Den ældre bykerne, 2019. Vikingetidsbebyggelsen lå i området mellem Åboulevarden, Volden og Graven, mens den senmiddelalderlige by afgrænses af allégaderne, Sønder Allé, Vester Allé og Nørre Allé.

.

På C. Eckardts Århus, Åhavnen fra 1891 ses havnen ved åens udløb op mod Mindebroen. De lave skibe lagde til ved bolværket og kunne herfra losse og laste uden brug af kraner. Lasten blev gennemset af toldere fra toldkammeret, som indtil 1898 lå i den røde bygning th. i billedet. I takt med at skibene blev større, og behovet for transport af varer til og fra landbruget omkring Aarhus og industrien i købstaden voksede, blev havnen udvidet udad mod havet.

.

Aarhus, Danmarks næstældste by, opstod ved mundingen af Århus Å i slutningen af jernalderen. Den udviklede sig i løbet af vikingetiden til en vigtig bydannelse, som havde både kongens og kirkens bevågenhed. Havnen har været afgørende for Aarhus’ udvikling, for takket være denne har byen haft en betydelig nær- og fjernhandel.

I løbet af 1800-tallet blev havnen også primus motor for den gryende industrialisering, der bidrog til byens fortsatte udvikling. Således blev byen i løbet af 1900-tallet Jyllands og Vestdanmarks uddannelsesmæssige og kulturelle centrum med bl.a. oprettelsen af Aarhus Universitet og grundlæggelsen af Aarhus Festuge.

Jernalder og vikingetid

Mange genkender den berømte runesten Århus 3, en såkaldt maskesten med billedmotivet, der tidligere var logo for Moesgaard Museum. Stenen er også forsynet med en indskrift: »Gunulv og Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle Ful. Han døde … da konger kæmpede«. Samme ordlyd, »han døde, da konger kæmpede«, findes på en runesten i Västergötland i Sverige, og det må være det samme slag, de to runesten knytter an til.

.

Det ældste Aarhus før år 900. Bebyggelsen er fundet langs åen og mod kysten og er her rekonstrueret som et sammenhængende forløb. Det er omdiskuteret, om gravpladsen i midten (gult areal) har eksisteret på dette sted. Kort: Moesgaard Museum.

.

Mod slutningen af jernalderen blev det ældste Aarhus anlagt på en lav, sandet holm ved mundingen af Århus Ås udløb i Århus Bugt. Stedet havde strategisk betydning, for ganske tæt på holmen fandtes et vigtigt vadested over Århus Å, som sammen med den brede ådal med Brabrand Sø var en væsentlig forhindring for den nord-syd-gående færdsel i Østjylland. Holmen målte ca. 500 × 250 m og lå i åmundingen nord for det vigtigste strømløb i åen. Den var kortvarigt opdyrket i 500-tallet, men ser ud til at have ligget øde derefter indtil 700-tallet, hvor de første grubehuse, tidens karakteristiske nedgravede hytter, blev anlagt ca. 750-ca. 800.

Denne første grubehusbebyggelse blev anlagt på holmens sydside, umiddelbart øst for vadestedet. Herfra strakte den sig langs åen mod øst og drejede mod nord langs kysten til en lavning mellem holmen og landet nord for. Store dele af bebyggelsen er fundet i Skt. Clemens Stræde, og der er også fundet bebyggelsesspor andre steder langs den nordlige bred samt øst for Rosensgades udløb i Mejlgade. Herudover er der mellem de første grubehuse og åbrinken anlagt en ca. 3 m bred grøft, som måske markerede en afgrænsning af det bebyggede areal.

En gravplads kan have været placeret på det faste land i området nord for Nørreport. Dele af nutidens gadenet menes at have deres oprindelse i vikingetiden, fx Kannikegade, Skolegade og Mejlgade, som dog først kan påvises sikkert i tidlig middelalder.

Byens havn kan have ligget langs Århus Bugts kyst, som det kendes fra det samtidige Hedeby, men pga. senere kysterosion er det ikke muligt at påvise nogen konstruktioner. Nogle fartøjer sejlede dog videre mod Viby, hvor der er fundet rester af et skibsværft. Havnen fik formentlig stor betydning for byen, som i den sene vikingetid udviklede sig til et regionalt centrum for håndværk og for nær- og fjernhandel med Norge og med den sydvestlige Østersøkyst.

Grubehusene var i begyndelsen fortrinsvis anvendt i forbindelse med fiskeri. Senere begyndte de også at blive anvendt til håndværks- og handelsaktiviteter, og grubehusene blev da indrettet med vægbænke, ildsteder og ovn, hvilket tyder på, at de blev benyttet til permanent beboelse. I begyndelsen af 800-tallet blev grubehusbebyggelsen helt eller delvis erstattet af nord-syd-vendte, rektangulære langhuse, som stod frem til 900-tallet.

800‑900-talsbebyggelsen var især intensiv i området langs åens nordbred, og spor efter en opdeling af arealet i mindre matrikler på Store Torv viser, at der opstod et behov for en regulering af området. Flere grubehuse med væsentlige indslag af handel og håndværk er fundet i Teatergaden og Kannikegade, Bispetorvet, Store Torv, Rosensgade og Volden, men også ved Studsgade og Mejlgade. Dette sammenholdt med bebyggelsesspor fundet ved Vor Frue Kirke viser, at bebyggelsen på et tidspunkt har været væsentlig større end det areal, som volden indkredser. En udfaldsvej ud ad en port i byens vold har sandsynligvis forbundet byen med dette vestlige bebyggelsesområde.

Så tidligt som i 948 blev der på et kirkemøde i Ingelheim i Tyskland udpeget en biskop for byen, Reginbrand. Det er dog omdiskuteret, om han nogensinde satte sine ben i byen. Byens betydning understreges af fundet af seks runesten eller fragmenter heraf, hvilket gør Aarhus til den by i Danmark med flest runesten. Fire (samt et fragment fundet i krypten under Vor Frue) er genanvendt i Vor Frue Kirke og i Aarhus Mølle ved Vestergade, mens den sidste er fundet under Aarhus Katedralskole øst for domkirken. Runestenene beretter om faldne kampfæller og skibsfællesskab, og de antyder en side af livet i byen, det ellers kan være vanskeligt at få indblik i.

I den sene vikingetid omfattede byens produktion tekstilfremstilling, perlemageri, kammageri og metalarbejde. En del håndværksspor er iagttaget ved udgravninger omkring Bispetorvet og i Kannikegade, og tidlige 1000-talssmedjer er fundet ved udgravninger nær kysten ved Havnegade, ved Bispetorvet og vest for volden i Vestergade. Byens politiske tyngde antydes af, at kong Hardeknud i sin regeringstid (1035‑42) prægede mønt her: Det er fra mønterne, at byens vikingetidige navn, Aros, kendes.

Byens vold

Den regulerede vikingeby efter etableringen af byvolden.

.

Den ældste bybefæstning, der formentlig blev anlagt af kongemagten i første halvdel af 900-tallet, bestod af en mægtig, cirkulær eller halvkredsformet vold. Volden var 10 m bred og 3 m høj med foranliggende grav og anlagt delvis oven på den ældste bebyggelse.

