I anden halvdel af 1800-tallet blev infrastrukturen forbedret, og jernbanen udkonkurrerede tidligere tiders transport på Nørreå. Ny teknologi og nye metoder muliggjorde yderligere opdyrkning af hedearealerne, hvor mange slog sig ned. Industrien udkonkurrerede lokale håndværkere og hjemmeproduktion.
Karmark Mølle ved Nørreå. Af Angelina Owino/Trap Danmark, 2018.
Begrænset anvendelse
1850-1920 i Viborg Kommune
Stoholm Teglværk begyndte sin produktion i 1872. På dette foto fra 1916 er medarbejdergruppen på i alt fem mand samlet. Nummer tre fra højre er ejeren af teglværket, Kristian Foldager. Teglværket brændte i 1960.
Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen besøgte Daugbjerg Kalkgruber i anden halvdel af 1800-tallet og berettede om arbejdet med kalkbrydningen, hvor mange af egnens beboere var beskæftiget. Ofte var det kvinder, der fungerede som »bærersker« og stod for at slæbe kalken op fra gruben. Her En Kove i Dagbjærg Kalkgruber, Hans Smidth, trykt i Danmark i skildringer og billeder, 1887.
Under 1. Verdenskrig blev store mængder tørv og lyng fra heden transporteret med jernbanen til større danske byer og videresolgt til Tyskland. På billedet fra omkring 1915 gør et tog holdt ved Karup Holdeplads, før det fortsætter med sin last af lyng. Lyngen blev brugt til dræn i bunden af skyttegrave og som lyngmel i kreaturfoder.
Hedebøndernes liv var slidsomt, og mange fik ikke mere ud af arbejdet med den sandede jord, end hvad der var nødvendigt til livets opretholdelse. På billedet fra 1911 ses Daniel Krath og hans hustru i færd med pløjningen. De var efterkommere af de tyske kolonister, der i midten af 1700-tallet bosatte sig på Alhede.
Tobaksarbejdersker på Kroghs Tobaksfabrik i 1920’erne. Tobaksfabrikken ekspanderede voldsomt fra 1914 og var byens største industriarbejdsplads i løbet af 1. Verdenskrig, hvor den bl.a. leverede cigaretter til den russiske hær.
Administrativ inddeling
I 1850 fordelte området sig på 32 sognekommuner og en købstadskommune, Viborg. Hele området lå i Viborg Amt med områdets hjørne af Haderup-Grove Sognekommune omkring den nuværende Midtjyllands Lufthavn som eneste undtagelse. Dette lille område lå i Ringkøbing Amt. I 1906 blev Frederiks-Karup Sognekommune delt i to, og i 1911 blev Vium-Sjørslev-Almind Sognekommune delt i tre.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
I det geografiske område, der i dag udgør Viborg Kommune, blev folketallet godt og vel fordoblet i perioden fra 1850 til 1920: I 1850 lå befolkningstallet på 23.991, og ved folketællingen i 1921 var tallet steget til 54.354. De fleste boede fortsat på landet, om end folketallet i Viborg steg fra 4.039 i 1850 til 14.244 i 1921.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Infrastruktur
Årtiet efter 1850 varslede nye tider for befolkningen på Viborgegnen inden for kommunikation og samfærdsel. Staten anlagde 1852‑63 en helt ny landevej – chausséen – på tværs af Jylland fra Randers over Viborg til Holstebro og Ringkøbing, og fra 1862 til 1865 byggede engelske jernbaneingeniører den tværgående jernbane fra Langå over Viborg til Struer. Den næste udvidelse af jernbanenettet kom i 1893 med Himmerlandsbanen til Aalestrup; i 1906 kom Viborg-Herning-banen og i 1912 åbnede en privat bane fra Rødkærsbro til Kjellerup.
I 1851 satsede byrådet i Viborg på at anlægge en egentlig Limfjordshavn i Hjarbæk. Optimismen skyldtes, at havet i 1825 var brudt igennem Agger Tange, og i de følgende år havde strømmen udvidet løbet, så sejlads vesterud blev muliggjort. Efter åbningen af jernbanen i 1860’erne faldt aktiviteten på havnen dog drastisk. Jernbanen udkonkurrerede også pramfarten på Nørreå og Gudenå, og samme skæbne overgik krejlerne, der i deres fladbundede kåge fragtede gods mellem Aalborg og den vestlige Limfjord.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Viborg-Herning-banen
I år 1900 blev det ved lov vedtaget at anlægge en statsbane fra Viborg til Herning. De Danske Statsbaner var i disse år udsat for store sparekrav, og både anlæggelsen og driften af den ca. 48 km lange bane skete derfor på et skrabet budget, hvilket betød spinkle skinner og nedsat hastighed i de første år frem til 1929, da skinnerne blev udskiftet.
Ekspeditionen af personer, gods og post på flere af mellemstationerne blev for en beskeden betaling varetaget af konerne til de baneformænd, som boede i bygningerne. Banen blev derfor i det daglige kaldt »Konebanen«. Konerne blev dog erstattet af trafikuddannet mandligt personale i årene 1909‑20.
De Danske Statsbaner forventede kun sparsom trafik på banen i det tyndtbefolkede hedeområde. Men mod alle forventninger var der en tæt trafikstrøm efter åbningen d. 26. juni 1906, bl.a. fordi banen blev anvendt til udkørsel af mergel i forbindelse med hedeegnens opdyrkning.
Under Besættelsen blev banen benyttet til transport af brunkul og tørv. Fra 1940 anlagde den tyske besættelsesmagt Flyvestation Karup lige op ad banen, og dette gav Viborg-Herning-banen en stor mængde gods- og persontransport. Jernbanen var derfor gentagne gange udsat for sabotage under Besættelsen.
I løbet af 1960’erne faldt passagertallet som følge af den øgede privatbilisme samt en busrute på samme strækning som jernbanen. Det sidste persontog kørte på banen i 1971. Godstrafikken fortsatte på strækningen Herning-Karup indtil 1977. Herefter blev skinner og sveller fjernet, og i årene 1992‑95 blev banelegemet udlagt til cykel- og gangsti.
Bebyggelse og erhverv
Ved periodens begyndelse sad langt de fleste gårdmænd som selvejere på deres jord. I 1850 lå knap halvdelen af jorden i det nuværende kommuneområde hen som hede, mose og eng, men i anden halvdel af århundredet kom hedearealerne under plov, og mellem 1850 og 1885 blev antallet af huse med jord mere end fordoblet.
Vilkårene var barske for hedens pionerer, men de store uopdyrkede arealer gav også muligheder for driftige nybyggere. Fra andre steder i Danmark udvandrede mange til Amerika i forsøget på at finde en fremtid der, men det er sigende, at udvandringspromillen i Viborg Amt var den laveste på landsplan.
I sidste halvdel af århundredet gennemførte landmændene en intensivering af landbrugsbedriften. I Limfjordslandet og i de brede midtjyske ådale, hvor opfedning og eksport af stude i generationer havde været en god indtægtskilde, sås nu malkekvæg, og på de enkelte gårde blev staldbygninger indrettet til slagterisvin. Landbrugskrisen i 1880’erne tvang danske bønder til at forædle produkterne og tilpasse dem til det engelske marked, og andelsorganiseringen med andelsmejerier, slagterier og foderstofforeninger stod som garant for kvaliteten af ost, smør og bacon. Egnens tre første andelsmejerier, Borup, Stoholm og Bjerring, begyndte produktionen i 1886, og i løbet af det næste årti var alle sogne dækket ind. Arbejdsrytmen ændrede sig i mark og stald. Det gamle græsmarksbrug blev afløst af et sædskifte, hvor de mest udbredte kornsorter havre, rug og byg blev vekslet med kløvergræs, roer og kartofler.
Kultiveringen af hede og moser til frugtbar landbrugsjord krævede mere end pløjning af jordskorpen. En del jord måtte drænes, andet krævede vanding, og sandjordene sydvest for Viborg skulle tilføres mergel og gødning. Her blev det til hjælp for mange landbrugere, at Hedeselskabet, som blev stiftet i 1866, involverede sig i engvandingsprojekter, i kultivering af mose- og engarealer og i beplantning af de dårligste hedearealer med skov. Hertil kom etablering af mergellejer og mergelbaner. Nær Kølsen ved Hjarbæk Fjord fandtes mergel af høj kvalitet, og opgaven for det nystiftede andelsselskab Alhedens Mergelforsyning blev billigst muligt at få den fede mergel gravet op og transporteret ud på Alhede. Ved mergellejet etablerede staten derfor en »filial« af Horsens Statsfængsel, og i årene 1907 til 1934 brød 20‑30 straffefanger dag ud og dag ind tonsvis af mergel, som de læssede på tipvogne. De tunge vogne blev via jernbanenettet bragt ud til stationer og holdepladser langs Viborg-Herning-banen.
Også på anden vis bidrog fængselsvæsenet til at forandre hedelandet, idet fanger fra tugthuset i Viborg tilplantede Undallslund Plantage fra 1852. Landmænd i hedesognene dannede plantningsforeninger, hvor formålet var at sætte læbælter langs markerne. Alt sammen medvirkede til landskabets forandring. Det store udsyn ud over den vidtstrakte brune hede var afløst af et nyt kulturlandskab med grønne marker, inddelt og beskyttet af lige rækker læhegn.
Med Næringsloven af 1857 fik håndværkere på landet bedre betingelser, om end de op mod århundredeskiftet foretrak at etablere sig i de fremvoksende stationsbyer. Industriens fremvækst udkonkurrerede en række håndværk, og den samme skæbne ramte den gammeldags råstofudvinding og husflidsproduktion. Ejerne af de mange små bondeteglovne rundt i sognene så sig udkonkurreret af de nye industriteglovne med de store ringovne. Også ejerne af de små kalkovne i Fjends Herred gav op, da Interesseselskabet Mønsted Kalkværk blev dannet i 1872 og opkøbte Mønstedbruddene og mekaniserede udvinding og brænding af kalken.
