På Barritskov er der smagsmarker, hvor bl.a. gartnere, landmænd og opskriftudviklere samarbejder om at dyrke og teste nye sorter. De afgrøder, der bliver vurderet egnede til at blive en del af sortimentet, bliver efterfølgende sat i produktion enten herhjemme eller i udlandet.
.

Godsejer Thomas Harttung, der overtog Godset Barritskov i 1981, oprettede i 1996 Barritskov Grøntsagshave og arbejdede her med at udvikle en række økologiske produkter, som blev solgt via en forening.

Året efter, i 1997, indledte Thomas Harttung et samarbejde med kokken Søren Ejlersen, der opdyrkede en grøntsagshave på Krogerup Avlsgaard i Nordsjælland. Sammen oprettede de i 1999 Aarstiderne A/S, der over de følgende to årtier voksede til en stor virksomhed og den største leverandør af måltidskasser på det danske marked. De to stiftere sidder fortsat i selskabets bestyrelse.

I 2018 var Aarstiderne vokset til en virksomhed med en omsætning på 685 mio. kr. og beskæftigede på landsplan 250 fultidsmedarbejdere, heraf 175 på Barritskov. En væsentlig del af grøntsagerne kommer fra jorderne på Barritskov, ligesom det centrale pakkeri ligger på godset.

Virksomheden har specialiseret sig i at levere kasser med økologiske madvarer og har i løbet af årene samtidig engageret sig i årligt at lave arrangementer for titusinder af kunder samt at udvikle opskrifter og lave kogebøger.

I vinterhalvåret kommer frugt og grøntsager i vid udstrækning fra faste leverandører i Sydeuropa. Aarstiderne har siden 2004 også leveret til det svenske marked.

Hovedaktionærerne var i 2019 Thomas Harttung samt en afdeling af den grønne hollandske investeringsfond Triodos.

I pakkeriet hos virksomheden Aarstiderne på Barritskov bliver ugens kasser gjort klar, inden de køres ud til de ca. 80.000 private kunder i Danmark og Sverige. Aarstiderne har udviklet sit varesortiment fra at være udelukkende lokalt producerede grøntsager til også at omfatte et bredt sortiment af økologisk frugt og grønt samt økologiske måltidskasser til private husholdninger.

.

Videre læsning

Læs mere om Handel, service og oplevelseserhverv i Hedensted Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked