Dansende børn rundt om juletræet i Missionshuset Berthel i 1950
Dansende børn rundt om juletræet i Missionshuset Berthel i 1950. Af . Begrænset anvendelse

1920-1970 i Svendborg Kommune

I 1889 købte Svendborg Bymission bygningen i Bagergade 71 i Svendborg og indrettede den til missionshuset Bethel med bl.a. samlingssale, lejligheder, søndagsskole og børnehave. Her danser børn i deres fineste tøj og med nissehuer rundt om juletræet i 1950. Svendborg Bymission ejede huset frem til 1985.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Færgerne mellem Vindeby og Svendborg formidlede forbindelsen mellem Fyn og Tåsinge. I 1926 blev færgefarten et kommunalt anliggende, og i den anledning blev motorfærgen Taasinge bygget, som kunne medbringe i alt ti biler. Den øgede trafik på ruten betød, at færgen efterhånden måtte sejle hvert 15. minut, og i 1947 blev en ny færge, Svendborgsund, indsat på ruten; senere var flere færger i brug. Taasinge var i drift på ruten frem til 1964. Her ses færgelejet i Vindeby fotograferet fra Taasinge ca. 1930‑40.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Der pakkes æbler i kasser på Svendborg Amts Frugtsalgsforenings lager på Abildvej i Svendborg. Frugten blev indleveret fra Sydfyn og de sydfynske øer samt Langeland, og frugtlageret var Nordeuropas største med plads til 600.000 kg frugt. Foto fra 1930‑50.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Befolkningen koncentrerede sig i stigende grad i byerne og i særdeleshed i Svendborg, mens især de mindre øer oplevede en stor fraflytning. Frugtavl og teglværksindustrien var fortsat vigtige erhverv i landområderne, mens industri og værfter dominerede i Svendborg. Vejtrafikken blev betragteligt øget, og flere af områdets jernbaner blev nedlagt, mens infrastrukturen blev forbedret mod slutningen af perioden med flere broforbindelser.

Administrativ inddeling

I 1920 fordelte den nuværende Svendborg Kommune sig på 20 kommuner, heraf én købstadskommune, nemlig Svendborg. Alle lå i Svendborg Amt. I 1921 blev Vester Skerninge-Ulbølle Sognekommune delt i to. Fra etableringen af kommunerne havde områderne omkring Kobberbæk Skov og Stevneskov ligget som enklaver af Tved Sognekommune i Svendborg Købstadskommune. De blev i 1926 indlemmet i købstadskommunen. I 1931 fulgte hele Sørup-Sankt Jørgens Sognekommune efter. I 1945 blev Ollerup-Kirkeby Sognekommune delt i to. I 1964 blev Drejø Sognekommune delt, så Birkholm, der i dag ligger i Ærø Kommune, overgik til Marstal Handelsplads, mens Drejø, Skarø og Hjortø blev indlemmet i Svendborg Købstadskommune. I 1966 blev de tre kommuner på Tåsinge sammenlagt i Tåsinge Sognekommune, og Ollerup, Vester Skerninge og Øster Skerninge blev sammenlagt i Ollerup-Skerninge Sognekommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Efter 1920 tog befolkningstilvæksten i kommunen af. Ved folketællingen i 1921 var der 44.366 indbyggere i det nuværende kommuneområde, og dette tal steg kun langsomt til 50.803 i 1965. Den beskedne vækst skete næsten udelukkende i Svendborg, der voksede fra 18.017 i 1921 til 24.505 indbyggere i 1965. Det stabile befolkningstal i landområderne dækker over store forandringer i visse dele af kommunen. På de tre øer Skarø, Drejø og Hjortø fraflyttede omkring halvdelen af befolkningen. I visse sognekommuner faldt befolkningstallet også, mens det til gengæld steg i Svendborgs nærhed. Indbyggertallet på Tåsinge steg fra omkring 4.000 til omkring 5.000 i perioden, og det skyldtes primært tilflytning til Vindeby.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Infrastruktur

I 1920 gik så godt som al landtrafik med jernbane, men allerede 1920-22 åbnedes ni rutebilruter i Svendborgbanens opland. Rute- og lastbiler gjorde således et væsentligt indhug i grundlaget for togdriften. Efter Besættelsen blev privatbilismen den største konkurrent. I 1954 blev banen til Faaborg nedlagt og i 1964 banen til Nyborg.

Fra Svendborg var der færgeforbindelse til Vindeby på Tåsinge og til Rudkøbing på Langeland. I takt med den øgede bilisme blev færgerne presset, ikke mindst da der i 1960 kom broforbindelse fra Tåsinge til Siø med Siøsundbroen og i 1962 til Langeland med Langelandsbroen. På dette tidspunkt skulle op mod 1 mio. biler årligt færges over, hvilket ofte skabte en flaskehals i trafikken. Problemet blev løst med åbningen af Svendborgsundbroen i 1966.

Mere om infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Efter 1920 udvidede Svendborg sig især mod øst og vest. I omegnens større landsbyer og byer som Ollerup, Vester Skerninge, Ulbølle, Stenstrup, Skårup og Thurø By skød villakvarterer op i 1950’erne og 1960’erne. Vindeby på Tåsinge havde allerede før åbningen af Svendborgsundbroen i 1966 fået karakter af forstad til Svendborg.

Erhvervsmæssigt udmærkede egnen omkring Svendborg med Thurø og Tåsinge sig ved frugtavl, særligt æbler. I 1930 byggede Svendborg Amts Frugtsalgsforening et stort frugtlager, der omkring 1950 håndterede ca. 4 mio. kg frugt om året. I 1950’erne og 1960’erne blev bl.a. tulipanløg en specialitet på Thurø, hvor omkring 40 % af det dyrkede areal var udlagt til gartnerier, plantager og planteskoler.