Befæstningen fornemmes stadigvæk i byen: Mod syd følger volden Kannikegade og Skt. Clemens Stræde. Herefter drejer den mod nord og følger gaden Volden halvvejs, hvorpå den atter drejer mod øst, mellem Rosensgade og Graven ud mod kysten. Badstuegade og Graven er siden anlagt oven på voldgraven. Volden og den ældre bebyggelse herunder er påvist i bl.a. Mejlgade og Skt. Clemens Stræde.

I anden halvdel af 900-tallet blev volden forstærket og forhøjet. Disse faser med tilhørende grubehuse er bl.a. påvist ved Skt. Clemens Torv. Ældre udgravninger i Badstuegade har påvist, at volden og graven rummede kraftige trækonstruktioner med rækker af nedrammede pæle, hvoraf en planke er dateret til ca. 980. Den har formentlig haft flere porte, men ingen er endnu fundet.

I tidlig middelalder blev befæstningen atter forhøjet og udvidet, ligesom voldens profil er synlig i gaden Stentrappens forløb. Voldene omkring den inderste bykerne blev yderligere forhøjet i 1200- eller 1300-tallet, og i tiden ca. 1253‑68, hvor byens gadenet undergik store omlægninger, blev volden mellem de nyetablerede torve, Store Torv og Lille Torv, gennembrudt. En portbygning blev da opført ved den nuværende Borgporten.

Byens vold var i brug frem til 1477, hvor Christian 1. gav tilladelse til at bebygge en del af voldterrænet.

Middelalder

Sankt Olufs Kirketomt på hjørnet af Sankt Olufs Gade og Kystvejen i Aarhus.

.

Vor Frue Kirke og Kloster set fra klostergården.

.

Aarhus Toldkammers udformning er inspireret af Aarhus’ byvåben med et dominerende tårn i midten flankeret af to lavere tårne. Facaden vender mod havnefronten, og fra de to karnapper havde tolderen frit udsyn over kysten. Toldkammeret er udsmykket med motiver fra handelen og skibsfarten.

.

Aarhus var gennem middelalderen præget af magtbalancen mellem konge, biskop og borgerne. En kongeborg blev aldrig opført i Aarhus, men i tidlig middelalder var byen overordnet set en kongelig magtbastion i samspil med en kongsgård og flådefaciliteter ved Viby. Efter den norske konge Harald Hårderådes overfald på byen i 1050 blev bispesædet genetableret ca. 1060, og en domkirke viet til Sankt Nikolai blev opført ca. år 1100. Den blev lagt uden for volden, hvor en ældre forgænger kan have ligget. På dette sted ligger i dag Vor Frue Kirke og Kloster.

Det var især etableringen af en række gejstlige institutioner, der prægede udviklingen i 1000- og 1100-tallet. Foruden domkirken var der mindst to mindre kirker, Sankt Oluf i byens nordlige ende i nuværende Mejlgade og Vor Frue i den vestlige ende af byen ved den nuværende Mølleparken. Begge blev bygget i 1100-tallet. Senere kom der helligåndshus (hospital) ved Immervad og en Sankt Karensgård for spedalske ved Grønnegade. Inde bag volden lå sandsynligvis »trækapellet ved havet«, der omtales i anden halvdel af 1100-tallet.

Bebyggelsen i 1000-tallets sene del og i 1100-tallet har kun efterladt sig svage spor. Der er påvist spor af bebyggelse både inden for og uden for det voldomkransede areal, og det står klart, at volden heller ikke i den tidlige middelalder markerede byens fysiske grænser. De skal i stedet søges nordligere og vestligere ved Nørregade/Nørrebrogade og Vesterport. Ved udgravninger på Bispetorvet er fundet bebyggelse og smedevirksomhed, mens der er påvist en række brønde på Store Torv og rester af huse i Rosensgade og Guldsmedgade. En række brønde i Vestergade vest for Grønnegade antyder, at bebyggelsen har spredt sig hertil. Omkring og især vest for Vor Frue Kirke er der fundet gruber og andre bebyggelsesspor fra 1000- og 1100-tallet, så det er sikkert, at et bykvarter har ligget her.

Størstedelen af vikingetidens gadenet blev videreført i tidlig middelalder. En ny, stenbrolagt gade erstattede den træbrolagte gade langs voldens inderside, og også Kannikegade fik stenbrolægning. I samme tidsrum kom Domkirkepladsen og Rosensgade til. Mejlgade og Skolegade eksisterede i 1100-tallet ligesom den vestlige udfaldsvej nord for Vor Frue. I syd var byen endnu afgrænset af åen.

Byens tidligmiddelalderlige havn lå formentlig ligesom den vikingetidige havn på holmens sydside. Dele af byens højmiddelalderlige åhavn er påvist: Fundene består af nedrammede pæle med tilhørende fletværk på nordsiden af åen ganske tæt på den senere Skt. Clemens Bro.

Tiggerklosterbevægelserne, der med stor hastighed bredte sig over hele Europa i 1200-tallet, nåede med munke fra dominikanerordenens ankomst i 1220’erne også til Aarhus. Aarhusbispen overdrog den gamle domkirke til dem, og i løbet af høj- og senmiddelalderen ombyggede de den til et firfløjet klosteranlæg. Støttet af donationer fra Aarhusbispen blev der også opført et karmelitermunkekloster i byen i 1400-tallet. Begge blev nedlagt ved Reformationen.

Byens gadenet undergik ca. 1253‑68 en større omlægning, sandsynligvis igangsat af Aarhusbispen, der samtidig var i gang med de omfattende byggearbejder på domkirkekomplekset. Ved omlægningen blev store bebyggelsesområder inden for volden ryddet for at skabe plads til anlæggelsen af Store Torv, og uden for volden blev Lille Torv og Immervad, der fører ned til åen, anlagt ved, at det fugtige område vest for holmen blev fyldt op. En portbygning, som stod frem til 1683, blev formentlig også opført ved Borgporten på denne tid. Vestergade, vest for Lille Torv, løb ud til Vesterport, hvor Aarhus Mølle i 1289 nævnes beliggende. Anlæggelsen af møllen var forbundet med en stor mølledam og dæmning hen over ådalen. Guldsmedgade, der løber fra Lille Torv mod nord, og Klostergade, der strækker sig fra Studsgade i øst til Grønnegade i vest, blev også anlagt i slutningen af 1200-tallet eller begyndelsen af 1300-tallet. I begyndelsen af 1300-tallet bredte bebyggelsen sig over åen ved Immervad. Fundet af et gørtlerværksted fra ca. år 1300 antyder dog, at området ikke var ret tæt bebygget, for erhvervet var forbundet med brandfare.

I løbet af højmiddelalderen samlede biskoppen større og større magt hos sig og blev sammen med domkirkens præsteskab Østjyllands største godsejer. Pestepidemierne i anden halvdel af 1300-tallet bortrev en stor andel af befolkningen, hvilket dog gav de overlevende, afgiftsbetalende bønder bedre betingelser. Borgernes råderum var indskrænket. Det er uvist, hvornårAarhus fik sin første stadsret, men det skete før år 1300, og et bysegl, kendt fra et aftryk, stammer fra ca. 1250.

Byens borgere opførte det første kendte rådhus midt på Store Torv i begyndelsen af 1300-tallet. Rådhuset tilhørte byen, men torvet tilhørte bispen, og betalingen af grundskyld fra by til domkapitel var årsag til konflikt mellem by og bisp. Byen husede også en offentlig badstue, der var i brug frem til 1500-tallet, og som menes fundet på hjørnet af Lille Torv og Badstuegade i 1908.

