Siden 1861 har Hjejlen besejlet Silkeborgsøerne, og den er dermed verdens ældste hjuldamper i rutefart med egen oprindelig dampmaskine.

.
To ensporede, næsten ens jernbanebroer krydser Remstrup Å ved Sejsvej i Silkeborg. Broerne blev bygget i 1907; den sydligste skulle betjene jernbanestrækningen Skanderborg-Silkeborg, den nordligste, som ses her, Silkeborg-Langå-banen. Denne blev nedlagt i 1971.
.
Personalet i Kjellerup Apotek står ved disken, hvor de for et apotek nødvendige hjælpemidler, vægte og en morter, er stillet frem. På hylderne står apotekerglas og -krukker på snorlige rækker. Foto fra ca. 1910.
.
Foto fra Silkeborg Vandkuranstalt fra 1914.
.
Georg Emil Liberts maleri af Silkeborg Papirfabrik fra 1850. Foran fabriksbygningerne løber Gudenå, der både skulle være transportvej for diverse varer, sikre vand til produktionen og drive maskinerne.
.

Kommuneområdet gennemgik i perioden en udvikling med kraftig befolkningstilvækst som følge af industrialiseringen og forbedret infrastruktur. Landbruget gennemgik en effektiviserings- og specialiseringsproces, hvori de nybyggede mejerier spillede en vigtig rolle.

Administrativ inddeling

I 1850 var det nuværende kommuneareal omtrent ligeligt delt mellem Viborg Amt i nordvest og Skanderborg Amt i syd og øst. Området fordelte sig på 16 sognekommuner. Med nedlæggelsen af Skanderborg Amt i 1867 blev de tidligere dele af amtet overført til Århus Amt, men med egen amtsrådskreds. I 1854 blev Linå-Dallerup Sognekommune delt i to. I 1855 oprettedes Silkeborg Landdistrikt Sognekommune af to stykker af Linå Sognekommune øst for Silkeborg. I 1884 blev den yderligere udvidet mod øst. I år 1900 fik Silkeborg købstadsstatus, og endnu et stykke af Gjern-Skannerup blev overført til Skorup-Tvilum-Voel Sognekommune. I de første årtier oplevede området en række kommunedelinger: I 1902 blev Levring-Hørup til Levring og Kjellerup Sognekommuner. I 1908 og 1917 blev hhv. Grønbæk-Svostrup og Hinge-Vinderslev Sognekommuner ligeledes delt i to, og i 1911 og 1915 blev hhv. Vium-Sjørslev-Almind og Kragelund-Funder-Engesvang delt i tre, hvor Engesvang og Almind Sognekommuner lå uden for det nuværende kommuneareal.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Igennem anden halvdel af 1800-tallet oplevede den nuværende Silkeborg Kommune en kraftig befolkningsvækst. Silkeborgs status som handelsplads og den fremvoksende industri i byen tiltrak indbyggere til både Silkeborg by og de omkringliggende lokalsamfund. I 1850 havde det nuværende kommuneområde 17.514 indbyggere, og dette tal steg til 34.913 i 1901. I 1855 boede 1.204 af indbyggerne i Silkeborg, og i 1901 havde byen 7.228 indbyggere.

Væksten fortsatte i de første årtier af 1900-tallet, og befolkningstallet for kommunen lå ved folketællingen i 1921 på 41.944, heraf var 12.037 bosat i Silkeborg.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

Med etableringen af Silkeborg Papirfabrik og Silkeborg Handelsplads var en langt bedre infrastruktur påkrævet. Den kom i løbet af 1850’erne med anlæggelse af landevejene Aarhus-Silkeborg-Ringkøbing og Viborg-Silkeborg-Horsens. Gudenå blev ligeledes gjort prambar i 1850’erne, hvilket var afgørende for godstransporten før jernbanen.

Jernbanen kom til Silkeborg i 1871 og blev forlænget til Herning i 1877. Bryrup blev stationsby i 1899 ved anlæggelsen af banen Horsens-Bryrup, mens Kjellerup blev stationsby i 1912. Silkeborg blev med årene et jernbanecentrum med strækningerne Silkeborg-Langå (1908) og Silkeborg-Bramminge (1920).