Industrikapital og teknologi fandt også vej til tørvelejerne i de vidtstrakte moser i Karup-Kølvrå, ved Sparkær og i Rødkærsbro i sidste tredjedel af århundredet. I begyndelsen af 1900-tallet faldt efterspørgslen efter tørv, hvilket dog ændrede sig under 1. Verdenskrig, hvor aktiviteten i tørvemoserne igen blev hektisk.
Den tidlige tekstilindustri, som havde vandkraften som energikilde, gjorde det af med hosebindingen i hedesognene sydvest for Viborg. Klædefabrikken Bruunshaab (fra 1916: A/S J. Smiths Papfabrik), som blev grundlagt i 1821 i ådalen få kilometer sydøst for Viborg, var i midten af århundredet en af landets største. Egnens anden store tekstilfabrik, Dollerup Mølles Trikotagefabrik, grundlagt i 1851, ekspanderede i sidste tredjedel af århundredet.
En slagkraftig arbejderbevægelse var længe undervejs i Viborg, hvilket skyldtes fraværet af den tunge industri. Tekstilarbejderne organiserede sig omkring 1. Verdenskrig, mens tobaksarbejderne på Kroghs Tobaksfabrik i 1901 kastede sig ud i en konflikt, som blev Danmarks længstvarende, idet den stod på i 13 år.
Ud over tobaks- og tekstilarbejdere blev arbejderbevægelsen i Viborg båret af arbejdsmændene og de mange beskæftigede i nærings- og nydelsesmiddelbranchen, hvor slagterierne og bryggeriet Odin var de største arbejdspladser. En sidste stor gruppe blandt de organiserede var de mange mennesker, som arbejdede på sygehusene i Viborg og på folkekuranstalten i Hald Ege som opsyns- og plejepersonale. I Viborg skabte bevægelsen en række kooperative virksomheder. Arbejdernes Fællesbageri blev stiftet af folk fra Arbejdernes Fællesorganisation i 1898. Det samme var tilfældet med Viborg og Omegns Brugsforening fra 1910.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
- Kulturlandskabets udvikling
- Bebyggelse og erhverv på landet i middelalderen
- Bebyggelse og erhverv i byerne i middelalderen
- Bebyggelse og erhverv på landet 1536-1850
- Bebyggelse og erhverv i byerne 1536-1850
- Bebyggelse og erhverv 1920-1970
- Bebyggelse og erhverv 1970-2007
- Opdyrkningen af den jyske hede
Politik og religion
I 1880’erne og 1890’erne voksede de politiske modsætninger mellem land og by. I Viborg valgkreds dominerede købstadens borgere, og her slog Højrefolk tonen an, anført af redaktøren på Viborg Stiftstidende. Løvelkredsen var Venstres højborg, og Venstrefolk harmedes, da »Pigen fra Løvel«, Kirsten Simonsen, blev idømt fire måneders fængsel for majestætsfornærmelse, efter hun i 1885 »halshuggede« en buste af Christian 9. i forsamlingshuset i Løvel. I Fjends agiterede en ung rebel, Jeppe Jensen (senere Aakjær), mod kirken, hvilket i 1887 indbragte ham 17 dages indespærring i Viborg Arrest for blasfemi. I Løvelkredsen valgtes i 1890 husmand Anders Nielsen, der senere blev landbrugsminister i J.C. Christensens regering.
Parallelt med den politiske organisering organiserede befolkningen på land og i by sig i sociale og kulturelle foreninger. De grundtvigianske stod stærkest i sogne op mod Limfjorden, mens Indre Mission især markerede sig i Sydhimmerland og syd for Viborg.
Uddannelse og social omsorg
I 1880 påbegyndte Viborg Handelsforening en handelsskoleundervisning. I 1895 indviedes Teknisk Skole i Viborg, der var etableret i 1843 som søndagsskole for håndværkslærlinge.
I 1856 åbnede amtssygehuset i Grønnegade i Viborg, og allerede i 1889 opførtes et nyt og større syd for byen ved Århusvej. Viborg Tugt- og Manufakturhus’ bygninger blev fra 1877 brugt af Statshospitalet til depotanstalt for 300 »uhelbredelige sindssyge«. Dette tal steg, og i 1906 var der 700 patienter.
Fra 1907 ydede Johanne Rambusch som formand for Landsforbundet for Kvinders Valgret en stor indsats for kvinders valgret og ligestilling. Hun var gift med distriktslægen i Sjørup, og de ringe sociale forhold i distriktet havde inspireret hende til at yde en stor social indsats fra omkring århundredeskiftet.
Mere om politik, religion, uddannelse og social omsorg i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Viborg Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Viborg Kommune
- Middelalderen i Viborg Kommune
- 1536-1850 i Viborg Kommune
- 1920-1970 i Viborg Kommune
- 1970-2007 i Viborg Kommune
Se alle artikler om 1850-1920
