Admiralgade 22, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Forhuset blev opført 1845-46 for grosserer Harboe. Gesimsen under tredje etages vinduer samt vinduesindfatningerne blev første gang nævnt i 1868, hvor facaden også blev oliemalet.

I ejendommen er kælder- og stueetage anvendt til erhverv, mens der er beboelse på de øvrige etager. Ejendommen ligger i husrækken på vestsiden af Admiralgade, som indgår i Øster Kvarters bebyggelse, der hovedsageligt er resultat af genopbygningen efter branden i 1795. Bygningen består af et syv fag bredt og fire etager højt forhus med to sidehuse over en høj kælder omkring en brolagt gård. Der er indrettet lejlighed i tagetagen. Bygningen er grundmuret, pudset og gråmalet, med kvaderfuget puds over en let fremspringende, pudset sokkel. Under første sals vinduer er en retkantet kordongesims, ligesom der er en lidt mindre kordongesims under anden sals vinduer. Endelig er der under taget en dobbelt, retkantet gesims. Omkring vinduerne i yderfagene og midterfaget er der pudsede indfatninger; på første sal yderligere suppleret med en fordakning. Alle disse dekorative pudselementer er malet en rosa nuance som nexøsandsten. Vinduerne mod gaden er korspostvinduer med to ruder i nederste ramme. Første etage er højere end de øvrige etager og aftager opefter. Der er helruder i kælderen. Den brede port i midten er tofløjet med otte, bosserede fyldinger indrammet med pålagte lister. To små afvisersten af granit beskytter portåbningens pudsede hjørner. Der er yderligere to nedgange til kælderen fra gaden med ældre, tofløjede butiksdøre og ældre støbejernsgelændere på hver side af kælderhalsene. Taget er et heltag over forhuset og det højre sidehus, men har ensidig taghældning over det venstre sidehus. Alle tage har røde vingetegl. Midt i hver side af forhuset er der to skorstenspiber med sokkel i rygningen. I næstsidste fag af hvert sidehus er en høj, blokformet køkkenskorstenspibe med sokkel. I forhusets tag er der fem traditionelle tømmerkviste mod gaden og fire mod gården samt en lille taskekvist med et lille firerudet vindue i venstre sidehus tagflade. Gårdsiderne er filtsede og kalket jernvitriolgule over et sorttjæret sokkelfelt. Murene afsluttes foroven med en let udkraget gesims, der er hvidkalket. Overgangen mellem forhus og sidehus har et let smiget fag. Vinduerne på gårdsiden er mage til gadesidens. Der er en oprindelig, let ombyggede revledør fra køkkentrappen i yderste fag af det venstre sidehus. Der er et vandret overvindue med tre ruder over døren. Lejligheden i stuen til venstre har yderligere en ældre, tofløjet dør med ruder i de øverste fyldinger direkte ud til gården. Der er endvidere tre nedgange til kælderen, to til højre og en til venstre. I det højre sidehus er der en åben gennemgang til endnu en gård på bagsiden af sidehuset i næstsidste fag. I gennemgangen er en nyere, glat dør til køkkentrappen i dette sidehus. Gården er brolagt med chaussésten og har midtpå en række bordursten. Portrummet har også brolægning, men med to rækker bordursten. Væggene er pudsede, med en bræddeindklædning af perlestavsbrædder for neden. Loftet er pudset og forsynet med en loftsgesims. Porten, som er den oprindelige, er glat på bagsiden. I hver side af portrummet er der høje, tofløjede fyldingsdøre i profilerede indfatninger med en konsolbåret fordakning over. Dørene har fem fyldinger og dobbelte slaglister. Døren til højre fører ind til stueetagens erhvervslokaler, mens den venstre fører ind til hovedtrappen, der betjener etagerne. Hovedtrappen er en toløbstrappe med indstemte trin og elegante, drejede balustre (Schinkel-inspirerede). Durchsichten er meget smal og der er pudset under løbene. Der er to lejligheder på hver etage, en til hver side. Den højre lejlighed er størst, fordi den har det ekstra værelse, som ligger over portfaget og fordi sidehuset også er en anelse dybere. Plandispositionen er den oprindelige og er principielt ens opbygget: Fra hovedtrappen er der adgang til en entre hvorfra der er adgang til to stuer på hver to fag (herreværelse og dameværelse) samt til værelset over porten. Lige frem er der adgang til den meget dybe smigfagsstue, hvorfra der er adgang til et værelse og et kammer i sidehuset. En lang gang op mod væggen i sidehuset fører ud til et køkken på to fag, hvor det store køkkenildsted med kappe er placeret. I et tidligere pigekammer i det yderste sidehusfag bag køkkentrappen og ved siden af ildstedet er indrettet et badeværelse. Lejligheden til venstre har en tilsvarende indretning. Lejligheden i tagetagen er antagelig indrettet senere og har generelt en anden indretning. Blandt andet har den mod gaden ét stort, åbent rum, ligesom køkken og bad ligger allerførst i sidehuset til højre. Der er dog flere trefyldingsdøre formentlig fra 1800-tallets midte heroppe og skunken er lukket med lave fyldingspartier. Spidsloftet er meget velbevaret, har ældre gulve og oprindelig tagkonstruktion med hanebånd. Der er dug under taget. En oprindelig, stejl trappe fører op til spidsloftet. Interiørerne er meget velbevarede og gennemførte. Således har alle ydervægge helpanellering med spejl og frisning, de øvrige vægge har lave paneler. I stueetagen er der indfældede lysningsskodder. De enfløjede døre har fem fyldinger, de tofløjede med dobbelte slaglister har også fem fyldinger, hvoraf to er lave bosserede fyldinger. Indstukne hængsler og smalle messinglåseskilt og krykgreb er bevaret mange steder. Første sal, beletagen, som er den fornemste, har mellem stuerne mod gaden en særlig indfatning med en konsolbåren fordakning med trekantfronton over. På volutterne og i et glat felt over døren er udskårede antikt inspirerede palmetter. Ved kaminpladserne er indramningen blot en glat liste. I køkkenet er bevaret de oprindelige revledøre til pigekammeret, nu badeværelset. De oprindelige vinduer har lodpost med flad forside og trekvartstaf på hjørnet; tværposten er mage til. Mange af rammerne er oprindelige og har en ganske tynd tværsprosse. Lofterne er pudsede overalt, dog er loftsgesimserne meget enkle selv i stuerne. Gulvene er ældre, flere steder måske oprindelige. Køkkentrapperne er også oprindelige, meget enkle kvartsvingstrapper med pudsede løb og rundstokke som balustre. I kælderen er væggene berappede og hvidmalede. Bjælkerne og drageren under midtskillemuren er hvidmalede med træ- eller gipsplader imellem. Gulvet er støbt.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i husrækken på Admiralgade, som består af visuelt sammenhængende bygninger, der er karakteriseret ved ensartede, velproportionerede facader med gennemgående gesimsbånd og taktfast vinduessætning. Således danner de tilsammen et helstøbt gademiljø. Hertil kommer, at forhusene tillige er med til at opretholde en meget gammel gadestruktur. Ligeså er der miljømæssig værdi relateret til den traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus og tilhørende sidehuse og smigfag mod gården, der tilsammen danner et homogent sluttet gårdrum, hvilket er karakteristisk for den tætte, indre by.