Silkeborg Kommunale Gasværk blev i 1856 opført på foranledning af papirfabrikant Michael Drewsen som et af landets første. I 1905 blev Silkeborg Vandværk indviet, og i de følgende år blev der opført vandtårne og vandværker i de omkringliggende sognekommuner, fx vandtårnet i Alderslyst fra 1909. Silkeborg fik elektricitetsværk i 1911.

Mere om infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Infrastrukturen fik indflydelse på egnens bebyggelse og medvirkede til udvikling af flere af den nuværende kommunes bysamfund. Kjellerup voksede op, hvor landevejene Silkeborg-Viborg og Rødkærsbro-Thorning krydsede hinanden. Pramfarten på Gudenå gjorde Ans til det store bysamfund i Grønbæk Sogn. Bryrup vandt som stationsby position i forhold til Velling. Fårvang voksede op, hvor Langå-banen og landevejen Aarhus-Viborg krydsedes.

At Silkeborg i 1846 havde fået status som handelsplads og i år 1900 fik købstadsstatus, og dermed rettigheder i forhold til handel og håndværk, betød nye tider for egnen. Markedsøkonomi og industrialisering gav nyt grundlag for landbrugserhvervet, skabte mange nye næringsveje og øget arbejdsdeling blandt lokalbefolkningen.

Den nuværende kommune rummede som egn en række betydningsfulde landhåndværk. Uldbinderi var udbredt mod nordvest med Thorning som centrum. Pottemageri var centreret omkring Sorring og Tovstrup i Dallerup Sogn. Træskomageri var udbredt mod øst og vest med Linå og Them som centre. Den forbedrede infrastruktur og Silkeborgs udvikling gav disse landhåndværk et langt større marked.

Udbygning af Silkeborg og andre bysamfund gav næring til mange erhverv som fx teglværksindustri, håndværk og handel. Ovne i Kjellerup producerede tegl til lokale gårde, hvorimod store teglværker i Silkeborg ved fx Lysbro og Silkeborg Langsø blev etableret for at forsyne den nye by Silkeborg, der var opstået omkring Silkeborg Papirfabrik. Et større marked kunne nås via Gudenå og trækstien til Randers.

Egnens uldbinderi flyttede mod slutningen af 1800-tallet fra landdistrikterne til Silkeborg. Blandt de større virksomheder var trikotagefabrikken Commichau og Tekstilfabrikken Silkeborg. Byen blev også hjemsted for industrier, som fik stor betydning for moderniseringen af egnens landbrug, fx Silkeborg Jernstøberi (fra 1892: Silkeborg Jernstøberi og Maskinfabrik), der blev anlagt 1853‑54 og var leveringsdygtig i landbrugsredskaber i støbejern.

Periodens øgede specialisering fik betydning for det lokale landbrug. Bønderne kunne fokusere på landbrug og lade andre om fx handel og husflid. Landbrugserhvervet var fortsat alsidigt, blot på en anden måde end tidligere. Nye afgrøder, fx kartofler og senere roer, blev udbredt. Jorden, afgrøder og dyrehold blev til stadighed forædlet med henblik på god og stabil indtægt. Fremgangen blev understøttet ved foreningsarbejde, uddannelse på landbrugsskoler og lokale dyrskuer, hvor gårdmændene kunne få inspiration og ny viden. Dyrskuerne var også en festdag for landboerne, hvor de kom til byerne Kjellerup eller Silkeborg.

Husmandsbrugene kunne supplere indtjeningen ved salg af bær og frugt samt biavl. Eller give bud på at blive mælkekusk for de nye andelsmejerier.

Landbruget gennemgik fra 1880’erne store forandringer med mejeridrift som omdrejningspunkt. Sinding Mejeri åbnede i 1885 som andelsmejeri, og det ene andelsmejeri efter det andet skød op på egnen. Det øgede fokus på mejeridrift skabte grundlag for et øget svineopdræt, da rester og biprodukter fra mejeriproduktionen kunne bruges til opfodring af svin.

Industrisamfundet var forudsætningen for tidens moderne mejerier, der anvendte dampkraft og nye produktionsteknologier, fx centrifugen. Andelsmejerierne indgik herved i den dynamiske vekselvirkning mellem land og by. Silkeborg Jernstøberi og Maskinfabrik var fra 1890’erne en væsentlig leverandør af teknologi til egnens andelsmejerier.

Landbrugets fremgang gav også stadig arbejde til lokale håndværkere som smede, bødkere og vognmagere.

Tilplantning af de udstrakte hedearealer var flere steder allerede påbegyndt i 1700-tallet, og i perioden fortsatte denne udvikling med bl.a. Kompedal Plantage og Store Hjøllund Plantage og plantagerne ved Vrads og Salten Langsø.

Skovdriften gav grobund for savværker, fx Lystrupminde Savværk i Bryrup Sogn.

Silkeborgområdet var et af Danmarks første store indenlandske turistmål med udgangspunkt i de lokale skove, søer og hedearealer. Fra 1861 sejlede dampskibet Hjejlen oplevelsesture på Silkeborgsøerne.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Politik, uddannelse og social omsorg

Det lokale folkestyre fik styrke og dybde i provisorietiden mellem 1885 og 1894 under den politiske kamp mellem bøndernes Venstre og godsejernes og byborgerskabets Højre. I denne periode udkrystalliseredes de politiske partier. Resultatet blev en øget partipolitisk organisering efter stand og interesser i de senere velkendte partier, Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Partipolitikken var mest udpræget ved rigsdagsvalgene, mens den spillede en mindre rolle i den kommunale politik.

Jakob Christensen vandt i 1906 for første gang Silkeborgkredsen for Socialdemokratiet, og herefter blev det reglen, at det nye store arbejderparti kunne stille med et lokalt valgt folketingsmedlem. Venstre var ligeledes gerne repræsenteret lokalt med valg i Kjellerupkredsen.

Skolevæsenet fordrede lærerkræfter og skoler, der lå i gåafstand for eleverne. Egnen fik derfor i perioden mange nye mindre skoler. Omkring år 1900 blev skolevæsenet udbygget betydeligt i de mange sognekommuner. Gødvad-Balle Kommune åbnede inden for få år hele fire nye skoler: Hvinningdal og Øster Bording i 1906 samt Balle og Alderslyst i 1907. Silkeborg fik også omkring år 1900 løftet det kommunale skolevæsen med udvidelse af Borgerskolen og flere lærerkræfter. Silkeborg blev hurtigt den lokale uddannelsesby, bl.a. med to lærerseminarier, hvorfra mange af de dimitterede lærere fik embede på egnen.

Sundhedsvæsenet blev løbende moderniseret i perioden. Silkeborg fik distriktslæge i 1856, og med etableringen af Silkeborg Sygehus i 1902 og Kjellerup Sygehus i 1914 fik egnen et moderne sygehusvæsen. Silkeborgegnens naturskønhed gav desuden grobund for en række initiativer med berøringsflader til såvel sundhed som turisme. Silkeborg Vandkuranstalt blev grundlagt i 1883, i 1897 fulgte Kneippkuranstalten og i 1915 Gl. Skovridergaard. Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse opførte i 1903 Silkeborg Sanatorium.

Tidens løsning på fattigproblemet var fattiggårde. Her kunne de fattige, som ikke kunne forsørge sig selv, blive forsørget og efter evne arbejde for kost og logi. Fattiggårdene skulle samtidig være til skræk og advarsel for småkårsfolk, så de blev ansporet til selvforsørgelse. Der blev oprettet fattiggårde i Silkeborg og Linå i 1868, og i de følgende årtier fulgte landsognene, fx Dallerup og Them i 1870, Levring-Hørup, Hinge-Vinderslev og Gødvad-Balle i 1879 og samt Thorning og Grønbæk-Svostrup i 1880. Fattiggårdene viste sig dog ikke at være den nemme løsning på et svært problem, og der gik ikke mange årtier, før fattiggårdene en efter en blev nedlagt. I begyndelsen af 1900-tallet blev der i stedet oprettet lokale alderdomshjem. Silkeborg var først på egnen med indvielsen af Remstruplund i 1911, mens Them fik sit alderdomshjem i 1919.

Mere om politik, uddannelse og social omsorg i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Silkeborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1850-1920