Almindingen

I 2012 udsatte Naturstyrelsen seks bisonkøer og en -tyr i en 200 ha stor indhegning i Almindingen. Dermed kunne den europæiske bison igen opleves i den danske natur efter at have været forsvundet i ca. 10.000 år. Hovedformålet med udsætningen er, at bisonerne ved deres græsning skal holde skoven lysåben og således forbedre levestederne for områdets sjældne dyr og planter. Både gående, cyklister og bilister har adgang til bisonindhegningen via ganglåger og færiste.
.
Syd for Christianshøj i den vestlige del af Almindingen bryder mosdækkede klipper skovbundens førnelag og afslører, at grundfjeldet ligger højt. I denne del af skoven findes stadig rester af den oprindelige egeblandskov, og for at bevare det gamle skovpræg plejer Naturstyrelsen området med nedskæring af bøg, som ellers kunne udkonkurrere de mere langsomtvoksende vinterege og avnbøge.
.

Artikelstart

Almindingen er Bornholms største sammenhængende skovområde og omfatter en række navngivne arealer som Indlægget, Aaker Plantage, Pedersker Plantage, Povlsker Plantage, Bodilsker Plantage og Paradisbakkerne. Tilsammen dækker de et areal på ca. 6.000 ha. De vestlige 2.476 ha er statsskov og betragtes ofte som den egentlige Almindingen adskilt fra Paradisbakkerne og de kommunalt og privatejede plantager i øst.

Almindingen midt på Bornholm er en af landets største sammenhængende skove og byder på nogle af øens mest populære naturseværdigheder, bl.a. øens største sprækkedal, Ekkodalen, og Rytterknægten.

Navnet Almindingen henviser til tiden, hvor ingen havde ejendomsret til området, og alle frit kunne drive hugst og græsning. I 1576 kom Almindingen på kongens hænder, men bønderne kunne stadig drive kreaturgræsning i området. Da Hans Rømer i år 1800 tiltrådte som skovrider, var midten af Bornholm næsten skovløs, men ved indhegninger og plantninger fik han udvidet den østlige del af Almindingen fra ca. 165 ha til ca. 828 ha. Området blev delt mellem staten og øens sogne i 1842, og i tiden derefter tog væksten i skovarealet fart. I dag fremstår Almindingen som et stort og meget varieret skov- og naturområde.

Rødgran er den talrigeste træart i Almindingen, især i den østlige del. Der er dog også en del løvskov, som domineres af bøg og eg. De små rester af den oprindelige løvskov langs kanten af Ekkodalen, ved Lilleborg og omkring Åremyr og Jomfrubjerget består især af avnbøg og vintereg. Skoven ligger i et ret kuperet terræn, som kulminerer ved sydvest i Rytterknægten, der med sine 164,3 m er Bornholms højeste punkt.

I lavningerne findes muldbund med planter som hvid, gul og blå anemone, hulrodet lærkespore, krybende læbeløs og guldnælde. Det meste af skoven ligger dog på en mere mager morbund, som ud over bølget bunke, skovstjerne, blåbær og ørnebregne også huser nordskandinaviske plantearter som linnæa og forskellige arter af vintergrøn. Almindingen er desuden voksested for flere sjældne bregner. Således kan man finde rundfinnet radeløv på Lilleborgs gamle mure i vest, mens nordisk radeløv og bægerbregne bl.a. vokser enkelte steder i Paradisbakkerne i øst.

Fuglelivet er rigt, og ud over en række småfugle omfatter ynglefuglene også den lille perleugle, som yngler i gamle spættehuller og opsatte redekasser. Skoven har desuden en stor bestand af rådyr, som i 2012 fik selskab af en lille flok europæiske bisoner, der blev udsat i en 200 ha stor indhegning i skoven omkring Svinemose.

Hele Almindingen er udpeget som habitat- og fuglebeskyttelsesområde. Derudover rummer skovområdet flere fredninger, heriblandt Ekkodalen, Paradisbakkerne, klippeløkken ved Kåsegård og de gamle bøgepartier ved bl.a. Åremyr.

Videre læsning

Læs mere om Skove på Bornholm

Læs også om

Se alle artikler om Skove