Den kulturhistoriske værdi for Admiralgade 22 ligger i forhuset som eksempel på senklassicismen op mod midten af 1800-tallet, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter englændernes bombardement i 1807. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store dele af København. Forhuset viser hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i C.F. Harsdorffs idealer fra slutningen af 1700-tallet beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. Admiralgade 22 fremstår som et eksempel på den enkle senklassicisme, med ganske få velvalgte detaljer, såsom kvaderfugningen af den nederste etage og markeringen af tre af husets fag, så bygningens midte og yderfag diskret betones. Den velkomponerede facade med få detaljer og den taktfaste vinduessætning får gjort det temmelig store hus i den lille gade lidt mindre bastant. Gårdsiden er ganske uden dekorationer, hvilket var karakteristisk for perioden og afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Det klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I forhuset og sidehuset ses dette i de oprindelige og velbevarede planløsninger, der kendetegnes ved repræsentative stuer mod gaden, de sekundære funktioner som trapperum, køkken og kamre mod gården. Denne planløsning afspejler den herskende levevis i datiden og er således karakteristisk for det københavnske boligbyggeri på bygningernes opførelsestidspunkt. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til de velbevarede interiører, hvor den høje håndværksmæssige standard på trappe, døre, vinduer og panelering afspejler klassicismen som det herskende stilideal på opførelsestidspunkt. Interiørerne vidner således om periodens udsmykningsidealer og æstetiske præferencer. Køkkenets bevarede ildstedskappe, de enkle overflader i køkkenet og revledøren til det tidligere pigekammer er også udtryk for tidens valg af form og funktion.

Den arkitektoniske værdi ved forhuset i Admiralgade 22 ligger i det ydre i den velkomponerede senklassicistiske facade med taktfast vinduessætning og ganske få og enkle, dekorative elementer, herunder kordon- og hovedgesimsen samt indfatningerne omkring udvalgte vinduer. Disse elementer giver facaden et harmonisk og helstøbt udtryk. Gesimsen har sammen med kvaderfugningen den vigtige funktion, at skabe en base for det overliggende bygning og samtidig skabe en visuel balance i den ellers høje facade, samtidig med at overgangene mellem bygningens enkeltdele betones. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk, vinduessætningen og den ensartede farve- og materialeholdning, der skaber et helstøbt gårdmiljø sammen med brolægningen i gården. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de helstøbte og meget velbevarede planløsninger med de mange oprindelige og traditionelt udførte bygningsdele og -detaljer, herunder de bosserede fyldingsdøre, ældre bræddegulve, bindingsværksskillevægge, pudsede vægge og vinduesvægge med hel-, lysnings- og brystningspaneler. Alle elementer giver en stemningsfuld oplevelse af datidens diskrete, men elegante boligbyggeri med gennemtænkte og veldisponerede rumforløb og udsmykninger hovedsageligt i de gadevendte rum samt i trapperummene, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med klassicismes stringente og diskrete elegance.

Læs videre om

• Arbejdernes Forsamlingsbygning, København
• Larsbjørnsstræde 23, København
• Nyhavn 67, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen