1920-1970 i Esbjerg Kommune | lex.dk

Administrativ inddeling

Før Genforeningen i 1920 var den nuværende Esbjerg Kommune fordelt på 24 danske kommuner, heraf de to købstadskommuner Esbjerg og Ribe, der alle lå i Ribe Amt. Dertil kom fire Gemeinden i Tyskland, der lå i Kreis Hadersleben. Med Genforeningen blev de tre, Spandet, Roagger og Hviding, til egne danske sognekommuner i Tønder Amt, mens Gemeinde Hjortwatt først blev del af Sønder Hygum Sognekommune i Haderslev Amt og i 1928 af Kalvslund Sognekommune i Ribe Amt. Sneum-Tjæreborg, Vilslev-Hunderup og Bryndum-Vester Nebel Sognekommuner blev delt i hhv. 1921, 1925 og 1943. I 1966 blev hjørnet af Grimstrup Sognekommune en del af den nye og større Helle Sognekommune. Samme år blev Vester Nykirke Sognekommune indlemmet i Bramminge Sognekommune. I 1967 blev Skast Sognekommune og i 1969 Bryndum og Vester Nebel Sognekommuner indlemmet i Esbjerg Købstadskommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I 1921 boede der 52.773 personer i den nuværende Esbjerg Kommune. Næsten halvdelen boede på dette tidspunkt i Esbjerg, som med 24.115 indbyggere var områdets største by, mens Ribe havde 5.510 indbyggere og Bramming 1.907. Befolkningstallet i kommunen blev øget med omkring 1.600 personer, da de tidligere tyske områder blev danske efter 1920.

I 1970 havde det nuværende kommuneområde 104.528 indbyggere. Befolkningstilvæksten havde hele perioden igennem været stor i byen Esbjerg, som i 1970 havde 68.097 indbyggere. I Ribe var befolkningstallet steget støt, men meget langsommere, og byen havde i 1970 8.524 indbyggere, mens Bramming havde 3.678.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

Færdslen mod syd blev lettet ved Genforeningen, da grænsekontrollen blev flyttet til den nye grænse uden for kommunen. Esbjerg Havn blev løbende udbygget og tilpasset udviklingen i infrastruktur og transport. Eksempelvis blev fiskerihavn nr. 2 og en del af trafikhavnen omdannet til containerhavn i januar 1967.

Jernbanen blev gradvis udfordret af andre transportformer, ikke mindst vejtrafikken, som gav nye muligheder for transport af personer og gods. Den øgede trafik foranledigede mange vejanlæg, fx Tarphagevejen og Tarphagebroen, som blev anlagt 1938‑41. I løbet af 1950’erne blev mere og mere transport flyttet over på landevejene, og et af tidens store vejprojekter var anlæggelsen af Diagonalvejen, der i kommunen fik navnet Tingvejen, der skulle forbinde Aarhus med den isfrie Esbjerg Havn. Projektet blev påbegyndt fra vest, men blev aldrig realiseret i sin fulde udstrækning. Vejen kom til at ende i Hjøllund, bl.a. på grund af modstand fra Århus Erhvervsråd.

Ribe mærkede også den voksende trafik, ikke mindst i middelalderbyens snævre gader. En ringvej anlagt i 1950’erne førte en stor del af trafikken uden om Ribes ældste bydele. I 1937 åbnede Esbjerg Flyveplads, hvorfra der var indenrigsfly til København og i perioder også til Aalborg og Silkeborg. Elværket i Esbjerg blev i 1939 udvidet med Sydvestjyllands Forenede Elektricitetsværkers Dampcentral på havnen, der i 1946 blev overtaget af selskabet I/S Vestkraft.

Mere om infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Hedeopdyrkning og beplantning foregik ikke med samme hast som i begyndelsen af 1900-tallet, men der var fortsat stor opmærksomhed på optimering af områdets dårlige jorder, bl.a. ved mergling i tiden frem mod Besættelsen. Det gav fra 1920’erne basis for flere statshusmandsbrug bl.a. i Lifstrup ved Vester Nebel og i Lundsmark ved Ribe. Merglen hentede man især i området syd for Ribe mellem Lustrup og Hviding. Allerede fra begyndelsen af 1900-tallet var der blevet gravet grus ved Tjæreborg, som bl.a. blev brugt til vejanlæg og byggeri, og 1927‑29 til anlæggelsen af Darum-Tjæreborg Diget. Blandt de største genrejsninger af plantager kan nævnes Tange Plantage ved Ribe, som blev genplantet og udvidet i løbet af 1950’erne.

