Efter 2. Verdenskrig rådgav landskabsarkitekterne C.Th. Sørensen og bysbarnet J.P. Junggreen Have Aabenraa Kommune i landskabelige spørgsmål. Flere anlæg fra den periode, bl.a. Aabenraa Stadion fra 1949 og poppelalléen ved Mølleå, anlagt 1949‑53, er kendt ud over landets grænser. Idrætsanlægget omgives på alle fire sider af brede jordvolde. På ydersiderne står en dobbeltrække hestekastanjer, der udgør en mægtig skulptur på de flade græsbaner. Nordøst herfor ligger dyrskuepladsen og boldbanerne. På dette sted har den snorlige Mølleå beskyttende jorddiger på begge sider.

Bag Postholdergården fra 1758 ligger Fru Beyers Have, som blev anlagt i 1933. Både haven, brolægningen i gården samt stakittet med portal og låge er fredet. Fra midten af husets facade udgår en central akse med bassin, og for enden findes et lysthus. På begge sider er der plæner med træbeplantning og busketter.

Haus Lensnack med haveanlæg blev bygget 1909‑10 og i 2018 fredet sammen med haven. Den landskabelige, terrasserede have med store, solitære træer ligger på en sydvendt grund, som skråner stærkt ned mod Aabenraa Fjord. Øst for huset er en tidstypisk have med formklippede hække, pergola og lysthus. Syd for Aabenraa Kirkegård ligger Campusparken, der er tegnet af tegnestuen SLA.

Ved Folkehjem ligger Genforeningsparken, der blev indviet i 2020. I parkens fliser er nedlagt fodspor, der markerer de ca. 3.000 sønderjyder, som hørte H.P. Hanssens tale i 1918. Parken er designet af Weile arkitekter maa, URBAN POWER og byMUNCH.

Videre læsning

Læs mere om Aabenraa

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur