voksede stationsbyerne, med Skjern som den største. Landbruget, der tidligere havde båret præg af de magre jordforhold og udbredt hede, tog nye produktionsformer og teknologi i brug.
Lyngvig Fyr. Af Angelina Owino/Trap Danmark, 2017.
Begrænset anvendelse
1850-1920 i Ringkøbing-Skjern Kommune
Der var i 1800-tallet flere tobaksfabrikker i Ringkøbing, og Mølgaards Tobaksfabrik blev med sine ca. 85 medarbejdere omkring år 1900 en af byens største arbejdspladser. Her er arbejdere opstillet til fotografering. Foto fra 1890’erne.
Købmandsbutikkerne i de mindre landsbyer skulle dække efterspørgslen fra både by- og landområder. En blandet landhandel som købmand Klitgaards forretning i Hoven, her fotograferet omkring år 1913, havde derfor et bredt varesortiment, der omfattede alt fra dagligvarer, kolonialvarer, petroleum og gryder til reb, træskobeslag og haveredskaber.
Havneforholdene i Ringkøbing blev stærkt forbedret 1904‑05, men godstransporten var beskeden pga. den ringe vanddybde i Ringkøbing Fjord. På dette foto fra 1936 er der dog livlig aktivitet ved fiskerkutterne og havnefaciliteterne.
Soldater på øvelse i skydeterrænet på Borris Hede i begyndelsen af 1900-tallet.
Mælkejunger vaskes efter malkning ved gårdens pumpe. Foto fra ca. 1915.
Administrativ inddeling
I 1850 fordelte området sig på 30 kommuner, heraf en købstadskommune, Ringkøbing. Langt størstedelen af området lå fortsat i Ringkøbing Amt. I år 1900 blev Vorgod-Nørre Vium Sognekommune delt i Vorgod og Nørre Vium-Herborg Sognekommuner. I 1906 blev Sønder Lem-Ølstrup Sognekommune ligeledes delt i to. I 1916 blev området omkring Videbæk overdraget Nørre Vium-Herborg fra Vorgod Sognekommune.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Befolkningsudviklingen inden for den nuværende Ringkøbing-Skjern Kommune tegnede i perioden et billede af kraftig vækst. I 1850 var der 19.175 indbyggere, og frem til 1901 steg dette tal til 29.579 indbyggere. Ved folketællingen i 1921 var indbyggertallet steget til 38.051. De samlede tal dækker over visse variationer. Området omkring stationsbyen Skjern havde således lidt kraftigere vækst i befolkningstallet end andre områder i den nuværende kommune.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Infrastruktur
I 1850’erne og 1860’erne fik Vestjylland et net af nye veje af en helt anden kvalitet end tidligere tiders hjulspor. Den ældgamle rute Varde-Skjern Bro-Ringkøbing-Skærum Bro blev nybygget. En ny vej fra Østjylland og Herning blev ført til Ringkøbing, og den gamle studedrivervej fra Holstebro til Skjern blev nyanlagt.
Jernbanen nåede egnen med Den Vestjyske Længdebane, der fra 1875 forbandt Ringkøbing og en række landstationer med den nye havn i Esbjerg. I Skjern var der fra 1881 forbindelse mod Aarhus og fra 1920 mod Videbæk. Fra Ringkøbing udgik privatbane mod Ørnhøj fra 1911. Fra Tarm var der forbindelse med privatbane til Nørre Nebel fra 1913, og i Troldhede kunne man fra 1917 skifte fra tværbanen til privatbanen mod Kolding.
Havnen i Ringkøbing åbnede i 1905, men pga. de vanskelige besejlingsforhold på Ringkøbing Fjord fik den kun beskeden betydning.
I begyndelsen af 1900-tallet opførtes elværker i både Ringkøbing og Skjern. I mange mindre lokalsamfund oprettedes små jævnstrømsværker, fx Lyne Elværk fra 1913.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Ved 1800-tallets midte var bebyggelsesstrukturen i den østlige del af kommunen præget af spredte enkeltgårde. Mod fjorden var bebyggelsen tættere, og her fandtes størstedelen af landsbyerne. På landet begyndte mindre bebyggelseskoncentrationer at vokse op omkring købmandshandler, møller, mejerier og andre nye virksomheder. Tidens vækst gav også anledning til større bydannelse. Skjern voksede hurtigt, men også Tarm, Videbæk, Lem og flere andre byer langs de nye jernbaner voksede frem som lokale centre for landbrugets stigende efterspørgsel på handel og service. I Lem blev der grundlagt flere smedevirksomheder, bl.a. af Hans Søren Hansen i 1898 (senere Vestas).
Den eneste gamle by i området, Ringkøbing, voksede også, men ikke så hurtigt som de byer, der lå ved vigtigere krydspunkter mellem søtransport og jernbane. Selv om nye stationsbylignende gader kom til rundt om byens gamle kerne, forblev Ringkøbing en lille by.
Landbruget var det dominerende erhverv i perioden, men det gennemgik store forandringer. Midt i 1800-tallet var det enge og kvægopdræt, der var det vestjyske landbrugs vigtigste ressource. Agerjorden var beskeden både af udstrækning og udbytte, mens store områder henlå som hede. I det sene 1800-tal tog opdyrkningen af heden fart. Mod periodens slutning forbedredes jordforholdene, idet man begyndte at tilføre mergel og kunstgødning til jorden, hvilket resulterede i, at store områder kunne tages under plov. Ageren overtog engens rolle som landbrugets grundlæggende ressource, og det gav anledning til større husdyrhold. Bønderne dannede andelsmejerier og -slagterier, og et mere markedsorienteret landbrug tog form.
Det nye landbrug efterspurgte håndværk og handel, så et nyt bredt erhvervsliv voksede frem. Industri ud over brancher nært knyttet til landbruget var der til gengæld kun i begrænset grad tale om. Fiskeriet var vigtigt langs kysten, og det spillede en vis rolle i Ringkøbing, men det var i det store perspektiv mest et supplement og et erhverv for småkårsfolk.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Politik og religion
Venstre stod stærkt i hele perioden. Selv i embedsbyen Ringkøbing var opbakningen til Højre begrænset. I 1900-tallet fik de to gamle partier selskab af Radikale Venstre og Socialdemokratiet.
Politikeren J.C. Christensen blev valgt til Folketinget for Ringkøbingkredsen i 1890 og blev siddende til 1924. Han blev en central figur i Venstre og bestred fra 1901 til 1922 forskellige ministerposter og var 1905‑08 konseilspræsident. Gennem sin lange karriere i politik boede han i Hee nord for Ringkøbing.
Gennem 1800-tallet gødede brødremenigheden, der havde en missionær stationeret i Skjern, jorden for religiøs vækkelse i Vestjylland. I århundredets slutning vandt både Indre Mission og grundtvigianismen opbakning. Fra sogn til sogn varierede det, om kampen om sjælene blev vundet i missionshuset eller forsamlingshuset. Skjern var vækkelsernes by. Indre Mission, Luthersk Missionsforening og Evangelisk Luthersk Mission opførte hvert sit missionshus.
Mere om politik og religion i kommunen
Uddannelse og social omsorg
Det tog tid, før intentionerne i Skoleloven af 1814 blev indfriet. Landsognenes hovedskoler fik efterhånden uddannede lærere, men i de ofte vidtstrakte og tyndtbefolkede sogne måtte man også indrette biskoler og omgangsskoler. Her var det vanskeligere at sikre undervisning efter tidens krav til kvalitet og mængde. I købstaden Ringkøbing gennemgik skolevæsenet en vældig udvikling. Borgerskole med realafdeling blev opført i 1870’erne, mens en ny skole nordøst for byens centrum blev taget i brug i 1910. Skjern og de øvrige hastigt voksende nye byer fik tidssvarende skoler omkring århundredeskiftet.
Vestjylland måtte længe, også længere end andre egne, klare sig med en enkelt læge i Ringkøbing. Først fra midten af 1800-tallet kom der praktiserende læger i Ringkøbing, Skjern og Tarm, og senere også i Lem, Tim og Borris. Ringkøbings første sygehus fra 1829 blev i 1874 afløst af et nyt med operationsstue. Byens epidemisygehus blev opført i 1889, og i 1908 blev byens tredje sygehus opført. Tarm Sygehus åbnede i 1886. Det blev siden udvidet adskillige gange. Fattigforsorgen blev varetaget på de mange sognekommunale fattiggårde, der blev indrettet i 1800-tallets anden halvdel.
Mere om uddannelse og social omsorg i kommunen