Stationsbyerne voksede, og flere steder udviklede de traditionelle håndværksvirksomheder sig til mere industrilignende foretagender. Virksomheden Tjæreborg Huse startede produktionen i 1929. Med efterkrigstidens store efterspørgsel på typehuse voksede virksomheden, og omkring 1970 var der ca. 450 ansatte på det store fabriksanlæg. Også Tjæreborg Industri, der voksede ud af et traditionelt smedeværksted, udviklede sig i efterkrigstiden til en industrivirksomhed med produktion af fjernvarmeanlæg og beton. Rejseselskabet Nordisk Bustrafik, stiftet af sognepræsten i Sneum-Tjæreborg Eilif Krogager i 1951, udviklede sig til Skandinaviens største rejsekoncern, Tjæreborg Rejser.

Bramming fortsatte sin udbygning som stationsby, og på industriområdet udviklede byen i efterkrigsårene en markant profil på møbelindustriområdet med fx N.A. Jørgensens Maskinfabrik (senere BRAMIN), Berg Furniture og Chresten T.H. Jørgensens Møbelfabrik. Virksomheden Kalmar-huse A/S begyndte i 1968 at opføre type og fritidshuse.

I Esbjergs nære omegn, bl.a. i Bryndum og Tarp, var der indtil 1970’erne en række handelsgartnerier, der producerede grøntsager og blomster til storbyen. Teglværksindustrien i Esbjerg ophørte, da Esbjerg Teglværk i 1969 brændte og flyttede til Gørding som Villemoes Teglværk A/S. Gørding tiltrak i denne periode enkelte større virksomheder, bl.a. Gørding Skofabrik A/S fra 1969.

Også i Ribes bynære Tangekvarter opstod en række mindre virksomheder, bl.a. Ribe Betonvarefabrik fra omkring 1920, Krogs Margarinefabrik fra 1922 og efter Besættelsen Ribe Urremme-, Bælte- og Plasticfabrik.

Esbjergs vækst fortsatte, og det betød, at byens forstæder bredte sig ind i de omkringliggende sognekommuner. I første omgang med havekolonier i områder som Sædding, Gjesing, Tjæreborg og Hjerting. Grundene i havekolonierne blev senere forsynet med parcelhuse.

Omkring 1960 var Esbjerg landets femtestørste by. Fødevareindustrierne spillede fortsat en stor rolle, og Esbjerg Andels-Svineslagteri var et af landets største.

Fiskerierhvervet var også i vækst, og mellem 1930 og 1969 mere end fordobledes antallet af fiskekuttere i Esbjerg Fiskerihavn. Fiskeriets vækst gav øget beskæftigelse i land til vodbindere, fiskeeksportører og de mange ansatte på fiskemels- og fiskeoliefabrikkerne og inden for fødevareindustrien som fx Esbjerg Hermetikfabrik, der fra 1920 producerede fiskekonserves. Relation til fiskeri og søfart havde Nordisk Gummibådsfabrik, som blev grundlagt i 1960. Uafhængig af fiskeriet var derimod Premier Is, der blev oprettet af fabrikant John M. Larsen i 1927. Han var kommet til Esbjerg i 1916 og havde anlagt et isværk til produktion af is til nedkøling af fisk. Fra sin tid i USA tog han endvidere læskedrikken Coca-Cola med sig til Esbjerg og markedsførte den fra 1930’erne. Et andet lokalprodukt var Cocio Chokolademælk, der blev sat i produktion i 1951.

I Ribe kom der også nye virksomheder inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien. I 1949 åbnede Ribe Småkagefabrik og sodavandsfabrikken Frem.

Håndværk og industri beskæftigede fortsat flest, bl.a. på grund af Ribe Jernstøberi, der i 1970 havde omkring 500 ansatte. Andelen var dog faldende. Ribes rolle som amts- og stiftsby fornægtede sig ikke, og stadig flere var beskæftiget inden for service og administration, mens turisme også begyndte at spille en rolle for byen.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Mou Supper

Mou Supper begyndte på Hjertingvej i Esbjerg, hvor Sigurd og Vera Mou fra 1953 havde en lille slagterforretning. For at tiltrække kunder begyndte Vera Mou at fremstille kød- og melboller efter sin mors opskrift, og de trak mange kunder til butikken.

I løbet af 1960’erne udvidede Vera Mou produktionen med oksekødssuppe lavet fra bunden. Suppen blev frosset ned, og dermed fik travle udearbejdende kvinder mulighed for at servere et ordentligt »hjemmelavet« måltid for familien. Supperne blev hurtigt populære, og andre slagterforretninger begyndte at købe Mou-parrets supper og engagere Vera Mou til at demonstrere og give smagsprøver i butikkerne. Med den voksende popularitet blev slagterbutikken på Hjertingvej for lille, så i 1970 flyttede suppeproduktionen til en fabrik i Tarp, hvor sortimentet med tiden blev udvidet. I 1995 blev firmaet opkøbt af Danish Prime, og varemærket Mou Supper blev en del af Tulip Food Company.

Besættelsen

På grund af havnen indtog Esbjerg en central plads i tysk krigsstrategi. Op langs kysten, ved Blåvand (Varde Kommune) og på Fanø blev der anlagt store bunkeranlæg, der kunne beskytte Esbjerg Havn mod en allieret landgang. Antallet af tyske tropper var højt, og i krigens sidste år var op mod 30.000 soldater i området. Især i byen Esbjerg blev der begået en række sabotager fra begyndelsen af juli og frem til august 1943. Besættelsesmagten for hårdt frem mod esbjergenserne, og det fik d. 10. august arbejderne til at nedlægge arbejdet. Dagen efter sluttede handlende og kontorfolk sig til ved at forlade deres arbejde, og folkestrejken bredte sig snart til flere andre storbyer.

Politik

Ribe Byråd havde borgmestre fra Venstre og Det Konservative Folkeparti. Esbjergs første folkevalgte borgmester i 1921 var fra Socialdemokratiet. Partiet sad på borgmesterposten i hele perioden med undtagelse af perioderne 1925-29, 1950-54, samt 1958-59, hvor Venstre sad på posten. Ved folketingsvalg stemte Esbjerg (Ribe Amts 2. Valgkreds) typisk på en socialdemokrat og en Venstremand, mens Ribe (Ribe Amts 3. valgkreds) skiftede mellem konservative, socialdemokratiske og Venstrerepræsentanter.

Mere om politik i kommunen

Social- og sundhedsforhold

Efter Genforeningen i 1920 blev en del af den gamle banegårdsbygning i Hviding omdannet til psykiatrisk hospital. I 1945 blev Esbjerg Sygehus gjort til centralsygehus for Ribe Amt, og i løbet af 1960’erne blev sygehuset udvidet flere gange. For at gøre plads hertil blev dele af det gamle sygehus revet ned.

I Hjerting oprettede Mødrehjælpen i Ribe og Ringkøbing Amter i 1947 et såkaldt svangrehjem, hvor kvinder kunne få diskret ophold fra tidligt i graviditeten til efter fødslen. Østerklev, som stedet også hed, var i drift indtil 1975, hvor det havde taget sig af omkring 4.000 kvinder.

Skole og uddannelse

Skoleloven fra 1958 ligestillede skolerne i byer og på landet, og dermed forsvandt grundlaget for den vestjyske skoleordning. Flere af de mindre lokale skoler blev slået sammen til centralskoler, fx i Vejrup, hvor Vejrup Østre Skole og Vejrup Vestre Skole fungerede indtil 1960, hvor Vejrup Centralskole blev indviet. Nogle sogne fortsatte dog med uændret skolestruktur, men indførte de nye krav til undervisning. Det gjaldt fx Sneum Sogn, der bibeholdt Opsneum Skole og Allerup Skole indtil 1970. Ved Kommunalreformen i 1970 blev de to nævnte skoler nedlagt og eleverne overflyttet til Tjæreborg Skole.

I Ribe ændredes seminariet i 1948 fra at være udelukkende kvindeseminarium til at være for begge køn. I den hastigt voksende by Esbjerg blev der i 1949 åbnet et aftenseminarium, som senere blev til Esbjerg Seminarium, og da flere nye uddannelser i 1960’erne skulle anlægges i kommunen, blev det også i Esbjerg; i 1961 åbnede Ribe Amts Sygeplejeskole, i 1962 Esbjerg Børnehaveseminarium og i 1964 Esbjerg Bygningsteknikum.

Mere om uddannelse og social omsorg i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Esbjerg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om 1920-1970