Aarhus Domkirke

Aarhus Universitets Campus Aarhus set fra Det Kgl. Bibliotek. I baggrunden ses Aarhus Domkirkes tårn med spiret fra 1931.

.

Aarhus Domkirke (Sankt Clemens Kirke) markerer sig i det moderne bybillede med sin samlede længde på 93 m og med 92 m til toppen af vesttårnets slanke spir. Kirkerummet er særdeles rigt på senmiddelalderlige kalkmalerier og indeholder et værdifuldt inventar samt talrige gravminder fra senmiddelalder, renæssance og barok.

Den romanske basilika

I slutningen af 1100-tallet blev det besluttet at opføre en domkirke i selve bymidten, hvor der var fremvokset en kult omkring en lokal helgen, Niels, søn af kong Knud Magnussen. Drivkraften var Peder Vognsen, biskop i Aarhus 1191‑1204.

Byggeriet af den nye kirke, der var indviet til søfartshelgenen Sankt Clemens, strakte sig fra 1190’erne og hundrede år frem. Den romanske bygning, hvis bevarede murværk vidner om, at den havde omtrent samme udstrækning som den nuværende, var af tegl. Den bestod af et enskibet kor, to lange korsarme og et treskibet langhus, som efter de oprindelige planer skulle have været afsluttet med et par kraftige tårne i vest. Langhuset havde form som en basilika, dvs. med et højt midtskib og to lavere sideskibe. Hver af de to korsarme havde på østsiden tre kapeller, hvoraf det midterste var længere og med apsis, mens det inderste kapel på hver side var højere og nok har fremtrådt som kortårne.

Den gotiske kirke

Domkirkens indre set fra vest. De fjerlette stjernehvælv svæver over skibets tunge vægge, og i overensstemmelse med 1400-tallets liturgiske æstetisk gennemstrømmes koret af lyset fra de store vinduer.

.

I 1400-tallet blev kirken udbygget i gotisk stil. Dens nye vestparti blev fuldført af biskop Jens Iversen Lange. Underdelen til de to planlagte romanske tårne blev omskabt til kapeller på hver side af et vældigt vesttårn. Murværket foroven på hver side af glamhullerne blev prydet med skråtstillede, skjoldformede blændinger med dels Langeslægtens våben med tre roser, dels et anker som symbol på Sankt Clemens. I forlængelse af tårnbyggeriet blev kirkeskibets mure forhøjet, og vinduerne fornyet, og i det indre fik midtskibet stjernehvælv, mens sideskibene fik krydshvælv. Dette arbejde stod ifølge et kalkmalet årstal færdigt i 1477. En anden bygmester forhøjede derefter tværskibene og gav dem store, gotiske vinduer. Endelig blev Jens Iversen Langes byggeprojekt rundet af med udvidelsen af det enskibede kor til en stor, treskibet hal med ensartet hvælvhøjde og med slanke, gotiske vinduer. To cylinderformede trappetårne med spir blev rejst ved korets østgavl.

Aarhus Domkirkes gotiske østparti stammer fra anden halvdel af 1400-tallet. Det imponerende treskibede kor er et hallekor, dvs. at midt- og sideskibe er nogenlunde lige høje. Her strømmer lyset ind igennem de høje, spidsbuede vinduer.

.

Efter Reformationen

Bispegården i Aarhus, ca. 1852. Umiddelbart bag bispegården ses domkirkens vældige tværskib, mens vesttårnet knejser i baggrunden. Akvarel af Frederik Visby.

.

Efter Reformationen blev der ikke foretaget egentlige ombygninger af kirken bortset fra de nødvendigste reparationer. Middelalderspiret blev renoveret i ca. 1550, men en brand i tårnet i 1642 medførte, at det i 1650 fik et lavere, ottesidet spir. Midt i 1700-tallet blev kirken moderniseret i en barok stil, som blandt andet indebar, at tårnet fik et lavt, teglhængt kegletag, og i 1822 blev de to kortårne forsynet med løgkupler. Kirken blev 1907‑31 ført tilbage til sit middelalderlige udseende under en kyndig restaurering ved først Hack Kampmann og siden Mogens Clemmensen, som også har æren for det nuværende, slanke spir.

