Aastrupvej 13 ligger på Aastrupvej 13 i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Bygningen er opført i 1830 og har i mange år været anvendt som bank og bankdirektørbolig. I 1960 gennemgik bygningen en større ombygning, hvor der blandt andet blev lagt tagvinduer i tagfladerne. I det indre blev der indrettet nyt køkken og badeværelse på 1.sal og tagetagen blev udnyttet. Skorstenene blev i den forbindelse fjernet, dog blev piberne bevaret i tagryggen. Både i 1984 og 2005 har bygningen gennemgået ombygninger.

Beskrivelse

Hovedbygningen ligger nordøst for Haderslevs ældste bykerne på Aastrupvej, der er en bred hovedvej med villaer på hver side. Bygningen ligger trukket tilbage på grunden med en græsplæne foran. Hovedbygningen er grundmuret og opført i to etager over en høj kælder. Murene er hvidmalede over en sortmalet sokkel, vestgavlen er beklædt med sortmalede vandrette brædder, og alle mure afsluttes af en muret gesims. Bygningens tag er halvvalmet, belagt med nyere, røde vingetegl, hvor der i rygningen ses to hvidmalede skorstenspiber og i hver tagflade er to nyere, store tagvinduer. Tagrander og inddækninger er udført i kobber. Langs den østlige gavl ses en tilbygning i én etage med tagterrasse og ved siden af denne et sekskantet to etagers tårn. Begge langsider har i stueetagens midterste fag en ældre, tofløjet fyldingsdør med overvindue og en bred, muret trappe foran med stålvanger og granittrin. Vinduerne er udført som korspostvinduer, bortset fra enkelte i gavlene, tilbygningen mod øst og alle kældervinduer, som er torammede vinduer. Vinduerne varierer mellem ældre og nyere med koblede rammer og de fleste har skiffersålbænk. I tårnet er små rundbuede vinduer, og på vestgavlen ses øverst en lille karnap. Alle vinduer og døre er malet mørkeblå. I det indre er indrettet kontorer i stueetagen, mens førstesalen og tagetagen er indrettet til en stor lejlighed. Mod gårdsiden findes midtfor en forstue med en stor, ældre trappe. I tårnet er en ældre spindeltrappe. I stueetagen er grundplanen ændret til små kontorer og lange gange, hvor alle materialer er nyere, herunder, gulvtæpper, gipsvægge og systemlofter med indbyggede spots samt plane døre. På første etagen er grundplanen ældre, med stuer en suite mod vejen. Overfladerne er ældre, herunder pudsede vægge og lofter med enkel stuk, fyldingsdøre med gerichter og omkring vinduerne ses lysningspaneler. Gulvene er nyere parketgulve og i både køkken og badeværelser er nyere elementer. Tagetagen har tillige nyere overflader, mens spidsloftet er uudnyttet, og her ses understrøgne teglsten og en ældre trækonstruktion. Kælderen er indrettet med opbevaringsrum og fyrkælder samt ældre, store bankbokse. Overfladerne er hovedsagligt ældre, herunder terrazzo- og ølandsstengulv, pudsede vægge og lofter samt kraftige sikkerhedsdøre.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens tilbagetrukne placering, der giver mulighed for den store græsplæne, der omkranser et springvand. Dette skaber sammen med flere høje træer langs vejen en prætentiøs ankomst, som dels styrker bygningens herskabelige fremtræden, dels indskriver sig i den lignende bebyggelsesstruktur på vejen.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som en præsentabel villa. I såvel detaljering som materialevalg er hovedbygningen en fornem og tidstypisk repræsentant for 1800-tallets byggeri, hvor den enkle klassicisme vandt indpas. Karakteristisk herfor er de rene hvide facader med en enkel gesims, rødt tegltag, ligeløbstrapper og klassicistiske vinduer, der er karakteriserede ved den lige overkarm og de underopdelte nedre rammer. I det indre ses tillige træk fra klassicismen i de bevarede bygningsdetaljer, herunder hovedtrappen og første etagens stuk, lysningspaneler ved vinduerne og fyldingsdøre med gerichter. Gerichternes udførelse med et profil, der har kannelurer med skråbånd og hjørneklodser er tillige et egnskarakteristisk træk i Haderslev og omegn. Hertil kommer værdien af kælderens store bankbokse med kraftige døre og intakte låse, da disse vidner om bygningens mange år som bank.

Arkitektonisk værdi

Arkitektonisk fremstår hovedbygningen først og fremmest som en klassicistisk bygningskrop med en overordnet symmetri, hvilket kan ses i den faste vinduestakt og de centrale indgange. Volumenet fremstår velproportioneret med en vertikal stræben, der understreges af de slanke og høje vinduer samt af det enkle, næsten ubrudte stejle tag. Den arkitektoniske værdi knytter sig tillige til de mørkeblå vinduer og døre, som markerer sig i de rolige og neutrale, hvidmalede mure. De to gavle adskiller sig markant fra resten af bygningen og giver et mere komplekst udtryk, hvor vestgavlens bræddebeklædning virker som et tilføjet lag på muren, mens østgavlens tårn og tilbygning fremstår som elementer, der er vokset frem af bygningskroppen. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de en suite placerede stuer med dobbelte fløjdøre, der giver et naturligt flow og kig gennem hele bygningens længde.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links