I senmiddelalderen spredte bebyggelsen sig syd for åen langs Fiskergade, og den sydlige udfaldsvej førte via en bro ved Immervad op mod Brobjerg, hvor byens karmeliterkloster kom til i 1480’erne. I 1477 var der også givet tilladelse til, at voldterrænet mellem Immervad og den sydlige port tættest på kysten kunne blive bebygget, mens den vestlige vold, og efterfølgende også den nordlige voldstrækning, blev udlagt til bebyggelse 1512‑13.

På samme tid blev arealet langs åens sydside også inddraget i havnearealet. En større arkæologisk udgravning langs Fiskergades nordside har givet indblik i konstruktionen af havnen på en ca. 200 m lang strækning fra Immervad i vest til Skt. Clemens Bro mod øst. Åhavnen var konstrueret af nedrammede pæle med fletværk imellem, som blev holdt sammen af opfyldninger mellem åbrink og fletværk. Det ældste bolværk er dateret til ca. 1442, og mellem dette tidspunkt og slutningen af middelalderen blev bolværkerne bygget ud i åen i alt seks gange. De gentagne udbygninger vidner om åens tiltagende tilsanding. Det påhvilede den enkelte grundejer at vedligeholde bolværkerne, men mange grundejere forsømte dette, hvilket gav anledning til utallige konflikter mellem borgere og byens administration. Den manglende vilje til at bruge ressourcer på vedligeholdelsen afspejler sig tydeligt ved, at bolværkerne er opført af forskellige udtjente materialer, bl.a. genbrugte dele af nedbrudte bygninger og udslidte skibe. Efterhånden som skibenes dybgang øgedes, blev trafikken på åen domineret af pramme.

Jens Iversen Lange, der var biskop i årene 1449‑82, fuldførte domkirkens forvandling til en gotisk katedral. Med ham kulminerede embedets magt. Han fik Kalø Len med den vigtige fæstning i pant, vistnok personligt, i ca. 1467. Siden 1450’erne havde han også været lensmand over Aarhus købstad som pant for en gæld, kongen havde til ham. Byens skatter tilfaldt derfor biskoppen. Handel og håndværk var overvejende lokale, men fund af keramik og klædeplomber viser kontakter rundt om Østersøen og til Nordvesteuropa siden tidlig middelalder.

Borgernes vilkår blev bedre i 1400-tallet, og håndværk og handel blev nu specialiserede erhverv med gode indtægter fra Skånemarkedet og hansestæderne, og et smedelav omtales første gang i 1493. I 1441 blev der udstedt forbud mod handel i småhavnene. Borgerne optrådte med større selvsikkerhed over for biskoppen, da oksehandelen gik frem i slutningen af 1400-tallet.

Flere møntskatte indeholdende handelsmønter af lav værdi til dagligdags brug afspejler byens senmiddelalderlige handelsnetværk. Den største skat på næsten 6.000 mønter, fundet ved Lilletorv, var ca. år 1400 blevet gemt væk i en stentøjskande. Kanden indeholdt mønter fra Hamburg, Lüneburg, Wismar og Rostock og må opfattes som en regulær »bankboks«, idet disse mønttyper er overordentlig sjældne som enkeltfund i byen. Den vidner om, at det var muligt for i alt fald én borger, sandsynligvis en købmand, at oparbejde en meget stor formue i senmiddelalderens Aarhus.

Domkirkekomplekset

Bispegården i Aarhus, ca. 1852. Gårdens hovedfløj er den senmiddelalderlige Kannikegård i billedets højre side. Umiddelbart bag bispegården ses domkirkens vældige tværskib, mens vesttårnet knejser i baggrunden. Akvarel af Frederik Visby.

.

Opførelsen af Aarhus Domkirke, der blev indledt kort før år 1200 og fortsatte langt ind i 1200-tallet, blev begyndelsen til det mægtige domkirkekompleks, der ud over kirken kom til at omfatte bl.a. bispegård, skole, kannikeboliger og bygninger til bispedømmets administration. Dette gejstlige kvarter, der fik afgørende indflydelse på byplanens udvikling og magtforholdene i byen i høj- og senmiddelalderen, optog hen ved en tredjedel af arealet i den centrale bykerne. Domkirken og den omgivende kirkegård var afgrænset af en mur.

Nord for domkirken lå den ligeledes muromkransede bispegård. Bygningerne kendes fra en række store arkæologiske undersøgelser i begyndelsen af 1900-tallet og senere. Ved undersøgelserne blev der fundet fundamenter og rester af teglbygninger, som muligvis var spor af en romansk bispegård opført samtidig med domkirken. Den blev formentlig nedbrudt igen i senmiddelalderen for at skabe plads til en ny og tidssvarende bispegård. Afløseren var et tofløjet munkestensanlæg, hvis vestfløj var 45 m lang, 10 m bred og i to etager, havde en overhvælvet, høj kælder i syd, og nord for denne fandtes en portgennemkørsel med endnu et rum. Trappetårnet befandt sig ved bygningens østvæg. Murresterne stod endnu i omtrent 2 m’s højde ved udgravningen. Nordøst for denne bygning var en mindre bygning med en brønd og en bageovn, muligvis bispegårdens køkken. Sydfløjen var spinklere end vestfløjen, 8 m bred og mindst 36 m lang. Den strakte sig langs den nuværende Domkirkeplads, måske helt til Mejlgade. Fundamentet til en gangbro til domkirkens nordre tværskib viser, at også denne bygning var i to etager.

Syd for domkirken lå kannikeboligerne, der er undersøgt flere gange, senest 2009‑10. Kernen i dette anlæg var en munkestensbygget fløj, der i senmiddelalderen blev omgivet af grundmurede teglhuse. Disse menes at være de kannikeresidenser, der har givet navn til Kannikegade. Den vestligste bygning i anlægget var det såkaldte Kapitelhus, der målte 35 x 10 m og løb nord-syd ud for det sydlige tværskib. Det var kraftigt funderet og sandsynligvis i to etager. I det nordligste rum var en kraftig kampestensbrønd. Måske lå bygningens køkken her. Kapitelhuset, der stod helt frem til 1881, blev opført i senmiddelalderen, men blev siden ombygget flere gange, senest efter Reformationen, hvor det blev indrettet til ny bispebolig. En skriftlig kilde fra slutningen af 1200-tallet nævner tre stenhuse beliggende syd for domkirken, hvoraf en forgænger for Kapitelhuset kan være et af disse.

Vest for Kapitelhuset er den sydlige ende af endnu et stenhus udgravet. Det var forsynet med kælder og opført i 1400-tallet, men siden ombygget adskillige gange.

I området omkring domkirken er der fundet spor af yderligere en række teglstensbygninger, der formentlig hørte til domkirkekomplekset. Blandt disse er et teglhus på pladsen ud for koret, et andet ud for Aarhus Teater samt et på Sankt Clemens Torv. Katedralskolens alder er ukendt, og selv om skoleinstitutionen sikkert blev styrket, da Peder Vognsen i 1197 formelt oprettede et domkapitel, er den måske ældre. Den ældst kendte skolebygning er fra begyndelsen af 1200-tallet.

Spor af håndværker- og havnekvarterer

Da de fleste arkæologiske undersøgelser i de historiske bykerner omfatter et beskedent areal, er det er kun sjældent muligt at undersøge bebyggelsessammenhænge i høj- og senmiddelalderens købstæder. I Aarhus har enkelte større undersøgelser dog løftet lidt mere af sløret for bykvarterernes indretning og udvikling.

I Mejlgade er der således fundet en række slipper, der går fra gadens østside og ned mod kysten. I forbindelse hermed er der udgravet en større bindingsværksbygning dateret til 1260‑1325. Huset blev ca. 1325 erstattet af et nyt bindingsværksbygget gavlhus med en meget solid kampestenskælder, på hvis gulv der er fundet skår af handelskeramik, især af tysk stentøj. Sådanne høj- og senmiddelalderlige kældre er ganske sjældne i Aarhus, men i det tæt bebyggede Mejlgadeområde er der fundet yderligere tre kampestens- og teglbyggede kældre. Det er muligt, at de mange kældre og slipperne, der fører til kysten fra gaden, lå i et høj- og senmiddelalderligt handels- og havnekvarter omkring Sankt Olufs Kirke.

En større udgravning i Guldsmedgade har frembragt spor af fem matrikler, som strakte sig fra Guldsmedgades vestside til den østlige bred af voldgraven. De to nordligste og bedst bevarede matrikler blev ca. år 1300 bebygget med gavlhuse i bindingsværk med tilhørende gårdspladser, brønde og stalde. Husene, der var inddelt i flere rum og havde fast inventar og meget solide bageovne, blev ombygget adskillige gange, førend de blev endeligt nedrevet i begyndelsen af 1400-tallet. Til gavlhusbebyggelsen hørte en række affaldskasser og træbeklædte latrinkasser, der alle var gravet ned i baggårdene tættest på voldgraven. I begyndelsen af 1400-tallet blev der opført en smedje på grunden, ligeledes i et gavlhus, og i 1500-tallet blev dette hus ombygget til bolig.

Udgravninger i Studsgade og i Rosensgade viser, at denne gavlhusbebyggelse af bindingsværk med tilhørende brønde var ganske typisk i byens handels- og håndværkerkvarterer.

1536‑1850

Plan over Aarhuus opmaalt og tegnet i Aar 1796
Plan over Aarhuus opmaalt og tegnet i Aar 1796
Rigsarkivet.

Udsigt over Århus fra en i nærheden liggende klint af Emmerik Høegh-Guldberg fra 1836 lader Aarhus komme til syne helt i baggrunden af billedet. I den grønne forgrund går græssende køer, der vogtes af en hyrdedreng. Derfra ser man ned på Aarhus, der helt domineres af domkirken, og havnen med de hvide sejl.

.

Hans Heinrich Eegberg udarbejdede sammen med Johannes Rach på kongelig bestilling en lang række oliemalede prospekter over danske købstæder, herunder Aarhus, i årene 1747‑50. Aarhus’ karakteristiske silhuet med de to dominerende kirker og gavlhusene er her blevet fremhævet. I Århus Bugt er skibe på vej ind til byen, ligesom hestevogn og en rytter drages af byen. Ude på bymarken står galgen.

.

Denne lille samtidige akvarel gengiver en spændende optræden i Aarhus i 1826.Linedanseren Christian Roat med fjerprydelse på hovedet går på en line udspændt fra et af domkirkens glamhuller og ned til torvet. Aarhuus Stiftstidende bragte en dramatisk beskrivelse af begivenheden, hvori det bl.a. refereres, at Roat skulle have beroliget de nervøse kvindelige tilskuere med ordene: »Vær ikke bange for mig, her har jeg hjemme«. Hans optræden gik godt i Aarhus, men i København, hvor Roat gentog sit nummer året efter, faldt han ned og døde.

.

Aktiebrev no. 1769 fra Aarhuus Westindiske Handels Selskab med Aarhus Havn og domkirke på brevhovedet. Aarhuus Westindiske Handels Selskab blev stiftet i 1782. Selskabet drev kortvarigt handel på oversøiske destinationer. Efter afslutningen på Den Amerikanske Revolution (1775‑83) blev konjunkturerne ringere, og i 1785 ophørte selskabets aktiviteter.

.

Dette maleri er den ældst kendte topografiske fremstilling af Aarhus. Kunstneren og årstal er ukendte, men det antages ud fra de bygninger, der optræder på maleriet, at det er malet ca. 1640. Bemærk, at syd her på maleriet er opad, og vest følgelig til højre. Kunstneren har forholdsvis detaljeret fremstillet livet i byen, dog ikke altid lige tro mod den historiske virkelighed. Store og mindre skibe ligger til i havnen, men i virkeligheden kunne Aarhus Havn i midten af 1600-tallet ikke magte så heftig en aktivitet. Bybilledet domineres af de to kirker Vor Frue og domkirken, deres størrelse er dog blevet overdrevet. Øverst i højre hjørne ses tre svævende årer, som kendes fra et bysegl.

.

Reformationen gav borgerne større magt over Aarhus. Byen fik overdraget Karmeliterklosteret til stenbrud, og Sortebrødreklosteret blev i 1541 indrettet til Almindeligt Hospital, mens klosterkirken i 1558 blev til Vor Frue Kirke. En stor del af biskoppens jord ved Vorregårds Mark blev lagt til bymarken. Ved midten af 1500-tallet blev det middelalderlige rådhus afløst af et nyt, der blev opført på torvet lige foran domkirkens indgang mod vest. Kort efter opførelsen fik rådhuset et trappetårn med front mod torvet.

I 1500‑1600-tallet fortsatte udbygningen af kvarteret syd for åen. Vestergade og Mejlgade blev domineret af store købmandsgårde, hvoraf flere står endnu.

En stor brand synes at have ramt byen i 1541 og igen i 1556. Skattelister antyder, at Aarhus voksede med 21 % i perioden 1619‑72 i en tid, hvor krig, afmatning og epidemier havde reduceret indbyggertallet i næsten alle andre byer. Oksehandel og periodevis søfart til udlandet, bl.a. til Amsterdam, holdt Aarhus oppe. Indførelse af portafgift i 1650’erne gjorde det nødvendigt at opføre nye byporte.

I 1672 havde Aarhus 3.474 indbyggere og var dermed den fjerdestørste by i den nuværende danske provins. Det blev nødvendigt med udvidelser af byen. Kort fra ca. 1670 og 1796 viser, at der i denne periode skete mindre forlængelser af indfaldsvejene Dynkarken mod syd, ved Munkegade mod nordvest og langs Vestergade mod vest.

Aarhus var fortsat bispestad og rummede statslige funktioner. Lensmanden fik efter Reformationen til huse på Aarhusgård nord for domkirken i den tidligere bispegård. Havreballegård (senere Marselisborg) var ladegård til Aarhusgård og holdt den forsynet med landbrugsvarer. Aarhusgård fungerede som skattekontor og kongeligt kornmagasin. Da Frederik 3. i 1661 gav dele af det kongelige gods, bl.a. Havreballegård, som betaling til sine kreditorer i Marselisslægten, fulgte Aarhusgård med. I 1781 blev de sidste rester af Aarhusgård nedbrudt. Den kongelige kornskat skulle frem til de første årtier af 1800-tallet stadig betales i Aarhus, og i 1700-tallet fungerede den tidligere adelsbolig Trods Katholm som kornmagasin. De kongelige fragter var med til at holde skibsfarten på et højt niveau, og i 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet var byens skibsflåde provinsens største.

Det er opgjort, at Aarhus i perioden 1586‑1725 fik ca. 2.700 nye borgere, men kun hver femte var født i Aarhus. De fleste tilvandrede var håndværkere. Halvdelen af alle nye borgere kom fra de jyske landdistrikter, og en tiendedel af borgerne kom fra Norge eller udlandet, heraf mange fra Sverige. Med tiden blev befolkningen mere rodfæstet i Aarhus, og der kom færre nye borgere fra landet, mens den internationale andel var konstant. Hyppige dødsfald bevirkede dog, at halvdelen af borgerne kunne være skiftet ud hvert femte år.

Aarhusianerne var beskæftiget med handel, håndværk og søfart. En udgravning af et regulært industrikvarter mellem Borggade og Paradisgade viser, at hidtil uudnyttede områder i byens udkanter fandt anvendelse til brandfarlige erhverv. Her blev fundet spor af et smedjeværksted fra årtierne omkring år 1600 bestående af kompakte, slaggeholdige lag koncentreret omkring en let bygning eller et halvtag. En pottemagerovn er dateret til ca. 1560‑1580: I resterne af den stærkt nedbrudte ovn fandtes ovndele og fejlbrændt keramik, som tyder på, at pottemageren har fremstillet ovnkakler og brugskeramik. Andre steder i området samt vest for Studsgade og i Klostergade er der ligeledes fundet spor efter pottemagere, som havde deres virke i slutningen af 1500-tallet. Erhvervsstrukturen er velundersøgt for 1630’erne og 1680’erne. Handelssektoren med købmænd, andre handlende og skippere steg i løbet af de 50 år fra 15 % til 20 % af de næringsdrivende, mens håndværkerne i begge perioder udgjorde omkring 30 %. Enlige kvinder kunne også være næringsdrivende, næsten altid ved at videreføre deres afdøde mænds forretning, hvilket 11 gjorde i 1638, men hele 56 i 1683. Embedsmændenes antal steg kraftigt, fra seks i 1636 til 33 i 1683. Tallene dækker dog kun de næringsdrivende med foden under eget bord. Langt de fleste indbyggere var tyende, svende, lærlinge, daglejere eller matroser. I 1801 havde byens største grundejer, købmand Hans Raae, lige så store ejendomsværdier som den fattigste fjerdedel af de øvrige boligejere. Aarhusianske købmænd var til tider blandt provinsens største og arbejdede inden for et stort forsyningsopland.

Aarhus tiltrak bøndernes handel fra et stort opland mellem Randers og Horsens, og fra byens købmandsgårde blev der især afskibet korn til Norge. Retur kom fisk, jern og tømmer. Aarhus havde i 1500-tallet og frem to ugentlige torvedage. De fandt overvejende sted på Immervads Torv og Lille Torv. I perioden frem til 1553 havde Aarhus et Sankt Anne-marked; i 1600-tallet var der stadig kun ét årligt marked, Sankt Olufs-markedet, men i 1700-tallet var man oppe på tre. Sankt Olufs-markedet var et krammarked af op til 14 dages varighed, og de to øvrige var – på papiret – kvægmarkeder. Til Olufs-markedet i 1696 var der tilførsel fra Limfjorden og Midt- og Vestjylland af fisk, korn, okser, heste og smør, og fra syd modtog byen udenlandske varer som vin, salt og krydderier og indenlandske, baltiske eller nordtyske varer som hør, hamp, klæde, potter, messingvarer, isenkram, humle, strømper, bånd og broderier.

Befolkningstallet holdt sig længe på ca. 4.000 indbyggere, fx i 1787, hvor det lå på 4.052, men fra 1801 til 1834 steg det fra 4.102 til 6.765, og i 1845 var det 7.864. Bag denne udvikling lå landbrugets fremgang, og at handelen med Altona, Hamburg og Flensborg og – fra 1830’erne – England blev forstærket. I 1845 igangsattes et stort havnebyggeri, så de store afsætningsmarkeder kunne betjenes med dampbåde. Industri var så småt opstået ved møllerne i Marselisborgskovene i slutningen af 1700-tallet.

En ny borgerlig kultur opstod i slutningen af 1700-tallet. Kronprindsens Klub blev stiftet i 1795 og blev i 1815 slået sammen med Det forenede dramatiske Selskab under navnet Polyhymnia, der både dyrkede litteratur, debat og teater. Århus Stiftstidende udkom første gang i januar 1794. I 1838 trådte borgerrepræsentationen sammen for første gang.

1850‑1920

Mejeriet Vesterbro blev anlagt midt i Aarhus i 1905, efter at omegnens mælkeproducenter havde brudt med A/S De forenede Mejerier. Men andelsbevægelsen faldt ikke i god jord blandt de store virksomheder og fabrikker i købstaden, og mejeriet kom derfor til at hedde Vesterbro uden det problematiske ord »andelsmejeri«. Mejeriet fulgte med tiden og var i 1926 med til at introducere det amerikanske produkt icecream på det danske marked.

.

Undervisning i husgerning på Frederiks Allés Skole (Søndre Pigeskole) i Aarhus i 1909. Skolen var en pigeskole, og lige ved siden af lå Valdemarsgades Skole (Søndre Drengeskole). De to skoler blev sammenlagt til Brobjergskolen i 1961, men først i 1975 blev husgerning også obligatorisk for drengene.

.

Øgadekvarteret hed oprindelig Munkebakken, fordi det lå uden for en af byportene, Munkeport. Da byen voksede i slutningen af 1800-tallet, opstod lave bebyggelser med beboelse og småerhverv.

.

Banegraven set fra M.P. Bruuns Bro i Aarhus i 1912. Jernbanen vandt frem inden for både person- og godstransport, og i årene 1917‑24 blev det nødvendigt at udvide Banegraven.

.

Der er livlig trafik på Skt. Clemens Bro en vinterdag i 1898. Broen, der førte over Århus Å, forbandt den gamle historiske kerne med banegårdsområdet. På vej ind mod torveområdet og domkirken kører en lille hestetrukken vogn, der reklamerer med håndskummet mælk. Broen, der stod færdig i 1884, hvilede på svære jernsøjler. I smedejernsrækværket var der indlagt ankre, attribut for Sankt Clemens, Aarhus’ skytshelgen.

.

Indbyggertallet voksede fra 8.891 i 1855 til 86.197 i 1921. Anlæggelsen af jernbanen i 1862 og den fortsatte udbygning af havnen var afgørende drivkræfter bag byens enestående fremgang. Dens styrkepunkter var især fødevaresektoren, jernindustrien og transportsektoren, og Aarhus fik status af Jyllands økonomiske centrum.

Byens bebyggede areal blev udvidet ved afvanding af Aarhus Mølles store dam og ved overtagelse af områder fra Viby Sognekommune og i 1899 Marselisborg Gods.

Der fremstod fra omkring 1850 flere udviklingsområder, hvoraf det første var Fredens Torv og Fredensgade, anlagt 1847‑51 af et konsortium. Det var byens første landinspektørplan med senklassicistiske og regulære gadeanlæg med forhus og baghus, ensartede facader og udlejningsejendomme. I 1862 opførtes banegården uden for den ældste del af byen mod syd. Herefter fulgte Frederiksbjerg langs banegraven og Paradisgade med tilslutning til allégaderne og hastigt herefter Øgadekvarteret. Der foregik nu en tydelig kvarterdannelse efter sociale og økonomiske skillelinjer. Trøjborg, der er opført efter ca. 1885, var et klassisk håndværker- og arbejderkvarter; Mølleengen blev bebygget i slutningen af 1890’erne. Med indlemmelsen af Marselisborg Gods blev der fremlagt en samlet plan af Hack Kampmann og Charles Ambt for området. I 1919 blev der vedtaget en plan for den fremtidige bebyggelse af de nordlige byområder og ringgaderne, og samme år kom en plan for de sydlige dele af Frederiksbjerg.

Den enestående vækst skabte behov for offentligt byggeri som aldrig før, ikke mindst af en række mønsterskolebyggerier som fx N.J. Fjordsgades Skole (1910) og Samsøgades Skole (1914). Det militære islæt i byen blev med tiden markant. Ridehuset blev opført i 1860, men det forhindrede ikke, at Aarhus blev besat af preussiske tropper i syv måneder i 1864, ligesom byen havde været det godt og vel en måned i juli 1849. Mellem 1875 og 1889 blev der opført store kaserner for rytteri, fodfolk og artillerister i hhv. Vester Allé, Høegh-Guldbergs Gade og Langelandsgade. Byen klarede sig derimod med Sankt Pauls Kirke i Frederiksbjerg (1887) og Sankt Johannes Kirke i Trøjborg (1905) som de eneste større nye byggerier for folkekirken, men en række andre trossamfund byggede kirker, herunder Katolsk Vor Frue Kirke (1880), baptistkirken Immanuelskirken (1912) og metodistkirken Betlehemskirken (1912).

Byens fremgang skabte også betingelserne for et moderne byliv med institutionelle rammer for politik, kultur, foreninger og erhvervssamarbejder. Der opstod en bypatriotisme, der havde til formål at forstærke byens selvopfattelse som Jyllands økonomiske og kulturelle centrum og tiltrække statslige investeringer. Købstaden udviklede sin bank- og forretningsservice. Eksempelvis blev Landbosparekassen grundlagt i 1862; i 1871 fulgte Aarhuus Privatbank og i 1906 Købmands- og Haandværkerbanken. Ny jydske Kjøbstad-Creditforening havde fra 1878 hovedsæde i Aarhus. Det stærke og fremadstormende handelsborgerskab fik en solid position i byrådet, der trådte i kraft i 1869 og havde udvidede beføjelser i forhold til den gamle borgerrepræsentation.

Den kulturelle opblomstring blev indledt med de kulturhistoriske samlinger oprettet af borgere, der havde stærke rødder i en elite bestående af godsejere, embedsmænd og officerer. Aarhus Kunstforening af 1847 blev etableret for at anskaffe egne kunstværker og indlåne værker fra statens samlinger. Den første udstilling blev afholdt samme år i den videnskabelige realskoles gymnastiksal og bagefter i den borgerlige klub Polyhymnia i Kannikegade. I 1861 stiftede en kreds af borgere Det historisk-antikvariske Selskab. Det knyttede bånd til et ældre stiftsbibliotek og en privat oldtidssamling, men modtog også donationer samt genstande til belysning af nyere tids kulturhistorie. I 1877 blev det første museum taget i brug; det lå på Mølleengen ved Vester Allé. Grunden var skænket af de lokale mæcener, møllerfamilien Weis.

Bymæcenerne havde med byggeriet af museet vist vilje til at give byen nye anlæg og påvirke den fysiske byudvikling. Private og offentlige interesser i byudviklingen var tidligere gledet sammen. Aarhus havde i 1874 overtaget et område på den anden side af banegraven fra Viby Kommune og havde forpligtet sig til at bygge en bro. Fabrikanten og politikeren M.P. Bruun med virksomhed på den nyerhvervede side af broen skænkede jorden til broen, mod at kommunen tog på sig at anlægge den og føre en vej over – og opkalde den efter ham. I 1881 blev opførelsen af Skt. Clemens Bro vedtaget som udtryk for samme vilje. Broen bandt det nye banegårdsområde sammen med de historiske torve. Flere års diskussion blev afgjort med et kontant bidrag og efterbetaling af et skatteudestående fra storkøbmanden Hans Broge. Broge stillede som betingelse, at byrådet betalte resten af broen og vedtog at anlægge en jernbane til Odder gennem den landbrugsregion, hvor han havde sine tungeste økonomiske interesser. Begge dele skete i 1884.

Etableringen og linjeføringen af de private jernbaner mod syd, vest og nord samt dampskibsbesejlingen af Århus Bugt var også sat i værk og delvis betalt af Broge og andre købmænd. Broge havde tidligere været mellemmand, da Aarhus Kommune i 1879 overtog gasværket fra private i en aktion, der tangerede et kup mod byrådet.

Byrådet fik senere større købekraft med flere uafhængige initiativer til følge. Bymæcenerne var stadig toneangivende, men arbejdede i stigende grad gennem byrådet. Den 15. september 1900 åbnede Aarhus Teater som et foreløbigt højdepunkt for bypatriotismen. Teateret var betalt af store private donationer og folkeaktier, tegnet af Hack Kampmann og anlagt på en grund, som kommunen skænkede. Samme model fulgte ved etableringen af Statsbiblioteket i Aarhus i 1902; byen havde nu sin første institution med forskningssigte.

Det tætte samarbejde mellem erhvervsliv og myndigheder blev ført videre med Landsudstillingen i 1909. Udstillingen havde en halv million besøgende og 1.850 udstillere. Hovedgrupperne var håndværk og industri, ledsaget af udstillinger af havebrug, landbrug, fiskeri, kunst, idrætsvæsen, kommunale og statslige institutioner, skove, fiskeri mv. samt historiske bygninger. Den resulterede i et underskud, og lokale erhvervsdrivende måtte udrede garantisummen ved siden af de andre bidrag, der blev ydet af stat, kommune og private.

Arbejdernes Forbrugsforening (fra 1906: Arbejdernes Produktionsforening) blev oprettet i 1884, i første omgang for at sikre billigt brød til medlemmerne, men efterhånden bredte foretagendet sig også til bl.a. kul og bryggeri. Foreningen lejede først bageriet på Margrethemøllen, men i 1888 rykkede det til Studsgade 20, hvor der blev åbnet butik med eget bageri, bestyrelsesværelse og hestedreven æltemaskine. På billedet fra ca. år 1900 ses gårdspladsen i Studsgade, hvor foreningens brødvogn står klar til at køre brødet ud.

.

Hans Broge

To år efter Hans Broges død i 1908 blev der på Tietgens Plads rejst en statue af ham. Bronzestatuen er udført af Aksel Hansen, og Hans Broge synes nærmest at skue ud mod den nærliggende gade, der bærer hans navn.

.

Hans Broge (1822‑1908) begyndte i 1847 som selvstændig købmand i Aarhus, og han havde i det følgende halve århundrede stor betydning for den erhvervsmæssige udvikling i byen. Broge fik derfor tilnavnet »jydernes kong Hans«.

Hvor dansk smøreksport til England tidligere var blevet forhandlet fra Kiel, udvirkede Broge, at smørret kunne eksporteres direkte fra Danmark. Han engagerede sig i forbedringer af kvaliteten og ensartetheden af smørret og fik afholdt smørudstillinger, første gang i 1868 i Aarhus. Ud over smør stod han også for eksport af andre landbrugsvarer til England.

Hans Broge engagerede sig i en lang række initiativer i Aarhus, således var han medstifter af flere virksomheder, fx Aarhus Palmekærnefabrik (den senere Aarhus Oliefabrik), og han ejede selv flere virksomheder. Derudover var han i 1860’erne medstifter af Det jydsk-engelske Dampskibsselskab, der bl.a. stod for linjen Aarhus-Newcastle. Han tog desuden initiativ til flere jernbanelinjer i Aarhus og var aktiv i forbedringen af Aarhus Havn. 1857‑70 var Broge medlem af Aarhus Byråd.

1920‑1970

Som følge af befolkningsvækst var der i 1930’erne behov for flere skoler. Skovvangskolen stod færdig i 1937 som en helt ny og moderne skole, tegnet af stadsarkitekt Alfred Mogensen og Harald Salling-Mortensen og opført i røde mursten, beton og glas. Aulaen i fuld højde med stort vinduesparti fungerede som samlingspunkt for eleverne og bliver her brugt til gymnastikundervisning. Foto fra 1962.

.

Der er musikunderholdning for de bænkede mænd ved Dansk Tømrer-Forbunds 33. kongres i 1960, der blev afholdt i Folkets Hus. Bygningen, der oprindelig tilhørte Frimurerlogen, blev i 1908 købt af Arbejdernes Fællesorganisation og fik navnet Arbejdernes Forsamlingsbygning. Her blev der bl.a. afholdt møder, juletræsfester og folkedanserstævner.

.

I 1933 var Aarhus Havn i stærk udvikling. Den gamle åhavn forrest i billedet blev primært brugt til mindre både og sejlbåde, mens de noget større passagerskibe lagde til ved dampskibsbroen. I baggrunden anes taget af Aarhus Toldkammer. I de følgende år blev Nordhavnen betydeligt udvidet.

.

Befolkningstallet voksede betydeligt fra 1920’erne og frem til ca. 1970; i 1950 lå tallet på 153.546, og dette var i 1970 vokset til 198.981. Aarhusianerne var først og fremmest ansat i industri og håndværk, med transport og handel som andre store arbejdspladser, men fra 1940’erne fik en voksende del arbejde ved forretningsservice, uddannelsesinstitutioner og sygehuse. Der blev opført nye kirker i udkanten af købstadsområdet, først Sankt Lukas Kirke (1926), dernæst Sankt Markus Kirke (1935), Christianskirken (1958) og Møllevangskirken (1959).

Den borgerlige bypatriotisme havde arbejdet for at skærpe den lokale identitet og fremme erhvervslivet, byens infrastruktur og de klassiske kunstarter. Det samarbejdende lokale folkestyre på tværs af partier stod stadig stærkt, når det gjaldt om at udbygge Aarhus’ regionale og statslige position. Etableringen af Aarhus Universitet i 1928 og samlingen af specialer under hospitalsvæsenet i Aarhus var vigtige resultater af denne linje. På andre områder betød Socialdemokratiet og arbejderbevægelsens fremgang, at bykulturen skiftede spor. Socialdemokratiet havde siden 1917 haft flertal i byrådet, hvilket indvarslede en tid, hvor den afgørende vægt i byens styre blev flyttet over til en konstellation af fagbevægelsen, Socialdemokratiet, boligselskaberne og den øvrige kooperation. I 1919 blev socialdemokraten, murer Jakob Jensen den første borgmester, der var udpeget af byrådet og ikke af kongen eller regeringen.

Arbejderbevægelsen havde i 1892 etableret et forsamlingshus i Studsgade, og det næste, Arbejdernes Forsamlingsbygning i Amaliegade, kom til i 1909. I 1939 blev sidstnævnte erstattet af et moderne byggeri, Folkets Hus. Det blev ramme om bevægelsens faglige og sociale sammenkomster. Byens øvrige politiske grupperinger samlede sig i Den folkelige Forsamlingsbygning i Østergade (Venstre) og Håndværkerforeningens Sal i Paradisgade, mens den gamle, borgerlige klub Polyhymnia mistede betydning.

Den borgerlige bypatriotisme førte også til byggeriet af Aarhus Idrætspark i Marselisborgskovene i 1920. Grunden blev igen skænket af kommunen, der også ydede et anlægstilskud, men dette blev dog overgået af de private midler. Aarhus Oliefabriks direktør, Frederik Lausen, gav store beløb af egen lomme. Anlægget rummede fodboldstadion og pladser til atletik, tennis og gymnastik. Idrætsparken indgik organisk i Hack Kampmanns byplan over Frederiksbjerg og blev lagt ved en forlængelse af Stadion Allé inde fra Ingerslevs Boulevard. Forud for åbningen af Idrætsparken var en pavillon åbnet i 1904; den udviklede sig til Folkeparken Friheden i 1958 og Tivoli Friheden i 1966. Ganske tæt ved Idrætsparken blev Aarhus Cyklebane anlagt i 1922 (nyt anlæg i 1940, lidt forskudt derfra), og Jydsk Væddeløbsbane kom til i 1924. Sportsanlæggene blev kraftigt udbygget i 1930’erne med tribuner og faciliteter, flere gange som beskæftigelsesprojekter. Idrætsparken fik yderligere to fodboldbaner og en moderne tribune og fik samlet plads til 24.000 tilskuere. En zoologisk have blev anlagt i samme område i 1932. I 1935 blev der åbnet for Lejrpladsen, senere Campingpladsen, Blommehaven i Skåde Skov, og selve skovarealerne blev i 1930’erne udstyret med stier og broer. En ny sportshal, Marselisborghallen, blev taget i anvendelse i 1958.

Bortset fra Badeanstalten Spanien (1933) var det et fællestræk for de mange anlæg, at de blev etableret i det område, som Aarhus Kommune havde erhvervet fra Marselisborg Gods i 1899. Et andet gennemgående træk var, at oprettelsen skete i samarbejde mellem foreninger og kommunen; en undtagelse var dog den private zoologiske have, der lejede jorden af kommunen. Anlæggene blev indpasset i en stram byplan med vægt på den monumentale akse ind til Frederiksbjerg mod nord og på den landskabelige tilpasning til slotsarealet mod syd. Her var Mindeparken blevet indviet i 1925 på et område mellem slottet og Århus Bugt.

De kulturinstitutioner, der tog afsæt i oplevelser, natur og sport og appellerede til børn, blev aarhusianernes foretrukne. I 1950 havde Aarhus Museum (med alle kunstarter) 9.266 gæster, mens Naturhistorisk Museum havde 60.228, Den Gamle By ca. 90.000, Zoologisk Have 172.110, Jydsk Væddeløbsbane 65.000, Aarhus Cyklebane 51.000 og Idrætsparken 210.660. Aarhus Teater var med 175.000 gæster den klassiske kulturs højborg. Aarhus-Hallen var tidens mest markante privatdrevne kulturinstitution. Ved indvielsen i 1938 var den med en kapacitet på 5.000‑6.000 tilskuere Danmarks næststørste hal, og den slog dørene op for politiske møder, høstballer, cykelløb, messer, is-stævner mv. Den gik konkurs i 1961, men fortsatte som udlejningshal og biograf.

Kommunens voksende betydning for kulturlivet slog igennem med Aarhus Festuge fra 1965. Den skulle »præsentere den jyske hovedstads vidtspændende og alsidige kulturelle institutioner og rørelser i en ramme af fest«.

Ringgaderne i Aarhus

Krydset mellem Vestre Ringgade og Silkeborgvej. Foto fra første halvdel af 1960’erne.

