1970-2007 i Københavns Kommune | lex.dk

Administrativ inddeling

Københavns Kommunes grænser blev ikke ændret med Kommunalreformen i 1970. I 1974 blev et stykke af Rødovre Kommune ved anlægget nord for Damhus Sø tillagt kommunen, men ellers skete der, foruden visse landindvindinger, ikke nogen yderligere ændringer af kommunens ydre grænser i perioden.

Mere om administrativ inddeling i København

Befolkningsudvikling

Efter at Københavns Kommunes befolkningstal var toppet i 1950 med 768.105, begyndte det at dale, og i 1970 lå det på 622.773. Tallet fortsatte med at falde frem til 1990, hvor der var 466.723 indbyggere i kommunen. Derefter steg indbyggertallet igen og nåede 495.699 i år 2000 og 502.362 i 2005. Det markante fald i indbyggertallet skyldtes den store udflytning til omegnskommunerne. Fødselsoverskuddet i kommunen dalede, fordi unge par flyttede fra kommunen for at stifte familie. Saneringsprojekter bidrog til fald i antallet af boliger og følgende fald i antallet af indbyggere. Alene på Nørrebro faldt antallet af indbyggere mellem 1970 og 1990 fra 90.646 til 66.358, mens Vesterbros indbyggertal faldt fra 71.326 til 48.375. De ydre bydele oplevede generelt mindre fraflytning, med Amager Vest og Vanløse som områderne med mindst fraflytning.

Af de gæstearbejdere fra bl.a. Jugoslavien, Tyrkiet og Pakistan, som blev hentet til landet pga. manglende arbejdskraft i 1960’erne, rejste en del af dem hjem efter nogle års arbejde i København, mens andre slog sig ned. Efter 1980 voksede flygtningestrømmen fra konfliktramte eller økonomisk svage lande i Mellemøsten og Afrika. I 2005 udgjorde indvandrere og efterkommere fra vestlige lande i Københavns Kommune i alt 23.467 eller 5,3 % af indbyggertallet, mens antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande var 68.932 eller 13,7 %. I alt knap 20 % af indbyggerne var således indvandrere eller efterkommere.

Mere om befolkningsudvikling i København

Infrastruktur

Tæt trafik på Nørrebrogade i marts 1972. Måneden efter var det slut med sporvognslinje 5 mellem Husum Torv og Amager, da sporvognsdriften blev nedlagt, skinnerne fjernet, og ledningerne nedtaget.

Morten Langkilde/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Brugen af offentlig transport steg, og den voksende trafik gav bilkøer på byens trafikårer og på motorvejene mellem København og omegnskommunerne. Antallet af vare- og lastvogne, hyrevogne og busser i kommunen steg, og pendlingen over kommunegrænsen tog til igennem perioden, hvor antallet af biler, der krydsede kommunegrænsen, steg fra ca. 392.500 i 1970 til ca. 545.000 i 2007.

Trafikmængden betød, at gader måtte udvides, og at der kom mere skiltning og flere trafiklys samt parkeringsproblemer. Nyopførte ejendomme fik i flere tilfælde parkeringskældre. Vejbelægningen blev løbende repareret og forbedret; eksempelvis forsvandt den sidste rest af belægning med chaussésten på Frederikssundsvej i begyndelsen af 1970’erne. Den offentlige transport blev ændret. Sporvognsdriften blev indstillet i 1972, hvorefter bybusserne overtog passagertransporten. Hareskovbanen blev elektrificeret i 1977, og efter 1972 blev S-togslinjen langs Køge Bugt videreført etapevis fra Københavns Hovedbanegård og til Køge. I 1993 indledtes anlæggelsen af Københavns Metro, hvor de første linjer kunne åbnes i 2002. De førerløse tog transporterede i 2002 3,2 mio. passagerer, hvilket steg til 39,7 mio. i 2007, da metroen blev forlænget til Københavns Lufthavn i Kastrup. Metrostationen ved Nørreport blev den mest benyttede station med 32.000 rejsende dagligt. I 2006 blev det aftalt mellem regeringen og Københavns og Frederiksberg Kommuner at udvide metroen med den såkaldte Metro Cityring.

Cykeltrafikken i kommunen blev tilgodeset med stadig flere cykelstier langs de vigtigste færdselsårer. Kommunen udviklede i 1996 en infrastruktur med stier til cykelkørsel på grønne ruter fra Emdrup over Nørrebro og Vanløse til Hvidovre, langs Søerne, på Holmen, tværs over Amager og forbi Ørestad.

Københavns Havns betydning for passagertrafik og godstransport faldt betydeligt i 1960’erne og fortsatte i samme grad fra 1970. Trafikken over Øresund gik med åbningen af Øresundsbroen i år 2000 ind i en ny fase. Det blev muligt at køre mellem København og Malmø med bil og tog. Scandlines-linjens flyvebåde til Malmø måtte indstille sejladsen i 2002. Fra 1980’erne gav krydstogtturisme nyt liv i havnen. 107 krydstogtskibe med 58.000 passagerer lagde til kaj i 1990, mens 259 skibe med 150.000 passagerer ankom i 2004.

Nordhavn ved Østerbro fastholdt sin funktion længere end Sydhavnen pga. den direkte adgang til Øresund og uden gene for havneløbets broer. På havneområdet, der strakte sig ud i Øresund som en halvø opdelt af bassiner, lå stadig en del mindre virksomheder og værksteder samt nogle pladskrævende terminaler til containere og importerede biler foruden en lystbådehavn. I 1991 udskrev staten og kommunen en konkurrence om havnens udvidelse ud i Øresund.

2004-05 blev Amager Strandpark anlagt i form af en 2 km lang kunstig ø med en fremskudt kystlinje med en helt ny strand.

Mere om færdsel og infrastruktur i København

Forsyning

Forbruget af vand, gas og el blev påvirket af det faldende befolkningstal og industriens udflytning. I 1970 beløb Københavns Kommunes årsforbrug af vand sig til 35 mio. m³, mens behovet i år 2000 var gået ned til 33 mio. m³. Heraf var husholdningernes andel 67 %, mens erhvervenes beløb sig til 20 %. Hospitaler, skoler og andre institutioner samt idrætsanlæg stod for 7,4 %.

Gasproduktionen lå i 1970 på 178,45 mio. m³ og faldt derefter markant til 27,28 mio. m³ i 2004. Naturgasnettet åbnede i 1984, og i 2007 lukkede Sundby Gasværk, hvorefter der ikke længere blev produceret gas i København.

Amagerværket blev taget i brug til kraftvarme i 1971, mens Amagerforbrænding producerede kraftvarme af affald. Avedøreværket i Hvidovre Kommune supplerede produktionen fra 1990. Der blev fortrinsvis leveret fjernvarme til store boligejendomme. Forsyningsselskaberne af vand, fjernvarme, gas og elektricitet blev frem til år 2000 præget af organisatoriske ændringer. I 1998 blev Københavns Vandforsyning og Afløbskontoret slået sammen til Københavns Vand, som i 1999 blev fusioneret med Københavns Belysningsvæsen, hvorefter leverancen af gas, fjernvarme og elektricitet blev samlet under navnet Københavns Energi. Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab (KTAS) blev i 1992 lagt sammen med telefonselskaber i Jylland og på Fyn under navnet Tele Danmark A/S, som i 1994 blev privatiseret og fra 2001 kaldt TDC A/S. I 1990’erne betød den hastigt stigende mobiltelefoni, at der blev rejst mobilsendemaster mange steder i kommunen.

Bebyggelse og erhverv

Produktionshallerne på Porcelainfabriken Norden A/S er gået fra at producere teknisk porcelæn, bl.a. til højspændingsisolatorer, til at huse skolebørn. Efter en omfattende renovering af bygningen og området, hvor bl.a. det gamle portnerhus i bindingsværk og forvalterboligen th. blev revet ned, flyttede Valby Skole i 2004 ind. Foto fra 2002.

Mads Jensen / Biofoto/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Urbanplanen på Amager var et af de montagebyggerier, der i 1960’erne blev opført på baggrund af den voksende velfærdsstats mangel på ordentlige boliger. Det er også et eksempel på et af de boligområder, der blev udstyret med mange tusinde kvadratmeter sikringsrum til beboerne, som håndværkerne på billedet fra 1966 er ved at asfaltere nedgangen til.

Lars Hansen/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Det er svært at forestille sig, at den prominente havnefront på Islands Brygge engang rummede Dansk Sojakagefabrik, der var et datterselskab af Det Østasiatiske Kompagni. Til højre i billedet ses Gemini Residence, der er sojakagefabrikkens ombyggede frøsiloer, tegnet af MVRDV og JJW Arkitekter og færdigbygget i 2005. Til venstre ses Wennberg Silo, der er omdannet til lejligheder af arkitekt Tage Lyneborg 2002-04. Før omdannelsen måtte fabrikkens gamle grund dog renses for bl.a. kviksølv.

Stig Nørhald/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Inden for boligområdet foregik omfattende sanering, byfornyelse og nybyggeri. Fra 1970’erne voksede interessen for at bevare ældre ejendomme og sanere baggårde i stedet for at rive hele bebyggelser ned. Nørrebro var den bydel, som for alvor stod til et kvarterløft.

I 1970’erne begyndte nedrivningen af forsømte bygninger i den sorte firkant mellem Blågårdsgade og Slotsgade. I Murergadekvarteret, der havde været blandt de første bebyggelser på Nørrebro efter 1852, blev 35.000 m²bebygget areal revet ned og derefter kun bebygget på 26.000 m², hvilket gav mere luft omkring de nybyggede boliger, institutioner og legepladser. I forbindelse med et planlagt stort byggeri i den sorte firkant skulle byggelegepladsen Byggeren ved Stengade fjernes. Kvarterets beboere protesterede, og politiet måtte rydde legepladsen i 1980 under voldsomme gadekampe, for at håndværkere kunne komme i gang. Karrébebyggelsen Mjølnerparken blev opført som alment boligbyggeri fra 1984 på en nedlagt papirfabriks grund. Kvarteret udviklede sig til et multikulturelt område med et stort antal beboere med indvandrerbaggrund. Også i de andre brokvarterer blev der bygget nyt, og her blev pladser og grønne områder prioriteret.

På Indre Vesterbro blev der i begyndelsen af 1990’erne sat gang i et større byfornyelsesprojekt, hvor ældre huse blev istandsat og baggårdene ryddet for at gøre plads til åbne grønne baggårde. Det offentlige rum som fx pladsen ved Halmtorvet blev også byfornyet.

I 1971 rømmede militæret Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn. Nogle måneder senere slog en gruppe slumstormere til og trængte gennem afspærringen for at skabe et alternativt samfund. Under navnet Fristaden Christiania blev aktionen i 1978 godkendt som socialt eksperiment.

Havnen fra Refshaleøen og til Sydhavnen mistede efter 1970 sin erhvervsmæssige betydning. Det frigjorde store arealer til nybyggeri eller tillod genbrug af lagerbygninger og pakhuse til beboelse og erhverv. Rederiet A.P. Møller – Mærsk fik i 1970’erne plads til sin store administration på Esplanaden. Eigtveds Pakhus på Asiatisk Plads blev i 1982 taget i brug af Udenrigsministeriet, og Unibank opførte i 1999 bygninger med gavlene vendt ud mod havneløbet i stil med de gamle pakhuse. ØK flyttede i 1994 sit hovedsæde ud på Midtermolen i Frihavnen. Ved Langeliniekajen blev Dahlerups Pakhus renoveret 1998-99. Orlogsværftet på Holmen lukkede i 1992, og i 1993 blev Flådestation København nedlagt og i stedet ændret til marinestation. Søværnet beholdt nogle af bygningerne, mens andre blev ombygget til lejligheder og kontorer. Torpedohallen blev i 2003 indrettet til boliger, og Kunstakademiet ændrede Ankersmedjen til bibliotek. Operaen på Holmen blev indviet i 2005.

Teglholmen ved Kalvebod Brygge, der var opstået ved opfyldning af Kalvebod Strand omkring år 1900, blev efter rydning af ældre industribygninger bebygget med boliger og liberale erhverv.

I flere bydele renoverede man tidligere erhvervsbygninger og omdannede dem til beboelse. Dansk Sojakagefabriks to frøsiloer på Islands Brygge kunne indrettes til lejligheder i 2005. På Ydre Nørrebro blev en nedlagt sporvognsremise genbrugt til sport og kultur. Det gjaldt også remiser på Østerbro ved Svanemøllen og Blegdamsvej. Pumpehuset i Studiestræde, en del af Københavns første vandværk, blev i 1987 ændret til spillested. I Valby blev Københavns Sukkerraffinaderi i 1990’erne bygget om til gymnasium kaldet Sukkertoppen. I 2005 blev Trekronergade Bryggeri i Valby ændret til kontorer for en række fagforeninger.

Ved slutningen af perioden dominerede etagebebyggelse massivt i brokvartererne, men også i dele af Valby og Bispebjerg, mens Vanløse, Valby, Brønshøj og den sydlige del af Sundbyerne var domineret af parcelhuse, rækkehuse og villaer.

Interessen for byudvikling havde siden indlemmelsen af Brønshøj, Valby og Sundbyerne i årene 1901‑02 rettet sig mod vest. I 1980’erne kastede Københavns Kommune og staten blikket østpå mod den inddæmmede, ubebyggede Kalvebod Fælled på Amager. I dette område ønskede politikerne at udvikle boliger, serviceerhverv og institutioner for at øge befolkningstallet og dermed styrke Københavns position. Udvikling af Amager kunne sammen med Københavns Lufthavn og den planlagte broforbindelse til Sverige bidrage til visionen om at gøre København og Malmø til et nordisk kraftcenter omkring Øresund. Folketinget vedtog i 1992 en lov om anlæggelsen af det nye kvarter Ørestad på Amager langs Kalvebod Fælled. I 1993 blev Ørestadsselskabet I/S oprettet for at styre projektet. Kommunen ejede 55 % af selskabet og staten 45 %.

I Ørestad Nord blev Københavns Universitet Amager, som havde ligget her siden 1970’erne, udvidet med nye bygninger i 2002 og fik naboskab med DR Byen, hvor byggeriet blev indledt i 2006. I Ørestad City fik indkøbscenteret Field’s adresse sammen med andre virksomheder, mens Ørestad Syd skulle rumme boliger og kontorer. Metrolinjen til Vestamager, der blev taget i brug i 2002, sikrede forbindelse til nybyggerierne i Ørestad, som i 2007 husede 4.000 beboere.

Handel og erhverv

Kl. 0.47 d. 15. juli 1980 lød der et øredøvende brag i København, da Dansk Sojakagefabrik på Islands Brygge blev ramt af en kraftig eksplosion. Det var dampe fra den benzin, der blev brugt til at udvinde sojaolie fra sojabønner, som var antændt på fabrikken. Ingen døde, men 23 brandfolk, politifolk og medarbejdere kom til skade, ligesom bygningsskaderne var enorme. Eksplosionen medførte store protester og demonstrationer fra områdets beboere med krav om lukning og evakueringsplaner. Fabrikken var i drift frem til 1991.

Erik Gleie/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Indre By rummede fortsat shoppinggader med Strøget som den mest fremtrædende. Området havde mange mærkevarebutikker og tiltrak både lokale og indbyggere fra de nærmeste kommuner, men også turister. Indre By rummede derimod kun få dagligvarebutikker pga. det lille beboertal. I resten af kommunen lå dagligvarehandelens butikker og supermarkeder langs hovedgaderne. Der blev placeret centre med flere forretninger under fælles tag eller omkring en plads. Amager Centret åbnede i 1975, og i 1993 blev den nedlagte gardehusarkaserne på Østerbrogade indrettet til butikker og boliger under navnet Østerfælled Torv.

Den københavnske detailhandel omfattede i 1970 ca. 9.000 butikker og beskæftigede ca. 40.000 personer. Det var generelt mindre butikker med få ansatte som isenkram, slagterbutikker, ismejerier, kolonialbutikker og trikotage. I 1974 havde 190 pølsevogne, 25 iskagevogne og en smørrebrødsvogn bevilling til salg på pladser og gader. Antallet af butikker med fødevarer gik stærkt tilbage de følgende årtier, udkonkurreret af supermarkedskæder.

I Indre By fandtes stadig de gamle stormagasiner som Magasin og Illum, men mod slutningen af perioden åbnede nye indkøbscentre i de nybyggede kvarterer, fx indkøbscentrene Fisketorvet, der åbnede på Kalvebod Brygge i år 2000, og Field’s i Ørestad i 2004.

I 1971 lå 900 større industrivirksomheder i København. I de følgende årtier faldt antallet, da mange store virksomheder lukkede eller flyttede deres produktion ud af kommunen eller til udlandet. Denne tendens gjorde sig også gældende for beskæftigelsen, hvor antallet af ansatte inden for fremstillingsvirksomhed faldt markant igennem perioden, mens antallet af ansatte i finans- og servicevirksomheder steg. Også antallet af beskæftigede inden for social- og sundhedsvæsenet voksede.

København mistede sin dominans som Danmarks førende industriby og fortsatte udviklingen til et bysamfund baseret på immaterielle erhverv med store arbejdspladser og institutioner som Rigshospitalet, Københavns Kommune og Københavns Universitet, ligesom mange virksomheder fortsat havde deres hovedsæde i Indre By.

Skibsværftet B&W var i sin storhedstid i 1960’erne Danmarks største arbejdsplads. Værftet blev dog i løbet af 1960’erne i stigende grad presset af udenlandske konkurrenter. I slutningen af 1970’erne blev B&W’s motorfabrik solgt til den tyske MAN-koncern, og efter en betalingsstandsning blev B&W rekonstrueret i 1980. I 1996 gik Danmarks største skibsværft efter en stribe redningsforsøg endeligt konkurs.

Turismen spillede en stadig større rolle, og i 2004 fandtes 50.300 arbejdspladser inden for handel, hotel og restauration. Kommunen rummede 69 hoteller, som i 2004 havde 3,5 mio. overnatninger. Desuden fandtes vandrehjem og Danhostel Copenhagen City oprettet i 1970, som i 2005 overtog fagforeningen HK’s organisationshus i det tidligere Hotel Europa ved Langebro. Danmarks Turistråd oprettet i 1967 og ændret til VisitDenmark i 2005 arbejdede for at sælge Danmark som rejsemål sammen med rejsebureauer, kulturelle institutioner, forretninger, hoteller og restauranter samt Københavns Kommune. I 1992 blev den erhvervsdrivende fond Wonderful Copenhagen dannet af Københavns og Frederiksberg Kommuner, Erhvervsministeriet, Københavns Amt og Danmarks Turistråd. Der blev udviklet tilbud, arrangementer og pakkeløsninger for at få turister til at komme til København og opleve byen og dansk livsstil. Besøgstallet i Tivoli, Zoologisk Have (i Frederiksberg Kommune) og de københavnske museer voksede fra ca. 7,4 mio. i 1970 til 8,4 mio. i 2004. Den lille Havfrue blev uofficielt skønnet til at være den mest besøgte seværdighed. Fristaden Christiania stod også højt på listen over de københavnske turistattraktioner.

København blev i stigende omfang en nordeuropæisk kongresby. I perioden mellem år 2000 og 2004 afholdtes hvert år i gennemsnit 120 kongresser med 55.000 deltagere. Alene kongresaktiviteten forbundet med hotelovernatninger, restaurantbesøg, indkøb og anden aktivitet gav betydelig omsætning.

Mere om bebyggelse og erhverv i København

Politik

Flere feriedage og velstandsstigninger i den vestlige verden førte til øget turisme i anden halvdel af 1900-tallet, og selv om mange i 1980’erne valgte en charterferie til sydlige himmelstrøg, var der stadig god brug for de mange hoteller på Istedgade tæt på Hovedbanegården. Foto fra 1985.

Julie Rønnow/Københavns Museum.

Licens: Begrænset anvendelse

Tirsdag d. 29. april 1980 stod politiet klar til at storme byggelegepladsen Byggeren på Nørrebro for at fjerne de aktivister, der havde besat området. Dagen efter var B.T.’s overskrift »Gadekrig«, og konflikten fortsatte også i dagene efter, indtil 1.000 betjente d. 3. maj rykkede ind og ryddede resten af Byggeren. Byggeren blev skabt af lokale beboere i 1973 og blev året efter anerkendt som kommunal institution med klausulen om at måtte vige for det planlagte byggeri Slotsgadehus.

Tage Nielsen/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

I 1978 blev Københavns forfatning revideret. Rådmændene blev afskaffet, og overborgmesteren og seks borgmestre blev valgt af Borgerrepræsentationen, som havde den besluttende myndighed. Overborgmesteren var fortsat ansvarlig for den generelle økonomiske styring, mens de seks fagborgmestre hver forvaltede forskellige dele af den kommunale administration. I 1998 blev der indført mellemformstyre, hvorefter Borgerrepræsentationen bestod af i alt syv udvalg med hver sin borgmester.

Der blev også gjort forsøg med øget selvstændighed i bydelene. I 1997 begyndte et forsøg med bydelsråd i Valby, Kongens Enghave og på Indre Nørrebro og Indre Østerbro. Formålet var at få forslag fra bydelene om lokal udvikling af sociale ydelser, ældreforsorg og kultur. Rådene blev dog nedlagt i 2001 efter en vejledende folkeafstemning.

Valget i 1970 gav igen Socialdemokratiet absolut flertal med 31 mandater, men i 1974 gik partiet tilbage med ni mandater. De venstreorienterede partier vandt stærkt frem, især Socialistisk Folkeparti. Fremskridtspartiet meldte sig som nyt parti med tre mandater. 12 partier fyldte nu byrådssalen, hvilket medførte en til tider hård og livlig debat på rådhuset. Socialdemokraterne beholdt dog overborgmesterposten. Socialistisk Folkeparti blev fra 1985 det næststørste parti i Borgerrepræsentationen og kunne fastholde to borgmesterposter de følgende valg.

Urban Hansen sad som overborgmester 1962‑76. I perioden 1976‑89 var det Egon Weidekamp, og Jens Kramer Mikkelsen fulgte i årene 1989‑2004. Hellen Hedemann, som fungerede midlertidigt som overborgmester i to dage i oktober 2004, blev dermed den første kvindelige overborgmester og samtidig den første fra Socialistisk Folkeparti. Lars Engberg blev derefter overborgmester 2004‑05 og blev efterfulgt af Ritt Bjerregaard 2006-09.

Københavns udvikling af boligbyggeri og de sociale forhold fyldte den politiske debat. Regionsplanen fra 1973 forudsatte, at borgerne blev hørt i forbindelse med kvarterudviklingen. Omkring 1980 blev der fremlagt en snes lokalplaner, som drejede sig om boligbyggeri i sanerede områder eller i forbindelse med ophørte erhverv. Nørrebro stod hyppigt på programmet. Socialdemokrater og konservative politikere forlangte et betydeligt kvarterløft med ny beboelse, mens venstrefløjspartierne støttet af lokale beboere og foreninger krævede, at lokalplanen skulle bevare det berørte planområde skånsomt med restaurering og genbrug, så beboerne ikke skulle tvinges til at flytte.

Ved valgene til Borgerrepræsentationen i årene 1950‑2001 lå stemmeprocenten i gennemsnit på 68 %. Københavnernes stemmeafgivning ved folketingsvalgene fra 1971 til 2005 lå i gennemsnit på ca. 84 % mod på landsplan ca. 86 %. Afstemningen om medlemskab af EF i 1972 gav en københavnsk stemmeprocent på 88,7 og med et flertal på 48,1 % nej-stemmer. Deltagelsen i valgene til Europa-Parlamentet mellem 1970 og 2004 lå i gennemsnit på 50,2 % i København, på landsplan 49,6 %.

København under den kolde krig

I anden halvdel af 1900-tallet ændrede København karakter. I århundreder havde byen været præget af militæret, men nu blev flere militære anlæg og kaserner en efter en forladt af Forsvaret. Samtidig gjorde nyt byggeri København til en moderne storby i et velfærdssamfund. En del af dette byggeri var dog præget af truslen om en altødelæggende atomkrig. Efter 2. Verdenskrig stod det nemlig klart, at Danmark – og ikke mindst København – ville blive hårdt ramt i tilfælde af en krig mellem øst og vest. Fra 1948 blev der derfor igen indrettet offentlige beskyttelsesrum, og fra 1950 skulle alle nye bygninger opføres med sikringsrum, der var klar til at blive taget i brug med kort varsel. Også offentlige anlæg som fodgængertunneler og parkeringskældre blev bygget til at kunne fungere som beskyttelsesrum – dette gælder fx parkeringskælderen under Israels Plads. Ved hospitalerne blev der opført nødbehandlingsafsnit, der ville kunne øge sygehuskapaciteten, og Civilforsvaret klargjorde karréværn og kommandocentraler over hele byen. Civilforsvarsstyrelsen gjorde sig sågar tanker om, hvor meget murbrokkerne af København ville fylde efter et atomangreb, og hvordan de kunne anvendes til et stort rekreativt bjerg i Ballerup. Den bedste beskyttelse ville dog være en evakuering af byen, og det blev forberedt at evakuere op til 300.000 borgere ud på resten af Sjælland og til Sydsverige. Alt dette vidste de færreste københavnere noget om. Krigen udeblev, beskyttelsesrummene kom aldrig i brug, og København undgik at ende i en dynge i Ballerup.

Mere om politik i København

Religion

I 2002 var 67 % af Københavns Kommunes befolkning medlem af folkekirken, mens andelen i hele landet lå på ca. 84 %. I København blev 48 % nyfødte børn døbt i 2002. I 2004 lå antallet af kirkelige vielser på 2.288, mens der var 2.467 borgerlige vielser. Kirkelig begravelse blev sjældnere, hvor især beboerne på Vesterbro, Nørrebro og Bispebjerg foretrak en borgerlig begravelse. Konfirmation i folkekirken gik tilbage, i København med større tilbagegang end på landsplan, hvor andelen af konfirmander i perioden gik fra 80 % til 70 % af en ungdomsårgang. Deltagelse i de folkekirkelige handlinger i København var lavere end i nabostifterne og endnu mindre end i det øvrige Danmark.

I 1970 fandtes i København ti anerkendte trossamfund med tilsammen ca. 19.000 medlemmer. Den største retning var romerskkatolsk med ca. 12.000 medlemmer, næstefter kom mosaisk tro med ca. 2.400 medlemmer, og derefter fulgte baptister, metodister, fransk og tysk reformerte samt russiskortodokse. I løbet af 1970’erne voksede interessen for religioner fra Fjernøsten som buddhisme og hinduisme. Efter 1970’erne voksede islam og blev den næststørste religion i København. Først var det gæstearbejdere i industri- og serviceerhverv, især jugoslavere, tyrkere, pakistanere og marokkanere, som i 1960’erne bragte islam med sig. Tilstrømningen af flygtninge i de følgende årtier øgede antallet af muslimer fra Balkan, Mellemøsten og Afrika. De fik i stort tal bopæl på Nørrebro, men også på Bispebjerg, Vesterbro og i Sundbyerne. Efter år 2000 var 20 % af Nørrebros befolkning indvandrere, og der blev særligt i dette område oprettet moskéer for forskellige retninger af islam, bl.a. Imam Ali Moskeen på Vingelodden fra 2005 og Dansk Islamisk Center ved Baggesensgade fra 2006, der som den første var dansksproget. Andre moskéer etablerede sig i Titangade, på Dortheavej, Hejrevej samt på Horsebakken i Utterslev.

Mere om religion i København

Social- og sundhedsforhold

Inden for social- og sundhedsområdet skete en omfattende udvikling. Rigshospitalet på Blegdamsvej blev udvidet flere gange, og i 1970 blev det nye centrale 16 etager høje kompleks indviet. Københavns Kommunehospital blev nedlagt i 1999 og siden overtaget af Københavns Universitets Center for Sundhed og Samfund. Bispebjerg Hospital videreførte en række specialfunktioner i samarbejde med kommunens øvrige hospitaler.

I 1971 var 0,04 % af Københavns befolkning i aldersgruppen 90 år og derover. I 1990 var det 0,12 %, og i 2005 var det 0,15 %. Den langsomt højere levealder skyldtes forbedret sundhed, mindre slid, bedre sygdomsbehandling samt personlig hjælp. Det store antal ældre borgere krævede ekstra kommunal indsats. Målsætningen om, at ældre skulle bo længst muligt i eget hjem, forudsatte hjemmehjælp samt kørsel til træning og konsultation. Ældreforsorgen forudsatte flere kommunale eller selvejende plejehjem, mange med aktivitetscentre. Norges Minde blev bygget ved Ryvangen i 1986, og et revalideringscenter blev indrettet på Østerbro i 2003. Valby fik Aalholmhjemmet i 1971. Rosenborgcentret blev bygget i 1978 i Indre By. På Nørrebro kom Møllehuset i 1999, mens Bispehjemmet i Tingbjerg blev klar til indflytning i 1972.

I 1970 fødtes i kommunen 7.337 børn, og efter en nedgang i 1984 til 4.397 voksede fødselstallet til 8.032 i 2004. Fødselstallet samt den øgede beskæftigelse blandt kvinder betød, at kommunen måtte modernisere eller indrette flere vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. I 1970 skulle der skaffes pladser til 25.000 børn; i 2005 var tallet steget til 43.000 børn. Behovet for pasning af børn blev i stort omfang også dækket af selvejende og private institutioner med kommunal støtte.

Mere om social- og sundhedsforhold i København

Skole og uddannelse

I dag huser det gamle Kommunehospital mellem Øster Farimagsgade og Sortedams Sø Københavns Universitets Center for Sundhed og Samfund. Anlægget blev opført uden for voldene med lys og luft omkring sig og stod færdigt ti år efter, at en omfattende koleraepidemi i 1853 havde hærget i byens indelukkede slumkvarterer. Foto fra 2008.

Christian Ringbæk / Ritzau Scanpix, 2008.

Licens: Begrænset anvendelse

Antallet af elever i kommunens folkeskoler, på HF og gymnasier faldt i perioden fra 1970 til 2004 fra 53.935 til 35.959. Derimod voksede de private skoler fra 5.511 elever i 1970 til 11.332 i 2004. Den Arabiske Skole lå ved Nørreport 1978‑80. Den frie grundskole Hay Skolen blev etableret i Sydhavn i 1993. Steinerskolen, som bygger på antroposofisk filosofi, blev grundlagt i år 2000 på Holmen.

Ældre skolebygninger blev restaureret og bygget om. Heiberg Skolen blev nyindrettet i 2001. Valby Skole flyttede i 2004 ind i den nedlagte Porcelainfabrik Norden, hvis produktionshaller blev indrettet til undervisning.

I 1970 havde Københavns Kommune fem kommunale, fire statslige og tre private gymnasier samt Vesterbros Studenterkursus (Statskursus til studentereksamen). Desuden lå det alternative Det frie Gymnasium i kommunen, der blev oprettet på Nørrebro i 1970. I 1986 overgik statens gymnasier til kommunal drift.

Det blev nødvendigt for Københavns Universitet at forlade den traditionsrige beliggenhed i Indre By for ved nybyggeri at få mere plads og opnå bedre rammer for forskning, undervisning og administration. De fleste af de humanistiske fag flyttede til Københavns Universitet Amager, som blev bygget 1972‑79. I 2002 blev nye bygninger taget i brug i Ørestad. Efter syv år i Ballerup flyttede Aalborg Universitet i 2012 sin afdeling til Sydhavn, og i 2007 blev Danmarks Pædagogiske Universitet i Emdrup en del af Aarhus Universitet. I 1999 etableredes IT-Højskolen, som i 2003 fik status af universitet og skiftede navn til IT-Universitetet. Der var i alt 46.552 studerende ved de videregående uddannelser i København i 2003, heraf 18.285 mænd og 28.267 kvinder.

Mere om skole og uddannelse i København