Kalkmalerierne

Allesjæle-fremstillingen på søndre korskrankemur er opdelt i tre horisontale zoner: Himlen, Jorden og Skærsilden. I himmelscenen flankerer musicerende engle en treenighedsgruppe. I mellemzonen holder paven en messe til minde om Gregor den Store under overværelse af en lang række personer, herunder højgejstlige, som står efter stand med en kardinal forrest. I det nederste parti er sjælene i djævlenes vold. Nogle overhældes med kogende olie, andre bliver hængt, er lagt på hjul og stejle eller undergår endnu værre pinsler. At der er tale om en afbildning af Skærsilden og ikke en Helvedesscene, viser sig ved, at engle frelser flere af de martrede sjæle. Fra Helvedet er der ingen frelse.

.

Domkirken har Danmarks mest omfattende senmiddelalderlige kalkmaleriudsmykning. Det ældste kalkmaleri fra ca. år 1300 er malet i en niche i det nordre sideskibs vestende: En helgenfigur indrammer et vindue, som om lyset strømmer fra helgenens krop. En anden helgen står i nichens smig og peger derhen. Ellers stammer alle andre malerier fra perioden 1480‑1520. De kan tilskrives en række værksteder, hvis malere er anonyme.

Den såkaldte dekorationsmaler har udsmykket hvælvene i tværskibet og i nordre sideskib med bl.a. ranker og moralske vignetter om ræven, der prædiker for gæssene, og siden gæssenes hævn, da de hænger ræven. Men der er også Dommedag og helgenskikkelser. Blandt motiverne er våben for biskop Jens Iversen Lange og for hans efterfølger, Eiler Bølle, biskop i perioden 1482‑90, samt i nordre korsarm en latinsk indskrift om, at biskop Eiler fuldførte værket i 1487, da den store pest raserede.

Den såkaldte Trefoldighedsmester har navn efter et maleri over et nu forsvundet sidealter i sydarkaden. Her ses den treenige Gud under profeterne Esajas og Jeremias samt de tolv hedenske sibyller, der alle angiveligt profeterede Jesu komme. Samme værksted har i nordre arkaderække afbildet Sankt Kristinas martyrium med udpenslede torturscener.

Herrens Legems Mester har i en arkade mod søndre sideskib malet Kristus, der fremviser sine sår for den knælende pave Gregor under en messe. I en arkade mod nord har værkstedet malet Maria med barnet stående på Månen omgivet af Solens stråler. Begge motiver har sikkert hørt til sidealtre. I en anden arkade mod nord ses Dommedag. Sankt Jørgensmesteren har på kormuren malet ridderen Jørgen i kamp med dragen, dateret til 1497, samt smedehelgenen Eligius i korrundingen. På korskrankens sydside er et tredelt maleri. Øverst ses Gud omgivet af musicerende engle, i midten repræsentanter for Jordens folk og pave Gregors messe, og nederst sjæle, der pines i Skærsilden, hvoraf nogle udfries af engle – en fortælling om sjælemessens virkekraft.

Mikaelsmesteren har i begyndelsen af 1500-tallet malet Mikael som sjælevejer i den sydøstlige arkade, og på en pille i sydlige korsarm findes en grotesk landsknægt med træben og krum svanehals. Mest iøjnefaldende er gigantmalerierne på søndre korsarms vestmur af Sankt Clemens og to soldater, der har flankeret kæmpen Sankt Kristoforus.

Ud over de nævnte findes motiver af andre malere spredt i kirken.

Inventaret

Bernt Notkes altertavle fra 1479 opstillet i festdagsstillingen. I tiden før Reformationen omfattede festdagene Mariæ bebudelse d. 25. marts, juledagene, påsken, Kristi himmelfart og allehelgensdag, men ikke 2. juledag, langfredag eller pinsen.

.

Portræt af biskop Jens Iversen Lange på Bernt Notkes altertavle, som Lange donerede til Aarhus Domkirke i 1479. Lange ses i bedende positur med bispestaven ved sin side og iklædt en pragtfuld bispekåbe med guldbrokade; tv. for ham er afbildet hans våbenskjold med de tre røde roser, og ovenover på skriftbåndet står: »mater dei sis se[mper] …« (»Guds moder vær altid …«). Bag sig har han sin værnehelgen, evangelisten Johannes, der anbefaler tavlens donator til Anna Selvtredje, der er afbilledet på nabobilledet på altertavlen.

.

Højaltertavlen er et enestående inventarstykke. Lübeckermesteren Bernt Notke har udført og signeret værket, som biskop Jens Iversen Lange forærede kirken i 1479. Lange er portrætteret som knælende giver på en af tavlens fløje. Tavlen viser i sin åbne stilling i midtskabet udskårne figurer af Anna Selvtredje flankeret af Sankt Clemens og Johannes Døberen. I fløjene ses de tolv apostle. I sin midterste position viser tavlen malerier af lidelseshistorien og i lukket udgave bl.a. malede scener fra Sankt Clemens’ martyrium.

Oven på tavlen findes et spir med midtskab og låger, opsat i 1514 af biskop Niels Clausen, der også iværksatte den malede udsmykning på altertavlens bagside med bl.a. Maria, dyr og ranker, udført af Mikaelsmesteren. En ca. 3,5 m høj, malmstøbt, syvarmet lysestage fra 1515 med Skades våben står på gulvet nær alteret. Nærved hænger en mindre malmlysekrone fra 1525 med en Mariafigur.

Kirkens malmstøbte døbefont fra 1481 er skænket af biskop Lange. Kummen bæres af de fire evangelister, som noget bizart er vist med hoveder fra deres symboler. Lukas en okse, Markus en løve, Johannes en ørn og Matthæus et menneske.

Skade opsatte i 1508 et lektorium, der skilte koret fra resten af kirken, men det blev nedtaget i 1775, og kun få rester har overlevet. Til gengæld findes 30 af de oprindelig 36 træskårne korstole fra samme tid.

Af efterreformatorisk inventar må fremhæves prædikestolen med tilhørende himmel, udført af billedskæreren Mikkel van Groningen i 1588. Fyldingernes ni motiver spænder fra Syndefaldet til Dommedag. Et stort kirkeskib fra 1720 hænger i nordre koromgang. Kirkens orgel er bygget af Lambert Daniel Karstens i 1730, men har gennemgået mange senere ombygninger og udvidelser.

Gravminderne

Domkirken rummer en meget stor mængde gravsten. Ældst er tre romanske gravsten, som er indmuret udvendig på koret. I kirkens indre kan fremhæves den livfuldt tegnede store sten over biskop Jens Iversen Lange fra omkring 1482 og de to detaljerige sten i højt relief over bisperne Eiler Bølle fra ca. 1501 og Niels Clausen fra 1510‑20. Stenen over den første lutheranske superintendent (biskop) Mads Lang fra ca. 1557 udgør en stærk kontrast til den katolske pragtudfoldelse.

Blandt adelsgravstenene fra senmiddelalder og renæssance kan fremhæves stenen fra ca. 1490 over Evert Eriksen Thott og Margrete Bølle, stenen fra ca. 1561 med relief af den rustningsklædte Knud Henriksen Gyldenstierne og hustruen Jytte Podebusk samt stenen fra ca. 1577 over de to adelsbørn Erik Bjørn og Birgitte Urne, realistisk gengivet i rig renæssancestil.

Det ældste af kirkens mange epitafier og mindetavler fra renæssancen og barokken er opsat for familien Worm i 1572 og formet som en fløjaltertavle, hvor familien ses knælende i bøn foran en dommedagsscene. Epitafiet for Erik Jørgensen Podebusk og Sidsel Oxe stammer fra 1576. Det var planlagt som fritstående monument på kirkens gulv, men pga. et kongeligt forbud mod gravminder, der i pragt kunne konkurrere med kongehusets, blev figurerne indpasset i et vægepitafium. Epitafiet for Jørgen Skeel stammer fra 1633 og har form som en vældig stenportal mellem højkoret og nordre koromgang. Øverst ses et dommedagsrelief og store skulpturer af de knælende afdøde, dyder, engle og apostle.

Det største af kirkens træepitafier blev opsat omkring 1664 over borgmester Anders Lydichsen og Maren Clemensdatter med talrige udskårne figurer omkring et midtfelt med portrætmaleri af det afdøde ægtepar.

I nordre tårnkapel ses billedhuggeren Thomas Quellinus’ usædvanlig pragtfulde barokke stenmonument over Sophie Elisabeth Charisius, hendes første mand, Constantin Marselis, og hendes anden mand, Peter Rodsteen, udført 1702‑04. Hun er vist stående mellem de to mænd, der er i romersk dragt, men bærer tidstypiske bølgende parykker.

Videre læsning

Læs mere om Kirker i Aarhus Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Kirker