.

Aarhus’ bebyggelse har gennem tiden formet sig inden for en række halvcirkler. Den ældste – og inderste – af disse »ringgader« var en stengade langs indersiden af den sydlige og nordlige del af den byvold, der løb rundt om vikingetidens og middelalderens Aros. Volden blev nedlagt fra anden halvdel af 1400-tallet og frem. Senere opstod vejforløbet bag om byen, formentlig efter indførelsen af en særlig vareafgift i 1670’erne. Vejen forbandt byens sekssyv byporte på ydersiden af det plankeværk, der markerede toldgrænsen.

Efter 1860 blev vejen omdannet til de nuværende allégader – Sønder, Vester og Nørre Allé. Det næste ringgadeprojekt blev aldrig fuldt realiseret. Tanken var at skabe en forbindelse rundt om byen i den nordlige ende fra Østbanetorvet (anlagt 1890‑91) til Langelandsgade mod vest med en »boulevardring«. Østboulevarden, Nørre Boulevard, Vennelyst Boulevard og Kaserneboulevarden blev anlagt efter 1886. Den egentlige Ringgade blev første gang skitseret af Hack Kampmann og Charles Ambt i byplanen over det kommende Frederiksbjerg i 1898.

De nærmere planer blev lagt i vinderforslaget til en samlet byplan for Stor-Aarhus i 1919. Ringgaden fra Joh. Baunes Plads til Grenåvej blev anlagt etapevis fra 1924 og afsluttet med Ringgadebroens opførelse i 1938. Broen blev bygget af firmaet Wright, Thomsen & Kier.

Den ydre ringvej (Ring 2) blev anlagt 1970‑87, og den nordlige motorvejsring (Ring 3) blev færdig i 2010.

1970‑2007

Befolkningsudviklingen i Aarhus 1787‑2019.

.

I gågaden i 1974-kvarteret i Den Gamle By kan man opleve lejligheder beboet af et lærerpar, en enlig ugift mor, et kollektiv og en tyrkisk indvandrerfamilie og se butikker og værksteder.

.

På Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts 1974 blev der afviklet et demonstrationsoptog i Aarhus’ gader. På bannere bliver kvinder opfordret til at organisere sig, ligesom der kræves ligeløn. I universitetsbyen kunne strømninger som kvindebevægelsen let finde fodfæste.

.

I løbet af 1970’erne begyndte indbyggertallet at falde, men det steg igen i løbet af 1980’erne, så der i 1990 var over 200.000 indbyggere i Aarhus; i 2006 lå tallet på 228.674. Fra slutningen af 1970’erne blev det offentlige byens største arbejdsplads, og den klassiske industri blev trængt. Offentlige velfærdsinstitutioner skød op med børnehaver, vuggestuer og idrætsanlæg, mens nye kirker blev opført uden for det gamle Aarhus. Midtbyen fremstod i 1970’erne og 1980’erne nedslidt, især ældre kvarterer som Latinerkvarteret og øgaderne. Genåbningen af Århus Å, der var blevet overdækket i begyndelsen af 1930’erne, fra Mølleparken til udløbet, blev påbegyndt i 1995, og den sideløbende omlægning af Store og Lille Torv til gågademiljøer var med til at give byrummet nyt liv.

Kulturpolitikken som en bærende del af Aarhus’ selvforståelse blev en endnu stærkere realitet efter 1970. Kommunalreformen havde bragt 21 større og mindre kommuner sammen med Aarhus, og mange af dem havde igangsat hal- og skolebyggerier. De kom til at stå kommunekassen dyrt, men gav gode betingelser for det lokalekultur- og sportsliv. Det partipolitisk organiserede byliv var derimod stærkt på retur. Paradoksalt nok ramte det især byens førende parti, Socialdemokratiet, og Fællesorganisationen. Den socialdemokratiske avis, Demokraten, fra 1884 gik ind i 1974. I 1983 tog socialdemokraterne initiativ til Byens Radio og kort efter til en lokal-tv-station. Håbet var at vinde kampen om de nye medieteknologier, idet den borgerlige Århus Stiftstidende sad solidt på den skrevne presse. I 1985 blev Kongreshuset (det tidligere Folkets Hus) forsøgt solgt. Det blev i stedet til en modernisering, som til dels blev betalt ved at sælge biografen Folketeatret i Jægergårdsgade. I 2004 blev den gamle arbejderhøjborg afhændet til private.

Mens det partipolitiske præg blev tonet ned i bykulturen, stod den folkelige underholdning stærkt. I 1970 var Tivoli Friheden byens mest besøgte attraktion med 454.000 gæster, Idrætsparken havde 165.556, Aarhus Cyklebane dog kun 21.000, mens væddeløbsbanen kunne samle 149.000. Den Gamle By, Aarhus Kunstmuseum (etableret 1967 i Vennelystparken) og Naturhistorisk Museum tiltrak mellem 58.000 og 78.000 besøgende. Aarhus Teater og byens nyeste store museum, Det forhistoriske Museum Moesgaard (etableret 1970), havde et godt årti med voksende tilslutning. Festugen blev mere og mere populær og udviklede sig gennem 1970’erne til et kendetegn for byen.

Den nye dynamik i kulturlivet opstod i et samspil mellem græsrødder og offentlige tiltag. Græsrodskulturen var påvirket af det antiautoritære miljø på universitetet efter 1968. Kvindebevægelsen, fredssagen, miljøsagen, den yderste venstrefløj og minoritetsbevægelser skabte med happenings, oplysning og aktioner en markant undergrund i Aarhus. Den tidligere museumsbygning var blevet tømt for museer, og efter en oprindelig idé fra Århus Ungdommens Fællesråd genåbnede den i 1971 som en ramme for ungdommens fritidsarbejde på tværs af foreninger. Det udviklede sig med tiden til et åbent, kreativt værksted og kulturcenter, ofte med politiske undertoner.

Op gennem 1980’erne og i første halvdel af 1990’erne var Aarhus et af de få steder uden for hovedstaden med husbesættelser og sammenstød mellem venstrefløjs- og højreekstremistiske grupper. Ungdomsarbejdsløsheden i Aarhus nåede et højdepunkt i 1984, hvor hver sjette aarhusianer stod uden arbejde, og halvdelen af disse var unge under 30 år. Den samfundsmæssige bevidsthed, den rigelige tid og kommunale beskæftigelsestilbud gav gode rammer for kreativitet. Ungdomskulturen udfoldede sig især i Latinerkvarteret med Mejlgade, hvor caféer med franske forbilleder dukkede op efter 1981.

Kommunen og de etablerede politikere betragtede længe udviklingen med skepsis, men endte med at række ud efter de unge miljøer. I 1985 blev der på det forladte militærområde indrettet musikskole og udstillingshus i hhv. Officersbygningen og Ridehuset. Samme sted var Musikhuset Aarhus blevet indviet i 1982 efter mange års debat. Et nyt kulturcentrum var skabt, der blev startskuddet til en professionalisering af kulturen som en afgørende drivkraft i byens erhvervsliv og turisme). ARoS Aarhus Kunstmuseum åbnede i 2004, og sideløbende udvidede kommunen kulturkvarteret ved Musikhuset med danse- og kulturcenter på Brobjergskolen, der var blevet nedlagt som skole i 1991.

Videre læsning

Læs mere om Aarhus

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie