På østsiden af halvøen Salling ligger Jeppe (1866-1930) og Nanna Aakjærs (1874-1962) kunstnerhjem – gården kaldet Jenle, jysk for »ensom«. Den blev opført 1906-07 efter tegninger af Povl Baumann.
Jenle ligger med udblik over bl.a. Astrup Vig. Fra Aakjærs arbejdsværelse sanser man ordene fra digtet »Som dybest Brønd gir altid klarest Vand« (1917): »Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft/og lytter ud mod andre Lærkesange,/mens Himlen maler blaat sit Sommerloft,/og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange.« Ud over at skildre jyske landskaber beskrev Jeppe Aakjær også menneskelivet i poetiske billeder, som i digtet »Jeg bærer med Smil min Byrde« fra 1906.
Datteren, Solvejg Bjerre, åbnede hjemmet for besøgende med bl.a. mindestuer. I dag er det Aakjærselskabet, som forvalter huset med mindestuer og udstillinger, der også skildrer samtidige digteres forhold til Jeppe Aakjær. Aakjærselskabet afholder desuden den årlige Jenlefest, der blev genoptaget i 1981. I sommerhalvåret vises kunstudstillinger i laden.
Nanna Aakjær, der var billedskærer, har sat sit præg på hjemmet og haven. Hun og Jeppe blev gift i 1907 og flyttede straks ind på Jenle. Fra 1908 og indtil Jeppe Aakjærs død i 1930 arrangerede ægteparret årlige Jenlefester, som blev tilløbsstykker. Jeppe Aakjær holdt selv velkomsttalen, mens to indbudte talere holdt hhv. en politisk tale og en tale af mere kulturel art. Aakjærs tale blev altid trykt i Politiken, og talerne gav ofte anledning til debat landet over.
1920-30 anlagde ægteparret haven, en stor bondegårdshave på ca. 2 ha. Den rumopdelte have indeholdt bl.a. rosenhave, frugthave, opholdshave med solide hvidmalede træbænke og borde tegnet af Nanna Aakjær. Jeppe Aakjærs del havde dam, bro, lysthus, hvidkalkede kampesten og husmølle. Efter at Jenle blev fredet i 1980’erne, renoveredes og forenkledes haven i 1990’erne af landskabsarkitekt Gunver Vestergaard. Karakteren af bondehave, samspillet med det omgivende landskab og udsigten til Astrup Vig er bevaret.
I skoven syd for huset er ægteparrets aske hensat under Jeppe Aakjærs mindeord på gravstenen: »Her standsed de glade Klange. Her sattes mit Livsens Maal. Det er Asken af usungne Sange/der hviler i denne Skaal«.