I 1955 var Stenstrups tidligere syv teglværker reduceret til fire, som dog stadig beskæftigede en stor del af de lokale. Frugtavl og teglværksdrift påvirkede også den lokale maskinfabrikation. I begyndelsen af 1930’erne etableredes fabrikken Schaumann i Vejstrup med en produktion af frugttræssprøjter som hovedartikel, og maskinfabrikken Svendborg (1884) specialiserede sig i teglværksmaskiner.

Som amtshovedstad havde Svendborg relativt mange arbejdspladser inden for offentlig forvaltning, sundheds-, rets- og politivæsen samt uddannelse. Ellers var byen 1920-70 en udpræget industriby, hvor elektronikfirmaet Due Petersen & Kryger og Svendborg Fingarveri var nogle af de nytilkomne virksomheder. I 1963 overtog amerikanske Kellogg’s den gamle havre- og boghvedemølle på havnen og blev snart byens næststørste arbejdsplads.

Det nystartede Svendborg Værft blev ramt af søfartens nedgangstider efter 1. Verdenskrig og gik konkurs i 1923. Det rekonstrueredes i 1926 og fortsatte i reduceret størrelse frem til 1940. Under Besættelsen skabte opgaver for den tyske marine indtjening for værfterne. Efter 1945 bidrog A.P. Møller Mærsk-koncernen til at udvikle Svendborg Værft, så det blev byens største arbejdsplads. Walsteds, Thurø Bund og Rantzausminde bådeværfter, alle etableret efter Besættelsen, blev i 1960’erne suppleret med en række nye bådeværfter, som forsøgte at slå sig op på byggeri af glasfiberbåde.

Rederiet J. Lauritzen grundlagde i 1943 Kogtved Søfartsskole, og den gamle navigationsskole flyttede i 1952 til nye faciliteter ved siden af Svendborg Søfartsskole (anlagt 1906). I 1970 etableredes byens fjerde søfartsskole i form af Svendborg Maskinmesterskole.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Besættelsen

Som søfartsby blev Svendborg hurtigt påvirket af verdenskrigens udbrud. Mange af søfolkene blev krigssejlere i allieret tjeneste, og 48 vendte aldrig tilbage. Svendborg blev d. 14. december 1942 garnisonsby for 600 soldater fra bl.a. Jydske Dragonregiment. Fra d. 11. august 1943 var der konflikter mellem civile, danske soldater og besættelsesmagten, der d. 14. august eskalerede til skyderi på Torvet i Svendborg mellem danske og tyske soldater. Skyderiet var det første af sin art i Danmark og medvirkede til at skabe den fortættede stemning, der resulterede i Augustoprøret.

Modstandskampen blussede for alvor op i 1943. Værfterne var oplagte sabotagemål, da de i høj grad arbejdede for besættelsesmagten. Mange af de lokale skibssabotager var styret af Stærmosegruppen. I alt fandt der ca. 30 sabotager sted i Svendborg. De lokale våben kom hovedsagelig fra engelske nedkastninger i skovene omkring Skårup og Hvidkilde. I Skårup dannede de lærer studerende fra seminariet en effektiv modstandsgruppe.

I Lunkebugten på Tåsinges østside ligger vragene af mindst fire tyske Schnellboote fra 2. Verdenskrig. De havde været til renovering på værftet ved Gammel Hestehave i Svendborg, da Tyskland kapitulerede, og for ikke at lade dem falde i hænderne på de allierede sænkede den tyske marine dem.

Politik

Den konservative Johannes Lacoppidan-Petersen blev i 1921 Svendborgs første demokratisk valgte borgmester. Han sad til 1933, hvorefter Socialdemokratiet havde borgmesterposten, bortset fra valgperioden 1950-54, hvor der igen var en konservativ borgmester. Socialdemokraten Svend Aage Andersen havde borgmesterposten i 22 år mellem 1956 og 1978 og fik efterhånden status som bykonge.

Venstre havde i hele perioden 1920-70 den politiske magt i landkommunerne – i teglværkskommunen Stenstrup dog af og til udfordret af Socialdemokratiet. Den mest kendte sognerådspolitiker var Agnes Hansen, »Røde Agnes«, der i 1950 blev valgt ind i Egense sogneråd som den første kvinde og første socialdemokrat. Efter Kommunalreformen i 1970 fortsatte hun kampen for de socialt svage i Svendborg Byråd.

Mere om politik og religion i kommunen

Social- og sundhedsforhold

Efter Socialreformen i 1933 blev fattiggårdene i Svendborgs omegn typisk erstattet med alderdomshjem, og købstadens egen fattiggård blev til den amtskommunale Arbejdsanstalten Viebæltegård. Den nedlagdes i 1974, uden at der var sket de store forandringer siden fattiggårdens tid.

Julemærkehjemmet Holbølsminde (etableret 1914) havde ved 25-årsjubilæet ydet rekreation til ca. 4.000 børn. Vejstrup Pigehjem fungerede fra 1908 til ca. 1960 som statslig opdragelsesanstalt for piger og blev derefter hjem for drenge med »uønsket adfærd«. I det nærliggende Hesselager var der i årene 1925-65 et skolehjem for piger. I Gudbjerg Sogn blev to nedlagte landsbyskoler i hhv. Ellerup (1962) og Lakkendrup (1964) til plejehjem for udviklingshæmmede beboere.

Svendborg Sygehus, der fra 1932 fik tilknyttet en sygeplejeskole, udvidedes betragteligt 1933-52.

Mere om social- og sundhedsforhold, skole og uddannelse i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Svendborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om 1920-1970